bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Det tyske multikulti-landshold under pres

Det tyske multikulti-landshold under pres

Landshold multikulti

”Die Mannschaft” (holdet) som det tyske landshold kaldes i hjemlandet går uomtvisteligt en turbolent og spændende tid i møde. Efter en række gode resultater i en lang periode fik Joachim Löw’s tropper et katastrofalt VM sidste sommer, hvor man på skuffende vis blev ekspederet ud i gruppespillet efter kun tre kampe mod Mexico, Sverige og Sydkorea. Trods det sløje resultat sidder Löw trygt i sædet, som manden der endnu en gang skal genrejse tysk fodbolds flagskib. Mange spillere er udskiftet og en ny garde af unge talenter spilles ind under kvalifikationen til EM 2020.

På mange måder må man sige, at nye vinde blæser ind over det tyske landshold såvel på som uden for banen. For samtidig med at Löw leder efter en ny idealopstilling, famler forbundet efter at finde den rette identitet, som igen kan samle hele Tyskland omkring holdet – Die Mannschaft. En aldeles hård kamp som trækker tråde helt ind i det tyske parlament, hvor det ellers så populære ”multikulti-landshold” står for skud.

Historien om det tyske multikulti-landshold begyndte tilbage i 2010 under VM-slutrunden i Sydafrika, hvor 11 ud af 26 spillere i truppen havde forældre eller bedsteforældre med rødder i andre lande end Tyskland. Konceptet var med til at skabe stor hype internationalt om det sprudlende tyske landshold som værende et verdenshold med en lang række af spillere såsom Cacau (Brasilien), Khedira (Tunesien), Podolski og Klose (Polen), der i princippet alle kunne have valgt at repræsentere andre lande.

Selve multikulti begrebet stammer fra 70-80’ernes Vesttyskland, hvor det beskrev den multikulturalisme, som storbyerne oplevede efter en periode med stor indvandring af især gæstearbejdere fra lande som Tyrkiet. Multikulti begrebet kan på mange måder sammenlignes med det amerikanske ’melting-pot’ begreb, der beskriver USA som en smeltedigel af mange forskellige kulturer, der igennem historiens løb er indvandret til landet fra nært og fjernt og sammen danner basis for dén amerikanske kultur, vi kender i dag.

I en fodboldmæssig sammenhæng opstod multikulti konceptet måske lidt tilfældigt, ved at en lang række spillere med indvandrerbaggrund repræsenterede Tyskland ved én og samme slutrunde. Men brandet Multikulti-landshold har vist sig yderst slagkraftigt, i et land hvor nationale identitetsmarkører kan være yderst kontroversielle, men hvor netop fodbolden har en tendens til at vække en – om end relativt moderat – følelse af national stolthed.

Således har brugen af det tyske flag flere gange oplevet at blive vækket til live i forbindelse med succesfulde fodboldslutrunder som 1990, hvor fodboldens bidrog til landets genforeningsfest, i 2006 som det helt store hjemmebaneprestigeprojekt, og så selvfølgelig kulminationen med den store sejr i 2014. Regulære fodboldflagfester i et land, hvor der ikke engang flages til børnefødselsdage, og hvor man ikke kan gå mange meter uden – bogstavelig talt – at snuble over historiens vingesus, når man falder over én af de mange jødiske mindesten på gaden. En tysk historie præget af først og fremmest to verdenskrige, hvorfor nationalfølelse i Tyskland længe mest af alt har været et fy ord.

Fodbolden har vist sig som en særlig undtagelse, og netop derfor er kampen om multikulti-landsholdet så ekstremt omdiskuteret og vigtig for den tyske selvforståelse. En debat som i høj grad er blevet intensiveret de senere år. Et af de stærkeste eksempler herpå kommer fra det tyske højrenationale parti ’Alternative für Deutschland’, hvis partispids, Alexander Gauland, tilbage i 2016 erklærede det tyske landshold for ”længe ikke at have været tysk” og at være et ”upassende symbol på Tyskland som indvandringsland”.

Selvsamme Gauland er ligeledes blevet citeret for at sige om landsholdspiller Jérome Boateng, at ”folk synes midterforsvareren er god som fodboldspiller, men ingen vil have en Boateng som nabo”. Udtalelsen virkede ikke til at have den store effekt på Jérome selv, der er født i Berlin, men hvis bror, den tidligere AC Milan og Barcelona spiller Kevin-Prince Boateng, har valgt at repræsentere Ghana. Den eneste kommentar Boateng havde til sagen var, at ”tysk kultur er flittighed og disciplin”, hvilket er velkendte dyder på de fleste tyske landshold gennem tiderne.

På sociale medier førte kommentaren imidlertid til et større ramaskrig blandt store dele af den tyske befolkning, som hurtigt fløj til tasterne for at støtte forsvarsspilleren under hashtagget #BoatengMeinNachbar (BoatengMinNabo). Selvsamme gjorde flere af landsholdskollegaerne herunder Benedikt Höwedes, der med henvisning til holdets succes ved VM i 2014 meget rammende skrev på Twitter, at ”uden naboer som Boateng vinder man ingen verdensmesterskaber”.

I 2018 var det så de to Premier League profiler Ilkay Gündogan og Mesut Özil med tyrkisk oprindelse, der grundet familiens baggrund måtte en tur i den tyske mediemølle efter kontroversielt at have poseret med den tyrkiske præsident Erdogan under et af præsidentens besøg i England. Ved mødet i London overrakte Gündogan en signeret trøje til præsidenten med påskriften ”til min ærede præsident”. En gestus som faldt på et yderst kontroversielt tidspunkt, hvor Tyskland og Tyrkiet lå i diplomatiske stridigheder, efter at en journalist med tysk statsborgerskab var blevet fængslet i Tyrkiet.

Dette til trods blev begge spillere udtaget til VM slutrunden 2018, der ligesom de to forrige bød på en tysk landsholdstrup med mange spillere af blandet nationalitet såsom Mario Gomez og Antonio Rüdiger med familie fra henholdsvis Spanien og Sierra Leone.

Slutrunden i Rusland er allerede for længst historie og truppen næsten komplet udskiftet i et Tyskland som helst vil glemme fodboldåret 2018. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt de mange kontroversielle diskussioner om nationalitet vil få tyske talenter til at fravælge Die Mannschaft til fordel for andre nationer og dermed få indvirkning på fremtidens tyske landshold.

Nye unge spillere med udenlandske rødder som Jonathan Tah (Elfensbenkysten) eller Thilo Kehrer (Burundi) har allerede fået landsholdsdebut under EM 2020 kvalifikationen, alt imens store talenter som f.eks. Manchester City brødrene Felix og Lukas Nmecha står på spring. Unge spillere med et indiskutabelt stort talent, der snart skal tage en karrieredefinerende beslutning i den nære fremtid, når de vælger mellem landsholdsbold for enten Tyskland eller England. Diskussionen er ikke slut endnu, og spørgsmålet om Tysklands identitet som multikulti-landshold vil med sikkerhed fortsat være en vigtig brik i den tyske selvforståelse som land og fodboldnation i de kommende år.

Men hvad med andre lande? Tidligere har andre store fodboldnationer som f.eks. Frankrig fremstået som det helt store verdenshold med dets mange spillere fra landets tidligere kolonier, der har taget verden med storm både på og udenfor banen. Hvem husker ikke verdensmestre som Zidane (Algeriet) og Vieira (Senegal), eller senest Pogba (Guinea) og Mbappé (Cameroon/Algeriet).

Måske vil det kommende transnationale EM-værtskab i 2020 vise sig som den helt oplagte arena for et nyt multikulti-landshold til at spille blændende fodbold og således blive turneringens helt store darlings på tværs af kulturelle, historiske og religiøse skel. Det har Tyskland brug for efter et rædselsfuldt 2018, der ikke kun sportsligt efterlod store ar i hele selvforståelsen omkring landholdet og nationens identitet.

 

foto: dfb.de

You may also like
Hall of Fame
Jürgen Klinsmann og Oliver Kahn i Hall of Fame
Podcast: Gladbach i front, Rønnows chance og det tyske landshold
Paul Breitner
Paul Breitner: På venstrefløjen og i centrum
Luca Waldschmidt
U21-EM: Rekordmand Luca Waldschmidt