bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > FC Ingolstadt: Tradition er noget, man skaber

FC Ingolstadt: Tradition er noget, man skaber

Det er gået stærkt for FC Ingolstadt, siden klubben blev stiftet i 2004. Så stærkt, at holdet på under ti år er gået fra den fjerde bedste række til suverænt tophold i 2. Bundesliga. FC Ingolstadt er fortællingen om, hvordan en Bayern München-reserve, en trænerkarrusel samt Audi-koncernen alle har medvirket til det, der er tysk fodbolds største succeshistorie netop nu.

Det var tilbage i begyndelsen af dette årtusinde, at iværksætteren Peter Jackwerth fik en idé. En god idé skulle det vise sig. Han var storsponsor for det lokalehold ESV Ingolstadt, der havde det svært både på og udenfor banen, da præsidenten for klubben en dag trak ham til side med beskeden om, at hvis der ikke skete noget drastisk, så ville klubben blive nødt til at lukke. Jackwerth tænkte hurtigt og kreativt. For ikke langt fra ESV Ingolstadt rendte lokalrivalerne fra MTV 1881 Ingolstadt rundt med noget nær samme problem. Ingen sportslig succes og endnu færre penge at gøre med.

Jackwerth tog kontakt til rivalerne, der sagtens kunne se fornuften i en sammenlægning mellem de to klubber. Knap et halvt år senere var fusionen en realitet, og den 5. februar 2004 så FC Ingolstadt 04 for første gang dagens lys. Klar til at tørne ud i den fjerde bedste række og med Jackwerth som ny bestyrelsesformand. Ambitionerne var klare i Ingolstadt, der med cirka 130.000 indbyggere blot er den femte største by i regionen Bayern. Holdet skulle hurtigst muligt rykke op i den tredje bedste række, og det skulle ske på baggrund af et stabilt fundament. Spoler vi tiden godt ti år frem, er ambitionerne indfriet til fulde. FC Ingolstadt er øjeblikkeligt tophold i 2. Bundesliga, men vejen dertil har været alt andet end stabil for fusionsklubben.

Med Audi i overhalingsbanen
Allerede i første sæson kom der grus i maskineriet, da oprykningen akkurat glippede. Træner Jürgen Press fik lov til at blive siddende, men det skulle hurtigt vise sig at blive undtagelsen. Godt nok lykkedes det for klubben at rykke op året efter, men ambitionerne dikterede, at klubben skulle videre op i 2. Bundesliga, og da bestyrelsen ikke troede på, at Press kunne klare den udfordring, røg han ud af vagten og indledte således en trænerkarrusel, der kunne få selv en siciliansk klubpræsident til at nikke anerkendende. For siden Press fik sparket, har syv trænere beklædt trænerposten i Ingolstadt på bare syv år. Men hvorfor har en klub uden tradition for fodbold i det fine selskab pludselig fået så store ambitioner?

Det korte svar på det spørgsmål hedder Audi. For da FC Ingolstadt i 2006 skulle finde ny sponsor, henvendte Jackwerth sig til den tyske bilkoncern, der har sit hovedsæde i byen. Audi investerede stort i klubben, hvor de først blev trøjesponsor, siden købte knap 20 procent af aktierne i klubben, og i 2010 byggede et splinternyt stadion (Audi-sportspark) med plads til over 15.000 tilskuere. Audis penge gav økonomiske muligheder i Ingolstadt, men alt i mens pengene rullede in ad fordøren, røg det stabile fundament, som på sigt skulle skabe succes, ud ad bagdøren – og det kunne mærkes på banen. I 2008 lykkedes det godt nok for klubben at rykke op i 2. Bundesliga, men glæden blev kort, da det blev til en returbillet allerede sæsonen efter.

Træner var Thorsten Fink, der var hentet til fra en stilling i Red Bull Salzburg. Ansættelsen af Fink var endnu et vidnesbyrd om de store ambitioner i FC Ingolstadt, men det blev i stedet afskedigelsen af ham, der skulle spille den største rolle for fremtiden i klubben. Bestyrelsen meldte flere gange ud, at et trænerskifte, til trods for de dårlige resultater, ikke vil give mening, og at Fink var fredet til sæsonafslutning. Han skulle have tid til at forme holdet, lød det. I stedet blev han fyret kort tid efter, og selvom det langt fra var første gang (eller for den sags skyld sidste), at en bestyrelse siger ét og gør noget andet, så begyndte de tyske medier at skrive kritisk om den lille klub, der var kommet til hurtige penge, og nu forsøgte at skyde genvej til toppen. Et par enkelte medier sammenlignede dem endda med Finks tidligere arbejdsgiver…. Red Bull.

Red Bull light
Ret skal være ret. Audi smider ingenlunde samme beløb i FC Ingolstadt, som Red Bull investerer i Salzburg og Leipzig, eller som Volkswagen og Bayer investerer i henholdsvis Wolfsburg og Leverkusen. Faktisk er de 8,5 millioner euro som Audi årligt lægger på bordet i klubben kun en brøkdel af det beløb, Red Bull har investeret i Leipzig indtil nu, men historien om de to klubber, er ikke så forskellig. Også selvom bestyrelsen i FC Ingolstadt nødigt vil acceptere det. For er der noget, tyskerne ikke bryder sig om, så er det fusionsklubber uden tradition, og som kun præsterer, fordi en rigmand eller sponsor sprøjter penge i projektet. Derfor gør FC Ingolstadt også hvad de kan for at slippe af med omdømmet som en Plastik-klub”. Da de i denne sæson mødte RB Leipzig, havde fansene store bannere, hvor de fordømte den forretningsmodel, der ligger bag RB Leipzig.

”Det irriterer mig, at alle mener, at vi er en firma klub, der kontrolleres af Audi. De er en superpartner, som har gjort en masse for byen Ingolstadt i forhold til infrastrukturen. Selvfølgelig er nogle ting lidt lettere, fordi vi har Audi i ryggen, men der er flere klubber med flere investorer, der har flere aktier, end Audi har hos os. Vi bekymrer os ikke om, hvad de andre siger, og vi fortsætter med at gå vores vej,” udtalte Jackwerth til Wall Street Journal Deutschland tilbage i december.

En af de ting FC Ingolstadt bør arbejde med på deres vej er at få opbygget en større fanbase. De sidste fire år er tilskuergennemsnittet faldet fra sæson til sæson, og sidste år dukkede blot 6.785 tilskuere i snit op på Audi-sportpark. I år har de gode resultater på banen resulteret i flere besøgende, men FC Ingolstadts tilskuergennemsnit er fortsat det femte laveste i ligaen. Den relative fanbase er forståelig for en klub med kun elleve år på bagen, og FC Ingolstadt forsøger da også at vende den manglende opbakning til noget positivt

 

”Vi har ikke den store tradition, men tradition er noget man skaber. Tradition alene giver ikke legitimitet til at belære andre, og af og til er jeg glad for, at vi ikke har den store tradition, for så er der ingen, der kan komme og sige, hvor godt det plejede at være. Vi mangler større tilskueropbakning, men omvendt er det en fordel at kunne få lov til at arbejde i ro,” forklarede den østrigske træner Ralf Hasenhüttl for nyligt til Bundesliga.de. Hasenhüttl, der som aktiv blandt andet spillede for Bayern Münchens reserver, overtog tøjlerne i klubben i sidste sæson, og han er om nogen indbegrebet af FC Ingolstadts succes.

Alpe-Klopp
Da han kom til klubben, lå holdet placeret på en sidsteplads i ligaen, men sammen med den tidligere Bayern München assistent Michael Henke fik han styr på tropperne og endte sæsonen på en flot 10. plads. FC Ingolstadts bedste placering på daværende tidspunkt, men en placering som uden tvivl bliver forbedret i år. For midtvejs i sæsonen er FC Ingolstadt i spidsen af 2. Bundesliga med seks point ned til Karlsruhe, Darmstadt og Kaiserslautern på andenpladsen. Hasenhüttl er lykkedes med at implementeret en offensiv spillestil hos holdet med masser af genpres ud fra devisen om, at angreb også er det bedste forsvar. En spillestil der kan aflæses i tabellen, hvor Ingolstadts spillere er dem med flest tilbagelagte kilometer.

Topscorer Lukas Hinterseer havde i en kamp i efteråret mod RB Leipzig uhørte 104 højintenseløb, så det er ikke uden grund at Hasenhüttl har fået kælenavnet Alpe-Klopp med reference til sin kollega i Borussia Dortmund. FC Ingolstadt er midtvejs i sæsonen både det hold med flest scorede mål og færrest indkasserede scoringer, og undervejs er det endda lykkedes at slå en 40 år gammel rekord, da det blev til 19 udekampe uden nederlag. Når det så er sagt, så skyldes Ingolstadts fornemme placering også, at 2. Bundesligaen ikke er lige så stærk i år som tidligere. Flere af de traditionelle tophold har enten nedjusteret i budgetterne eller er i gang med et generationsskifte. Det skal dog ikke tage noget for Ingolstadt, der sammen med Paderborn og Augsburg netop nu den største succeshistorie i tysk fodbold.

Tradition er noget, man skaber, som de siger i Ingolstadt, og lige nu er de godt i gang med at skabe historie. Fra den fjerde bedste række til toppen af 2. Bundesliga på ti år. Til trods for en status som fusionsklub, en begrænset fanbase og Audis millioner, så er det stadig en god historie.

 

Faktaboks
Navn: Fußballclub Ingolstadt 04 e.V.
Kælenavn: Schanzer
Grundlagt: 5. Februar 2004
Stadion: Audi-Sportpark (Plads til 15.000 tilskuere)
Spilletrøje: Sort, hvid og rød.
Formand: Peter Jackswerth
Træner: Ralph Hasenhüttl
Bedste resultat: 10. Plads i 2. Bundesliga I 2013/2014

You may also like
Bjørn Paulsen
Interview: Bjørn Paulsen, FC Ingolstadt 04
Optakt: FC Ingolstadt 04 – SV Darmstadt 98
Optakt: FC Ingolstadt – FSV Mainz 05
Optakt: Borussia Dortmund – FC Ingolstadt 04