100 kilometer syd for den danske grænse har det vesttyske landshold i to omgange slået lejr før en VM-titel.
En lille flække, smukt placeret mellem Kellersee og Dieksee midt i slesvig-holstenske Schweiz lidt nord for Lübeck, kan stadig vække varme følelser blandt specielt vesttyske fodboldfans af ældre årgang.
I kanten af skoven i den sydlige udkant af Malente ligger der en sportshøjskole, som spiller en stor rolle i to af de verdensmesterskaber, som Vesttyskland hentede.
Der Geist von Malente (Gejsten fra Malente) er ofte blevet fremhævet som en forklaring på de to VM-titler i 1974 og 1990. Begge gange husede Malente og byens sportshøjskole die Nationalmannschaft. I 1974 var de værter i de første uger af turneringen, mens forberedelserne til VM-turneringen i 1990 blev indledt i Slesvig-Holsten inden turen gik til Italien.
Spatanske Malente
Malente ligger kun halvanden times kørsel fra den danske grænse ved Kruså og er ud over de fodboldhistoriske årsager også værd at besøge på grund af dens skønne beliggenhed. Men byen var formentlig gået i glemslen blandt tusindvis af andre småbyer, der er spredt ud over hele Forbundsrepublikken, hvis det ikke var på grund af sportshøjskolen og de fine besøg med 16 års mellemrum.
Det første besøg i 1974 var dog ikke nogen ubetinget succes. Efter terrorangrebet mod de israelske atleter under OL i München to år tidligere, var der strammet voldsomt op for sikkerheden under VM-slutrunden. De vesttyske spillere blev gemt af vejen på sportshøjskolen i Malente, og det var langt fra populært blandt spillerne at bo i de spartanske rammer.
Læs også: VM 1974 – Weltmeister på trods
Anfører Franz Beckenbauer talte om lejrkuller, den altid åbenmundede Paul Breitner sammenlignede indkvarteringen med forholdene på en kaserne, mens Horst-Dieter Höttges ifølge NDR konstaterede, at holdet var totalt isoleret, og ingen kom i nærheden af spillerne.
Det satte sig også i resultaterne, hvor det gav pligtsejre mod først Chile og siden Australien, men spillet haltede, og hjemmepublikum var langt fra tilfredse med det spillemæssige niveau hos die Nationalmannschaft.
Mødet køkkenet
Historien fortæller dog, at det også var de spartanske forhold på sportshøjskolen, der skabte den sejrsvilje, som var med til at bane vejen for vesttyskernes endelige triumf på hjemmebanen. Og det var et nederlag, der skulle bane vejen for at skabe sejrsviljen og sammenholdet blandt spillerne.
Efter det forsmædelige 0-1 nederlag i Hamburg mod klassefjenden DDR i den sidste kamp i det indledende gruppespil, kørte spillerne den aldrende Bundestrainer Helmut Schön ud på et sidespor, efter han selv havde tilbudt at træde tilbage oven på det forsmædelige nederlag.
I stedet samlede Franz Beckenbauer alle spillerne omkring sig i køkkenet til en flere timer lang peptalk. Ingen tænkte på at gå i seng, og i stedet blev der talt sammen og skabt en gejst, der skulle til for at vinde de tre kampe i det andet gruppespil mod Jugoslavien, Sverige og Polen, inden den endelige finale mod Holland.
16 år senere, i 1990, var det igen Franz Beckenbauer, der stod i spidsen for Nationalmannschaft. Denne gang som Teamchef for et mandskab, der var blandt favoritterne til at hjemtage VM-trofæet, selv om kvalifikationen kun var et enkelt mål fra at glippe.
Læs også: Da de italienske tyskere blev verdensmestre
Men de gammelkendte dyder skulle findes frem igen, og i modsætning til 16 år tidligere var der denne gang ikke den store ævl og kævl i truppen. Selv om forholdene var spartanske, selv i forhold til hvad spillerne var vant til for over 30 år siden, var det et bevidst valg af Beckenbauer at lægge første del af træningslejren i netop Malente. Han ønskede fred og ro i de isolerede omgivelser, som dengang kun kunne findes med et godt lokalkendskab.
Italienske gloser og gameboy
Ifølge en artikel i Die Welt kunne den daglige leder af sportshøjskolen, Klaus Jespersen, allerede fra begyndelsen mærke, at 1990-mandskabet havde noget stort i vente med den gode ånd, der var på holdet. Samtidig fortalte Klaus Jespersen, at de isolerede omgivelser betød, at flere af spillerne kunne indgå og forhandle kontrakter i ro og mag.
“Der blev nærmest talt mere italiensk end tysk under opholdet, da flere af spillerne spillede i Italien og også forhandlede med italienske klubber”, fortæller Jespersen i interviewet.
Han kunne også fortælle om, at Pierre Littbarski var den spiller, der fik tilsendt mest post til Malente under forberedelserne. Det var spil, til hans Game Boy, der som regel lå i kuverterne…
Efter succesen i 1990 benyttede Franz Beckenbauers efterfølger, Berti Vogts, sig også af sportshøjskolens faciliteter i optakten til EM-slutrunden i 1992 og VM-slutrunden i 1994. Som bekendt endte de slutrunder “kun” med et finalenederlag og et skuffende exit i kvartfinalen, og derefter var det slut for Nationalmannschaft at benytte sportshøjskolen med de rolige omgivelser ved skov og sø som forberedelse til en slutrunde.
I dag sportshøjskolen omdøbt til Uwe Seeler Fussball Park efter den nyligt afdøde HSV-legende. Og netop HSV har flere gange benyttet sig af forholdene i Malente til at forberede sig til nogle af de nervepirrende nedrykningskampe, de for nogle år siden havde i kampen for at sikre sig overlevelse i Bundesligaen.
