Nederlaget til Sydkorea betød farvel til VM og måske også farvel til en række profiler på landsholdet. Det er tid til selvransagelse hos forbundet, men der er ingen grund til revolutioner.
”Ohne Worte” Overskriften torsdag morgen på forsiden af BILD var den samme som for fire år siden, da Tyskland slog Brasilien med 7-1 i semifinalen. Det var hovedpersonen på billedet for så vidt også. Toni Kroos var med på dem begge, men hvor han i udgaven for fire år siden fuld af glæde hopper op i armene på Sami Khedira, står han denne gang alene på banen med armene i siden, blikket ned i jorden og en flok jublende sydkoreanere i glædesrus liggende i baggrunden.
”Ohne Worte” I grunden en spøjs overskrift. For modsat massakren på Mineirão for fire år siden er der netop masser af ord til at forklare den værste tyske slutrunde siden 2004, og den dårligste VM-slutrunde nogensinde
Og billedet af Toni Kroos der står alene og opgivende fortæller måske den vigtigste årsag af dem alle.
Inden VM blev holdet fremhævet som stjernen hos tyskerne, men det har været et hold, der har været svært at få øje på. Spillerne er blevet ladt alene, og aftalerne har været svære at få øje på. Det falder selvfølgelig tilbage på Joachim Löw.
Den første kamp mod Mexico viste tydeligt, at tyskerne havde store problemer. Og hver gang Joachim Löw forsøgte at lappe et problem opstod et nyt. Som når man desperat forsøger at forhindre vand i at løbe igennem en si.
I åbningskampen var det i særdeleshed den defensive balance, der manglede. Mexicanerne løb tyskerne over ende næsten efter behag, og forsvaret og den centrale midt virkede underligt uafstemt. Sami Khedira blev udnævnt til syndebuk og ofret til kampen mod Sverige, men problemet var dybere end som så. Dybere end blot en enkelt spiller.
Til kampen mod Sydkorea var Sami Khedira så med igen, og selvom han smed et par lette bolde væk, så var han blandt de bedre tyskere især i de første 45 minutter. Han sad tættere i markeringerne, vandt hurtig bolden tilbage og skærmede af for forsvaret. Problemet var så bare, at Toni Kroos manglede en mand på midten til at skabe overtal og bryde kæderne i den sydkoreanske defensiv.
Den tidligere landsholdsspiller Paul Breitner var særligt hård i sin kritik af netop Toni Kroos efter kampen, hvor han sagde, ”at han vil være fint tilfreds uden Kroos’ 15.000 afleveringer. Det er der mange spillere i Bundesligaen, der kan, men ikke en eneste gang forsøgte han at åbne spillet op med et løb eller en dribling.”
Den tyske presse skyder med skarpt efter flere spillere i nederlagets stund, men de skyder også gevaldigt ved siden af. Toni Kroos har vel næppe lavet en dribling i hele sin karriere, så at det nu skulle være et problem efter så mange år virker søgt. På samme måde som det virker ekstremt søgt at bruge Mesut Özils kropsprog som en indikation af, at han ikke længere gider spille for landsholdet. Doven, lad og uengageret var ordene, der blev knyttet til hans præstation, men har Mesut Özil nogensinde set anderledes ud? Når alt går hans vej, og han leverer den ene assist efter den anden, hænger skuldrene også langt nede ad ryggen, ligesom han af den grund ikke begynder at sætte i et aggressivt genpres. Mesut Özil spiller, som Mesut Özil altid har gjort, og mod sydkoreanerne var han en af få tyske spillere med ideer og evnerne til at finde plads på kanten af feltet.
Rytme og rotation
At hænge enkelte spillere ud som årsag til derouten er både letkøbt og forkert. Og det samme er det også at snakke om et aldrende tysk hold. Gennemsnitsalderen for truppen ved dette VM var 27,1. Det syvende yngste af de 32 hold ved slutrunden. I går var det kun Manuel Neuer og Khedira i startopstillingen, der var over 30, så det postulat kan vi også godt pakke væk.
Så hvad gik galt for holdet, der siden Confederations Cup i 2005 er kommet frem til minimum en semifinale i de turneringer, de har været med i? Måske netop det, at de siden 2005 er kommet frem til minimum en semifinale i de turneringer, de har været med i. Sejre giver selvtillid. Mange af dem kan give arrogance. Ikke i den forstand at tyskerne undervurderede modstanderne, men deres optakt til VM burde have fået advarselslamperne til at blinke.
Mats Hummels sagde efter nederlagt onsdag, at det det tyske landshold vel ikke havde spillet en god landskamp siden september sidste år. De havde måske regnet med, at de ville være der som hold, når VM begyndte. Sådan som de plejer. For det var jo ikke første gang, at et tysk landshold tabte en række venskabskampe op til en slutrunde. Forskellen denne gang var bare, at hvor Joachim Löw tidligere brugte venskabskampe som anledning til at eksperimentere med alternative opstillinger og formationer, så brugte han dem denne gang til at lede efter sin ideal-opstilling.
I sin iver på at forny sig selv og arbejde med både plan B og C, så glemte tyskerne og Joachim Löw plan A. Det der havde skabt succes over så mange år. En aggressiv spillestil, hurtig boldomgang og først og fremmest en stamme på holdet.
Confederations Cup sidste år blev en stor succes med en tysk sejr til et reservepræget mandskab, men måske det også gjorde Joachim Löw en bjørnetjeneste. I ordets oprindelige betydning, forstås. For efter sejren i Rusland virkede det til, at han troede, han kunne rotere på holdet, uden det blev mærkbart. Flere periferi-spillere fik større roller for at hvile stjernerne. Bredden blev hyldet, men stammen blev glemt. Sandro Wagner blev eksempelvis delt topscorer i kvalifikationen, men han var end ikke at finde i den bruttotrup, der blev udtaget forud for VM.
Automatismer, kaldte Morten Olsen det, når han skulle forklare, hvordan spillernes indbyrdes forståelse skulle gøre holdet bedre. Det har tyskerne manglet i gennem længere tid, fordi der måske er blevet roteret for meget på holdet. Et dansk landshold er lige nu ubesejret i 18 kampe, fordi holdet med få undtagelser har været det samme i de 18 kampe. De har som gruppe fået en fælles forståelse, som tyskerne langsomt har mistet over tid.
Oh Sané, Sané
Tyskerne har som hold fejlet ved dette VM, og når et holdet ikke leverer, så kigges der hurtigt på individualisterne. Måske særligt dem, der ikke er med. For Leroy Sanés udeladelse var for mange, især uden for Tysklands grænser, en overraskelse, ligesom hans navn igen og igen er dukket op efter det skuffende exit.
Kunne Leroy Sané have gjort en forskel på dette tyske landshold? Muligvis. En af de store åbenbaringer i Premier League kunne have bidraget med fart og udfordringer, men tro ikke, at hans udeladelse er det, der nu gør, at Tyskland er ude. Som beskrevet er problemerne langt større og flere end en ikke-udtaget Leroy Sané.
Og lad os bare for en god ordens skyld slå fast, at udeladelsen ikke handler om hans personlighed og problemer med Joachim Löw. Den tyske landstræner gjorde det med det samme klart, at Leroy Sané er fremtidens mand, at der venter store slutrunder for hans vedkommende, og at han er en del af truppen igen fra september af. Mon ikke ordene var faldet en smule anderledes, havde der været kurer på tråden?
I stedet handler det om, at Leroy Sané endnu ikke har vist de kvaliteter, han viser uge efter uge hos Manchester City, på landsholdet. 12 kampe og en enkelt assist er det blevet til for die Mannschaft. Skulle han lige pludselig have gjort en afgørende forskel for dette hold? Muligvis. Men det er nok mere sandsynligt, at han var faldet sammen med resten af holdet, hvis vi endelig tillader os at spekulere.
Og så gjorde hans afløser Julian Brandt det i øvrigt ganske glimrende, de gange han kom ind. 19 minutter fik han blot i de tre kampe, men han udfordrede, skabte tempo og ramte træværket to gange på de 19 minutter. Havde Leroy Sané kunne bidrage med mere end det?
Modargumentet vil selvfølgelig være, at Joachim Löw skulle have forsøgt at tilpasse sit spil til Leroy Sané og ikke omvendt, men er det ikke netop det, vi i så mange år har rost tyskerne for? Deres tro på systemet og spillerne, der passer dertil?
Hvad nu, Tyskland?
Årsagerne til det tyske exit er mange, og ligeså er spekulationerne om fremtiden. En fremtid Leroy Sané selvfølgelig bliver en del af, mens der er noget mere usikkerhed på trænerposten. Joachim Löw har kontrakt to år endnu med forbundet, men spørgsmålet er selvfølgelig, om han vælger at fortsætte.
På spillersiden sættes der lige nu også spørgsmålstegn ved flere af spillerne. Særligt Sami Khedira, der meget vel kan tænkes at have spillet sin sidste slutrunde. Flere ser også gerne Mesut Özils afsked, ligesom Jerôme Boateng, Manuel Neuer og sågar Thomas Müller nævnes som spillere, der kan stoppe på landsholdet. Et forsigtigt bud herfra, at vi dog ikke kommer til se den store udvandring som efter VM for fire år siden. Måske en enkelt eller to af spillerne i den nuværende trup vælger at trække stikket, men de øvrige, heriblandt både Manuel Neuer og Thomas Müller, skal nok fortsætte, når skuffelsen har lagt sig.
I nederlagets stunde er alt mørk, og selvfølgelig bør den værste tyske VM-slutrunde nogensinde give anledning til selvransagelse, men en revolution, som vi så i begyndelsen af dette årtusinde, er der ingen grund til. U21-holdet vandt EM-guld sidste sommer, spillere som Julian Weigl, Leroy Sané, Joshua Kimmich, Timo Werner, Leon Goretzka, Marc André ter Stegen, Julian Brandt og Julian Draxler er klar til at overtage mere ansvar, og flere af de nuværende spillere vil også kunne være med til EM om to år. Tyskland er stadig på rette vej.
Det er blevet nævnt flere gange, at det er svært at vinde VM og næsten umuligt at genvinde det.
Frankrig vandt i 1998 og røg ud i gruppespillet fire år senere. Det samme gjorde sig gældende for Italien, der vandt i 2006 og Spanien, der sejrede i 2010. Der blev talt om enden på en æra. Fire år senere var Frankrig på ny i en VM-finale, mens Italien stod i finalen ved EM i 2012. Måske Spanien allerede i år rejser sig oven på deres skuffende exit i 2014, ligesom Tyskland med sikkerhed vil rejse sig oven denne fadæse.
Nach dem Spiel, ist vor dem Spiel, siger de i Tyskland. Denne gang er der dog lidt længere end normalt til næste kamp efter en slutrunde, vi først i de kommende uger vil se konsekvenserne af.
