2. Bundesliga boomer. I runde 22 var der således for første gang nogensinde flere tilskuere på de ni stadioner i den næstbedste række end i Bundesligaens tilsvarende.
Runde 23 startede med et topbrag, hvor St. Pauli satte Kiel til vægs, og de er godt på vej op i Bundesligaen. Steffen Baumgart kunne glæde sig over en debutsejr, og at Kiels forspring blev formindsket. Hannover stod for rundens negative overraskelse med deres nederlag i Osnabrück.
I bunden ser det skidt ud for Kaiserslautern og Hansa Rostock, der mødes i et bundbrag lørdag eftermiddag, og endeligt var der igen ballade blandt Braunschweigs fans. Velkommen til optakten til runde 24 i verdens bedste næstbedste liga.
Hertha Berlin – Holstein Kiel – fredag kl. 18.30
Pal Dardais berlinere hentede et fortjent point i den svære udekamp mod Braunschweig. Hjemmeholdet var klart bedst i en første halvleg, som de da også vandt 1-0, men i anden halvleg var det Hertha, der satte sig på begivenhederne. Ibrahim Mazza udlignede i det 52 minut, og da hjemmeholdet blev reduceret til 10 mand et kvarter før tid, så havde Hertha muligheden for at vinde kampen. Det blev dog ikke til mere end det ene point, der lige præcist holder Hertha i det yderste af oprykningskampen.
Kiel var på nippet af at løbe ind i en snitter i fredagens topkamp mod St. Pauli. Gæsterne førte således med hele 3-0 efter den første gode halve time. Shuto Machino fik dog reduceret kort inde i anden halvleg for blot at se gæsterne score til 4-1. Da først Joshua Mee (65) og Alexander Bernhardson (82) gjorde det til 3-4, lignede det pludselig, at Kiel skulle have point, men St. Pauli red stormen af, og Kiel er med nederlaget seks point efter St. Pauli og blot et enkelt foran HSV.
Bulibolds tip: Hertha Berlin – Holstein Kiel 2-2
Schalke 04 – FC St. Pauli – fredag kl. 18.30
Det var en speciel kamp for St Paulis forsvarsspiller Hauke Wahl, der spillede for Kiel i sidste sæson, men han var naturligvis godt tilfreds med ”Die Kiezkickers” første halvleg, hvor Oladapo Afolayan (2) og Marcel Hartel stod for de tre mål. I anden halvleg skulle Connor Metcalfes mål til 4-1 vise sig at blive sejrsmålet, da Kiel med en stærk slutspurt var tæt på at snuppe det ene point. ”Vi spillede fantastisk i første halvleg, men tillod Kiel at komme tilbage i kampen og var måske en smule heldige til sidst” udtalte Wahl efter kampen. Resultatet betyder, at St. Pauli suverænt har lagt sig i spidsen for ligaen.
Schalke stillede stort set ikke op i udekampen mod Magdeburg, der udnyttede gæsternes fravær til at vinde første halvleg med 3-0. Karel Geraerts skiftede da også hele fire mand i pausen, hvilket gjorde anden halvleg lidt mere tålelig for de mange medrejsende Schalke-fans, der kunne se deres klub spille 0-0 i anden omgang. Schalke bevarer dog forspringet på fire point ned til Kaiserslautern.
Bulibolds tip: Schalke 04 – FC St. Pauli 0-3
1. FC Nürnberg – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00
I ”Das Frankenderby” mellem Fürth og Nürnberg var gæsterne hurtigt ude af startblokken, da svenske Sebastian Andersson gjorde det til 0-1 efter otte minutter. Fürth fik dog udlignet efter en lille halv times spil, og da Jens Castrop allerede efter 34 minutter fik sit andet gule kort, var det op ad bakke for gæsterne, der scorede til 2-1 kort inde i anden halvleg og derefter koncentrerede sig om at forsvare føringen.
Braunschweig spillede en rigtig fin første halvleg mod Hertha og gik da også fortjent til pause med en 1-0-føring på det mål, som Fabio Kaufmann scorede efter 14 minutter. I anden halvleg stod der dog Hertha på det meste, og da Hasan Kurucay kom alt for sent i en nærkamp og blev præsenteret for direkte rødt, var Braunschweig-træner Scherning godt tilfreds med det ene point.. Henimod kampens slutning udbrød der ballade blandt hjemmeholdets fans, der ifølge politiet angreb de lokale sikkerhedsvagter. Politiet meddelte efter kampen, at 13 betjente samt en politihest blev sårede, mens klubben fortæller, at et tocifret antal fans, heriblandt en 5-årig dreng, efterfølgende måtte have lægelig behandling.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Eintracht Braunschweig 1-1
Hansa Rostock – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 13.00
Sjældent har de to mandskaber spillet et vigtigere opgør end dette. Klubberne lå inden den 23. runde side om side i bunden med 22 point, hvilket der ikke blev lavet om på, da de begge tabte.
Düsseldorf skulle blot bruge 18 minutter på at afgøre hjemmekampen mod Rostock, selv om gæsterne kom flot tilbage efter Düsseldorfs to mål. Junior Brumado havde flere store chancer, og Svante Ingelson var uheldig med et stolpeskud.
K´lautern, der er ved at slide sin fjerde træner op i denne sæson, så tæt på håbløse ud i Friedhelm Funkels hjemmedebut i lokalopgøret mod KSC. I første halvleg lykkedes det et ekstremt defensivt hjemmehold at holde nullet, men efter Karlsruhes første mål faldt Kaiserslautern helt sammen og tabte 0-4.
Med Braunschweigs uafgjorte resultat er der nu to point op til en redningsplads for Kaiserslautern.
Bulibolds tip: 1. FC Kaiserslautern – Hansa Rostock 1-2
Hannover 96 – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 13.00
Så kommer vi til to hold, der bare er for ukonstante til for alvor at kunne spille med helt oppe i toppen. Begge har store potentialer, men bliver også mødt af store forventninger fra fansenes side, som det så kniber med at leve op til. På det seneste har Hannover levet fint op til dette. Efter fire sejre i træk, hvor holdet bl.a. har slået HSV ude og vendt et truende nederlag til sejr mod Fürth hjemme, så tabte 96´erne lokalopgøret ude mod bundproppen Osnabrück. Det var en gennemført elendig præstation, men målmand Ron-Robert Zieler hæftede sig efter kampen ved, at der heldigvis er nok kampe tilbage i sæsonen til, at holdet kan spille med helt oppe i toppen. Med nederlaget gled Hannover ned på 5. pladsen, fire point efter HSV.
Düsseldorf levede op til favoritværdigheden, da holdet slog Rostock 2-0. Felix Klaus og Ao Tanaka scorede målene for rhinlænderne, der blot har et point færre end Hannover.
Bulibolds tip: Hannover 96 – Fortuna Düsseldorf 3-2
Karlsruher Sport Club – Greuther Fürth – lørdag kl. 20.30
Det tog sin tid, før KSC fik slået hul på et meget defensivt indstillet Kaiserslautern mandskab i udekampen på Fritz-Walter Stadion, men så skal jeg da love for, at Christian Eichners mandskab leverede. Efter 0-0 ved pausen scorede Marvin Wanitzek og Igor Matanovic to hurtige mål, inden Paul Nebel og Budu Zivzivadze gjorde ydmygelsen af det tidligere mesterhold perfekt.
Så lang tid gik der ikke i Fürths lokalopgør hjemme mod Nürnberg, trods en hurtig føring til gæsterne. Stortalentet Armindo Sieb blev matchvinder med sine to mål i et opgør, der blev afgjort, da Nürnberg blev reduceret til ti mand hen mod slutningen af første halvleg. Alexander Zorniger var da også tilfreds med både sit holds ageren samt tilskuernes støtte til mandskabet.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – Greuther Fürth 2-2
SV Elversberg – Wehen Wiesbaden – søndag kl. 13.30
Det første af søndagens tre opgør står mellem oprykkerne, hvor Elversberg vel har sikret sig en ny sæson, mens Wehen har brug for tre sejre, før billetten til den næstbedste række i næste sæson er i hus.
Elversberg havde stor ære af udekampen på Volksparkstadion, men når man ikke udnytter sine chancer, så står man ofte tilbage med nul point. Både Paul Wanner og Semih Sahin burde have bragt gæsterne foran inden pausen, og efter HSV´s føringsmål i starten af anden halvleg var det Hugo Vandermersch, der burde have skaffet Elversberg det ene point. Gæsternes træner, Horst Steffen, mente da også efter kampen, at hans mandskab havde fortjent mindst det ene point.
Wehen har haft en del chancer for at slå et større og dermed mere betryggende hul ned til de kedelige pladser og således også mod Paderborn. Her bragte Franco Kovacevic hjemmeholdet foran efter en halv time, men Paderborn kom flot igen og sikrede sig sejren med først en udligning inden pausen og siden med 1-2 målet otte minutter før slut. Wehen træner, Kauczinski, mente efter kampen, at nederlaget stort set var i orden, da Paderborn viste, at de var det mest rutinerede hold.
Bulibolds tip: SV Elversberg – Wehen Wiesbaden 2-1
HSV – VfL Osnabrück – søndag kl. 13.30
Steffen Baumgart kunne glæde sig over en sejr i sin debut for hanseaterne, men det holdt hårdt. Kampens eneste mål blev scoret af Ransford-Yeboah Königsdörffer efter 53 minutters spil, men det kunne sagtens være blevet til flere mål, da gæsterne fra Elversberg også bød sig til. Efter kampen mente Baumgart, at hans hold havde spillet i øjenhøjde, hvad det så end betyder, men indrømmede også, at HSV sagtens kunne have sat point til.
Osnabrück stod for rundens overraskelse, da bundproppen hjemme slog de ellers så formstærke Hannover 96 i det lille ”Niedersachsen-Derby”. Erik Engelhardt stod for kampens eneste træffer, der giver Osnabrück en lille forhåbning om at undgå nedrykning, om end der stadig er ni point op til Braunschweig på 15. pladsen.
Bulibolds tip: HSV – VFL Osnabrück 2-0
SC Paderborn 07 – 1. FC Magdeburg – søndag kl. 13.30
Lukas Kwasnioks tropper fra Paderborn bliver ved med at opholde sig i udkanten af oprykningskampen. Hver eneste gang de har været rigtig tæt på top-3, så har holdet dog oftest kvajet sig, men med blot fire point op til HSV, så kan det stadig nås.
I en ikke let udekamp mod Wehen hentede holdet tre point senest. Efter værternes føring sørgede målene af Koon Kostons og Filip Bilbija for, at udeholdet kunne trække sig sejrrigt ud af kampen.
Paderborn skal op mod et Magdeburg-mandskab, der senest sendte Schalke hjem med en klar øretæve i bagagen. Silas Gnaka gjorde det til 1-0 efter 17 minutter, og i det 35. minut øgede Mohammed El Hankouri til 2-0 på straffespark, hvorefter han lagde op til Tatsuya Itos mål til 3-0 i første halvlegs overtid. Christian Tiets var naturligvis tilfreds med sit hold og roste spillerne for både indsatsen og for at være konsekvente i begge ender af banen.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – 1. FC Magdeburg 1-3
Topscorerlisten i 2. Bundesliga
Robert Glatzel er fortsat ligaens kanonkonge med sine 15 træffere. Bysbarnet Marcel Hartel er efter sit ene mål nu alene på andenpladsen med 12 mål.
Derudover var Armindo Sieb den eneste spiller i toppen, der scorede. Den 21-åriges “Doppelpack” bragte ham op på en delt fjerdeplads med ni scoringer.
3. Liga
Hovedparten af topholdene spillede uafgjort i forrige weekend i. Alene Preussen Münster og BVB II vandt, og da sidstnævnte som bekendt ikke kan rykke op, må prøjserne være rundens store vinder. Med andre ord, så spidser det til hos de tredjebedste.
Regensburg er stadig i front med 53 point. Dresden har to færre, og dernæst kommer Ulm, Münster, Essen, Sandhausen og Aue, som alle stadig kan gøre sig mere eller mindre realistiske forhåbninger om oprykning.
Få spiltips til Bundesligaen hos SpilXperten




