bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > 150 dage til EM – hvor står Tyskland?

150 dage til EM – hvor står Tyskland?

Tyskland, Bundesliga, EM, VM EM-optakt, Sommermärchen, Major Tom

EM-slutrunden i Tyskland nærmer sig med hastige skridt, og i dag er der kun 150 dage til, at åbningskampen mellem Tyskland og Skotland fløjtes op på Julian Nagelsmanns gamle hjemmebane, Allianz Arena.  

Om bare 150 dage går det løs. EM’s åbningskamp mellem Tyskland og Skotland.

Men med godt fem måneder til første kamp er der også en del spørgsmålstegn for die Mannschaft, som står et historisk kritisk sted inden EM-slutrunden på hjemmebane.

Fodboldåret 2023 bød på sølle tre sejre for tyskerne, der tabte seks kampe, og undervejs måtte skille sig af med Hansi Flick for at udpege Julian Nagelsmann i stedet.

Det hjalp kortvarigt med en sejr i sin landsholdsdebut over USA, men så kom tyskerne også ned på jorden igen med uafgjort mod Mexico, inden man sluttede året af med tunge nederlag til Tyrkiet og Østrig.

Vi gennemgår her de fire kæder og ser nærmere på, hvordan Julian Nagelsmann kan blande kortene, og hvor skoen for alvor trykker.

Målmandskamp mellem Neuer og ter Stegen

De seneste syv slutrunder har Manuel Neuer vogtet det tyske bur, men spørgsmålet er, hvor Neuer, der til sommer vil være 38 år, står rent fysisk.

Han har omvendt hele foråret til at komme tilbage i sin topform, som han ikke har ramt endnu efter sin skiulykke, og derfor var han heller ikke udtaget ved den seneste samling i november.

Bayern-keeperen nåede dog at stå syv Bundesliga-kampe, og han holdt rent bur i fire af disse, så meget tyder på, at han vil stå mellem stængerne, når skotterne er modstanderen i den første EM-kamp.

Der er dog bare lige det men, at Manuel Neuer og Nagelsmann ikke har det bedste forhold. I hvert fald fyrede Nagelsmann Neuers målmandstræner i Bayern, Toni Tapalovic. Det fik Neuer til offentligt at gå ud og kritisere beslutningen, og det har unægteligt gjort luften lidt tykkere de to imellem.

Ved den seneste samling var det Kevin Trapp, der fik chancen i fraværet af både Neuer og ter Stegen, og Trapp ligner også en mand, der kommer til at være med ved slutrunden på hjemmebane.

Det samme gælder Barca-keeperen Marc-André ter Stegen, der dog lige nu er ude med en rygskade. ter Stegen vogtede buret i størstedelen af kampene i 2023, og spørgsmålet er så, om Nagelsmann han, ligesom sine forgængere, foretrækker Neuer fremfor Barcelona-målmanden, der er otte år yngre end sin konkurrent. 

Men når alt kommer til alt bør målmandskabellen give sig selv for Nagelsmann, der dog får en del svar i løbet af foråret ift. hvem der skal være die nummer eins imellem stængerne.

Hvem kan stå distancen defensivt?

Det er ingen hemmelighed, at tyskerne har haft svært ved at skabe og lukke kampene i 2023, og der har været hårdt brug for forsvaret, der til tider har været ikkeeksisterende.

Det er særligt her, at Nagelsmann får sin opgave for. 

Der har nemlig været rigtig stor udskiftninger i den bagerste kæde for tyskerne, hvor Nagelsmann stadig ikke har fundet den bagkæde, som han kan stole på.

Det har også skyldtes, at Nagelsmann i træningskampene har eksperimenteret med både en tre-, og en firebackkæde, og her er der naturligvis forskellige typer, som passer ind forskellige steder.

Det er på den anden side også været i træningskampene, at Nagelsmann har haft tid og plads til at eksperimentere lidt, selvom han for det meste har holdt sig til en firebackkæde.

Antonio Rüdiger har været nogenlunde fast mand som stopper, og det burde han også være, hvis han ellers ikke stopper sit returløb og slår op i banen, som han gjorde i fadæsen mod Japan. Hans høje niveau, som han spiller på i Real Madrid, skal smitte af på den tyske defensiv.

Men når man ser nedover de syv kampe, så er det kun en enkelt gang lykkedes tyskerne at holde rent bur, og det er ikke godt nok. Selvom det er træningskampe, der tit lever et lidt anden liv, så duer det ikke, at man lukker både to- og tre mål ind i størstedelen af kampene.

Nagelsmann har også forsøgt at sætte sit præg på holdet, efter han overtog det i september, og ved den seneste samling havde han Hummels med, mens hans klubkammerat fra Dortmund Nico Schlotterbeck var ude i kulden.

Jonathan Tah har sammen med Rüdiger spillet alle kampene under Nagelsmann fra start, og hvis han og Leverkusen fortsætter med at levere varen, så må han også være en spiller, der banker på til pladsen ved siden af Rüdiger, når Skotland er modstanderen.

Alligevel var både Rüdiger og Tah også på banen, da tyskerne tabte til både Tyrkiet og Østrig, hvor man lukkede fem mål ind i de to kampe. Det er naturligvis ikke udelukkende forsvarets skyld, men de har også en del af skylden.

Derudover forsøgte Nagelsmann mod Tyrkiet med Kai Havertz på venstreback, og det lykkedes faktisk meget godt. Det vidner også om, at der er så meget kvalitet på de offensive pladser, at man skal have Havertz ned i bagkæden. Men det duer nok ikke på sigt, når man skal spille mod modstandere, der også kræver, at Havertz for alvor står distancen rent defensivt.

Men det vidner om, at Julian Nagelsmann er meget i tvivl om, hvem der egentlig skal spille den venstre back, hvor David Raum ellers har spillet 19 landskampe hidtil. Nagelsmann har dog forsikret, at man ikke i fremtiden ønsker at bruge Havertz’ kvaliteter på venstre back.

Midtbanen: Overflod af gode spillere, men hvad er den rigtige konstellation?

De fleste landstrænere ville spejde misundeligt over imod Julian Nagelsmann, når man ser nedover den liste, som tyskeren kan vælge fra til sin midtbane.

Spørgsmålet er så bare, hvad der er den rigtige konstellation, og den har Nagelsmann haft lidt svært ved at finde. Er den med Emre Can som midtbaneankeret eller er det i virkeligheden Ilkay Gündogan, der skal udfylde den rolle? Det var det ved samlingen i november, hvor Can slet ikke var udtaget.

Der er masser af kvalitet og kreativitet på den tyske midtbane, men det er endnu ikke for alvor blevet forløst. Det er den berømte balancegang, der skal findes. Det handler både om, at få de mange offensive stjernespillere til at spille sammen, uden at man blotter sig totalt. Det betyder, at spillere som Kimmich og Goretzka bliver der brug for, men kan de begge to spille på samme tid?

Og hvordan blander Nagelsmann kortene mellem Musiala, Brandt, Sané, Wirtz, Hoffmann og Kai Havertz for den sags skyld?

En løsning kan jo være, at sende en enkelt eller to af dem helt i front – altafhængig af opstillingen – men det vil i hvert fald give mening at have en hurtig spillere til at lægge ved siden af Füllkrug.

Der er med andre ord flere spørgsmål end svar, og vi bliver nok klogere i løbet af foråret, hvor Tyskland også spiller testkampe mod både Frankrig og Holland. Der venter altså to modstandere fra den europæisk top, og først der vil vi få flere af disse svar. For så er der ikke tid til at eksperimentere alt for meget, da tiden er knap.

Der hersker ingen tvivl om, at der er så meget kvalitet på den tyske midtbane, hvor man har en overflod af kreative og dygtige spillere. Men den rigtige konstellation har Nagelsmann endnu ikke fundet, men det har han også 150 dage til at finde – til gengæld med kun to træningskampe på plakaten.

Angreb: Den fortsatte søgen efter en 9’er, men løsningen er – måske – fundet

Tyskland har siden Miroslav Klose sagde farvel til die Mannschaft groft sagt manglet en rigtig 9’er. En der bare er inde i det lille felt, og som er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

På den seneste har Nagelsmann forsøgt sig med Niklas Füllkrug i den rolle, og det er faktisk lykkes ganske udmærket. Dortmund-angriberen står noteret for 10 landskampsmål – heraf syv af dem i landsholdsåret 2023 – og det giver håb forud for slutrunden.

Det er dog ikke, fordi man kigger ned over Füllkrugs første halvsæson i Dortmund og taber kæben. Den har budt på fem scoringer i Bundesliga, og man kan i den grad diskutere, om den 30-årige angriber også har den internationale klasse, der skal til til sommerens slutrunde.

Füllkrug har endnu ikke for alvor bevist sig på den helt store scene, og selvom det er flotte tal med syv mål i 2023 på landsholdet, så har det også været mod modstandere, der burde være til at tale med rent defensivt.

Foråret vil vise, om Füllkrug egentlig besidder de kvaliteter, som en tysk landsholdsangriber skal have. Til gengæld vil det nok være de færreste, der havde set den komme, hvis ”Fülle” skulle starte inde i Tysklands åbningskamp ved en EM-slutrunde.

Samtidig har Julian Nagelsmann forsøgt sig med en Bayern-konstellationen med Sané og Müller i front. Om angrebet kan man sige, at Tyskland har så mange offensive esser – også på midtbanen og på kanterne – og derfor kommer det meget an på formationen ift., hvor mange deciderede angribere, der bliver plads til i EM-truppen.

Senest var det også kun Füllkrug og Marvin Dukscsh, der var udtaget som deciderede frontangribere. Det bliver uanset hvad spændende at følge optakten til EM-slutrunden på hjemmebane for die Mannschaft. Og vi er stensikkert klogere, når vi fortsætter denne artikelserie om 50 dage. 

You may also like
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Optakt: Tyskland – Spanien: Den moralske (kvart)finale
HSV, Hamburger SV, Nur der HSV
HSV får UEFA til at ændre Målhymne til EM
Tyskland, EM 2024, Managerspil
Gode råd til 2. runde ved EM-manager
Tyskland, Bundesliga, EM, VM EM-optakt, Sommermärchen, Major Tom
Major Tom – hvordan et 42 år gammelt hit blev Nationalelfs hymne