Neuer, Özil, Draxler, Matip, Sané. Schalke og det berømte talentakademi Knappenschmiede har udviklet et væld af verdensstjerner over årene, og fælles for dem alle er, at de er blevet trænet af den selvsamme træner: Norbert Elgert.
Spørger man hovedpersonen, så er han blevet født på kul og døbt i vandet fra floden Emscher. Sagt på en anden måde, så har Norbert Elgert Ruhrområdet tæt ind til livet. Han er født i Gelsenkirchen og har både spillet for Schalke 04 og trænet senior og ungdomshold. Mest kendt er han dog for sit ungdomsarbejde i klubben, hvor han har været en kultfigur lige siden 1996, da han begyndte som træner for Schalkes U19 hold og igennem tiden har trænet spillere som Julian Draxler, Leroy Sané, Joel Matip, Bennedikt Höwedes, Mesut Özil og Manuel Neuer.
Norbert Elgert begyndte sin aktive seniorkarriere som angriber for Westfalia Westerkappeln i 1975. Allerede efter en enkelt sæson skiftede han til de kongeblå fra Gelsenkirchen. En nyresygdom gjorde dog, at præstationerne udeblev. Han skulle derfor først en tur til Westfalia Herne, før han kom tilbage til Schalke og slog sig fast som en fast del af truppen, men en selvfølge på holdkortet var Elgert ikke, men hvem er også det, når man samtidig har legenden Klaus Fischer som angrebskonkurent?
I sæsonen 80/81 fejrede Norbert Elgert sin individuelt bedste sæson, men det var på et Schalke hold, der rykkede ned i 2. Bundesliga. Holdet rykkede ned på trods af Elgerts 10 scoringer i 23 kampe. Sæsonen efter var Elgert ikke nær så målfarlig, og det blev i stedet en ung Rudi Völler, der stjal spotlyset i 2. Bundesliga med 37 mål i 37 kampe!
Selv om Schalke rykkede op, skiftede Elgert til VFL Osnabrück i håb om mere succes. En uoverensstemmelse med træneren Carl-Heinz Rühl betød dog et hurtigt exit fra Osnabrück. Faktisk skiftede han allerede to måneder senere til Wattenscheid 09, hvorefter Elgerts aktive karriere sluttede hos SuS Dinslaken i 1990. Man kunne måske foranlediges til at tænke, at fodboldeventyret var slut, da han lagde støvlerne på hylden, men i dette tilfælde var det blot begyndelsen for Norbert Elgert.
Fra boksangriber til trænerbænken
Kort tid efter at han afsluttede sin aktive fodboldkarriere, begyndte Norbert Elgert på uddannelsen til en trænerlicens. Selv om han havde været aktiv professionel fodboldspiller i syv år, og derved kunne havde sprunget B-licensen over, valgte han at starte uddannelsen fra bunden af. Han skriver selv i bogen, ”Gib alles – nur nie auf”, at han tog den beslutning, så han kunne lære jobbet fra bunden af. Han omtaler jobbet som træner, som et håndværk, der skal læres og som man ikke bare kan finde ud af fra dag et.
Derfor besluttede den, indtil videre, uerfarne træner at starte et praktikophold hos Schalke 04 i samarbejde med sin træneruddannelse. Efter praktikopholdet blev det til ét-årigt ophold hos henholdsvis SV Schermbeck, SuS Dinslaken, Wattenscheid U19 og FC Rade. I 1996 blev det Norbert Elgerts første tur til at være i spidsen for Schalkes U19 hold. Manden med cigaren, Rudi Assauer, havde tiltro den unge træner, og han satte Norbert Elgert i spidsen for klubbens talenter.
Die Knappenschmiede
Allerede efter få sæsoner havde Elgert fået styr på holdet, og det kulminerede i 01/02 sæsonen med Elgerts første pokaltitel som træner. På holdet var den skaldede venstreback Christian Pander, som nok bedst kan huskes for et smukt langskudsmål mod England og sine præcise indlæg med venstrebenet.
I årene efter er det Elgert, der er med til at gøre spillere som Bennedikt Höwedes, Ralf Fährmann og Mesut Özil til de spillere, som vi kender dem i dag. Blandt andet fortæller Norbert Elgert om Bennedikt Höwedes, at han som 16-årig reserve blev kaldt op på U19 holdet. Han blev skiftet ind i anden halvleg mod Wattenscheid og dannede i den sammenhæng for første gang et partnerskab med Manuel Neuer. Kampen i Wattenscheid endte uafgjort 0-0, og det succesfulde makkerpar Höwedes og Neuer, der senere skulle vinde DFB pokal og et verdensmesterskab sammen, var født.
Norbert Elgert nød stor succes med holdet omkring Bennedikt Höwedes, Ralf Fährmann og Mesut Özil. I 05/06 sæsonen endte de således i toppen af ligaen og kronede sæsonen af med en 2-1 sejr over Bayern München. Norbert Elgert kunne nu kalde sig træner for det bedste ungdomshold i Tyskland, og finalen gav de 6.500 tilskuere det første glimt af kommende Bundesligaprofiler som Mats Hummels og Sandro Wagner (Bayern München) og Ralf Fährmann, Bennedikt Höwedes og Mesut Özil (Schalke).
Siden da har det ene store talent efter det andet fået sin uddannelse hos Schalke og Norbert Elgert. Foruden de fire verdensmestre fra 2014 (Manuel Neuer, Mesut Özil, Bennedikt Höwedes og Julian Draxler) har også Leroy Sané, Joel Matip, Thilo Kehrer, Max Meyer og Sead Kolasinac det tilfælles, at de alle har været under Norbert Elgerts beskyttende vinger
I sin selvbiografi forklarer Norbert Elgert, at trænere ikke kun er ansvarlige for spillernes fodboldmæssige uddannelse, men de er også ansvarlige for, hvilke værdier de får som mennesker, og det er måske hemmeligheden bag succesen
Ralf Fährmann har fortalt, at Elgert er en motivator, psykolog, og en mentor. Han kan være en reservefar, eller han kan være en teknikræv. Leroy Sané tilføjer, at Elgert er god til det velmenende los i røven, og at det var som om, at Elgert havde en brugsanvisning til hver enkelte spiller, så han bedst kunne motivere og forbedre dem.
I en tid hvor ungdomsspillere og fodboldspillere ofte bliver set som investeringer og produkter, kan Elgerts syn på mennesket være den drivende kraft til, hvorfor hans arbejde har været så frugtbart hos Schalke 04. Bestyrelsesmedlemmet Clemens Tönnies har tidligere sagt, at Elgert er som en hønemor, der beskytter sine kyllinger, hvis de bliver taget op i førsteholdstruppen for tidligt.
Ligegyldigt hvad folk omkring Schalke har at sige om Norbert Elgert, så er der ingen tvivl om, at han er en integreret del af ”Die Knappenschmiede”, som han har været loyal over for siden 1996 trods lukrative tilbud.
Hos Schalke har man flere gange ønsket sig, at han skulle overtage førsteholdet, men hver gang er forespørgslerne blevet afvist. I 2016 var der tale om et skifte til Bayerns ungdomsafdeling, som også blev afvist, ligesom det også rygtes, at Arsenal skulle have fået en kurv.
Norbert Elgert er Schalke-mand helt ind til benet, og hans livsværk er at fortsætte klubbens lange og stolte tradition, når det kommer til udvikling af talenter, og derfor vil vi formegentlig også i fremtiden se Norbert Elgert gå rundt ved fodboldbanerne ved Gesamtschule Uckendorf, hvor han arbejder med at forme morgendagens superstjerner.
Læs også: Schalke er Tysklands talentfabrik
Foto: www.schalke04.de