bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Schalke er Tysklands talentfabrik

Schalke er Tysklands talentfabrik

Optakt, Schalke 04

Det lykkedes ikke for Schalke at spille sig videre i Champions League efter en ellers forrygende kamp mod Real Madrid. Men selvom Ruhr-klubben røg ud sammenlagt, så var tirsdagens forestilling alligevel en sejr for de kongeblå, og det der er Tysklands bedste ungdomsafdeling netop nu. Vi ser nærmere på nogle af de spillere, der skal være med til at tegne klubben i fremtiden.

Selvom det ikke blev til videre avancement, så vil 4-3 sejren i Madrid alligevel skrive sig ind i klubbens historiebøger som en af de største bedrifter. Med friskt og angrebsivrigt fodbold udspillede Schalke til tider hjemmeholdet. Meget passende var rammen Bernabeu, for da Schalke sidste år fik ørene i klemme i den spanske hovedstad skete det nemlig med otte egenproducerede spillere, og det var et vidnesbyrd om de positive vinde der blæser i Ruhr.

For mens klubben har haft svært ved at ramme rigtigt på transfermarkedet, når de store penge skal investeres, så har de i lang tid handlet godt ind til ungdomsafdelingen, ligesom flere talenter har taget springet op gennem diverse U-hold. På det nuværende hold er rutinerede spillere som Höwedes, Fährmann og Matip, alle en del af Schalkes ungdomsakademi, ligesom klubben har fostret spillere som Manuel Neuer og Mesut Ôzil i løbet af de seneste par år.

Vi ser nærmere på et par af de største talenter i klubben.

 

Julian Draxler – 21 år
Det første af det nye kuld talenter til at slå sit navn fast. Var ifølge flere rygter på vej ud af klubben i begyndelsen af 2011, hvor rivalerne fra Dortmund efter sigende stod klar med en kontrakt, men en afgørende scoring til 3-2 mod Nürnberg i pokalen fik Schalke og Draxler på andre tanker. Han har trods sin unge alder allerede spillet over 100 kampe for klubben, og hans lange skadespause har været tydelig at spore hos Schalke. Også selvom han det sidste halvandet års tid ikke har ramt den konstante form, som han viste i sin gennembrudsæson.

 

Max Meyer – 19 år
Det er oftest Draxler, der løber med overskrifterne, når snakken falder på Schalkes offensive talenter, men det er en fejl. Meyers spilintelligens er et stykke over sin kollegas og det samme er hans målfarlighed. Formåede i sidste sæson at skubbe både Boateng og Draxler ud på kanterne, så han selv kunne indtage 10’er pladsen, hvor han naturligt hører hjemme. Har siddet meget på bænken i denne sæson under Di Matteo, men viste både mod Hoffenheim og Real Madrid hvilket enormt potentiale han besidder. Muligvis tysk fodbolds største talent netop nu.

 

Leon Goretzka – 20 år
Han kom til klubben i 2013 efter et længere tilløbsstykke, og til trods for sin unge alder fik han hurtigt bidt sig fast omkring førsteholdet. Spillede under Jens Keller primært på den offensive kant, men det er som central midt, at han har sine helt store styrker. Formen i sidste sæson var så imponerende, at Goretzka var med i Joachim Löws 30-mands store brutto trup forud for VM. Har som så mage andre Schalke-spillere været skadet det meste af sæsonen og er først lige komme tilbage. Kontrakten med de kongeblå løber til 2018, men fortsætter han sin udvikling, er han i en større klub i løbet af få år. En mere komplet midtbanespiller skal man lede længe efter.

 

Sead Kolasinac – 21 år
En af flere Schalke spillere der har fået sin primære opdragelse i Karlsruher SC. Kom til Schalke i 2011 og i løbet af godt et års tid, blev han fast mand i Schalke. Kan spille flere positioner i defensiven, men Keller brugte ham primært på backen, hvor han imponerede stort. En alvorlig skade har holdt ham ude stort set hele sæsonen, men når han kommer i omdrejninger igen, bliver han et vigtigt aktiv for Schalke. Er måske fløjet lidt under radaren, fordi han til trods for en tysk opvækst og tyske U-landskampe repræsenterer Bosnien.

 

Kaan Ayhan – 20 år
Kom allerede til Schalke som 4-årig og har så taget turen op gennem diverse ungdomshold inden debuten i 2013. Blev udnævnt som et stort talent, men udviklingen er siden gået lidt i står for forsvarsspilleren. Denne sæson har været plaget af flere småskader, og Ayhan skal snart til at bevise sit værd igen.

 

Leroy Sane – 19 år
Hvis efternavnet lyder bekendt, så er det fordi, farmand Samy Sane i 80’erne og 90’erne var en giftig angriber i specielt 2. Bundesliga og på det senegalesiske landshold. Han er det nyeste stjerneskud i klubben efter sin imponerende indsats mod Real Madrid, hvor det blev til scoring og assist. Er på kontrakt frem til 2017, men Schalke arbejder ihærdigt på at forlænge den, inden interesserede bejlere for alvor begynder at røre på sig. Kan spille helt fremme, men det er som hængende angriber eller på kanten, at han har sine styrker med sin ekstrem fart.

 

Timon Wellenreuther – 19 år
Spillede for et par måneder siden ungdoms og reserve fodbold, men skader til de normale målmænd har gjort, at Wellenreuther indenfor den sidste måned har haft sit første Ruhr Derby og spillet på Bernabeu. Schalke har en lang tradition for at udvikle dygtige målmænd med Neuer som bedste eksempel. Wellenreuther besidder ingenlunde samme potentiale, men han er stærk en-mod-en og har gode reflekser. De få kampe han har fået indtil nu har dog også vist, at han tager unødvendige risici og til tider har lidt placerings og kommunikations vanskeligheder.

 

Thilo Kehrer – 18 år
Midterforsvarer der blev hentet i Stuttgart. Har endnu ikke optrådt for førsteholdet, men har imponeret for klubbens U19 hold. Hvilket har ført til interesse særligt fra Inter. Schalke vil dog gerne holde på Kehrer, og Heldt har for nyligt udtalt, at der arbejdes ihærdigt på at underskrive en ny kontrakt med stortalentet.

 

Donis Avdijaj – 18 år
Den teenager som klubben havde de absolut største forventninger til. Scorede 59 mål i 53 U17 kampe og for at skræmme eventuelle købere væk fik angriberen indskrevet en frikøbsklausul på lige knap 50 millioner euro. Det dobbelte af hvad Marco Reus havde i sin kontrakt, inden han forlængede. Avdijaj var med på bænken i en Champions League kamp mod Chelsea for et års tid siden, men siden da er det gået gevaldigt ned ad bakke. Han var involveret i et biluheld efter at have kørt alt for stærkt og er siden blevet lejet ud til Sturm Graz, hvor han endnu har sit første mål til gode. Har til trods for at have repræsenteret Tyskland på diverse U-hold valgt at stille op for Albanien hvis/når han engang skulle blive udtaget.

 

Christian Rubio Sivodedov – 17 år
Svenskeren, der allerede havde fået sin debut for Djurgåren, blev hentet i vinterpausen i år efter at have været jaget af flere klubber. Er stadig uprøvet på dette niveau, men Schalke har store forventninger til den 17-årige midtbanespiller.

 

Jakob Rasmussen – 17 år
Endelig så render der også en dansker rundt i Schalkes ungdomsafdeling. Jakob Rasmussen tog sidste år springet fra OB til Ruhr, hvor forsvarsspilleren har fået fint med spilletid på klubben U19 hold. Bliver i Danmark anset som en af de mest talentfulde spillere i sin årgang.

Læs også: De 10 største talenter under 20 år 

You may also like
Talenter, Bundesliga, Faghir, Wirtz, Musical, Bellingham
Top 12 – Bundesligaens største talenter i 2022
Top 12 – Bundesligaens største talenter i 2021
Fritz Walter medaljen 2020, Florian Wirtz, Noah Katterbach, Lena Oberdorf, Talent
De tyske talenter – vinderne af Fritz Walter medaljen 2020
Panini
Sommerferienostalgi: Panini klistermærker