Siden OB’s europæiske debut i 1978 havde klubben stadig til gode at spille sig videre fra første runde af de europæiske turnering. I 1993 spillede de to tætte opgør mod Arsenal og røg ud med et måls forskel, men fik tilkæmpet sig 1-1 på Highbury, hvorfor resultatet i dagbladene døbes ‘Miraklet på Highbury’. Der skulle dog kun gå et år før, at klubben leverede et endnu større mirakel og samtidig brød forbandelsen med at ryge ud efter første runde.
OB – 1. FC Kaiserslautern, 2. runde, UEFA Cuppen
1. Kamp: 18. Oktober 1994, Fritz-Walter Stadion
2. Kamp: 2. November 1994, Odense Stadion
Perioden omkring århundredeskiftet er for Odense Boldklub præget af en svingende tilværelse. Klubben når et højdepunkt ved at vinde det danske mesterskab i 1989, og i 1991 vinder OB pokalturneringen, men succesen er kun kortvarig. da klubben i 1992 rykker ned i den næstbedste række, hvor der ventede lokalopgør mod B1909 og B1913 fremfor opgør mod Brøndby, AaB og AGF.
Nedrykningen fører til udskiftning på trænerposten, hvor Roald Poulsen, der havde ført klubben til mesterskab og pokaltitel, fyres til fordel for ungdomstræneren Kim Brink. Tiltrædelsen af Brink som cheftræner vakte opsigt blandt målmandslegenden Lars Høgh:
“Jeg må blankt erkende, at jeg var skeptisk, da Kim Brink pludselig overtog styringen. Jeg havde mest opfattelsen af, at han var sådan en lidt underligt fodboldprofessor, som hørte hjemme i ungdomsafdelingen. Det var et sats, tænkte jeg, at trække ham ind på et tidspunkt hvor vi blot havde et halvt år til at vende tilbage til Superligaen. Jeg tog fejl, der skete en masse, da Kim Brink overtog styringen”.
Strukturen var på denne tid anderledes end den nutidige form, da holdene efter en halvårlig sæson blev inddelt i slutspil om mesterskabet og kvalifikationsspil med hold fra 1. division om at rykke op i Superligaen.
OB ender på andenpladsen i kvalifikationsligaen efter B1909 og er tilbage i den bedste række, hvilket blot bliver starten på Kim Brinks succesfulde periode i Odense. I sin tilbagevendende sæson ender klubben på andenpladsen og vinder samtidig pokalturneringen. Kim Brinks tropper havde vendt nedturen ovenpå nedrykningen, og nu venter en retur til Europa. Her bliver det dog til et hurtigt exit efter to tætte kampe mod Arsenal. Resten af sæsonen 1993/94 udmønter sig i en fjerdeplads, hvilket i den sæson er nok til europæisk kvalifikation. Det er mest af alt en sæson, der for Odenses vedkommende huskes for, at man hjælper Silkeborg til det danske mesterskab ved at besejre den nærmeste konkurrent FC København i sidste spillerunde på et mål i overtiden.
I Sommerpausen mister den fynske trup profilerne Thomas Helveg, Brian Steen Nielsen, Lars Brügger og Stig Tøfting. Omvendt henter klubben spillere som Johnny Hansen tilbage efter ophold i Ajax samt den talentfulde fynbo Ulrik Pedersen fra Dalum. Derfor består holdet af profiler som Lars Høgh, Steen Nedergaard, Carsten Dethlefsen, Brødrene Hemmingsen, Morten Bisgaard, Michael Schjønberg, Jess Thorup og topscorer Alphonse Tchami.
De indleder sæsonen med at gå ubemærket hen over estiske Flora Tallinn og nordirske Linfield i kvalifikationen og første runde af UEFA Cuppen. Derfor går OB ind til anden runde som undertippede, hvor holdet møder 1. FC Kaiserslautern.
Modsat i dag, hvor Kaiserslautern tumler rundt med en tilværelse i 3. Liga, oplever klubben i 1990’erne sin seneste storhedstid, hvor den med en undtagelse af en nedrykning, var en konkurrent i toppen af tysk fodbold. Die roten Teufelvinder Bundesligaen for tredje gang i 1991 – første mesterskab siden 1953 – og de to mellemliggende sæsoner frem til 1993 byder på en femteplads og ottendeplads. Sidstnævnte koster Rainer Zobel jobbet som cheftræner, og han får derfor kun en enkelt sæson i trænersædet, inden han erstattes af Friedel Rausch. Han har tidligere opnået succes i Schweiz, hvor han vandt pokalturneringen med Luzern, hvorefter han blev træner i Basel, inden karrieren bragte ham mod Kaiserslautern.
Sæsonen 93/94 er hans første i Tyskland, og her træner han et hold bestående af profiler som Andreas Reinke på mål, et forsvar med Andreas Brehme og vetranen Wolfgang Funkel, en midtbane med Ciriaco Sforza, Michael Lusch og talentfulde Marco Haber, samt et angreb med Pavel Kuka og Stefan Kuntz, hvor sidstnævnte deler prisen som Bundesligaens topscorer med Frankfurts Anthony Yeboah.
Derudover består truppen også af Thomas Hengen og Thomas Ritter, der to år senere var med for Karlsruhe da Brøndby leverede Das Dänische Wunder vom Wildpark. Holdet sikrer sig andenpladsen kun et point efter Bayern München og fire point ned til de nærmeste forfølgere. Derfor kvalificerer holdet sig til UEFA Cuppen, som i første runde byder på modstand fra islandske ÍA Akranes. Det bliver til sikkert avancement efter samlet 8-1, hvorfor de tyske vicemestre skal møde De Striwede fra Fyn i anden runde.
Hemmingsens hammer på Fritz-Walter Stadion
Der er optimisme i Ådalen, inden første kamp på Fritz-Walter Stadion, da holdet i Superligaen er ubesejrede i otte kampe og kun har tabt to gange i de første tolv runder. Sidste kamp inden afrejse til Tyskland vinder de med 2-1 over Lyngby på mål af Schjønberg og Jess Thorup. Status for Kaiserslautern er også god, da holdet ligger på en femteplads efter ni runder med kun to nederlag. Det ene mod førerholdet Dortmund. Trods en femteplads har holdet dog ikke vundet i tre kampe træk, da det bliver til uafgjort mod de andre tophold, HSV og Bayern München, mens sidste kamp inden OB’s besøg byder på et 1-0 nederlag til bundholdet Dynamo Dresden.
Første gang OB og Kaiserslautern mødtes var i Toto Cuppen 1978/79. Her sejrede sydtyskerne efter 2-1 og 4-1, det er derfor et OB hold, der den 18. oktober 1994 kan gå ind til kampen på jagt efter revanche. Det er som ventet en kamp, hvor Kaiserslautern har spilovertag, men odenseanske fightervilje er ikke let at overkomme. Lars Høgh er i topform, og trods pres fra Die roten Teufel går holdene til pause med 0-0. OB kan være tilfredse med at holde nullet, mens Kaiserslautern ikke er tilfredse med at kunne knække den danske defensiv.
Efter pausen er billedet det samme, men til alles overraskelse er det OB, der formår at skabe den største chance efter at Carsten Hemmingsen med et brag på overliggeren ligger et varsel for kampens sidste tredjedel. I det 72. minut får Hemmingsen endnu en mulighed, da han modtager bolden fra Jens Melvang på midten af tyskernes banehalvdel, hvorefter han driver den mod målet og forsøger sig med et langskud udenfor feltet, hvor Reinke kan se bolden passere i det fjerne hjørne. Drønet går i mål, og OB’s spillere løber efter lillebror Hemmingsen i iveren for at fejre den overraskende føring og det vigtige udebanemål.
Efter kampen udtaler han om målet: “hvorfor skød jeg? Jamen det plejer jeg at gøre, selvom de siger, at jeg efterhånden har fjernet alle pølseskure og toiletter på de danske stadioner”.
Føringen presser Kaiserslautern til at komme frem på banen og udligne målet, hvilket er tæt på at ske kun to minutter senere. Trods OB forsvarets fight får Kaiserslauterns Kuka en stor chance i feltet efter flot opspil, som Høgh dog redder til hjørnespark. Hjørnesparket tages af Sforza, der sparker til bolden med en blød bue, der passerer spillerne i feltet og Lars Høgh, som efter tæt markering af en tysk spiller, viste et øjebliks skrøbelighed efter en ellers god kamp. Bolden drejer bag om det fjerneste hjørne og går i mål på direkte hjørne. Tre minutter efter føringsmålet er der udlignet og kampen står 1-1.
Blot tre minutter senere får OB spillet topscoreren Tchami i dybden, hvor han løber mod Reinkes mål med to forsvarer efter sig. Det kunne være blevet en stor chance, hvis ikke camerouneren tog bolden ned med armen, hvorfor han får sit andet gule kort og dermed sendes tidligt i bad. De Striwede fra Fyn må derfor spille resten af kampen i undertal og undvære angrebsprofilen i returkampen, men Kaiserslautern formår kun at omsætte overtallet til spilovertag, der løber ud i ingenting. Derfor ender kampen overraskende 1-1. Et resultat som Fyens Stiftstidende betegner som ‘imponerende og formidabelt flot’.
Andreas Brehme vs Lars Høgh
I Superligaen formår OB ikke at vende det flotte resultat til sejre, da de i den mellemliggende periode mister smilet i Smilets by ved at tabe 5-0 til AGF og spille 1-1 mod Ikast FS. Det kunne tyde på, at fokus er på den europæiske returkamp, men det gider Kim Brink ikke at høre på. I ugerne op til returkampen er han godt og grundigt træt af, at ethvert interview drejer sig om Kaiserslautern, der af mange betegnes som den hidtil største kamp i klubbens historie. Til medierne udtaler han frustreret og anspændt, at “det er næsten ikke til at holde ud”.
Bedre går det for Kaiserslautern, der går ubesejret gennem de to mellemliggende kampe ved at spille 1-1 på hjemmebane mod Bundesligaens andenplads fra Werder Bremen og vinde 2-0 på udebane mod nyoprykkede VfL Bochum. Det ere med tre mål fra Brehme, Kuka og Sforza, så profilerne synes klar til returkampen i Odense.
14.200 tilskuere sidder 2. november klar på et tætpakket Odense Stadion, hvor de skal se, om OB kan gøre arbejdet færdigt, eller om Kaiserslautern som ventet drager fordel af favoritværdigheden. I fraværet af Tchami ser de et kompakt OB hold med kun Jess Thorup i angrebet. Derfor forløber kampen også som ventet med et angribende Kaiserslautern mandskab, der presser på fynboernes banehalvdel. Særligt er fokus på stjernen Andreas Brehme, der holder OB’s spillere og tilskuere beskæftiget med sin teknik og overlegne boldbehandling. På forhånd er der fokus på hans farlige langskud, og han kommer også frem til flere chancer i kampen, hvor han mødes af et gys fra publikum, hver gang han er på skudhold. Det omsættes dog ikke til chancer, da begge hold går målløst til pausen.
Efter pausen satser Kaiserslautern offensivt, da Thomas Hengen og Michael Lusch skiftes ud for Martin Wagner og Stefan Kuntz. Det er ved at give pote, da der på kanten af feltet dømmes frispark, som eksekveres af Martin Wagner og tvinger Lars Høgh til at diske op med en sand parade i målet.
Det lykkes dog OB at arbejde sig ind i kampen og bryde tyskernes spil fra hinanden. Holdets nådesløse fight og syngende tacklinger giver mod på at presse modstanderen, og særligt Michael Schjønberg viser ingen nåde på midtbanen. Michael Hemmingsen styrer forsvaret i hård hånd, mens brormand Carsten konstant er i haserne på Sforza, som ikke får spillet til at fungere. Intensiteten vokser på tribuneren og stemningen stiger i takt med at et overraskende avancement er inden for rækkevidde.
I sidste del af kampen hjælpes OB på vej af speakerens ihærdige opfordring til at støtte holdet, og de heroisk kæmpende fynboere lykkes sensationelt med at holde sydtyskerne fra scoring. I et interview kort efter kampen udtaler Jess Thorup omgivet af en masse feststemte fans:
”Vi har hjemmebane, og vi ved, at vi altid spiller godt hjemme, så vi gik på med frisk mod. Så måtte det bære eller briste, og det er jo bare lækkert”. De Striwede fra Fyn har slået Kaiserslautern ud på reglen om udebanemål og er overraskende videre til næste runde, hvor der venter en på papiret endnu stærkere modstand, da OB skal op mod Real Madrid.
Miraklet i Madrid og Schjønbergs heltestatus i Kaiserslautern
I Mesterholdenes turnering anno 1990 mødte fynboerne Real Madrid for første gang, og det blev en spansk leksion med samlet avancement på 10-1. Derfor virker det forståeligt, hvis Kongeklubben anser OB som en overkommelige modstander på vejen mod titlen, men de ved på det tidspunkt ikke, at Lars Høgh og Co., har tænkt sig at spille deres livs kamp, der overskygger den i forvejen store præstation det var, at slå Kaiserslautern ud.
Efter at have bragt sig foran lige før pausen, taber OB 3-2 i Odense på mål af Michael Laudrup i 90. minut. Derfor er fynboerne ikke levnet mange chancer for videre avancement på Santiago Bernabéu. Måske er det forklaringen på, at der kun dukker 50.000 tilskuere op til returopgøret i Madrid. De får set en kamp, de ikke har drømt om, for trods overtag og et væld af chancer til Real Madrid kan de ikke få bolden ind bag en storspillende Lars Høgh. Det udnytter OB til at skabe spænding i kampen efter 70. minutter, da Ulrik Pedersen scorer sit første mål i den stribede trøje, der i dagens anledning er neongul. Føringen giver fynboerne blod på tanden, og de fuldfører det utænkelige mirakel i kampens sidste minut, da Morten Bisgaard får bolden ind bag målmanden Santiago Cañizares og sikrer en af de største enkeltstående præstationer i dansk klubfodbold. ‘Miraklet på Highbury’ er nu overgået af ‘Miraklet i Madrid’.
Derfor venter Parma i kvartfinalen, hvor fynboerne taber 1-0 på udebane i første kamp. Derfor er der stadig tro på den første danske plads i en europæisk semifinale siden Brøndby fire år forinden røg ud til Roma. Troen bliver dog ikke realiseret til virkelighed, og efter to tætte kampe ender det europæiske eventyr med fynsk exit efter 0-0 i Odense.
OB slutter sæsonen på ottendepladsen i Superligaen, men kan se tilbage på en af de største europæiske præstationer i dansk fodbold.
Ovenpå det skuffende europæiske exit slutter Kaiserslautern på fjerdepladsen i Bundesligaen, kun tre point fra mestrerne Dortmund, hvorfor holdet på ny kvalificerede sig til Uefa Cuppen. Til trods for det smertelige exit får kampene mod OB den ekstra bonus, at klubben for alvor får øjenene op for Michael Schjønberg, der godt nok havde en fortid i Hannover. De køber ham fri i OB i 1996, og her er han med til at skrive tysk fodboldhistorie, da Kaiserslautern i 1998 vinder det tyske mesterskab som oprykkere.
1. kamp: 18. Oktober 1994, Fritz-Walter Stadion
1. FC Kaiserslautern:
Andreas Reinke, Andreas Brehme, Wolfgang Funkel, Thomas Hengen, Miroslav Kadlec, Thomas Ritter, Axel Roos, Michael Lusch, Ciriaco Sforza, Pavel Kuka, Olaf Marschall
Træner: Friedel Rausch
OB:
Lars Høgh, Carsten Dethlefsen, Michael Hemmingsen, Steen Nedergaard, Michael Schjønberg, Morten Bisgaard, Johnny Hansen, Carsten Hemmingsen, Jens Melvang, Alphonse Tchami, Jess Thorup
Træner: Kim Brink
Mål:
72’: Carsten Hemmingsen (0-1)
75’: Ciriaco Sforza (1-1)
Udskiftninger (ind/ud):
46′: Marco Haber/Michael Lusch
61′: Matthias Hamann/Wolfgang Funkel
82′ Torben Sangild/Jess Thorup
82′: Jesper Hjorth/Morten Bisgaard
Dommer: Laszlo Vagner (Ungarn)
Tilskuertal:19.900
2. kamp: 2. November 1994, Odense Stadion
OB:
Lars Høgh, Carsten Dethlefsen, Michael Hemmingsen, Steen Nedergaard, Ulrik Pedersen, Michael Schjønberg, Michael Bisgaard, Johnny Hansen, Carsten Hemmingsen, Jens Melvang, Jess Thorup
Træner: Kim Brink
1. FC Kaiserslautern:
Andreas Reinke, Andreas Brehme, Matthias Hamann, Thomas Hengen, Miroslav Kadlec, Thomas Ritter, Axel Roos, Marco Haber, Michael Lusch, Ciriaco Sforza, Pavel Kuka
Træner: Friedel Rausch
Udskiftninger (ind/ud):
46’: Martin Wagner/Thomas Hengen
46’: Stefan Kuntz/Michael Lusch
72′: Torben Sangild/Morten Bisgaard
76′: Jesper Hjorth/Ulrik Pedersen
Dommer: Philippe Leduc (Frankrig)
Tilskuertal:14.200
Kilder:
1. FC Kaiserslautern – OB
https://www.youtube.com/watch?v=r0F4ZvMlPBM&t=4s
OB – 1. FC Kaiserslautern
https://www.youtube.com/watch?v=oqoknIwY_9Q&t=3s
Borberg, P. & Lauritsen, T. A .: De stribede fra Fyn – historien om Odense Boldklub, Asborg 2011.
foto: www.fck.de