Når vi i dag tænker tilbage på VM i 2006, så er der flere ting vi husker det VM for. Zinedine Zidans panenka over Buffon i finalen, hans senere skalle i brystet på Marco Materazzi, Argentinas vidunderlige 26-afleveringersmål og ikke mindst den spæde start på Tysklands internationale dominans. Men hvilken betydning havde denne dominans for befolkningen i Tyskland? Og lå der noget mere bag?
Over 100 mål i den bedste tyske række, mere end 30 mål i den bedste engelske række, og ikke mindst 40 mål for det samlede tyske landshold. Jürgen Klinsmann er ikke en hr. Hvem-som-helst, men han var blevet kaldt til at stå skoleret hos den øverste chef. Iført et mørkt jakkesæt trådte han ind på Angela Merkels kontor på 7. sal ved Willy-Brandt-Straße 1. Emnet var det seneste 4-1 nederlag i en venskabskamp mod Italien, og chefen var ikke tilfreds. Efter et to timers langt møde, hvor han havde haft legenden Franz Beckenbauer og formanden for det tyske fodboldforbund Theo Zwanziger med sig, var Klinsmann endelig sluppet ud fra mødet. Den fodboldglade kansler Angela Merkel havde store planer for dette VM, og disse planer skulle ikke forpurres af en ændring i taktikken fra 4-4-2 til 3-5-2.
Det kan virke absurd at landets leder kalder landsholdstræneren til møde efter et nederlag til et stærkt Italiensk hold, men for Angela Merkel var der noget helt andet på spil. Tyskland havde for første gang siden 1974 fået tildelt fodbold VM, og for Angela Merkel var dette det helt store projekt for hendes andet år som Kansler. Fodbold VM er en gigantisk sportsbegivenhed som bliver transmitteret til samtlige lande verden over, selv Nordkorea da de deltog, hvilket gjorde VM til en perfekt måde at ”brande” sit land. Det var dog ikke ideen om øget eksport eller turisme, der lå Angela Merkel på sinde. Projektet var noget større og noget mere filosofisk.
I 2004 havde Grækenland højst overraskende vundet EM i Portugal ved at slå værtsnationen i finalen. Dette havde betydet nationalfest i Grækenland, og selv ti år efter blev den eksakte dato fejret i Grækenland. Grækerne havde endelig fået noget at stå sammen om, og selv den tyske træner for det græske hold var blevet et nationalklenodie, til trods for grækernes anstrengte forhold til Tyskland og tyskere efter 2. Verdenskrig. Det var denne nationalfølelse og nationalstolthed Angela Merkel havde i sinde at bringe til Tyskland, men det kunne kun ske, hvis det tyske landshold præsterede og rent faktisk gav befolkningen noget at være stolt af.
Genoprejsning for det tyske flag
For at forstå hvorfor dette overhovedet var et problem i Tyskland, må man forstå landets historie. Merkel overtog, ved sin tiltrædelse i 2005, et land på vej frem, og som den første kvindelige Kansler i Tyskland var mange øjne rettet mod hende. Tyskland selv var gået igennem årtier splittelse grundet delingen i øst og vest, samtidig med bearbejdelsen af Tysklands rolle i 2. Verdenskrig. Grundet nazisternes propaganda blev der set skævt til et hvert tysk flag, og specielt til en hver tysker som proklamerede fædrelandskærlighed eller stolthed over sit eget land. Dette ville Merkel gøre om på, det skulle være okay at være stolt tysker, det skulle være okay at vifte med det tysk flag, og det skulle være det nye Tyskland, der blev tænkt på, ikke det gamle, det grumme, det forfærdende.
Da VM blev skudt i gang, var det samtidig startskuddet til noget nyt i tysk politik. Tidligere tyske ledere havde været mere eller mindre ligeglade med Die Mannschaft som det tyske landshold kaldes, men med Merkel var det anerledes. Konrad Adenauer mødte ikke op til finalen i 1954 i Bern, Helmut Schmidt så finalen i 1974 men på sikker afstand i VIP-området, Helmut Kohl var i 1990 blevet fotograferet ved et tilfælde i omklædningsrummet og havde ikke gjort et større indtryk på Mehmet Scholl i 1996, hvor Scholls eneste kommentar om emnet var. at det havde været trængt i det lille omklædningsrum.
Med Merkel var det anderledes. Hun stillede glædeligt op til billeder med fodboldlandsholdet, der har ændret sig fra det formelle gruppebillede taget i 2006, til billedet taget i omklædningsrummet i 2014, samt de mange selfies spillerne tog med Merkel under fejringen.
Her ti år senere kan vi se, at VM i 2006 blev starten på det nye Tyskland, både på og udenfor banen. På banen blev det til en flot 3. plads efter et semifinale-nederlag til Italien efter forlænget spilletid. For Merkel var det vigtigste dog næsten udenfor banen, hvor det tyske flag og den nationale stolthed var tilbage. Væk var associationerne til nazismen, når man så det tyske flag, disse var nu udskiftet med tankerne om en folkefest i Berlin og en fremadstormende tysk landshold.
Et andet aspekt af VM i 2006 var hvordan den tyske trup så ud. Fire spillere fra det tyske landshold kunne være stillet op for andre nationer, samtidig var fire spillere ligesom Angela Merkel født i Østtyskland. Det nye Tyskland skelnede hverken mellem hudfarve, nationalitet eller om du var fra Øst- eller Vesttyskland. Det multikulturelle Tyskland blev nu også vist frem på fodboldbanen, hvor denne udvikling i 2010 betød, at Tyskland kunne stille med 11 mand i startopstilling som alle havde dobbelt statsborgerskab. Dette har naturligvis været udenfor Merkels magt, men det har dog hjulpet hende med at få Tyskland til at træde ud af fortidens skygge og dens teori om den ariske races overlegenhed.
Valgte Cruyff over Beckenbauer
Som tidligere nævnt er Merkel ikke blot den første kvindelige kansler, men også den første kansler som har gjort så meget ud af at ses med Die Mannschaft. Hendes fodboldkærlighed til trods er det selvfølgelig heller ikke helt uvæsentligt, at det har været enormt god PR for hende. Det er jo politik, vi taler om.
Angela Merkel har gjort en dyd ud af at holde tæt om sit privatliv og sine følelser. Hendes uddannelse indenfor det naturvidenskabelige felt er ofte blevet brugt til at beskrive hendes politik. Afventende, analyserende, og dernæst resolut handlende. Hendes rolle omkring det tyske landshold har hjulpet med at gøre hende mere jordnær for den tyske befolkning. Hun følger det tyske landshold på tæt hold, som den almene tysker gør det, og lader sig sågar rive med i kampene – hvilket hurtigt bliver tydeligt ved en Google-billedsøgning.
Det er dog for Merkel næppe blot et PR stunt, når hun følger med i fodboldkampe. Hendes forkærlighed for fodbold startede i 1974, hvor hun overværede en kamp mellem DDR og England. Herfra begyndte hun at følge fodbold, hvilket hun blandt andet har bevist ved at vælge Johan Cruyff over Franz Beckenbauer, når det galt hendes yndlingsspillere. Ligeledes blev hun af den tidligere Østtyske klub, FC Energi Cottbus gjort til æresmedlem. Merkel har dog fundet en måde at kombinere fodbold og politik, hvilket hun beviste i 2012 til EM i Ukraine. Her kaldte hun til politisk boykot af turneringen, hvis ikke oppositionslederen Yulia Tymoshenko blev løsladt.
Det er ikke svært at se, hvad fodbold har af betydning for Angela Merkel, som må siges at have været heldig med at have de landshold, hun har haft. Angela Merkel har dog formået at få fodbold gjort til mere, end blot 22 mand som render rundt efter en bold. Fodbold var en politisk dagsorden for Angela Merkel i 2006, og denne opgave løste hun formidabelt. Som hun selv siger det ”Bolden er også en ambassadør for Tyskland i verden” hvilket hun for alvor fik vist.
Siden slutrunden i 2006 har der dog været beskyldninger om hvorvidt Tyskland havde fusket sig til værtskabet, hvilket Angela Merkel satte det tyske fodboldforbund på at få løst. Hvad hun dog selv har udtalt om dette er meget sigende, for hvorvidt hendes mission i 2006 lykkedes for hende eller ej, ”hvad end undersøgelserne viser, vil de aldrig kunne fjerne de minder vi fik skabt den sommer”.
Læs også: Tysk fodbolds fundament slår revner
