bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Top 12 – Bundesligaens største talenter i 2022
Bundesliga, Bundesligatrøjerne

Igen i år sætter Bulibold fokus på de mange talenter, der i skrivende stund render rundt på Bundesligaens baner med potentiale til at blive morgendagens helt store stjerner. På listen finder du 12 spillere under 21 år, der enten har potentialet til eller allerede har markeret sig som nogle af dem, der har evnerne til at præge Bundesligaen langt ud i fremtiden.

Generelt forsætter trenden fra de senere år, hvor Bundesligaen har markeret sig som den helt store talentfabrik blandt de europæiske topligaer, og hvor især Bundesligaens tophold er blevet berømte for at give godt med spilletid til de helt unge spillere. Det skinner naturligvis også igennem på årets liste, hvor mange af bundesligaspillerne født i år 2001 eller senere, også udmærker sig ved at være blandt rækkens helt store profiler.

I år har vi blandt andet måttet sige farvel til sidste års top tre, da både Erling Håland, Alphonso Davies og Jadon Sancho er fyldt 21 år – og at sidstnævnte derudover har forladt Bundesligaen til fordel for Premier League. Samtidig har vi også måttet sige farvel til Werder Bremen og Schalke 04 på højeste plan i tysk fodbold. To vigtige bidragsydere til denne liste de senere år med deres store og prominente ungdomsafdelinger. Det giver til gengæld plads til en række andre klubber og en række af relativt ukendte spillere i udkanten af årets liste her ved indgangen til 2022.

Bundesligaens største talenter

(Sidste års placering er markeret i parentes.)

1. Florian Wirtz, 18 år, Bayer Leverkusen (5)

Tænk en gang, at den bare 18-årige (!) Wirtz har alderen til at være med på listen mindst to år endnu. Både spillestilen, rollen på holdet og ikke mindst de mange optrædener på højeste niveau får ham til at fremstå som en af ligaens mest rutinerede. Wirtz slog da også rekorden dette efterår for yngste spiller til at nå 50 kampe i Bundesligaen. Det gjorde han foran navne som Kai Havertz, Timo Werner og Julian Draxler.

Den unge tysker har været Leverkusens vigtigste mand i indeværende sæson, Hvor han har udfyldt et hav af forskellige roller på et skadesplaget mandskab. Centralmidt, offensivmidt eller kantspiller. Sågar endda topangriber i de kampe hvor ’Die Werkelf’ har måttet undvære topscorer Patrik Schick.

Sidste år fløj Wirtz ind på denne liste som en flot nummer fem, med den argumentation at han måske kunne blive lige så god som den tidligere klubkammerat Kai Havertz. Spørgsmålet er nu, hvorvidt han allerede har vist sig som et større talent?

2. Jude Bellingham, 18 år, Borussia Dortmund (7)

Igen har vi at gøre med en spiller med så flot et spil og så stor rutine, at man næsten bliver nødt til at knibe sig i armen, hver gang man ser hans fødselsdato. Jude Bellingham fik sit helt store internationale gennembrud i forårets Champions League kampe, og han var også en del af den engelske EM-trup, der kom hele vejen til finalen ved EM i sommer.
Hvad må de engelske fans – der måske ikke ser så meget tysk fodbold – ikke have tænkt, da de så en ung knægt kontrollere den defensive midtbane med så stor ro og ikke mindst overblik.

At Bellingham var en mand fyldt med selvtillid under sommerens EM, har han også taget med sig ind på banen i Dortmund, hvor han tillige har lagt på i det offensive spil. To mål og fem assist er det blevet til for de sort-gule dette efterår, af en spiller der ellers primært gør sig i det defensive, når han er afsted med landsholdet.

3. Jamal Musiala, 18 år, Bayern München (8)

Endnu en 18-årig og igen en spiller med engelsk pas. Bayerns Musiala har dog i imidlertid valgt at bytte det blå engelske ud med et rødbedefarvet tysk et af slagsen, hvorfor han sidste forår kunne fejre sin debut for ”Die Mannschaft”. Det gjorde han da også med bravour, hvorfor det sidenhen er blevet til hele ni landskampe i 2021 og en enkelt scoring imod Nordmakedonien.

Hos Bayern München begyndte efteråret på bænken og som indskifter, da han stod bagerst i køen efter nogle af klubbens mange offensive spillere som Gnabry, Sané, Müller og Coman. Men efterhånden som skader og ikke mindst coronasmitte har ramt holdet, har Musiala tilkæmpet sig en fast startplads i perioden sen november-start december. Mindre flot bliver det da heller ikke af, at han i enkelte kampe har vist sig som en yderst stabil centralmidt, hvor han tidligere primært figurerede på kanten.

4. Youssoufa Moukoko, 17 år, Borussia Dortmund (4)

Rammer igen i år listen som nummer fire. Og igen igen, må vi bare sige, at hvis listen udelukkende var baseret på potentiale i forhold til alder, så havde Moukoko sandsynligvis været en sikker nummer et. Den unge angriber med rødder i både Cameroun og Hamborg – hvor han spillede i St. Paulis ungdomsafdeling inden skiftet til Dortmunds ditto – har endnu til gode at få det helt store gennembrud på seniorniveau. Således er det kun blevet til seks kampe og en enkelt assist i indeværende sæson, der først og fremmest er blevet ødelagt af en muskelskade.

Som sagt: Talentet er enormt og potentialet ligeså. Nu mangler vi bare at se det blive udfoldet fra Dortmunds nye ”Jahrhunderttalent”, der knækkede så mange rekorder som ungdomsspiller.

 

5. Giovanni Reyna, 19 år, Borussia Dortmund (6)

Den unge amerikaner med den store arv. Ikke kun fordi han er opkaldt efter to store fodboldkoryfæer fra nullerne, nemlig hans far og tidligere amerikansk landsholdsanfører Claudio Reyna samt den hollandske legende Giovanni van Bronckhorst. Men også fordi han på mange måder lignede den naturlige arvtager efter Jadon Sancho i Dortmunds startelver.

Det begyndte da også så godt for den unge amerikaner med to scoringer i de tre første kampe tilbage i august. Herefter tog Reyna med det amerikanske landshold til VM-kvalifikationskampe og vendte retur til Tyskland med en seneskade, der har holdt det unge kæmpetalent ude resten af efteråret. Øv, hvor har Reyna været hårdt ramt af muskelskader i sin allerede korte karriere, og nøj, hvor kunne det være spændende at se ham spille fast over en længere periode. Potentialet er der i hvert fald til at kæmpe med i toppen af denne liste, kan han ramme et helt kalenderår uden skader i 2022.

 

6. Odilon Kossounou, 20 år, Bayer Leverkusen (-)

Der var nok ikke mange danske fans af Bundesligaen, der kendte særlig meget til navnet Kossounou, inden Bayer Leverkusen lavede et regulært scoop og hentede en relativt ukendt ivorianer til midterforsvaret for bare 13 mio. euro denne sommer. Det skulle da altså kun lige være, fordi man var ekspert ud i belgisk eller svensk fodbold, hvor Kossounou har optrådt for henholdsvis Club Brügge og Hammarby.

Til trods for den unge alder har Kossounou spillet en ikke helt uvæsentlig rolle på et Leverkusen mandskab præget af forsvarskvaler og helt ufatteligt mange skader. Mens mere rutinerede forsvarsprofiler såsom Jonathan Tah har glimtet ved deres fravær, så har Kossounou steppet op og taget teten som makker i midterforsvaret til holdets absolutte defensive profil denne sæson, Edmond Tapsoba. Hele 20 kampe er det blevet til på tværs af både cupturnering, Europa League og Bundesliga for Kossounou i sin første halvsæson i Leverkusen.

 

7. Joško Gvardiol, 19 år, RB Leipzig (-)

Joško Gvardiols helt store indtog på den internationale fodboldscene kom ved denne sommers EM-slutrunde, hvor han skilte sig noget ud i en ellers aldrende kroatisk startelver. Her spillede hans fast som venstreback i en bagkæde ved siden af rutinerede kræfter som Dejan Lovren og Domagoj Vida.

Den unge forsvarsspiller blev hentet til Leipzig fra hjemlandets hovedstad og den velrenommerede Dynamo Zagreb-talentfabrik, hvor Red Bull-holdkammerat Dani Olmo også blev hentet. Gvardiol kan både spille midterforsvarer i en trebackkæde og venstreback i en firebackkæde. En ikke helt uvigtig egenskab på et hold som RB Leipzig, der har for vane at rotere meget i holdets formation. 16 Bundesligakampe og seks Champions League optrædener er det allerede blevet til for den unge kroat, der på rekordtid har udviklet sig til lidt af en fanfavorit i det østtyske grundet sit store smil og ivrige arbejdsmoral.

Det gik derfor heller ikke helt ubemærket hen, da han scorede sit første mål for klubben imod Mönchengladbach denne december til stor jubel blandt både holdkammerater og fans.

 

8. Tanguy Nianzou Kouassi, 19 år, Bayern München (11)

Når franske Nianzou Kouassi rykker et par pladser frem på dette års liste, skyldes det nok primært, at der er blevet tømt ud på de øverste pladser sammenlignet med sidste år. Meget spilletid er det nemlig ikke blevet til for unge Nianzou Kouassi, der måske snart bør kigge sig om efter en mulighed for at finde spilletid andetsteds. En låneaftale havde været oplagt, men eneste udfordring hertil er selvfølgelig Bayerns notorisk smalle trup på de defensive pladser.

Af selv samme årsag var undertegnede da også sikker på, at i år skulle blive Nianzou Kouassis helt store gennembrud, da han begyndte inde i sæsonens første runde. Den nye træner Nagelsmann er jo på ingen måde bleg for at bringe unge talenter i spil.

Det blev dog en anden ukendt ungdomsspiller, der stjal både spilletiden i Bayern forsvaret dette efterår, i kroatiske Josip Stanisic, som med sine 21 år lige præcis er for gammel til listen her. Det er Nianzou Kouassi med sine bare 19 år til gengæld slet ikke, og mon ikke den unge franskmand med rødder i den parisiske forstad, har større ambitioner end de ni indhop og 151 spilminutter han har opnået indtil videre i indeværende sæson?

 

9. Joe Scally, 18 år, Borussia Mönchengladbach (-)

Først Weston McKennie i Schalke, så Joshua Sargent I Bremen og dernæst Tyler Adams i Leipzig. For ej at glemme førnævnte Reyna eller hans tidligere klubkammerat Christian Pulisic. Bundesligaen har en særlig tiltrækningskræft, når det kommer til unge amerikanere. Således også i år, hvor det blev Borussia Mönchengladbachs tur til at introducere os for det næste store amerikanske talent: Den 19-årige højreback Joe Scally.

Joe Scally gjorde sig bemærket i en meget tidlig alder i hjemlandet, da han som bare 15-årig skrev kontrakt med New York City, og således blev den næstyngste MLS-spiller nogensinde, kun overgået af evighedstalentet Freddy Adu – ja, ham der var udråbt til den nye Messi men som blev kasseret til en prøvetræning i Randers. Mon ikke Joe Scally med sine 17 kampe og Bundesliga-debutscoringen mod Wolfsburg denne sæson, går en noget mere strålende karriere i møde end landsmanden Adu?

 

10. Georginio Rutter, 19 år, TSG Hoffenheim (-)

Hele 19 kampe med fire mål og fire assist til følge er det blevet til i denne sæson for angriberen Rutter. Den unge franskmand, der er et produkt af Stade Rennais ungdomsakademi, har taget store skridt efter ankomsten til Hoffenheim sidste vinter.  Unge Rutter viste et stort potentiale lige fra dag ét af i Tyskland, da han scorede det sidste mål i 4-0-sejren i hans debutoptræden mod Werder Bremen sidste februar. Inden da var han ankommet i Hoffenheim for en indkøbspris på bare 500.00 Euro (!) – et regulært scoop.

I Hoffenheim indtager han rollen som hængende angriber ved siden af holdets helt store stjerne Andrej Kramaric og bag holdets spydspids  – oftest enten Munas Dabbur eller Ihlas Bebou – i en 3-4-2-1-formation. Ikke noget dårligt selskab for en bare 19-årig franskmand, der sammen med resten af Hoffenheim holdet overvintrer på en fornem femteplads denne sæson.

 

11. Reinier, 19 år, Borussia Dortmund (-)

Sidste år var han at finde blandt listens boblere, men i år at det lige præcis lykkedes at finde plads til den unge brasilianske kreatør Reinier blandt de 12 bedste talenter i Bundesligaen. Det er ellers ikke fordi, at det spillemæssigt har været specielt meget mere prangende denne sæson end i forrige. Kun seks korte indhop i Bundesligaen er det blevet til denne sæson, suppleret med lidt flere minutter i Champions League.

Reinier fik sin professionelle debut tilbage 2019. Hans første kamp var i Copa Libertadores for hjemlandets Flamengo, der gik hen og vandt selvsamme turnering det år. En kæmpe triumf, der ikke gik ubemærket hen i Europa. Den store succes og ikke mindst Reiniers unge alder, fik hurtigt Real Madrid til at sende først bud og dernæst 30 mio. Euro afsted til Brasilien og Flamengo i bytte for Reinier. Her blev det til tre kampe for den spanske kongeklubs unge reserver, inden han blev udlånt for en toårig periode til Dortmund. Hvorvidt han kommer til at fortsætte i Dortmund, vender retur til Madrid eller finder en helt tredje destination næste sommer er svært at vurdere. Det helt store Bundesliga gennembrud lader i hvert fald vente på sig.

 

12. Wahid Faghir, 18 år, VFB Stuttgart (-)

Danske Faghir var et varmt emne blandt Europas topklubber efter han bombede løs i superligaen sidste sæson, for dernæst at afrunde sæsonen med at spille en blændende u21 EM-slutrunde for et sprudlende dansk landshold. På mange måder skal vi derfor prise os lykkelige over – som Bundesliga fans – at få den unge dansker med de afghanske rødder at se i Tysk fodbold.

Nu mangler vi så bare at se 18-årige Faghir få sit helt store internationale gennembrud på et Stuttgart hold, der ikke er bange for at bringe de unge i spil.

Det virkede da også som et helt oplagt skifte, da Stuttgart store profil sidste sæson, den lange østrigske angriber Sasa Kalajdzic blev vurderet skadet og ude hele efteråret. Faghir indeholder på mange måder flere af de samme kvaliteter som den fysisk stor spydsspids Kalajdzic holdets targetman og mål for holdkammeraternes indlæg.

Desværre er det ikke blevet til helt så mange spilminutter i efteråret som vi – med den danske klaphat – kunne have håbet på, hvor Faghirs absolutte højdepunkt blev udligningen i det 93. minut mod Union Berlin. Nemmere bliver det nok ikke i foråret for unge Faghir, når han skal konkurrere med en tilbagevendt Kalajdzic om spilletiden.

 

 

Boblerne

Blandt de nævneværdige spillere, som lige præcis ikke nåede listen i år, skal først og fremmest nævnes danske Zidan Sertdemir, der med sit 14 minutter lange indhop mod Hertha Berlin blev Bundesligaens næstyngste spiller nogensinde. Når han alligevel ikke er med på listen, skyldes det, at vi endnu har til gode at se, hvad han kan på højeste niveau, og at hans debut naturligvis skyldtes de ufatteligt mange skader i Leverkusen dette efterår. Han er allerede udskreget til den nye Kai Havertz eller Florian Wirtz, og skulle han da også formå at tilkæmpe sig en fast plads i førsteholdtruppen, så vil han være en naturlig tilføjelse til denne liste næste år.

En anden oplagt kandidat er naturligvis Sertdemirs kollega på både ungdoms- og førstehold i Leverkusen, Iker Bravo. Stortalentet der kom til fra Leverkusen fra Barcelonas La Masia akademi, fik debut sammen Zidan Sertdemir og blev således Bundesligaens tredjeyngste debuitan  nogensinde kun overgået af netop Zidan Sertdemir samt Youssoufa Moukoko. Det er derfor også mange af de samme overvejelser, der gør at Bravo – ligesom Sertdemir – må lade sig takke med en plads blandt bejlerne.

Leverkusen har generelt været dygtige til at inddrage en række kæmpetalenter på et ellers skadersplaget mandskab denne sæson, hvorfor den ecuadorianske forsvarspiller Piero Hincapié også fortjener at blive nævnt.

Belgiske Aster Vranckx har fået ni kampe for Wolfsburg, efter ankomsten denne sommer. Desværre har hans bidrag været lige så lidt ophidsende som resten af folkevognsklubbens præstationer dette efterår, hvorfor han lige præcis ikke når med på dette års liste.

Af andre spillere, der bør nævnes, er Stuttgarts franske kantspiller Tanguy Coulibaly særligt værd at bemærke, da han har fået en pæn håndfuld kampe i det sydtyske. Dernæst bør vi også nævne de to Gladbach talenter Luca Netz og Manu Koné, der begge har fået en håndfuld kampe på henholdsvis venstreback og centralmidt på et yderst svingende Gladbach hold.

To af de helt store forsvarstalenter fra sidste sæson er Kölns Noah Katterbach og Bochums Armel Bella-Kotchap. Begge spillede fast i henholdsvis 1. og 2. Bundesliga forrige sæson suppleret med en række u21 landskampe. I denne sæson er det dog kun blevet til en enkelt Bundesligaoptræden for Katterbach og otte kampe for Bella Kotchap, hvilket ikke er nok til at ramme denne liste.

En anden klub, der foruden Leverkusen er garant for at give de helt unge chancen, er Hoffenheim, hvor både hollandske Melayro Bogarde i forsvaret og tyske Angelo Stiller på den defensive midtbane bør nævnes.
I Dortmund har den også en hel generation af spændende spillere rendende rundt under Mike Tullbergs ledelse. Jamie Bynoe-Gittens, Nnamdi Collins, Bradley Fink, Abdoulaye Kamara og Julian Rijkhoff er således udnævnt som fremtidens stjerner, og særligt Jamie Bynoe-Gittens kan vi mpåske finde på næste års liste, hvis han holder sig skadesfri.

Til sidst men ikke mindst skal der lyde en ’honorable mention’ til de to østrigere, forsvarsspiller David Nemeth i Mainz og kantspiller Patrick Wimmer i Bielefeld, samt danske Frederik Winther, der fik debut Bundesligadebut for Augsburg i dette efterår.

 

Se listen fra 2021

Se listen fra 2020

You may also like
Meisterschale, Bundesliga, Optakt
Top 12 – Bundesligaens største talenter i 2025
Leverkusen, stadion
Sæsonoptakt: Bayer Leverkusen – kunsten at forbedre den perfekte sæson
De største talenter i 2. Bundesliga, Ouédraogo
De største talenter i 2. Bundesliga – Fra Ouédraogo og Uzun til Urbig og Faghir
Meisterschale, Bundesliga, Optakt
Top 12 – Bundesligaens største talenter i 2024