bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Eintracht Frankfurt > Tysk arrogance og et dansk eventyr i Europa

Tysk arrogance og et dansk eventyr i Europa

Efter at have vundet det danske mesterskab de to forrige sæsoner må Brøndby IF skuffende nøjes med sølvmedaljer i 1989. Guldet ryger til Fyn, hvor OB vinder klubbens hidtil seneste mesterskab. Brøndby må derfor se fynboerne tage den danske plads i mesterholdenes turnering, hvorfor Morten Olsens mandskab skal prøve kræfter med UEFA Cuppen for første gang siden 87’. Holdet får ingen let start på den europæiske tilværelse, da de trækkes op af bowlen sammen med de tidligere vindere af turneringen Eintracht Frankfurt, der har oprustet gevaldigt og sæsonen inden er sluttet som nummer tre i Bundesligaen. Der venter derfor en stor udfordring for den danske klub med store europæiske drømme.  

 

Brøndby IF – Eintracht Frankfurt, 1. runde, UEFA Cup
1. kamp: 19. September 1990 i København
2. kamp: 3. Oktober 1990 i Frankfurt

Dette er historien om en tysk storklub mod en dansk forstadsklub fra den københavnske vestegn, hvor favoritten ikke var svær at udpege. Problemet med eventyr er blot, at den undertippede har det med overraske, og denne fortælling er ingen undtagelse.

Sæsonen 1989 udvikler sig i en forkert retning for Brøndby, og det ender skuffende kun med sølvmedaljer og et tidligt exit fra Mesterholdendes turnering, hvor Club Brügge bliver eneste modstander. Derudover oplever holdet en større udskiftning med afgange fra Claus Nielsen og Jan Bartram, mens Brian Laudrup, Kent Nielsen og Per Steffensen søger nye græsgange efter at have vundet pokalturneringen mod Ikast fS. Pokaltriumfen retter dog ikke op på den skuffende andenplads, der ikke var acceptabel for en klub med en ambitioner om at komme i en europæisk semifinale i senest 1991. Per Bjerregaard kaldte det efter sæsonen “det dummeste jeg nogensinde har sagt” og anså ambitionen for svær at opnå.

Spillerafgange er ikke det eneste, som klubben lider under efter sæsonen, da også den daværende cheftræner Ebbe Skovdahl trækker sig for posten. Derfor går jagten ind på en ny træner, som kan give Brøndby det næste skridt mod at genvinde mesterskabet og give fornyet tro på målsætningen om europæisk succes. Manden der skal realisere de høje forventninger bliver Morten Olsen, som efter en lang karriere med klubber som Anderlecht og 1. FC Köln samt 102 landsholdskampe på CV’et, lægger støvlerne på hylden og får sin første trænergerning på Vestegnen. Han tager med sig en ny revolutionær håndtering, der kræver mere disciplin, hårdt fysisk arbejde og masser løbepensum. Han har tidligere kaldt danskere fodboldspillere for ‘nogle dovne hunde’ og er i gang med at lære spillerne om livet som professionel. Kort sagt har han taget den tyske mentalitet og ‘ordnung muss sein’ med til Vestegnen. Spillemæssigt videreudviklet han Ebbe Skovdahls presfodbold og stiller gerne op i en 3-4-3, med målsætningen om at presse modstanderen konstant skal til at miste bolden.

Holdet er profilfyldt og består blandt andre af Peter Schmeichel på mål, Uche Okechukwu og Lars Olsen i forsvaret, Kim Vilfort og hjemvendte Kim Christofte på midtbanen og Bent ‘Turbo’ Christensen i angrebet. Sidstnævnte er en habil målscorer og efter de første otte kampe har han scoret otte mål. Han er altså i topform inden Frankfurt sætter kursen mod Danmark.

Eintracht Frankfurt kvalificerede sig til UEFA Cuppen gennem en tredjeplads i Bundesliga sæsonen 1989/90, hvilket gav en tilbagevenden til turneringen, de ikke havde deltaget i siden 1980, hvor FC Sochaux blev endestationen i sekstendelsfinalen. Det var holdets bedste placering siden 1975, så sæsonen kan betegnes som klubbens comeback til toppen af tysk fodbold, da de siden 1982 levede en ustabil tilværelse. I perioden 1982-89 var klubbens bedste resultat en ottendeplads, mens klubben to gange reddede eksistensen i Bundesliga gennem sejre i Relegationsspiel over MSV Duisburg i 84’ og 1. FC Saarbrücken i 89’. Mens klubben haltede efter i ligaen, så det anderledes positivt ud i cup-turneringerne, hvor det i 1982 og 1988 blev til sejre i DFB pokal og to kvartfinaler i UEFA’s Cup Winners Cup.

Frankfurt indleder sæsonen 1990/91 med at være ubesejrede i de første seks kampe inden mødet med Brøndby. Holdet begynder med en sprudlende offensiv, og i løbet af de første tre runder har Frankfurt sejret 3-0 og 5-1 mod Karlsruhe SC og Fortuna Düsseldorf. Mere bekymrende er det dog, at holdets tre sidste kampe inden afrejsen mod Danmark ender med to gange 0-0 og 1-1. Det rækker dog stadig til Bundesligaens andenplads.

Frankfurt har et slagkraftigt hold som er blandt de bedste i tysk fodbold å det tidspunkt, og et hurtigt kig ned over profilerne viser også holdets styrke. Op til sæsonen forstærker træner Jörg Berger sin offensiv ved at hente tyske Andreas Möller fra Dortmund og Anthony Yeboah fra 1. FC Saarbrücken. Ghaneseren skal godt nok bruge lidt tilvænningstid i sin nye klub, men i både 1993 og 1994 slutter han som Bundesliga Torjäger og får senere en flot karriere I både Leeds og HSV.

Andreas Möller får hurtigt en vigtig rolle på Bergers mandskab, og i de første seks kampe viser han sig vigtig i de målgivende situationer med to assist og tre mål. Udover Möller består midtbanen også af Uwe Bein, der ligeledes er med til at vinde VM med det tyske landshold den samme sommer. Udover Yeboah består angrebet af Turowski og Eckstein, der alle tre er hurtigløbere. På mål har holdet veteranen Ulrich Stein, som havde seks landskampe på cv’et og b.la. var reserve for Tyskland under VM 1986. I forsvaret dirigerer libero Manfred Binz, der bliver en del af det tyske landshold efter VM 1990, men hvis landsholdskarriere slutter allerede to år senere. Hans sidste landsholdskamp er nederlaget til Holland i EM 1992, hvor han begår en stor fejl, der bliver kostbar. Herfra spiller han aldrig en landskamp igen, selvom han af mange indstil da var udset som Tysklands nye libero.

Det er et hold af fascinerende spillere, men den mest fascinerende historie gemmer træner Jörg Herber dog på. Han var oprindeligt fra Østtyskland, og han var af mange også udset som en kommende østtysk landstræner, da han i 1979 tager til Jugoslavien som træner for det østtyske ungdomslandshold. Her vælger Herber dog at flygte til Vesttyskland for at skabe sig en karriere og et bedre liv. Som træner bliver han kendt som lidt af en brandmand, da han sjældent er længe i de klubber, han træner, og da hans evner som motivator er med til at få små mandskaber til at levere over evne.

Evnen til at få små hold til at overleve ligger Herber ganske nær, da han selv jævnligt skal kæmpe for overlevelse. Som prominent afhopper fra Østtyskland er han konstant jagtet af det hemmelige østtyske politi, Stasi, der ved flere lejligheder forsøger at dræbe ham. Blandt andet forsøger de at forgifte ham, da han er træner KSV Hessen Kassel, men uden held. Jörg Berger finder først ud af, at han har været udsat for mordforsøg, da Stasi-filerne blivet frigivet efter genforeningen af Vest og Østtyskland. En genforening der i øvrigt bliver officiel, da Frankfurt og Brøndby mødes i returkampen I Tyskland.

”De regner os ikke for noget”

Den 19. September 1990 møder der 12.400 tilskuere op i Københavns Idrætspark, og de bliver vidne til et historisk opgør, der tager en uventet drejning. Brøndby havde tidligere overrasket mod tyske hold, da de i 1986 under klubbens første europæiske deltagelse slog de østtyske mestre Dynamo Berlin. Det førte til en kvartfinaleplads i Mesterholdenes turnering, men siden da var det blevet til hurtig europæisk exit på vestegnen. Morten Olsen udtaler op til kampen “de regner os ikke for noget, og de respekterer os heller ikke (…) for dem er det en match, der blot skal overstås. Men forhåbentlig kan vi vise dem noget andet” og han vurderer samtidig, at Frankfurt er blandt Europas 15-20 bedste hold, mens Brøndby ligger mellem nummer 50-150.

Det kan dårligt gå galt for tyskerne, som i lettere arrogant stil først ankommer til København aftenen før kampen og samtidig frabeder sig muligheden for at træne i Idrætsparken.

Bent Christensen husker optakten til kampen således: “De var meget arrogante, lige på grænsen til det usympatiske. Jeg husker tydeligt, da de kom til Idrætsparken med Uwe Bein, Andreas Möller, Uli Stein og Tony Yeboah – alle monsterstore navne i den tyske liga. De sansede os ikke, når vi mødte dem i spillertunnellen eller gik rundt før kampen. Men vi havde det sådan ‘bare vent, til kampen bliver fløjtet i gang, så skal i få at se.’ Det kan godt være i ikke kender os nu, men i vil de næste 90 minutter finde ud af, hvem vi er.”

Måske er tyskernes arrogance for stor, for allerede efter ni minutter går det galt for Frankfurt. Uche Okechukwu driver langs venstrekanten og tramper sig forbi modstanderne. Binz formår at indhente ham og få tacklet bolden, men Uche vinder bolden igen og fortsætter sit drive mod Ulrich Stein i målet. Efter at være kommet forbi endnu en spiller i det tyske forsvar og med et drøn fra højrefoden afslutter han resolut i det modsatte hjørne. Brøndby er foran, jubelbrølet kan bryde ud i Idrætsparken, og Uche gør sig foreviget på Vestegnen. Derfra sidder Brøndby på spillet, hvor især Erik Rasmussen dirigerer offensiven med sine driblinger og bolde i dybden. Gennem det høje presspil lykkes det at ryste Frankfurts spillere, som var det hyggebold i fælledparken.

Brøndby går til pause med en føring på 1-0, og det tyske mandskab kan derfor stadig nå at vende kampen. I Brøndbys omklædningsrum går snakken på, at holdet skal fortsætte, så man kan lukke kampen med flere mål. En fin plan, for efter 55 minutter får Jens Madsen bolden på midten og efter et træk frem i banen prikker han bolden mellem to tyskere, hvor Bent Christensen løber i dybden. Ulrich Stein kommer hurtigt ud af målet, men angriberen lader sig ikke kyse og løfter elegant bolden over den tyske målmand.

Måske var det kampen mod Frankfurt, der var med til at gøre Bent Christensen til et varmt navn syd for grænsen. I hvert fald blev Turbo solgt efter sæsonen til Schalke, der gjorde ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde ved at sende fem millioner D-Mark til Vestegnen.

I Danmark var han kendt som Turbo-Bent grundet sin høje fart, men tiden i Schalke blev ikke nogen succes, og de manglende mål gav ham i stedet øgenavnet Trabi-Bent opkaldt efter de gamle Trabant biler, der i øvrigt udgik af produktion samme år.

Denne september aften, er der dog ingen, der ler hånligt af Bent Christensen, der med sit mål bringer Brøndby foran 2-0. Selv Morten Olsen jubler begejstret på sidelinjen med assistenten John Frandsen og formand Per Bjerregaard.

Ni minutter senere får de mere at juble over, da Kim Christofte øver sit korte tilløb til straffespark inden EM 92’ to år senere, og selvom Stein går til den rigtige side, kan han ikke forhindre, at måltavlen lyser 3-0. I øvrigt spiller Christofte en stor kamp og har succes med at mandsopdække Andreas Möllers til dennes store irritation.

Bent Christensen husker Frankfurts passivitet og irritation: “De havde jo ikke noget modtræk. De der ego-typer, som var store stjerner, vidste ikke, hvad de skulle gøre, når båden begyndte at vippe. Hvem skulle så tage styringen, hvem var det, der lige skulle sige ‘Drenge, så gør vi sådan her?’. I stedet hoppede de over i hver deres båd. Nu skulle de bare sørge for, at det ikke var dem personligt, der blev svinet til i Bild Zeitung og de andre aviser. De begyndte at spille individuelt, og det betød så bare, at vi blev endnu bedre.”

Det er måske årsagen til, at Olsens tropper virker ustoppelige og fortsætter med at angribe lystigt. Målet til 4-0 kommer efter 80 minutter og er en sand pragtpræstation, som for alvor driver gæk med det efterhånden sårede forsvar. Efter småspil i hurtige pasninger mellem angrebsparret Torben Frank og Bent Christensen finder sidstnævnte Jens Madsen på kanten af feltet. Han tager et skridt mod målfeltet, dribler forbi en tysker, afleverer bolden til en fri medspiller i feltet og får den elegant tilbage med en et-to aflevering. Han scorer, og den hårdtprøvede Uli Stein må nok en gang hente bolden ud af nettet. Fire minutter senere lukker danskerne kampen, da Bent Christensen modtager bolden på kanten af feltet fra Frank Pingel og afgør kampen med cifrene 5-0.

Brøndby har udspillet Frankfurt og straffet den tyske arrogance. Den hårde træning under Morten Olsen ser ud til at virke, og Politiken skriver efterfølgende, at “Brøndby leverede en formidabel præstation – vel nok den bedste et dansk klubhold nogensinde har lavet i Europa. I store perioder var der tale om dansk opvisning”. Frankfurts træner Jörg Berger havde set målløs til på sidelinjen og til pressemødet efter kampen udtalte han “det er det smerteligste og mest bitre nederlag i min tid i Frankfurt.”

Genoprejsning og genforeningen

To uger senere spilles returkampen i Tyskland på dagen, hvor Øst og Vest officielt bliver genforenet. Eintracht Frankfurt skal forsøge at revanchere det smertefulde nederlag. Opvarmningen begynder med, at Peter Schmeichel løber ned i den forkerte ende til sin målmandstræning, men trods tilråb fra Frankfurts mest fanatiske fans, lader han sig ikke kyse. Heller ikke da Frankfurts målmand Uli Stein vil fjerne ham fra målfeltet, er han meget for at forlade opvarmningen.

Brøndby stiller op i samme opstilling som fra første kamp, men Frankfurt skifter hele fire mand i forhold til første opgør. Blandt andet bliver Sippel erstattet i angrebet af Yeboah, og det viser sig som en klog beslutning. Allerede efter fem minutter bringer Ghaneseren Die Adler foran med 1-0. Det tyske mandskab har lagt arrogancen væk, og i stedet presser de Brøndby, som ikke får sat mange afleveringer sammen. Rollerne fra første kamp er byttet rundt, og den tidlige føring skaber et håb. Efter 22 minutter gør Yeboahs angrebsmakker, Dieter Eckstein, det til 2-0, og Brøndbys føring smuldrer langsomt.

Bent Christensen husker kampens første halvdel og beskriver den således: “Vi kom under et kolossalt pres dernede i returkampen. Der kom andre boller på suppen. Yeboah scorede direkte oppe i krydset på en ordentlig hammer. Jeg husker at Erik Rasmussen blev flået ud efter et kvarter, og John Faxe kom ind. Jeg rørte ikke bolden de første tyve minutter, vi blev simpelthen blæst bagud. Vi var fuldstændig spillet ud. Vi havde ikke været over midten, men fik så en to mod to situation i en kontra, hvor Torben Frank og jeg kom igennem. Han skød, og målmanden halvklarede, inden jeg kom over returbolden og skubbede den ind. Så var det slut.”

For selvom Brøndby er kørt over af det tyske pres, så formår danskerne at score på holdets første chance og udnytte en omstilling. Efter Uli Stein ikke formår at holde Torben Franks afslutning, reducerer Bent Christensen til 2-1, og Brøndby er derfor næsten sikret adgang til næste runde. Også selvom det bliver til 3-1 inden pausen på mål af Uwe Bein. I anden halvleg formår Brøndby at holde stand, mens luften langsomt går af Frankfurt-ballonen, som spillerne indser, at det ikke bliver til et tysk mirakel i denne omgang. Andreas Möller noterer sig for kampens sidste scoring kort før tid på et straffespark, men det ender med en samlet sejr til Brøndby på 6-4.

For Brøndby er det blot begyndelsen på et eventyr af en sæson, som ingen havde forudset. I næste runde af UEFA cuppen møder holdet ungarske Ferencvarosi og går videre efter sejre på 3-0 hjemme og 1-0 ude. Dernæst skal Brøndby atter møde tysk modstand, da de trækker Bayer 04 Leverkusen. Heller ikke denne gang er der problemer, da Brøndby takket være endnu en stærk præstation på hjemmebane med en 3-0 sejr går videre, da returkampen i Tyskland slutter uden mål.

Olsens tropper er nu kommet til kvartfinalen, og efter en vinterpause drager holdet mod Rusland, hvor Torpedo Moskva venter dem. Ovenpå en sejr på 1-0 i Danmark skal holdet endnu engang forsøge, at forsvare en føring på udebane. Denne gang blive det dog noget mere nervepirrende, da Brøndby formår at holde føringen indtil 88. minut, hvor Oleg Shirinbekov gør det til sammenlagt 1-1.

Den forlængede spilletid ender målløs, og derfor skal kampen afgøres på straffespark, hvor Kim Christofte – som det også skulle vise sig halvandet år senere – holder hovedet koldt og scorer på det afgørende spark efter to afbrændere fra russisk side.

I semifinalen venter AS Roma, og efter en målløs første kamp i Københavns Idrætspark rejser Brøndby til Italien med håbet om at komme i finalen. Det ser dog svært ud, da Ruggiero Rizzitelli bringer romerne foran i første halvleg, men ved hjælp af et selvmål efter en times spil, lykkes det Brøndby at udligne. Brøndby er nu en halv time fra en finaleplads, men Rudi Völler vil det dog anderledes, og med to minutter tilbage af kampen gør han det til 2-1 til Roma. Brøndby kan ikke svare igen og må i stedet se Roma tabe finalen til Inter. Eventyret der begyndte mod et tysk hold i september ender nu med en tysk scoring i Rom.

Aldrig før eller siden har et dansk hold spillet sig så langt i Europa, og Morten Olsen tror heller ikke, at det nogensinde kan gentages af et dansk klubhold: “Det var fantastisk at slå de her store hold især fra Bundesligaen ud. Det er klart, at jeg havde den fordel, at jeg kendte tyskerne. Både deres styrker, men sandelig også deres svagheder. Der var en stor tilfredsstillelse i at se det kæmpe arbejde, vi havde foretaget os, udmunde sig i så god fodbold. Det var så en stor ærgrelse, at det glippede at komme i den europæiske finale, som vi nok egentlig havde fortjent. Det kan stadig i dag ærgre mig og sikkert alle de spillere, der var med dengang mod Roma. Det var once in a life time, for det kommer aldrig til at ske igen, at et dansk klubhold kommer tæt på en europæisk finale. Det her var muligheden for at vinde en europæisk pokal.”

For Frankfurts vedkommende lykkes det at forblive overbevisende i Bundesliga, og holdet er ubesejrede indtil niende spillerunde efter nederlag til Wattenscheid 09. Die Adler når semifinalen i DFB pokal efter nederlag til Werder Bremen og endter på en fjerdeplads i Bundesligaen, otte point efter mestrene Kaiserslautern, og de kvalificerer sig på ny til UEFA cuppen. I årene herefter ligger de konstant med i subtoppen, indtil de efter en katastrofal sæson i 1995/1996 rykker ud af Bundesligaen for første gang i klubbens historie. Det er begyndelsen på en tilværelse som elevatorhold med flere op –og nedrykninger, men også med en UEFA Cup deltagelse i 2006/2007, hvor skæbnen vil, at de nok en gang skal op i mod Brøndby. Denne gang er der ingen tysk arrogance at spore, og i den første kamp i Frankfurt vinder hjemmeholdet med 4-0 i en anden halvleg, hvor Brøndby får to mand vist ud, og samlet går tyskerne videre med 6-2, inden det bliver til et hurtigt exit i gruppespillet.
Brøndby IF:
Peter Schmeichel, Bjarne Jensen, Lars Olsen, Uche Okechukwu, Carsten V. Jensen, Erik Rasmussen, Kim Vilfort, Jens Madsen, Kim Christofte, Bent ‘Turbo’ Christensen, Torben Frank
Træner: Morten Olsen

Eintracht Frankfurt:
Ulrich Stein, Manfred Binz, Dietmar Roth, Karl-Heinz Körbel, Stefan Studer, Thomas Lasser, Ralf Falkenmayer, Andreas Möller, Michael Klein, Lothar Sippel, Dieter Eckstein
Træner: Jörg Berger

Mål:
9’: Uche Okechukwu (1-0)
55’: Bent ‘Turbo’ Christensen (2-0)
64’: Kim Christofte (straffe, 3-0)
80’: Jens Madsen (4-0)
84’: Bent ‘Turbo’ Christensen (5-0)

Udskiftninger (ud/ind):
76’: Erik Rasmussen/Henrik Jensen
85’: Carsten V. Jensen/Frank Pingel

 

57’: Dieter Eckstein/Janusz Turowski

Dommer: Andrew Waddell (Skotland)

Stadion: Idrætsparken, København
Tilskuertal: 12.400

 

Kilder:
Brock, Jeppe: Brøndby IF – Historien om drengene fra vestegnen, Gyldendal 2011
Thoby, Esben: Brøndby IF 1964-2014: 50 fortællinger fra 50 profiler, Turbine 2013

Klip fra 5-0 sejren: https://www.dailymotion.com/video/xd51jq

Brøndby-Frankfurt, 1. kamp: https://www.transfermarkt.com/spielbericht/index/spielbericht/2289496
Frankfurt-Brøndby, 2. kamp: https://www.transfermarkt.com/spielbericht/index/spielbericht/2289465
Tabel over 1. Division 1989: http://www.danskfodbold.com/tabel.php?seasonid=1989
Tabel over 1. Division 1990: http://www.danskfodbold.com/tabel.php?seasonid=1990
Brøndby kampe 1990: https://www.brondbystats.dk/Match/Page/1/GroupBy/Season/9

Bundesliga tabel og kampe 1989/90:
https://www.transfermarkt.com/bundesliga/startseite/wettbewerb/L1/plus/?saison_id=1989
Bundesliga tabel og kampe 1990/91: https://www.transfermarkt.com/1-bundesliga/startseite/wettbewerb/L1/saison_id/1990

Vil du opleve Frankfurts forrygende fans, når de igen spiller europæisk fodbold, så se her, hvordan du får billetter til deres kampe
 

You may also like
Bundesliga
Quiz: Kan du nævne alle trænere, der har vundet Bundesligaen?
Franz Beckenbauer
Kaiserens nye klæder – Historien om Franz Beckenbauer
Østtysk fodbold 30 år efter murens fald
Status om danske spillere i Bundesligaen
Quiz: Danske klubskifter fra udlandet til Bundesligaen