Når Tyskland begynder deres EM-slutrunde, bliver det den sidste med Joachim Löw i spidsen for det tyske landshold. Det står fast, efter at han tidligere på foråret offentliggjorde hans fratrædelse denne sommer – et år tidligere end ellers planlagt. Efter hele 15 år med både opture og nedture er det slut for den ellers så velkendte tyske rekordtræner, der vil gå langt i sin iver for at levere et sidste stort resultat.
Portræt af en afsked
Helt stille står han der langs sidelinjen. Iklædt stramsiddende chinos bukser, en mørk langærmet pullover, hvide sneakers og et stort armbåndsur, altid placeret (mod sædvane) på højre arm. Sådan har vi kendt ham i nu snart over 15 år. Som en rolig og stilsikker lederfigur siden debuten mod Sverige d. 16. august 2006. Selv frisuren er den samme med det karakteristiske flade pandehår og den lange nakke. I dag dog noget mere gråsprængt her 189 kampe senere for den længst siddende landsholdstræner på verdensplan, der stadig er aktiv, hvorfor mangt og mange i den tyske offentlighed ofte har spekuleret i, hvorvidt den 61-årige træner mon farver sit hår?
Sådan ser Joachim Löw naturligvis også ud den påskeonsdag i Duisburg. Schauinsland-Reisen-Arena lægger ramme til den tredje VM-kvalifikationskamp for ’Die Mannschaft’ fremmod VM i Qatar 2022, og hvad der for et stjernespækket tysk mandskab bør være en ren formsag. Tre point, og så videre til næste kamp. Men miniputterne fra Nordmakedonien vil det anderledes. Med to scoringer af først veteranen Goran Pandev og dernæst stortalentet Eljif Elmas lykkes det et undertippet Balkanhold at skabe den største skuffelse i nyere tid for det tyske fodboldlandshold. Alle på det tyske mandskab slår ud med armene og råber opgivende af kollegerne, da bolden ligger i eget net. Undtagen Löw. Han står helt rolig på sidelinjen uden så meget som at foretrække en mine. Sensationen er en realitet. Tyskland taber sin sidste gældende kamp inden EM-slutrunden og må nu nøjes med en midlertidig tredjeplads i VM-kvalifikationsgruppe J efter gruppens dukse fra Armenien og tyskernes banemænd fra Nordmakedonien.
Lige så positivt Löws rolige gemyt er blevet tolket, når resultaterne har flasket sig, lige så hårdt slår det tilbage på træneren i de tyske medier i dagene efter det store nederlag. På papiret ikke et katastrofalt resultat. Tyskland har stadig alle muligheder for at kvalificere sig til VM i Qatar 2022. Men for de tyske sportsjournalister er tålmodigheden brugt op, og Löws adfærd under kampen – eller manglen på samme – tolkes som et tydeligt symbol på en træner, der er færdig.
Nogen stor overraskelse, er det derfor heller ikke, da Joachim Löw og det tyske fodboldforbund (DFB) få dage senere annoncerer, at EM i år bliver hans sidste gerning i jobbet. Godt nok har han kontrakt på et år mere, men nu skal det altså være. Löw er fortiden og nutiden, men ikke længere fremtiden. Nu kan den tyske sportspresse få lov til at spekulere i holdets fremtid under den nye træner Flick, mens Joachim Löw får fred til at forberede ’den store finale’.
I jagten på Löws efterfølger stod der så uendeligt meget på spil for DFB. Først og fremmest er der kun 1,5 år til at forberede truppen fremmod VM i Qatar, men endnu vigtigere venter der et højtprioriteret EM på hjemmebane i 2024. Det var derfor vigtigt, at man fandt den helt rigtige mand til jobbet, hvorfor DFB brugte mange kræfter og ikke mindst en meget lang rekrutteringsproces på at overtale den afgående Bayern München-træner Flick.
Fortid og indtog hos DFB
Joachim Löw er født og opvokset i det sydøstligste hjørne af Tyskland i området omkring Schwarzwald skoven nær den schweiziske og franske grænse. Her mødte han konen gennem 30 år, Daniela, i en alder af bare 18 år.
Hvis man spørger den gængse tyske fodboldfan, vil vedkommende sikkert knap nok kunne huske Löws meritter, fra inden han blev landstræner. ’Jogi’ – som han kaldes i folkemunde – havde da heller ingen usædvanlig stor karriere, som hverken spiller eller træner i bagagen inden tiltrædelsen i DFB. Som største bedrifter på banen kan nævnes 81 mål for hjemstavnsklubben SC Freiburg i 2. Bundesliga, hvilket gør ham til klubbens næstbedste all time-målscorer, kun overgået af den stadig aktive Nils Petersen. I en enkelt sæson spillede han endda sammen med broderen Markus, der eftersigende spillede en habil centerforsvarer, mens Joachim Löw agerede spydspids for ’Die Breisgauer’.
Som træner var han en nomade, der flyttede rundt imellem Tyskland, Tyrkiet og Østrig, med et østrigsk mesterskab for hedengangne FC Tirol i sæsonen 2002 og en pokaltriumf med Stuttgart fem år tidligere som karrierens absolutte højdepunkter.
På papiret ikke de mest opsigtvækkende resultater, hvis man sammenligner med hans kommende efterfølger Hansi Flick eller koryfæerne Jürgen Klopp og Ralf Rangnick, der begge ligeledes blev nævnt som potentielle arvtagere. Men Löws kvalifikationer til landstrænerjobbet har ikke meget med hverken spiller- eller klubtrænerkarriere at gøre. Det blev i stedet primært grundlagt i perioden 2004 til 2006, hvor Löw agerede assistent for Jürgens Klinsmann i landsholdsregi.
VM på hjemmebane og de store resultater
Joachim Löw og Jürgen Klinsmann var på mange måder hinandens modsætninger. Den ene en flamboyant, åbenmundet og medievant landsholdslegende med både EM- og VM-titler som spiller på CV’et. Den anden en noget mere stille og tilbagelænet trænerfigur med spillererfaring fra de lavere tyske rækker. De to, der havde mødt hinanden mange år tidligere på den tyske træneruddannelse, skulle blive kastet ud i noget af en ilddåb sammen som landstræner duo. Det gjaldt om intet mindre end det store VM på hjemmebane i 2006.
Til trods for at Tyskland (kun) sluttede treer, så var slutrunden i 2006 en bragende succes for de tyske værter. Under det officielle slogan ”verden er gæst hos venner” blev det tyske fodbold-’Sommermärchen’(sommereventyr) en realitet. Selvom mange tyske fodboldtilhængere havde håbet på en mere gylden farve på medaljen, kunne ingen fratage dem den store glæde, som det var at opleve denne store nationale fest, som VM blev for værtslandet.
Alverdens medier skrev den sommer om en fornyet tyskpatriotisme, som gav sig til kende ved den store brug af det tyske flag, der ellers længe har været upopulært grundet landets lidet flatterende historie de seneste 100 år. Det var også ved VM 2006, at en nyvalgt tysk kansler, Angela Merkel, lagde grundstenene til hele 16 års magtvælde og fik status af hele Tysklands ’Mutti’, da hun flere gange lod sig fotografere sammen med de tyske landsholdsprofiler i omklædningsrummet.
Også på banen blev der varslet om nye tider for Tyskland. Anført af topscorer Miroslav Klose, fik flere unge tyske spillere såsom Lukas Podolski, Bastian Schweinsteiger og Philip Lahm deres helt store gennembrud. Meget af dette blev tilskrevet den stille assistent Löw med det rolige gemyt, der fremstod som den egentlige taktiske hjerne bag holdets succes. Nogen stor overraskelse var det derfor heller ikke, at Löw blev forfremmet til cheftræner, da Klinsmann bare to dage efter slutrunden kunne afsløre, at han ikke ville forlænge sin kontrakt. Som begrundelse lød det, at han ønskede mere tid sammen med familien i USA, der i mellemtiden var blevet hans andet hjemland. Resten er historie for hårdtprøvede Klinsmann, der efter et kort ophold hos Bayern München brugte fem år i rollen som amerikansk landstræner i forsøget på at gøre USA ’crazy about soccer’ – uden den store succes.
Joachim Löw stod klar til at fortsætte den spillemæssige linje, hvor Klinsmann slap, sagde han selv, og det blev langt hen ad vejen også sandheden i de første år som chef. Ved EM 2008 bare to år senere var det stadig et tysk landshold primært båret af erfarne kræfter som Jens Lehmann, Michael Ballack og ikke mindst Klose, suppleret af en række yngre talenter i form af førnævnte Lahm, Schweinsteiger og Podolski i en klassisk 4-2-3-1 formation. På mange måder har det netop været Löws evne til at ramme en fin balance mellem erfarne kulturbærere og unge fremadstormende talenter, der har skaffet ham rekorden som den landstræner i historien med flest EM- og VM-semifinaler i træk (fem i alt i perioden 2008-2016).
Det længe ventede klimaks
Karrierens helt store højdepunkt kom naturligvis ved VM i Brasilien i 2014, men havde det ikke været for en spansk succes æra under først Luis Aragonés og siden Vicente Del Bosque, kunne det sagtens have blevet til flere pokalløft for Löws mandskab. En VM-bronze og to gange EM-sølv blev det til i årene 2008-2012, hvor Spanien gjorde rent bord. Desto større var forløsningen derfor også, da ’jahrhunderttalentet’ Mario Götze sparkede det alt afgørende mål ind bag Argentinas målmand Sergio Romero i finalen på Maracanã i 2014.Mange vil nok huske nedsablingen af hjemmeholdet Brasilien i semifinalen som det helt store taktiske svendestykke fra Löw, men den samlede turneringssejr og det fjerde tyske verdensmesterskab, er så klart den største triumf på CV’et.
Til turneringen i Brasilien gik alt op i en højere enhed. Lahm, Schweinsteiger og Klose var nu de rutinerede og bærende kræfter flankeret af en række unge himmelstormere i verdens bedste målmand Manuel Neuer og kæmpetalentet Toni Kroos, samt de tre profiler Jérôme Boateng, Sami Khedira og Mesut Özil. De tre sidstnævnte havde med deres VM-debut fire år tidligere i Sydafrika vundet hele verdens hjerter med tilnavnet ’multikulti-landsholdet’ grundet de mange spillere på det tyske mandskab med dobbelt statsborgerskab. Det tyske landshold var på sit højeste. Ikke kun på banen, hvor man udspillede hele verdens fodbolddarlings fra Brasilien – og det endda noget så eftertrykkeligt – men også udenfor, hvor spillere som Neuer, Kroos og Özil var verdensstjerner. Den tyske VM-eufori ville ingen ende tage oven på triumfen i Brasilien og der blev sågar åbnet et nationalt tysk fodboldmuseum i Dortmund året efter, hvor en af hovedattraktioner er den støvle, hvormed Götze afgjorde kampen, da han sparkede den alt afgørende finalescoring i kassen.
En ildelugtende hånd på skærmen
Højt at flyve dybt at falde, som det siges, og således også for Joachim Löw. Hvis hans CV var pletfrit efter VM-triumfen, så er det stort set kun blevet sværtet til siden. Derfor er der også mange tyske medier, der de senere år har spurgt sig selv, om ikke Löw burde have stoppet på toppen. Især tre episoder markerer hans fald fra fodboldens tinder.
Første nedtur blev EM 2016 i Frankrig, hvor Tysklands ellers resultatmæssigt udmærkede semifinaleplads blev skæmmet af en række videoer, der gik viralt verden over. Her så vi den tyske træner stå på sidelinjen og pille bussemænd, for dernæst at stikke hånden ned i bukserne og stikke selv samme klør fem op foran næsen. Med ét var det stærke billede af den rolige og stilsikre træner udskiftet af alverdens videoer, memes og billeder, af en tysk landstræner med ildelugtende genitalier og dårlig hygiejne. Hvis man den dag i dag Googler navnet Joachim Löw, er det første der dukker op i søgefeltet, stadig det engelske ord for ’lugter’.
Den anden alvorlige episode var ved VM-slutrunden i Rusland 2018, hvor det blev Löws sportslige image tur til at lide et alvorligt knæk. Her inkasserede det tyske mandsskab holdets værste VM resultat i 80 år, da de skuffende røg ud i gruppespillet til de – på papiret – overkommelige modstandere Sverige, Sydkorea og Mexico. Det tyske hold fremstod harmløst. Som om tiden havde overhalet Löw indenom, og både truppen, spillet og taktikken fremstod tilbageskuende og gammeldags.
Den gamle garde af VM-vindende spillere som Müller, Özil, Kroos, Boateng og Hummels spillede alle langt under niveau. De virkede både mætte og uden den gejst som resten af verden elskede dem for i både 2010 og 2014. Alletiders VM-topscorer Miroslav Klose var stoppet fire år tidligere og kæmpetalentet Timo Werner fra kontroversielle RB Leipzig blev udråbt som hans afløser. Sprintstærke Werner med hang til at søge løberdueller op langs sidelinjen rummede langt fra de samme kvaliteter som den hovedstødsstærke target-man Klose. Meget af det samme kan siges om Marco Reus, der i manglen på bedre agerede en form for falsk 9’er som holdets forreste mand i en 4-3-3 formation.
Striden med de store ikoner
I kølvandet på det skuffende VM-resultat i Rusland begik Löw sin tredje – og sandsynligvis største – fejltagelse. Tynget af det store pres fra både skuffede medier og fans, måtte Löw foretage en stor manøvre, for at give sig selv og ikke mindst omgivelserne fornyet tro på hans fortsatte berettigelse i jobbet. Han gjorde derfor noget helt radikalt, som han aldrig før havde prøvet: et såkaldt generationsskifte. I mange år havde en blanding af ældre og unge spillere givet Löw den rette balance mellem sult og rutine, men dette var ikke længere tilfældet. De mange guldvindere fra 2014 havde hverken niveauet eller den rette motivation længere, hvorfor et generationsskifte var nødvendigt ifølge Löw.
Her led Löws image som træner sit tredje og afgørende knæk, da han på rekordtid mistede landsholdsspillernes tillid. De mange VM vinderes store egoer, ville nemlig ikke bare sådan uden videre lade sig udskifte, hvorfor der blev smækket noget så eftertrykkeligt med døren på vej ud. Fra at være holdets mand, der som eksempel var på fornavn med flere af spillerne, der tiltalte landstræneren med det uformelle ’Du’ i stedet for ’Sie’ (en opsigtsvækkende handling i det ellers så formelle og titelfokuserede Tyskland), gik Joachim Löw til at ligge i offentligstrid med flere tidligere landsholdsspillere.
Værst gik det for sig med Arsenal-profilen Mesut Özil, der sammen med landsholdskollegaen Ilkay Gündogan fik hele den tyske offentlighed på nakken, efter at have poseret på en række billeder med den kontroversielle tyrkiske præsident Erdogan. Den ellers så gode stemning omkring det multikulturelle tyske landshold blev vendt til splittelsens landshold, da Özil og Gündogan således med et enkelte tweet formåede at splintre det ellers så positive landsholds image. Özil der tidligere var blevet fremhævet som et pragteksempel på netop Tysklands velintegrerede verdenshold, blev nu betragtet som den ublu lejesoldat i en magtsyg tyrkisk præsidents paradeshow.
Özil selv mente bare, at der var tale om en stor misforståelse men valgte alligevel hurtigt at tage den drastiske beslutning at trække sig fra det tyske landshold grundet den heksejagt, han angiveligt var blevet udsat for af de tyske medier. Særlig stor vægt lagde Özil på den manglende opbakning fra Löw og DFB, mens spektaklet stod på, som værende hovedårsagen til hans beslutning. Joahcim Löw har senere udtalt, at han rent faktisk forsøgte at kontakte Özil for at redde trådene ud, men uden held. Desværre for Löw, hvis dårlige image blandt de tyske fodboldfans uden tvivl hænger uløseligt sammen med den generelle dårlige stemning, der har omgivet holdet igennem de senere år.
Özil sagen var langt fra den første ej heller den mest kontroversielle afsked med et af de store VM-koryfæer på det tyske landshold. Sammen med ham måtte også Thomas Müller, Mats Hummels, Mario Götze og Jerome Boateng alle ufrivilligt måtte vige pladsen for yngre kræfter. Nogle tog det pænere end andre, som f.eks. finale målhelten Götze, der tydeligvis ikke havde samme niveau længere. Andre såsom Müller og Boateng sendte vær sin stikpille i retning af Löw i diverse medier, hvor i de klandrede landstræneren for den ”uværdige” måde, hvor på han gav dem beskeden.
Under Hansi Flick i Bayern München har både Müller og Boateng spillet som forvandlet det seneste 1,5 år. Som om de begge har haft noget at skulle bevise overfor et tvivlende tysk publikum. Boateng som fast styrmand i et ellers profilfattigt Bayern forsvar, der vandt rub og stub i forrige sæson mens suveræne Müller har præsteret at levere hele 15 mål og 24 assist i indeværende sæson. En sand hovedpine for den ellers så fattede Joachim Löw, der de seneste år har kunnet se hans tidligere profiler levere det ene store resultat på klubniveau efter det andet, mens hans nye unge mandskab af mindre velkendte spillere som Robin Gosens, Robin Koch og Luca Waldschmidt fortsat underpræsterer i landsholdsregi.
Europamester – den sidste mission
Allerværst stod det til, da Tyskland i efteråret blev sendt ud af Nations League med et svigende 6-0 nederlag til Spanien. Det tyske landsholds største nederlag i 80 år, og det næststørste i historien kun overgået af 9-0 resultatet mod England i 1931. Og så hjalp det bestemt ikke, at der kun skulle gå få minutter efter kampen førend den altid konfliktsøgende Özil var på twitter med kravet om, at Löw skulle tage Boateng tilbage på landsholdet.
Time to take @JeromeBoateng back 🇩🇪 #ESPGER @DFB_Team
— Mesut Özil (@MesutOzil1088) November 17, 2020
Resultatet mod Spanien var så klart Löws største nederlag, men kampen mod Nordmakedonien blev den der fik bægeret til at flyde over i det tyske fodboldforbund, der straks krævede Löws opsigelse. Med Löw på vej ud er alle bekymringer om fremtidens tyske landshold for en stund sat i bero for dernæst at blive Hansi Flicks hovedpine. I mellemtiden har Joachim Löw muligheden for at afrunde en ellers flot, men for nuværende skræntende, karriere med et sidste stort slutrunderesultat. ”Löw er ikke længere interesseret i et genopbygningsprojekt, for ham tæller kun sejr! Gode forudsætninger for et godt EM!” som den tyske avis Bild kortfattet skrev, oven på beskeden om Löws fratrædelse.
I bestræbelserne på at give sig selv en værdig afsked ved dette års EM, har Löw lagt alle sine principper og ikke mindst stoltheden på hylden, for igen at kunne invitere både Müller og Hummels tilbage i truppen. Kun Boateng glimter derfor stadig ved sit slutrundefravær denne sommer.
Så hvad kan vi egentlige forvente af det aktuelle tyske EM-mandskab under Löws ledelse? Det der taler for et godt resultat, er først og fremmest formen hos mange af de vigtigst spillere såsom Neuer, Müller, Gündogan og ikke mindst Chelsea-drengene, Werner og Havertz, der begge vender tilbage til landsholdslejren med en fornem Champions League-titel i bagagen.
Men så igen, som Magasinet 11Freunde så fornemt beskriver det: ”En gang imellem understreger ledelsen i DFB, at Löw er motiveret helt ud til hårspidserne for at vinde endnu en titel, og man vil så gerne tro det. Men så ser man ham nok en gang i den følgende kamp drive rundt i hans coachingzone, som var han på vej ind i en verdensfjern trancetilstand i naturparken Lüneburger Heide”. Præcis sådan som det var tilfældet i den for Löws karriere så skæbnesvangre kamp mod Nordmakedonien.
En efterhånden velkendt følelse for det ellers så succesvante tyske fodboldpublikum, der i disse dage kun kan holde vejret i ren og skær nervøsitet over udsigten til en absolut skrækpulje med Portugal og Frankrig, holdets svage præstationer i optakten frem mod EM og ikke mindst deres ambivalente følelser overfor den afgående træner Joachim Löw.
