En af tysk fodbolds største personligheder er gået bort. Rudi Assauer var manden, der om nogen personificerede Schalke i klubbens bedste periode i nyere tid.
Cigaren. Selvfølgelig. Hvor skal vi næsten ellers begynde fortællingen om Rudi Assauer. Stumpen-Rudi som han kærligt blev kaldt, fordi han sjældent blev set uden en Davidoff-cigar hængende ud ad mundvigen. Hans kritikere, og dem var der en del af, var af den overbevisning, at han var selviscenesættende, og det var han måske nok. Men Rudi var først og fremmest Rudi. Han var Bundesligaens sidste macho med sin cigar, sin altid solbrune krop og det mørke, bølgede hår. En oplagt reklamesøjle for ølfabrikanten Veltins, for hvem han indspillede flere mindeværdige reklamer. Heriblandt den måske mest ikoniske af dem alle i 2009, da han satte Bruce Willis på plads i en bar. Bruce Willis var måske nok Hollywoods actionhelt nummer 1, men i Tyskland og særligt i Ruhr kunne ingen true Rudi.
Det er primært som manager for Schalke, at de fleste husker Rudolf ”Rudi” Assauer, men han var også en ganske glimrende forsvarspiller, der var en del af det Dortmund-hold, der som det første tyske mandskab vandt et europæisk trofæ, da det i 1966 blev til en sejr mod Liverpool i Pokalvindernes turnering. Siden skiftede han til Werder Bremen, for hvem han blev anfører, inden han endte sin karriere i 1976.
I Dortmund tog han sideløbende med karrieren en bankuddannelse. Personer tæt på ham hævede, at han ikke havde brug for en sådan uddannelse, for Rudi Assauer havde et naturligt talent for det at lave forretning. Han blev gjort til manager i Werder Bremen umiddelbart efter sit karrierestop, inden han i 1981 for første gang kom til Schalke. Her så vi dog ikke meget til førnævnte talent for forretninger, da han i 1986 blev fyret som manager efter at have ført klubben ud i så stort et økonomisk kaos, at det nær kostede dem ligalicensen.
På det tidspunkt var det svært at forestille sig, at han en dag skulle udødeliggøre sig i selvsamme klub. Schalke rykkede kort tid efter ned i 2. Bundesliga, og de kongeblå balancerede på randen af fallit. Af same grund vakte det ikke just begejstring hos Schalkes fans, da det i foråret 1993 blev offentligt kendt, at holdet fra Gelsenkirchen ønskede Rudi Assauer tilbage som manager. Der var store fanprotester mod hans tilbagevenden, men som det viste sig i de kommende år, kunne ingen stille noget op, når Rudi satte sig noget for.
En let måde at vinde dele af fansene over på sin side på havde været at tage afstand fra Dortmund og tiden som spiller i klubben, men i al sin tid som Schalke-manager forblev han medlem af ærkerivalerne, og i 2010 blev han æret for 40 års medlemskab af de sort-gule.
Rudi Assauer var altomfavnende og tro mod sine principper. Hans magt voksede i Schalke, og langsomt fik han bygget et slagkraftigt hold op bestående af lokale spillere som Jens Lehmann, Olaf Thon og Mike Büskens, og spillere udefra med den rette ånd og forståelse for, hvad det vil sige at spille for Schalke. Sarte personer, der ikke var parate for at kæmpe for trøjen, var machomanden Rudi ikke interesseret i.
”I min tid som spiller var ordet mentalitet, ikke noget vi kendte. Det var navnet på en tandpasta,” som han med vanlig humor formulerede det, da han på et tidspunkt blev spurgt ind til, hvorfor flere og flere fodboldspillere benyttede sig af sportspsykologer.
Rudi Assauer var af den gamle skole, og Schalkes hold var skabt af klassiske dyder. Kampsvinet Marc Wilmots blev helten med det afgørende straffespark, da klubben i 1997 noget overraskende vandt UEFA Cuppen efter en samlet sejr over Inter. De kongeblå var på vej til at etablere sig i toppen af tysk fodbold, og Rudi Assauer var manden bag. Den alfaderlige enehersker.
Hos Dortmund var de trods Champions League triumfen samme år ved at blive overhalet af naboerne fra Gelsenkirchen, og daværende direktør Michael Meier kaldte Rudi Assauer for en Kashmir Hooligan. De tyske klubber frygtede Assauer, medierne elskede ham og i Schalke forgudede de ham.
Der sad også andre folk i Schalkes bestyrelse i den periode, men ingen tegnede klubben udadtil i de år, som Assauer gjorde det. Hvad enten det var ved opførelsen af et nyt moderne stadion, eller når der skulle forhandles kontrakter med nye spillere.
Ebbe Sand har i sin bog ”Ebbe Sand – Mennesket bag målene” fortalt, hvordan Rudi Assauer rejste ene mand til Brøndby for at møde med klubbens repræsentanter og forhandle en aftale på plads i et stærkt tilrøget lokale for dernæst at tage til Nyhavn for at fejre handlen med øl og brændevin.
”Jeg nøjedes med en stor fadøl. Jeg ville gerne gøre et godt indtryk på min nye manager. I dag ved jeg imidlertid, at det ikke havde skadet at tage en enkelt snaps.”
Udadtil kunne den ydmyge Ebbe Sand og den frembrusende Rudi Assauer ikke virke mere forskellige, men de havde respekten og det hårde arbejde tilfælles. Assauer har ved flere lejligheder omtalt Ebbe Sand som sin yndlingsspiller, og Ebbe Sand sagde ved sin præsentation som ny sportschef i Brøndby, at han lader sig inspirere af Rudi Assauer og ønsker at indføre åbenhed og respekt.
“Han var fantastisk til at bakke spillerne op. Han var en karismatisk fyr, han var tæt på sine spillere.Det vil jeg også lægge op til.”
Udover UEFA Cup-triumfen i 1997 blev det til to pokaltitler i 2001 og 2002, og selvom den største titel af dem alle, die Meisterschale, på tragisk vis glippede i sidste sekund i 2001, så stod Rudi Assauer selv i nederlagets stund tilbage som en sejrsherre, da han med tårer i øjnene og en cigar i mundvigen foran en flok forstenede fans erklærede Schalke for Meister der Herzen.
I 2006 tog han afsked med sit elskede Schalke efter en uheldig sag, hvor han var mistænkt for at lække informationer om klubbens økonomiske situation. En ærgerlig udgang på sit virke i klubben, men som ikke ændrer ved, at han er den måske vigtigste person i Schalkes historie i nyere tid.
Nogle år senere stod han frem og fortalte i sin selvbiografi, at han led af Alzheimers, og da vi sidst så et billede af Rudi Assauer i foråret 2018, var det en tydeligt afkræftet Rudi Assauer, der virkede nærmest uigenkendelig i forhold til det billede, han tegnede af sig selv i slut 90’erne.
Hans nærmeste har fortalt, hvordan han til sidst mistede hukommelsen, men ingen i tysk fodbold glemmer nogensinde Rudolf ”Rudi Assauer”. Den sidste glød i cigaren er slukket, men hans eftermæle brænder for altid videre.
Æret være hans minde.
Foto: www.schalke04.de
