I en ny artikelserie dykker bulibold ned i historiebøgerne og ser tilbage på de fire tyske VM-triumfer. Denne første artikel er et tilbageblik på tyskernes sejr i 1954 og Das Wunder von Bern.
Schäfer nach innen geflankt… Kopfball… Abgewehrt. Aus dem Hintergrund müßte Rahn schießen… Rahn schießt! Tor! Tor! Tor! Tor!
Tor für Deutschland! Drei zu zwei führt Deutschland. Halten Sie mich für verrückt, halten Sie mich für übergeschnappt!
Ekkoet fra Herbert Zimmermans legendariske kommentering har endnu ikke lagt sig i de tyske stuer. Den excentriske Helmuth Rahns 3-2 scoring i VM-finalen mod Ungarn i 1954 sendte for første gang Jules Rimet-trofæet til Tyskland (eller Vesttyskland, som det egentlig hed dengang). Triumfen tændte et lys i en dyb og mørk nationalbevidsthed. Ni år efter 2. Verdenskrig lå Tyskland i flere henseender i ruiner, 700.000 mennesker boede i bunkere, og selvom forbundsrepublikken var blevet en realitet i 1949, var der ingen, der var specielt stolt af at være tysker. En upåagtet flok tyske spillere rejste til Schweiz med alt at vinde, og rejste hjem med en lille og ydmyg, men uvurderlig national stolthed at varme sig om. Sejren i tyskernes første VM siden 1934 er blevet døbt Das Wunder von Bern.
Manden bag miraklet hed Sepp Herberger. Træneren bag fodboldfloskler som ”bolden er rund, og kampen varer 90 minutter” og ”den næste modstander er altid den sværeste”. Efter 2. Verdenskrig lå det egentlig ikke i kortene, at Sepp Herberger skulle være manden, der skabte den hidtil største succeshistorie i tysk fodbold. Herberger havde været tilknyttet det tyske landshold under Hitlers regeringstid, først som assistent for den småperfide og pragmatiske Otto Nerz og siden som landstræner fra 1936 til 1942. Da DFB blev stablet på benene igen i 1949, var det med Paul Josef Bauwens som forbundspræsident. Bauwens og hans jødiske kone havde selv lidt under de nazistiske grusomheder, og derfor blev Herberger i første omgang forbigået, da den nye landstræner skulle findes. Det var en enorm skuffelse for Herberger, der åbenlyst besad alle forudsætninger for at bygge et tysk landshold op fra den absolutte bund. Mange tidligere landsholdsprofiler var blevet slået ihjel i krigsfelten, men Herberger havde, sat på spidsen, indgående kendskab til samtlige tyskere, der havde to øjne og kunne sparke til en fodbold. I bare indignation over, at Bauwens ikke søgte andre kandidater, skrev Herberger flere klagebreve til DFB’s hovedkontor. Efter stort pres fra Herberger, tyske fans og sportsjournalister gav Bauwens sig endelig i februar 1950. Sepp Herberger fik lov at stå i spidsen for sit ønskeprojekt: det tyske landshold.
Selvom Bauwens insinuerede det modsatte, og selvom Herberger faktisk, på Otto Nerz’ anbefaling, var blevet medlem af det nationalsocialistiske parti i 1933, var den tyske træner ingen politisk karakter. Faktisk er Sepp Herberger kendt som lidt af en enspænder, en viljefast, excentrisk nørd. Herberger ville helst bare koncentrere sig om sit tyske landshold, hvorfor 2. Verdenskrig selvfølgelig var én stor ubelejlighed. Sjældent havde man set en træner, der gik så meget op i detaljen. Ved sin død i 1977 efterlod han sig 361 murstenslignende notesbøger med informationer om spillere, taktiske overvejelser og fodboldrelaterede diskussioner.
Mens Herberger efterhånden havde opbygget sig et solidt navn inden for fodboldverdenen, var Tysklands spillertrup i et internationalt perspektiv mere eller mindre ukendt. Tyskerne havde siden krigen været i en fodboldmæssig undtagelsestilstand og sad således stadig i skammekrogen ved VM i 1950. Derudover er det værd at bemærke, at tysk fodbold først blev spillet professionelt i 1963. De fleste andre, store fodboldnationer havde professionel fodbold på programmet allerede i 1920’erne og -30’erne. Af samme årsag var tyske spillere generelt mindre eksponerede end i andre lande.
Herberger havde dog sammensat en homogen og hårdtarbejdende trup. I spidsen for denne trup stod Fritz Walter, innerwing, anfører og profil på 1. FC Kaiserslauterns stærke 1950’er-mandskab (i dag spiller Kaiserslautern sine hjemmekampe på Fritz-Walter-Stadion). Som mange andre havde Walter voldsomme mentale ar fra krigen. Han var underofficer i den tyske hær, men blev sammen med sin bror Ottmar, som også spillede på det tyske landshold, taget til fange i en sovjetisk fangelejr i Rumænien. Fritz Walter skulle egentlig deporteres til Sibirien, og at blive deporteret til Sibirien var bare et andet udtryk for en lang og pinefuld død. Tilfældigvis blev Walter dog indblandet i en fodboldkamp mod lejrpolitiet. Da genkendte de ham og hans tidligere bedrifter, og således kunne angriberen i 1945 vende hjem til Kaiserslautern i sikkerhed.
Tysklands optakt til slutrunden var næsten ligeså nedslående som landets politiske situation. Holdet nåede dårligt at være samlet inden turen til Schweiz, og Herbergers store projekt, genrejsning af det tyske landshold, havde fået en forkølet fødsel. Der herskede stor utilfreds med Herbergers dispositioner, og især hans tendens til at udtage spillere fra Kaiserslautern mødte stor kritik. En række dårlige testkampe lagde fundamentet til en accelereret fodboldapati. For at kvalificere sig til VM, skulle Tyskland slå Norge og miniputstaten Saarland i en playoff-gruppe.
Saarland er egentlig en tysk delstat, men efter 2. Verdenskrig overtog Frankrig kontrollen med området. Fra 1947 til 1957 blev Saarland selvstyret, og fik dermed også sit eget fodboldlandshold. Det var desuden den kommende tyske landstrænerlegende Helmuth Schön, der dirigerede Saarland fra sidelinjen. Tyskland gik videre med syv point for fire kampe, men resultaterne ækvivalerede ingenlunde med spillet på banen. Det var fire uskønne kampe, og ingen troede på Tyskland som en reel udfordrer ved VM. Favoritværdigheden lå på de magiske magyarer fra Ungarn.
Mens kvaliteten af spillermaterialet kan diskuteres, lykkedes det Sepp Herberger at opbygge en forrygende holdmoral. Herberger havde blandt andet stor fokus på værelsessammensætning. Der var intet tilfældigt over, hvem der boede sammen med hvem i den lille schweiziske by Spiez. For eksempel boede Fritz Walter sammen med den joviale og lettere flamboyante Helmut Rahn, som senere skulle blive hovedrolleindhaver i denne fortælling. Walter havde ry for at være lettere melankolsk, og kunne blive slået ud af enhver kritik. Selvom Helmut Rahn var tiltænkt en plads på bænken i Schweiz, kunne han om ikke andet opmuntre den tungsindige Fritz Walter. Fra sin position på højre wing var Rahn stjernen på klubholdet Rot-Weiss Essen. Rahn var en showspiller, der gennem sin karriere lavede flere driblinger end afleveringer. Det var heller ingen hemmelighed, at Rahn ikke lod sin fodboldkarriere komme i vejen for et solidt forbrug af pilsnere (den sørgelige vinkel er, at Rahn senere blev arresteret for spirituskørsel to gange). Ydermere flugtede Rahn ikke med idéen om den hårdtarbejdende, stoiske og pligtopfyldende tyske fodboldspiller. Han var ingen holdspiller, og brød sig ikke om idéen om at tage til VM som andenviolin. Herberger vidste dog, at han i Helmut Rahn havde et potentielt kampafgørende es i ærmet.
Tyskland endte i gruppe med Tyrkiet, Sydkorea og, sidst men ikke mindst, Ungarn. I dag er der ikke meget pomp og pragt over det ungarske fodboldlandshold, men i 1950’erne havde magyarerne et af verdens bedste landshold. Da VM startede, havde Ungarn ikke tabt en kamp i fire år i træk. I skikkelse af Nándor Hidegkuti, Sándor Koscic og unikummet Ferenc Puskas rådede træner Gusztáv Sebes over én af fodboldhistoriens bedste offensiver. Ungarn havde for alvor skrevet sig ind i historiebøgerne med en 6-3-sejr mod England på et propfyldt Wembley. Massakren blev kendt som ’Århundredets kamp’. Da et hævntørstigt engelsk mandskab tog til Budapest seks måneder senere, vendte de hjem med et 7-1-nederlag i bagagen. End ikke et stærkt brasiliansk landshold kunne fravriste Ungarn favoritværdigheden.
Tysklands første udfordring i Schweiz var Tyrkiet, som på daværende tidspunkt ikke havde nogen stor fodboldtradition. Det gav derfor genlyd, da tyrkerne kvalificerede sig til VM på bekostning af mægtige Spanien. Tyskland vandt dog den første gruppekamp planmæssigt med 4-1, på trods af at være kommet bagud efter to minutters spil. Alt imens tørrede Ungarn gulv med Sydkorea, og vandt 9-0.
I gruppens næste runde skulle slaget mellem Ungarn og Tyskland. Kampens karakter er dog kontroversiel den dag i dag. En håbløs og ulogisk turneringsstruktur betød nemlig, at Tyskland i tilfælde af et nederlag til Ungarn skulle møde de overkommelige tyrkere i en playoff-kamp om semifinalepladserne. Tyskernes fysiske forberedelser forud for slutrunden havde ikke været gode, og Sepp Herberger måtte spare, hvor han kunne. Derfor sendte han ni reservespillere på banen mod verdens bedste landshold. Ungarn kvitterede for venligheden og savede Tyskland midt over med 8-3.
Herbergers strategiske greb vakte stor forargelse hjemme i republikken, men da Tyskland på overlegen vis slog Tyrkiet 7-2 i den afgørende playoff-kamp, stilnede noget af kritikken af. Tyskland var i kvartfinalen.
At tyskerne kunne snige sig videre på bekostning af Sydkorea og Tyrkiet havde ikke den store sensationsværdi. Tysklands rolle som undertippet indtrådte først for alvor i kvartfinalen, hvor modstanderen hed Jugoslavien. Jugoslaverne, med Partizan-legenden Stjepan Bobek i spidsen, var sikre på sejr. Sepp Herberger opildnede sine spillere med rygter om, at jugoslaverne allerede havde købt blomster til fejringen af sejren. Den moralske indpisker Max Morlock spillede sit livs kamp, og Tyskland vandt 2-0. Helmut Rahn fik en sjælden startplads, og havde til gengæld lovet Herberger en scoring i retur. I kampens slutminutter mindede den tyske landstræner Rahn om løftet fra sidelinjen. Minuttet efter havde kantspilleren lukket kampen med sin scoring til 2-0.
I semifinalen mødte tyskerne Østrig. Det kan virkelig lidt underligt i nutidigt perspektiv, men indtil 1954 havde Østrig nærmest været en fodboldmæssig storebror for Tyskland. Særligt i 1930’erne, hvor det østrigske ’Wunderteam’ duperede hele fodbold-verdenen, havde man som tysker kigget mod naboerne fra øst med misundelse. 20 år senere gik Østrig stadig ind til semifinalekampen i Basel som favoritter. Tyskland gjorde østrigernes favoritværdighed til skamme. En formidabel anden halvleg sikrede Herbergers mandskab en utrolig 6-1-sejr. Brødrene Walter sluttede kampen af med to mål hver.
Der var dog en logisk årsag til det sensationelle resultat. Østrig var i kvartfinalen udsat for et helvede af en kamp mod værterne fra Schweiz. Den mest målrige kamp i VM-historien endte 7-5 til Østrig. De 90 minutter havde udspillet sig i 40 graders varme, hvorfor den østrigske målmand Kurt Schmied i første halvleg blev ramt af en hedeslag. Dengang var udskiftninger ikke tilladt, så Schmied måtte lidende vælte desorienteret rundt inde på målstregen gennem hele kampen. Ovenpå den udmattende oplevelse nåede de østrigske spillere aldrig at restituere tilstrækkeligt inden kampen mod Tyskland.
Dermed var Tyskland klar til finalen. Skæbnen ville selvfølgelig, at det var mægtige Ungarn, som ventede på Wankdorf Stadion i Bern. De uovervindelige ungarer havde siden 8-3-massakren mod netop Tyskland slidt lidt mere i det. Kvartfinalen mod Brasilien var mere slagsmål end fodbold, og endte i et gedigent håndgemæng mellem de to store stjernebesatte trupper. I seminfinalen måtte Ungarn i forlænget spilletid mod de forsvarende verdensmestre fra Uruguay. Det var nok ikke uden betydning, at Ferenc Puskas var blevet skadet i det første opgør mod Tyskland, og dermed havde siddet ude i de vanskelige kampe. Han var dog kommet sig inden finalen, og med Puskas’ tilstedeværelse var der ingen tvivl: Ungarn ville krone en gylden generation med et verdensmesterskab i 1954.
Læs også: Den kolde dopingkrig: VM-vindere på piller og ampuller?
Sepp Herberger var heller ikke videre optimistisk på vegne af sit hold. Adspurgt til tyskernes chancer i finalen, sagde han de legendariske ord:
”Hvis solen skinner, så vinder Ungarn. Men hvis det regner, så er det Fritz Walter-vejr, og så får vi se”.
Den lidt aparte reference skal forstås i det lys, at tyskernes anfører spillede notorisk dårligt, når solen skinnede. Walter var blevet ramt af malaria under krigen, og traumerne fra sygdommens hedeture sad stadig i angriberen. Omvendt trivedes han som en fisk i vand, når græsplænen var regnvåd. Med VM-finalens udvikling in mente, er der den dag i dag mange tyskere, der kalder regnvejr for ’Fritz Walter-Wetter’.
Vejret på finaledagen kunne dog have en betydning for mere end Fritz Walters spillehumør. Materialemanden på det tyske landshold var nemlig ingen ringere end Adi Dassler, som i 1949 havde stiftet sportsmærket Adidas. Egentlig havde Adi et sportsmærke med sin bror, Rudolf, men efter en indædt rivalisering de to imellem stiftede Adi Adidas, mens Rudolf dannede Puma. Adi Dassler var innovativ og foran sin tid og havde udviklet skrueknopper, så man kunne vælge støvleknopper efter underlagets tilstand. I tilfælde af regnvejr gav det tyskerne mulighed for at stå bedre fast på det glatte underlag, som også ville fordre tyskernes direkte angrebsstil.
Selvfølgelig silede regnen ned over Wankdorf Stadion den fjerde juli 1954.
Sepp Herberger stillede sit mandskab op i den tidstypiske WM-formation. Brødrene Walter og Max Morlock udgjorde en hårdtarbejdende angrebstrio. På højrekanten havde Helmut Rahn spillet sig ind i varmen og begyndte inde i VM-finalen. Ungarn havde som nævnt Puskas tilbage i startopstillingen, og Gusztáv Sebes’ offensiv var dermed komplet.
Starten af kampen forløb for så vidt planmæssigt. Ungarn var overlegne. Efter blot otte minutters spil havde Ferenc Puskas og Zoltán Czibor bragt favoritterne foran med 2-0. Tyskerne var overvældede af ungarernes ubønhørlige presspil. Som ofte når Ungarn spillede, var der øretæver i luften.
Hvis der er én ting, der kendertegner tysk fodbold gennem historien, er det evnen til aldrig at give op. I Sepp Herbergers ånd er VM-finalen i 1954 et studie i denne mentalitet. ”Kom igen, drenge!”, råbte Max Morlock, da tyskerne løb op for at sætte spillet i gang igen efter 2-0-scoringen. Og Tyskland kom igen. Blot to minutter senere reducerede selvsamme Morlock. Der var ikke spillet mere end et kvarter, inden Helmtut Rahn havde gjort det til 2-2 på et hjørnespark. Kampbilledet ændrede sig derefter. Ungarn vågnede igen fra den dvale, der havde tilladt Tyskland at komme tilbage i kampen. Den næste times spil bød på chancer i begge ender. Efter 84 minutters spil indtraf den måske hidtil vigtigste scoring i tysk fodboldhistorie.
Otte sekunders stilhed sænkede sig over Herbert Zimmermans radiokommentering. Som for at sikre sig, at det, han var vidne til rent faktisk skete, holdt han vejret i en mild choktilstand. ”Tor für Deutschland!”, skreg den stakåndede Zimmerman igen, da der ikke var nogen tvivl. Helmut Rahn, den flamboyante outsider, havde bragt Tyskland foran 3-2 i VM-finalens slutfase. En clearing i det ungarske felt endte på kanten af feltet til Rahn, som med største ynde trak bolden til venstre forbi Mihály Lantos. Skudfinten fra højre til venstre var Rahns favoritfinte. At Lantos hoppede i den med begge ben virkede nærmest nonchalant. Da den ungarske forsvarsspiller var blevet sendt ud efter pølser, sparkede Rahn bolden hårdt og præcis ned i det lange hjørne med venstrebenet. Gyula Grosics var chanceløs. Tyskland var foran.
I kampens resterende minutter blev Toni Tureks mål i den anden ende et veritabelt skydetelt. Det lykkedes faktisk Puskas at gøre det til 3-3, men scoringen blev, noget tvivlsomt, annulleret for offside. Otte minutter senere var det forbi. En fuldstændig mør og regnvåd Fritz Walter kunne løfte Jules Rimet-trofæet foran mange tusind tyske fans.
Triumfens betydning kan næsten ikke undervurderes. Sejren gav tyskerne følelsen af at være noget igen. Enkelte eksperter på området mener endda, at Das Wunder von Bern er forbundsrepublikkens sande fødsel. Udover at være det tydeligste startskud til en lang og stolt, tysk fodboldtradition, var finalesejren det nye Tysklands første succesoplevelse.
Enkelte tyskere lod på beklageligste vis begejstringen stige dem til hovedet. Det kom til udtryk på Wankdorf Stadion under fejringen af sejren. En del tyske tilhængere valgte at synge det stærkt nationalromantiske første vers i den tyske nationalmelodi, som alle vidste, var blevet bandlyst efter Anden Verdenskrig. Hændelsen ledte tankerne hen på den nationalisme, der havde forårsaget det mørkeste kapitel i Tysklands historie ti år tidligere. Schweizisk og østtysk radio afbrød øjeblikkeligt sendingen, da dette første vers blev sunget på stadion. Tyske medier måtte efterfølgende beklage misæren på vegne af dets befolkning.
Det var hverken første eller sidste gang, at tysk landsholdsfodbold havde tilkaldt sig omverdenens antipati. Men selv i dag er den tyske gruppe spillere, som sikrede den første VM-sejr i 1954 fuldt berettigede nationalhelte. Helmut Rahn har sit eget torv med dertilhørende statue i Essen. Hovedgaden i Weinheim hedder Sepp Herberger Straße. Og Fritz Walter har et helt stadion opkaldt efter sig. 1954-holdet var den første og største testamentering af Herbergers fodboldbanaliteter.
Siden Morlock og Rahn gjorde 0-2 til 3-2 mod Ungarn, har alle tyske fodboldlandshold spillet, så længe bolden var rund. Das Wunder von Bern glemmer de aldrig.
