Der skal dommere til for at lede en fodboldkamp. Bundesligaen har haft flere karismatiske dommere gennem tiden, og vi har taget et kig på nogle af dem.
Fodbolddommere – oftest er det de udskældte og som regel seriøst udseende personer, der efter bedste evne fordeler sol og vind lige, når de to duellerende hold på banen dyster om at få scoret, vinde kampe og i sidste ende hente titler og hæder.
Men dommere kan også opnå kultstatus og blive nogle af de mest populære skikkelser blandt aktørerne på stadion. Tag nu afdøde Peter Mikkelsen, der i forlængelse af sin første VM-slutrunde i 1990 blev en af de mest populære skikkelser i dansk fodbold i en periode, hvor landsholdet lå i et gråt vakuum mellem de glade 80’er-dage og EM-triumfen i 1992.
I tysk og specielt vesttysk fodbold kunne dommerne også opnå særstatus med stor popularitet for deres ageren på og uden for banen. Og som det er tilfældet med flere spillere, er der også legendariske historier med dommere, der på den ene eller anden måde har formået at bringe sig i fokus.
Walter Eschweiler – kolbøtte og rappe replikker
Hvis nogen dommere i vesttysk fodbold skal kunne sammenlignes med den popularitet, som Peter Mikkelsen havde på toppen af sin karriere, så er det Walter Eschweiler. Men det vil være lidt uretfærdigt kun at huske og vurdere ham ud fra de humoristiske aktioner, han også var mand for. For Eschweiler var gennem to årtier en af de mest benyttede dommere i Bundesligaen, fik flere europæiske finaler og var også i aktion ved to VM-slutrunder.
I Vesttyskland er Eschweiler specielt kendt for to ting. Den ene er hans faste optrædender som dommer i et stort tv-show, der løb over skærmen i 1960’erne, 70’erne og 80’erne.
Men han er også kendt for på meget suveræn vis at håndtere, at han blev væltet af peruvianske Jose Velasquez i Perus kamp mod Italien i den indledende gruppe under VM-slutrunden i Spanien i 1982. Efter en elegant, baglæns kolbøtte, hvor han i faldet tabte både kort og fløjte, formåede han alligevel at bevare overblikket, få samlet fløjten op og afblæst spillet, inden han tog sig til munden og kunne konstatere, at sammenstødet havde kostet ham en tand.
Hans fysiske fremtoning som en høj og rank mand, der nok kunne være myndig, men også havde let til smil, var sammen med sin diplomatiske stil, han havde med fra sit civile job som embedsmand i det vesttyske udenrigsministerium, med til at indgyde respekt om sin person blandt spillerne. Spillerne fik lov til at tale med Eschweiler, der ledede kampene ud fra devisen om, at “det første en dommer må lære er at have døve ører.”
Allerede i 1966 dømte han sin første kamp i Bundesligaen, og i næsten 20 år derefter dømte han store kampe både indlands og udlands. Det var altid med stor myndighed, men også med et smil på læben og gennem sin humor at kunne sætte sig i respekt over for spillerne, uanset hvor store navne de måtte være.
Det måtte Franz Beckenbauer mærke i en kamp i midten af 1970’erne. Der Kaiser, som allerede på det tidspunkt var en legende i Bundesligaen, havde lavet en alt for hård tackling, og Walter Eschweiler ville give ham et gult kort. Beckenbauer blev kaldt hen til Eschweiler, der spurgte efter hans navn. Det anså Beckenbauer som en fornærmelse og nægtede at svare i et par omgange.
Da Beckenbauer så endelig fik opgivet sit navn, sagde Walter Eschweiler: “Og hvordan staver De så Deres navn, unge mand?” Beckenbauer blev endnu mere forbløffet, og Eschweiler lod nåde gå for ret og undlod at give Beckenbauer det gule kort. “Han var alligevel så forbløffet, og så var det ikke nødvendigt at give ham et kort”, sagde Eschweiler efterfølgende.
Også Uwe Seeler havde sine opgør med Walter Eschweiler. I en kamp beklagede han sig højlydt over dommeren og sagde, at “de der politikere fra Bonn er ikke kun overbetalte – de ser også enormt dårligt.” Walter Eschweiler var hurtig til at returnere brokkeriet fra Uns Uwe med ordene: “Jeg kender skam også professionelle fodboldspillere, der ser temmeligt dårligt.”
Den i dag 89-årige Eschweiler medvirkede også i tv-reklamer og var i sit job i udenrigsministeriet gennem flere år også sportsdiplomat.
Wolf-Dieter Ahlenfelder – snaps, varmecreme og 32 minutter i en halvleg
En anden dommer, som kunne løbe rundt på banen med et smil på læben og få spillerne til også at trække på smilebåndet, når det gik lidt for hedt for sig, var Wolf-Dieter Ahlenfelder. Men allerede i hans tredje kamp i Bundesligaen i november 1975 kom han så meget i fokus, at det aldrig blev glemt i hverken hans karriere eller liv, der sluttede i 2014.
Ahlenfelder skulle dømme kampen mellem Werder Bremen og Hannover 96. Kampen endte 0-0 og var ét af de opgør, der formentlig ville være glemt ugen efter, hvis det ikke var på grund af de ting, der skete på banen i løbet af de 90 minutter, der blev spillet.
Det var dog tæt på, at kampen slet ikke nåede de 90 minutter. Allerede efter 32 minutter af første halvleg fløjtede Ahlenfelder af for at gå til pause. “Alt gik godt, spillet gled, jeg havde fuldstændig kontrol over kampen, og der var intet galt,” sagde Wolf-Dieter Ahlenfelder i forbindelse med Bundesligaens 50 års jubilæum.
Spillerne bemærkede dog, at noget var galt. Werder Bremen-legenden Horst-Dieter Höttges kom hen til Ahlenfelder og sagde, at: “Dommer, der kan umuligt være pause endnu. Min trøje er slet ikke våd af sved.” Det fik Ahlenfelder til at besinde sig, og han fik diskret sat spillet i gang igen, uden der blev taget den store notits af brøleren, der formentlig havde været afslutningen på karrieren i nutidens fodbold.
Allerede før kampen var der dog flere Bremen-ledere, der havde en mistanke om, at noget kunne være galt. De bemærkede, at Ahlenfelder havde en dunst af alkohol, og derfor blev han proppet under en bruser og smurt ind i varmecreme, så han i stedet for alkohol duftede af varmecremen.
Det var dog ikke nok til at fjerne mistanken om, at noget var helt galt, og i kampreferatet skrev boulevardavisen Bild, at “Det virkede som om, at Ahlenfelder var beruset på banen.”
Mistanken var ikke forkert, og en fødselsdag hos Werder Bremens dommeransvarlige var årsagen. Det blev fejret med en formiddagsfrokost med grønkål, pølser og gås, og sådan en tung ret skal skylles ned med snaps og noget øl blandt dommere. Det blev til lidt mere end én snaps, og det satte sine spor hos Ahlenfelder, da han skulle i aktion nogle timer senere.
“Ja, vi havde nok fået en for meget til frokosten,” sagde en ærlig Wolf-Dieter Ahlenfelder i et interview med Der Spiegel i 2007.
Franz Böhmert, der dengang var præsident i Werder Bremen og også læge, skulle efter kampen skrive en rapport om kampen og det pinlige optrin. Han reddede dommeren ved at skrive, at Ahlenfelder var forkølet og derfor havde fået en hostesaft, hvori der var noget alkohol, og det var årsagen til den pudsige optræden på banen.
Selvom han havde optrådt beruset, kom det dog ikke til at påvirke karrieren. Ahlenfelder fik yderligere 13 år som dommer i Bundesligaen, hvor det blev til i alt 106 kampe. I 1984 blev han kåret som årets dommer, og han var kendt for sin stil, hvor han kommunikerede meget direkte med spillerne via mimik og kropssprog, og datidens spillere roste ham for hans åbne væremåde og hans talent for at komme spillerne i møde.
Også Wolf-Dieter Ahlenfelder kunne kunsten at lave hurtige og frække svar til spillernes kommentarer om hans præstationer. Paul Breitner var ikke tilfreds med hans præstation, og det udløste denne ordudveksling.
“Ahlenfelder, du fløjter som en røv.”
“Breitner, kan det tænkes, at du spiller som en røv,” lød det kontante svar fra Ahlenfelder.
Selv om 50-året for Wolf-Dieter Ahlenfelders 32 minutter korte halvleg nærmer sig, er han ikke glemt i hansestaden. Den dag i dag kan man bestille en “Ahlenfelder” i Werder Bremens klubhus, hvor man får en snaps og en øl, og i nærheden af Weserstadion ligger der en bar, der kort og godt hedder Ahlenfelder.
Deniz Aytekin – DJ Deniz
Hvor Deniz Aytekin er, er der også musik.
Den næsten to meter høje dommer med de tyrkiske rødder har gennem halvandet årti været blandt de bedste, mest respekterede og mest benyttede dommere i Bundesligaen.
Men Deniz Aytekin er ikke kun kendt for sine evner med fløjten. Han er også en ganske habil Dj, og har blandt optrådt på flere festivaler sammen med nogle af de større tyske DJ-navne.
Det er efterhånden 16 år siden, han fik sin debut i Bundesligaen, og fire år senere kom han på øverste internationale hylde, hvor han dømte Champions League. Debuten i mesterturneringen fik han i øvrigt i Parken i 1-1 kampen mellem FC Nordsjælland og Juventus.
Deniz Aytekin har gennem store dele af karrieren været meget kommunikativ, både på og udenfor banen. På banen vækker han alene med sin højde stor respekt blandt spillerne, men han formår også i mange situationer at tale med spillere og trænere og sætter en klar grænse for, hvad han vil acceptere i spillet og kommunikativt.
Det fik Bo Svensson at mærke i sin tid som Mainz-træner i en pokalkamp mod Bayern München, da han fik et rødt kort af Deniz Aytekin. Bo Svensson råbte efter et Mainz-frispark op om, at dommere var blinde, og det ville Aytekin ikke finde sig i.
Ud over sin kommunikative og konsekvente linje på banen har Deniz Aytekin både sin egen podcast og været med i utallige interviews og deltaget i andre podcasts. Ofte har han holdninger omkring dommergerningen på hjerte, og han deler gerne ud af egne erfaringer og synspunkter omkring faget.
Ud over at han var en af de centrale omdrejningspunkter i den fem afsnit lange ARD-dokumentar Unparteiisch, var han i 2023 også vejleder i et eksperiment. Her var Bundesliga-spillerne Anton Stach (Mainz) og Nils Petersen (Freiburg) dommere i hver en halvleg i en amatørkamp på lavt niveau. Eksperimentet blev lavet for at sætte fokus på dommernes forhold i tysk fodbold som en del af en DFB-kampagne for at hverve flere dommere.
I både 2019, 2022 og 2024 blev Deniz Aytekin kåret som Årets Dommer i Bundesligaen, men sådan har spillerne ikke altid set ham. Eksempelvis blev han af spillerne i 2011 udpeget til at være Bundesligaens dårligste dommer.
Herbert Fandel – Fodboldtossen og pianoet
I Danmark er Herbert Fandel formentlig allermest kendt for sin ufrivillige rolle i det vanvittige drama i EM-kvalifikationen i juni 2007. Danmark havde kæmpet sig tilbage i kampen efter Sverige i løbet af de første 25 minutter havde bragt sig foran 3-0, inden danskerne kæmpede sig tilbage og kom på 3-3, inden man havde flere chancer for at komme foran.
Men kort før tid havde svenskerne et kontraangreb, og i en duel ved straffesparkspletten hamrede Christian Poulsen en knytnæve i maven på Markus Rosenberg. Det så Herbert Fandels assietnt, og så dømte Fandel straffespark til svenskerne og stak et rødt kort til Christian Poulsen.
Straffesparket blev dog aldrig udført, for lige efter susede en beruset tilskuer ind på banen og skubbede til Fandel, inden Michael Gravgaard fik lagt sig beskyttende mellem tilskueren og Fandel, der resolut fløjtede kampen af. Senere fik Sverige tildelt sejren med cifrene 3-0.
Men Herbert Fandel er husket for meget mere end det syd for grænsen. Ved siden af dommergerningen var og er han en særdeles anerkendt pianist, der både har indspillet plader og givet koncerter i ind- og udland.
Sportsligt var Fandel dog også en særdeles kompetent dommer. Fire gange blev han kåret til Årets Dommer i Bundesligaen, og karrieren bød på 247 kampe i den bedste række, lige som han også nåede at dømme to tyske pokalfinaler, en UEFA Cup-finale, en Champions League-finale og en EM-slutrunde.
Det var sjældent med de store armbevægelser, og der var sjældent de store skandaler eller historier om mærkelige kendelser. Til gengæld var han en frygtet dommer blandt de hårdeste nysere af spillere, da han var kendt for at være særdeles myndig og hurtig med kortene. Han uddelte hele 1041 gule kort i løbet af sin 247 kampe lange karriere i Bundesligaen, og det blev suppleret af 47 gul-røde kort samt 26 gange, hvor han trak et direkte rødt kort.
Herbert Fandel kom efter sin aktive karriere i rampelyset og blev genstand for kritik i sin funktion som formand for DFB’s dommerkommision, og også her var han udadtil en rolig og kompetent leder, der styrede dommerne med sikker hånd.
Internt var der dog kritik, og i 2017 tog Manuel Gräfe bladet fra munden. Han kritiserede Fandel og Helmut Krug, der var dommer-manager, for systematisk mobning, kammerateri og dårlig ledelse. Desuden blev de beskyldt for på efterhånd at have presset dommerobservatører til at ændre deres karaktergivning for visse dommere for på den måde at sætte dem i et dårligere lys, når dommerne skulle rangeres nationalt og internationalt.
Begge blev i første omgang frikendt for beskyldningerne, men DFB’s etiske kommission kritiserede dog Fandel og Krug for en umoderne ledelsesstil, og selv om Fandel blev på posten efter en afstemning blandt dommerne, trådte han i sommeren 2018 tilbage.
Bibiana Steinhaus – den første kvindelige dommer i Bundesligaen
En karriere på 23 Bundesliga-kampe fordelt på tre sæsoner burde egentlig ikke være noget at råbe hurra for eller tage større notits af.
Men for alle regler er der undtagelser, og det er der også, når dommeren hedder Bibiana Steinhaus og var den første kvinde til at dømme i de professionelle rækker i tysk fodbold.
Debuten i 2. Bundesliga fik hun allerede i 2007, hvor hun passede fløjten i ti år, inden hun tog det sidste skridt op blandt de allerbedste. Undervejs blev hun nomineret til at dømme ved flere slutrunder for kvinder og blev også den første kvindelige dommer, der dømte både en VM-finale (2011) og en OL-finale (2012).
Herbert Fandel, der på daværende tidspunkt var formand for DFB’s dommerkommission, roste i flere omgange Bibiana Steinhaus for at være verdens bedste kvindelige dommer, men det var dog ikke nok til at rykke hende op i Bundesligaen, selv om flere krævede at få hende op på det øverste niveau.
“Hidtil har Bibiana Steinhaus ikke hørt til blandt de allerbedste dommere i 2. Bundesliga, når hele sæsonen var overstået, og derfor kan det ikke retfærdiggøres at rykke hende op i Bundesligaen,” lød det blandt andet fra Herbert Fandel i 2014.
Men Bibiana Steinhaus blev ved med at levere gode præstationer i 2. Bundesliga, og i sæsonen 2015-16 viste den interne ranking efterfølgende, at hun var sæsonens bedste dommer. Alligevel måtte hun vente yderligere et år med at få debut i Bundesligaen. Det skete 10. september 2017, hvor hun stod i spidsen for kampen mellem Hertha Berlin og Werder Bremen.
Næsten på dato tre år senere meddelte hun, at det var slut med at være dommer i Bundesligaen. Coronapausen havde givet hende nye perspektiver både jobmæssigt og privat ,og dermed blev super cup-finalen mellem Bayern München og Borussia Mönchengladbach hendes sidste kamp på topplan.
Selv om der i de første kampe blev lagt ekstra mærke til Bibiana Steinhaus, var der stor respekt for hendes ledelse af kampene. Og enkelte gange kunne der også grines af sjove episoder, hun var involveret i, blandt andet da Hertha-spilleren Peter Niemeyer i 2010 ved et uheld kom til at strejfe hendes bryst, hvilket gav anledning til en sejlivet internet-meme og et stort grin fra de involverede parter.
Privat har hun siden 2016 dannet par med den engelske topdommer Howard Webb, og de blev gift fem år senere.
