bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Das Sommermärchen – VM 2006 og Tysklands plads i Europa

Das Sommermärchen – VM 2006 og Tysklands plads i Europa

Tysk fodbold er vævet ind i landets selvforsåelse og nationalfølelse. I en længere artikel af to dele kommer historiker Niels Peder Mortensen ind på fodboldens betydning på et mere politisk og samfundskulturelt plan. Herunder afholdelsen af VM-slutrunden i 2006, der for alvor gav tyskerne noget at være stolte over igen. Andet afsnit følger i morgen.

”Schweinsteiger. Lahm, den griff er noch. Philip lahm. Tor für Deutschland!“ Sådan lød det den 9. juni 2006 på den tyske TV-kanal ZDF, der sendte åbningskampen mellem Tyskland og Costa Rica ved VM 2006 direkte. Nede på græstæppet er der spillet få minutter, da det tyske landshold går i angreb.

Foran 66.000 tilskuere på tribunerne i stadion i München modtager den unge Bayern München- back, Philip Lahm, bolden. Et kort øjeblik stopper han op for at spejde efter afleveringsmuligheder inde i feltet, men med en hurtig fodfinte beslutter han sig i stedet for at trække ind i banen. Et hårdt, præcist indersidespark sender bolden op i retning af det fjerneste målhjørne.

I dette øjeblik rejser de tyske tilhængere sig og holder vejret i spænding. Wanchope, den Costaricanske målmand må sprælle forgæves og se Philip Lahms langskud skrue i mål. ”Tor!” reaktionen på stadion er spontant og glædesfyldt. München eksploderer i et fælles jubelbrøl. Tyskland fører, og VM-slutrunden 2006 er for alvor skudt i gang. Efter en underholdende åbningskamp trækker Tyskland sig sejrrigt ud med en 4-2 sejr, og det nye unge tyske landshold under ledelse af den hjemvendte Jürgen Klinsmann og hans assistent Joachim Löw kan lade sig tiljuble af det tyske hjemmepublikum.  

Men VM-slutrunden 2006 var mere end blot genrejsningen af det tyske landshold. Det var et spørgsmål om manifesteringen og genopfindelsen af Tysklands nationale identitet og selvforståelse. I en måned skulle Tyskland for første gang siden landets genforening i 1990 være vært for verdensmesterskaberne i fodbold. Med sloganet ” Zu gast bei Freunden” indbød Angela Merkel og resten af Tyskland hele verden til fodboldfest. En måned med fodbold, fest, flag, multikulturalisme og Tyskland med et nyt ansigt overfor ikke bare Europa, men resten af verden.

Under skyfri himmel og næsten sydeuropæiske temperaturer dansede brasilianerne samba ved Brandenburger Tor, og fans på tværs af kloden fejrede fodboldfest på tysk jord. Det var en sportsbegivenhed, hvor Tyskland fik mulighed for at vise et nyt ansigt af sig selv overfor resten af verden. Både på det fodboldmæssige og det identitetsmæssige plan.
Men hvad ligger til grund for alt dette? Hvordan spiller fodbolden og den tyske nationale identitet sammen, og hvorfor er den så tæt forbundet? For at forstå, hvordan sommeren 2006 på mange måder blev genfødslen af den Tysklands nationalfølelse, er vi nødt til at gå langt tilbage i historien. Langt tilbage endda.

Ein Schweiriges Vaterland

Es gibt schwierige Vaterländer. Eines davon ist Deutschland” (Der er komplicerede fædrelande. Et af disse er Tyskland)

Sådan sagde den nyvalgte Bundespræsident, Gustav Heinemann ved sin indsættelsestale i 1969. I Tyskland har national identitet og national selvforståelse historisk set været et særligt ømtåligt og svært emne at omgås.

Den egentlige samlede tyske stat har sin begyndelse tilbage i 1800-tallet. Ved den tyske revolution i 1848-1849 lykkedes det at samle de tyske fyrstedømmer, hvis udbredelse ellers havde præget det geografiske tyske område. Frankrig og Storbritannien var med hver deres tidlige etablering af borgerfælleskaber og demokratiske grundværdier et stykke foran Tyskland, når det kom til moderne statsdannelse. Tyskland udviklede derimod gennem kunst og kultur et åndeligt kulturelt fællesskab, som havde en borgerdannelse som ideal.

Denne forskydning i tysk statsdannelse i Europa i forhold til de øvrige stormagter kaldes den tyske ”Sonderweg”. En speciel vej, eller anderledes vej til demokrati og folkestyre. Den sene plads som nationalstat på det europæiske landkort betød som sagt, at Tyskland udviklede deres nationale identitet og især patriotisme i forhold til landets kulturelle ånd og en nationalromantisk tankegang. Patriotisme, som mest præcist kan betegnes som fædrelandskærlighed, var gældende i både Storbritannien og Frankrig.

I Storbritannien var det kongehuset og det britiske imperium i sig selv med især handel og økonomi i højsædet. I Frankrig var det de nye borgerlige rettigheder affødt gennem den Franske Revolution i 1789. I Tyskland fandt man en fælles national identitet i kulturelt at adskille sig fra netop Frankrig og England gennem en romantisk patriotisme.

Den tyske rigskansler, Otto Von Bismarck brugte netop den tyske patriotisme i 1870’erne Tyskland til at samle Tyskland til det andet kejserrige med sig selv som rigskansler. Med idealet om en industriel stærk stormagt forsøgte Bismarck at skabe et tysk rige, der kunne gøre sig gældende på det europæiske landkort.

Efter 1.verdenskrigs afslutning i 1918 var Tyskland imidlertid slået tilbage og forsøgte at genstarte landet med Weimar-Republikken. Efter en periode med relativ stabilitet førte mange forskellige faktorer, bl.a. den økonomiske krise i 1929, blev Adolf Hitler valgt til rigskansler i 1933, hvorefter han politisk udødeliggjorde sig selv ved at opfinde titlen ”føreren”.

Under det tredje rige perverterede og misbrugte Adolf Hitler den tyske romantik-patriotisme og nationale identitet i sit eget billede. Idealet om et etnisk, racerent Stortyskland lå langt fra romantikkens digteres, forfatteres og oplysningstidens filosoffers tankegang. Ikke desto mindre blev deres værker brugt til at fastslå, skabe og underbygge netop den tankegang og den historiske virkelighed, som Adolf Hitler og de øvrige nationalsocialister ønskede.

Tysk landsholdsfodbold før og under krigen

Den tyske landsholdsfodbold havde siden første verdenskrigs afslutning udviklet sig mere og mere til at blive en folkesport. I 1920 rundede DFB (Deutscher Fussballbund) en halv million medlemmer fordelt på cirka 3.100 idrætsforeninger. Dette var en stigning fra omkring 200.000 medlemmer i 1913.

Stigningen i fodbolden blev af Blaschke, forretningsansvarlig for DFB, betragtet som en fædrelandspligt hos tyskerne og en grundsten for folkesundheden: ”Leibensübungen sind eine vaterlandische Pflicht. Dass ist die Grundlage für die Gesundung jedes Volkes und für seines wirtschaftlichen Aufstieg“. (Kropsøvelser er en patriotisk pligt. Det er grundlaget for folkesundhed og økonomisk opblomstring)

Den tilslutningsmæssige udvikling fortsatte i løbet af 20’erne og 30’erne. I 1933 blev fodbolden som så meget andre folkelige kulturelle områder i det tyske samfund præget af Hitler og nazismen. Sport var vigtigt for nazisterne, men ikke som underholdning.

For Adolf Hitler var det i langt højere grad interessant at anvende sporten og fodboldens samlende egenskaber til at øge folkesundheden blandt unge mænd og vigtigst af alt skabe fremtidens soldater. Derfor blev fodbold bl.a. anset som et redskab til at højne den tyske folkesundhed. DFB blev altså en del af et reformeret idrætsliv i Tyskland i foråret 1933. Alle idrætsområder blev reformeret, politiseret og slået sammen til DRL (Deutsche Reichsbund für Leibesübungen – Det tyske forbund for kropsøvelser) og NSRL (Nationalsozialistische Reichsbund für Leibesübungen – Nationalsocialistisk rigsfællesskab for kropsøvelser) .

Under disse forbund blev fodbolden således placeret i samme kategori som blandt andet rugby og cricket og undergik streng statslig kontrol. På trods af en statslig nedgradering var fodbolden i Tyskland stadigvæk populær og mødte enorm tilskueropbakning.

Ved kampe imod verdensmestrene Italien og England i 1930’erne var der rundt regnet 100.000 tilskuere på det olympiske stadion i Berlin. Ved VM i Italien 1934 sluttede det tyske landshold på en tredjeplads, mens det ved VM 1938 i Frankrig ikke blev en højere placering end det indledende gruppespil.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 ændrede Tysklands situation sig drastisk, og det blev fodbolden også påvirket af. Ikke alene stod det ret hurtigt klart, at VM 1942 ikke var en mulighed for det tyske landshold at deltage i. Landsholdsfodbolden fik også en ny rolle i det tyske samfund. Det tyske landshold skulle være et opmuntrende indslag i tyskernes hverdag og en væsentlig bidragsyder til den kollektive gejst i Tyskland under krigen.

Det tyske landshold var under et enormt forventningspres fra den nazistiske elite. Alle sejre blev anvendt som propaganda og fremført som ikke blot en sejr i fodbold, men en sejr for den ariske race.

Det tyske landshold både vandt og tabte i krigsårene. Mest bemærkelsesværdigt stod blandt andet en 5-2 sejr over Italien i 1939, et nederlag på 1-2 til Schweiz på Hitlers fødselsdag og et uafgjort resultat mod Danmark på 1-1 i 1942.

I 1943 begyndte krigens alvor at gøre det umuligt at opretholde fornuftige træningsrutiner og fritage landsholdsspillere fra krigstjeneste. I 1944 kunne det tyske sportsblad, ”Kicker” således opgøre en liste over de landsholdsspillere, der havde mistet deres liv i krigen. 48 var det totale antal. Krigens indtog i Tyskland fra både øst og vest satte for alvor en stopper for etableringen af landskampe, og bundestræner Herberger stoppede i 1944.

Tysk national identitet under den kolde krig – de forsigtige skridt

Efter 2. verdenskrigs afslutning lå Tyskland i ruiner, ikke blot fysisk men også mentalt og i identitetsmæssig forstand. Det var nødvendigt og påkrævet for Tyskland at genfinde sig selv og sin nationale identitet igen, hvis landet på nogen måde skulle have en eksistensberettigelse. Begrebet kollektiv historisk skyld blev lanceret af historikere og debattører, og det at udvise patriotisme som tysker var i efterkrigstiden bandlyst.

I Både Vest- og Østtyskland var det store spørgsmål: Hvordan kunne man anvende de kulturelle symboler og den tyske kulturarv, efter hvad Hitler og det nationalsocialistiske styre havde gjort ved dem?

Under den kolde krig var kernediskussionen i forbindelse med den tyske selvforståelse, hvordan man som land forholdte sig sin nazistiske fortid. Selvom den meget overraskende VM-finalesejr i Bern gav Vesttyskland en mental oprejsning og for første gang siden anden verdenskrig en mulighed for at være stolt over at være tysk, var det stadigvæk langt fra acceptabelt at udvise national stolthed eller fædrelandskærlighed.

Sætninger som ”Ich liebe Deutschland” eller ”Ich bin stolz deutsch zu sein” (Jeg elsker Tyskland, og jeg er stolt af at være tysker) blev af især venstreorienterede tyske debattører direkte forbundet med fascisme og nazismen.

I Vesttyskland udviklede der sig derfor en ny form for omgang med den tyske nationalsocialistiske fortid og med den nationale identitet. Forfatningspatriotisme blev i Vesttyskland en ny måde at omgå den svære tyske nationale identitet på. Det var især politikerne Jürgen Habermas og Dolf Sternberger, der stod for diskussionen og for manifesteringen af forfatningspatriotismen.

I korte træk gik forfatningspatriotismen ud på, at den tyske forfatning stod i centrum. Det var i forhold til den tyske forfatning den nationale identitet skulle skabes. På denne måde undgik man nationale følelser og nationalistiske tendenser i skabelsen af en national identitet. Netop dette forbandt mange i Tyskland for farligt; det kunne nemt ende i nationalisme og endda nazisme.

I Østtyskland skabte man en national identitet baseret på ideologi. Dette blev udmøntet i en parti-identitet overfor det socialistiske parti. Fælles for begge lande var dog, at national kærlighed og positiv patriotisme var udelukket. Anvendelse af tyske nationale symboler, fædrelandskærlighed og positiv identifikation havde med andre ord lange udsigter under den kolde krig.

Efter murens fald og genforeningen af Øst- og Vesttyskland blev der for første gang siden anden verdenskrig åbnet op for muligheden for at skabe en positiv fælles tysk national identitet og national selvforståelse.

I første omgang gjaldt det dog om at få integreret Østtyskland ind i den samlede Bundesrepublik. Den vesttyske nationale identitet opbygget under den kolde krig var kendetegnet ved økonomisk vækst, D-marken, bilindustri som symbolske værdier og forfatningspatriotismen som det bedste bud på en patriotisme, der ikke skulle forveksles med nationalisme.

Østtysklands relativt lukkede parti-patriotisme var en modsætning til Vesttysklands moderne, åbne og kosmopolitiske forfatningspatriotisme. Genforeningen var langt fra ønsket af alle tyskere. Alligevel blev det den venstreorienterede forfatningspatriotisme og tanken om et forenet fælles Europa, der gjorde sig gældende den nye tyske Bundesrepublik.

Et rygstød i den retning kom ved VM-sejren i Italien i 1990. Her så verden for første gang det tyske folk svinge med nationalflaget. Sejren blev som i 1954 i Bern mystificeret og blev en fortælling for tyskerne. VM-guldet og den store overraskelse i 1954 blev historien om Tysklands tilbagevenden og genoprejsning efter 2. verdenskrig, sejren i 1990 blev historien om det genforenede Tyskland. En kortvarig fælleskabs- og samhørighedsfølelse og positiv patriotisme i den genforenede Bundesrepublik.

Det var dog trods alt mest det forhenværende Vesttyskland, der for alvor kunne føle verdensmesterskabet som en sejr. Landsholdet ved VM 1990 bestod netop kun af spillere fra det forhenværende Vesttyskland. Østtyskland var stadigvæk ikke repræsenteret.

På pressemødet efter finalesejren blev landstræner Franz Beckenbauer adspurgt om Tysklands nye styrke som et fremadrettet forenet landshold. Til dette svarede han kækt om Tysklands landshold ville blive stærkere med både vest- og østtyske spillere: ”Es tut mir leid für den Rest der Welt, aber wir werden in den nächsten Jahren nicht zu besiegen sei”. (Jeg er ked af at måtte sige det over for resten af verden, men i de næste par år er det ikke muligt at besejre os). Ved næste slutrunde gik Tyskland på banen i Göteborg 26 juni og tabte 2-0 til Danmark i EM-finalen 1992.

Andet afsnit af artiklen følger i morgen

Læs også: Miraklet i Bern – den tyske VM-triumf i 1954

Læs også: Für Mutti und Vaterland 

Læs også: Tysk fodbolds fundament slår revner

Læs også: EM 1992 – En samlet nation, et splittet hold

Læs også: Øst for paradis

Relateret
You may also like
Guide: Fodboldrejse til 1860 München
Das Sommermärchen – andet afsnit
Fire fodboldkampe og en stadionrundvisning
Ter Stegens chance