bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Top ti: Bundesligaens bedste målmand

Tyskland har en stolt målmandstradition, og Bundesligaen anno 20019/20 er ingen undtagelse. Vi forsøger her at komme med vores bud på, hvem der er Bundesligaens bedste målmand netop nu.

Af Jeppe Krarup-Nielsen og Magnus Petterson

1) Peter Gulasci – RB Leipzig

Det var ikke den store fremtid denne ungarske målmand blev spået, da han for snart syv år siden var tredje/fjerde valg hos Liverpool og var flere lysår væk fra spilletid. Men via et kort visit hos Red Bull Salzburg endte Gulasci som førstemålmand hos ”Die Roten Bullen”. Og ligesom resten af Rasenballsport Leipzig har han gennem de seneste par år været gennem en galoperende udvikling. Gulasci er gået fra at være en ung, uerfaren målmand til at være Bundesligaens helt egen mister clean sheet. Siden Leipzigs sensationelle første Bundesliga sæson 16-17 har ingen andre målmænd i ligaen holdt buret rendt flere gange end Gulasci (39). Det er om noget et bevis på hans store kvaliteter, når han på et hold med et så offensivt mind-set stort set aldrig behøver at skulle pille bolden ud af nettet.

Men hvorfor er det så svært at forbi passere den ungarske mur? Svaret er faktisk overraskende simpelt. Han er ganske enkelt god til det hele. Gulasci har en så imponerende stor værktøjskasse af færdigheder, hvilket gør ham næsten uovervindelig, og så udstråler han en imponerende ro. Han er sjældent manden med de spektakulære redninger, men han begår næsten aldrig fejl, og der er en klar fordeling mellem ham og forsvarsspillerne, der skaber den vigtige ro. Og når han så samtidig har et tårnhøjt bundniveau, er det ikke nogen overraskelse at Peter Gulasci er Bundesligaens allerbedste målmand.

Vurdering: 9,2/10

 

2) Manuel Neuer – FC Bayern München

Når den tidligere Ballon D’or-nominerede målmand en dag lægger handskerne på hylden, kommer han til at stå tilbage som en af sin tids allerbedste målmænd. Han er flere gange blevet kåret til verdens bedste målmand, han har vundet Champions League, han har vundet VM, og så har han indtil videre vundet syv Bundesliga-titler med Bayern. For et par år siden løb han i et par skader, der nok har været en medvirkende årsag til, at niveauet er faldet en smule. Hvor han i flere år var verdens nærmest indiskutabelt bedste målmand, er han røget længere i det internationale målmandshieraki, men der måske alligevel lidt optimisme at spore. Selvom niveauet er faldet i forhold til tidligere år, så er hans form i den seneste tid gået opad, og han er ved at finde tilbage til noget af det, der gjorde, at han for nogle år siden var den målmand, som alle så op til.

Han blev under VM 2014 kendt for at være en såkaldt ”sweeper-keeper”, der kom utrolig langt ud af sit mål for at erobre eller cleare bolde. Udover det må man heller ikke undervurdere ham som shotstopper. Der er nok flere, der kan huske Neuers formidable Champions League-semifinale i 2011, fra dengang han spillede i Schalke, hvor han hev den ene verdensklasseredning efter den anden ud af ærmet. Manchester United endte med at gå videre til finalen, men de to kampe vil huskes for Neuers store præstation. Han har igennem årene også vist sig rigtig stærk i en-mod-en-situationer. Spillet med fødderne er naturligvis også en af Neuers store styrker. Det, der gør, at han ikke får førstepladsen på denne liste er, at vi ikke ser disse ting lige så hyppigt, som vi har set det før. Den 34-årige målmand er kommet lidt op i alderen, men han kan nu stadig godt have et par gode år i sig endnu, og det bliver spændende at følge, hvor længe han kan holde sig i verdenseliten, ligesom det bliver interessant at følge hans duel mod Alexander Nübel i den kommende sæson samt duellen mellem ham og Marc-André ter Stegen på landsholdet.

Vurdering: 8,9/10

 

3) Alexander Nübel – FC Schalke 04

Når man lige har snakket om Tysklands målmandskonge, er det vel kun naturligt at gå videre til prinsen bagefter. Tysklands helt store målmandsjuvel Alexander Nübel er af mange udråbt til at skulle være Manuel Neuers arvtager, og Bayern München har derfor helt naturligt sikret sig hans underskrift fra sommeren 2020. Men Alexander Nübel er ikke blot den næste nye landsholdskeeper, han er nærmest også en komplet kopi af den nuværende. Den unge målmand fra Paderborn er ligesom Neuer en moderne målmand, der deltager i opbygningsspillet og har et formidabelt spil med fødderne. Han har samtidig en fantastisk reaktionsevne og er uhyggelig god i en-mod-en-situationer. Qua hans store og bredde statur har han også en imponerende evne til at dominere sit felt.

Nübels åbenlyse talent er ikke til at tage fejl af. Men det lysende stortalent har dog en mørk skyggeside. I sin stadig forholdsvis korte Bundesliga karriere har Nübel op til flere gange begået et utal af fejl og mistet hovedet fuldstændig. Et vanvittigt rødt kort mod Eintracht Frankfurt og en mareridtskamp mod Köln er blot nogle af de gange, hvor Nübel fuldstændig har mistet besindelsen. Han er selvfølgelig stadig ung og urutineret, men hvis han skal nå de helt samme højder som Manuel Neuer, så skal hans forholdsvis høje fejlprocent minimeres.

Vurdering: 8,5/10

 

4) Kevin Trapp – Eintracht Frankfurt

I 2016 skiftede Kevin Trapp fra Eintracht Frankfurt til den franske supermagt Paris Saint-Germain, hvor han dog ikke blev den store succes. I 2019 blev han lejet fra PSG hjem til Frankfurt, og i sommers hentede ”die Adlern” ham så på en permanent kontrakt.

På et lavere niveau end PSG kommer tyskerens kvaliteter virkelig til udtryk. Han er sikker i feltet, og så er han altid god for store redninger. Han er nok den vigtigste mand på holdkortet, når Frankfurt-træner Adi Hütter sætter sin start-ellever. En ting er, at han præsterer på et utrolig højt niveau, men man kan også se, at han bringer en utrolig ro til sit forsvar.

Han har flere gange figureret på det tyske landshold, og han bør også være i tankerne, når Joachim Löw til næste sommer skal vælge en tredjemålmand til sin EM-trup, selvom konkurrencen naturligvis er utrolig hård. Opholdet i PSG viste, at han nok ikke er en absolut topmålmand, men han er dog uden tvivl en af de bedste målmænd i Bundesligaen. For at spille i en europæisk topklub mangler han måske lidt i spillet med fødderne, men udover det er der ingen tvivl, om at Kevin Trapp er en målmand af høj kvalitet, hvilket danske Frederik Rønnow desværre også har fået at føle.

Vurdering: 8,4/10

 

5) Yann Sommer – Borussia Mönchengladbach

Da Mönchengladbach i 2014 sendte deres stjernefrø Marc-André Ter Stegen til FC Barcelona, stod klubben i en sand kattepine. Hvor skulle de dog finde en målmand der kunne udfylde, Ter Stegens store handsker? Beslutningen var svær, men til sidst faldt valget på FC Basels unge schweiziske målmand Yann Sommer. Og hvilken beslutning det har vist sig at være. Yann Sommer har siden sin ankomst til Bundesligaen virkelig imponeret, og han har uden tvivl været en af ligaens absolut bedste målmænd.

Hans sikre hænder og lynhurtige reflekser har gjort ham til et sandt mareridt for ligaens angribere. Med hele 97 redninger i denne sæson og 120 i foregående er Yann Sommer med afstand den målmand med flest redninger i ligaen de seneste to sæsoner. Men selvom Yann Sommer er imponerende, har han dog et par minusser. Hans helt store svaghed er uden tvivl spillet i luften, hvor han særligt grundet sin forholdsvis ringe højde ofte kommer til kort. Hans gode leder og kommunikationsevner redder ham dog for det meste, da holdets to store forsvars klepperter Mathias Ginter og Nico Elvedi for det meste er gode til at klare sagerne i luftspillet. Det er derfor sjældent Sommers svagheder bliver udstillet, og han fremstår derfor oftest usvigelig sikker.

Vurdering: 8,2/10

 

6) Roman Bürki – Borussia Dortmund

Bürki kunne have ligget meget højere oppe på denne liste, hvis det ikke var, fordi, at han har en tendens til at lave alt for mange fejl. Netop af den grund er det ofte blevet diskuteret, om han er god nok til at stå for en klub som Dortmund.

Igennem årene har mange været hårde ved den schweiziske målmand, og måske hårdere end han fortjener, fordi selvom laver for mange fejl, så er han måske ligaens stærkeste shotstopper. På sine gode dage kan Bürki præstere på et latterligt højt niveau og levere nogle latterligt gode redninger.

Nu om dage forventer man mere af målmænd, end man tidligere har gjort. Målmandens primære opgave er at holde bolde ude af målet, og der var engang, hvor målmænd stort set kun blev vurderet på baggrund af, hvad de kunne mellem stængerne. Man krævede mere eller mindre blot, at målmanden var klar til at hive perleredninger op af ærmet, når der var brug for det. Men i dag skal en målmand også kunne bidrage uden for feltet og deltage i det opbyggende spil. Bürki er en fantastisk shotstopper, men mangler nogle af de andre kvaliteter, som i moderne fodbold gør en målmand til en verdensklassemålmand, og så taber han stadig for tit hovedet, som nu i kampen mod RB Leipzig i efteråret, hvor hans store drop var med til at sætte gæsterne i gang. Selvom han har et par mangler, fortjener han grundet sine kvaliteter imellem stængerne en flot placering på vores liste over Bundesligaens bedste målmænd.

Vurdering: 7,8/10

 

7) Lukas Hradecky – Bayer 04 Leverkusen

En gammel kending af dansk fodbold. Den finske landsholdsmålmand spillede i Esbjerg fra 2009 til 2013, hvor han imponerede fodbolddanmark, men da han i sommeren 2013 skiftede til Brøndby, blev han alvor lidt af et navn. Han nåede ikke at spille mange kampe for Brøndby, før han begyndte at vise sig frem som Superligaens bedste målmand. Han var en sprællemand inde på stregen, der gang på gang leverede store redninger, og med det niveau han viste, gav det næsten sig selv, at han på et tidspunkt måtte forlade den københavnske vestegn.

Efter to sæsoner i Brøndby-målet skiftede han i 2015 til Eintracht Frankfurt, hvor han fra første dag satte sig på pladsen som førstemålmand. Han kom til et Eintracht Frankfurt-hold, der dengang lå i bunden af tabellen, og det tog også lidt tid for Hradecky at slå igennem for alvor i det tyske. Med tiden blev han dog en nøglespiller for Eintracht Frankfurt, og hans tid hos ”die Adlern” kulminerede i 2018, hvor holdet vandt DFB-Pokalen ved at slå Bayern med 3-1 på Olympiastadion i Berlin.

Den følgende sommer skiftede han til Bayer Leverkusen, hvor han lige nu er i gang med sin anden sæson. Da han blev hentet til Leverkusen, blev han hentet som erstatning for Bernd Leno. Der var derfor nogle sko (eller handsker) at skulle udfylde for finnen, da han overtog målet i Leverkusen, men de savner bestemt ikke en god målmand hos ”die Werkself” for tiden. Hradecky har gjort det, han er bedst til. Han er sikker og dominerende i sit felt, men han klarer også målmandspositionens vigtigste ærinde. Han laver vigtige redninger. Det så vi bl.a. den 30. november sidste år, hvor Leverkusen på udebane slog Bayern München 1-2 i en kamp, hvor Bayern havde chance på chance, men hvor Hradecky tilsvarende havde fantomredning på fantomredning.
lidt ligesom Bürki er der dog for mage fejl og lidt for meget sprællemand til at han kan komme højere op på listen.

Vurdering: 7,6/10

 

8) Oliver Baumann – TSG 1899 Hoffenheim

Den 27. oktober 2013 tabte Freiburg med 0-3 på hjemmebane til HSV i en kamp, hvor hjemmeholdets målmand Oliver Baumann lavede tre store fejl, der alle kostede mål. Meget har ændret sig siden. HSV spiller i dag i 2. Bundesligaen, mens Oliver Baumann efterhånden er en af ligaens mest respekterede målmænd. Han skiftede fra Freiburg til Hoffenheim i 2014, og i takt med, at klubben er blevet en ”sub-top-klub” i Bundesligaen, er Baumann også blevet en af ligaens bedre målmænd.

Han har haft et par sæsoner, hvor han virkelig har vist klasse. Han laver de pointgivende redninger, og det virker også som om, når man ser Hoffenheim spille, at Baumann giver sit forsvar ro. Han har fortsat sin landholdsdebut til gode, hvilket nok mere fortæller historien om, at Tyskland har et væld af verdensklassemålmænd, end at Baumann ikke skulle have niveauet til at stå en kamp for ”die Nationalelf”. Men det fortæller måske historien om, hvilken målmand er Oliver Baumann er. Han er en utrolig dygtig målmand, men han er ikke en verdensklassemålmand.

Vurdering: 7,3/10

 

9) Alexander Schwolow – SC Freiburg

Stabilitet, Stabilitet og atter stabilitet. Der findes nærmest ikke et bedre ord til at beskrive hvem Alexander Schwolow er. Siden Roman Bürki skiftede til Borussia Dortmund i 2015, har Schwolow været det helt klare første valg hos SC Freiburg, hvor han har været en af Christian Streichs vigtigste brikker i jagten på den succes, som Freiburg oplever lige nu. Men at opretholde et ekstremt stabilt niveau gennem flere sæsoner er ikke den eneste styrke Schwolow har. Han besidder en utrolig stor ro og virker altid fattet og velovervejet. Han virker nærmest umulig at slå ud af kurs, uanset hvad han bliver udsat for, og hvor presset hans hold end er.

Ydermere så er en af Bundesligaens sikreste greb skruet fast på Schwolows arme. Så selvom Schwolow måske aldrig kommer til at repræsentere det tyske landshold eller spille på en af de allerfineste adresser, så er han uden tvivl en dygtig og stabil målmand som fortjener stor cadeau.

Vurdering: 7/10

 

10) Rafal Gikiewicz – 1. FC Union Berlin

Union Berlin har været intet mindre end forrygende i denne Bundesliga sæson, og die Eisern har virkelig imponeret alt og alle. En stor del af den fantastiske sæson Union Berlin har haft kan til dels tilskrives klubbens målmand Rafal Gikiewicz. Den dynamiske polak har i flere omgange været kampafgørende for Union Berling, og han har ved flere lejligheder sikret vitale point til sit hold. Gikiewicz lynhurtige reflekser på stregen har altså været til stor gavn for Union Berlin i løbet af denne sæson.

Hans helt store styrke er dog ikke hans hurtighed på stregen, men det faktum at han er indbegrebet af en ren fighter. Han kæmper altid til den sidste bloddråbe og selvom det ikke altid ser lige kønt ud, så gør han alt hvad han kan for at holde bolden ude af nettet.  Det gør så omvendt, at han til tider kommer ud i nogle lidt spøjse situationer, hvor han ikke altid ligefrem ligner sikkerheden selv. Men hvis man ser lidt bort fra de enkelte blundere, han til tider laver, så har man i Gikiewicz en målmand, der virkelig kan redde point for sit hold og som altid gør alt, hvad der står i hans magt for at holde bolden væk fra netmaskerne.

Vurdering: 6,9/10

 

You may also like
Bayern München, optakt, Manuel Neuer
Podcast: Neuers angreb på Bayern, tysk transfervindue og kokainskandale i Frankfurt
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester
Podcast: Spørgsmål special: Tysk VM-skuffelse, Bundesligaoplevelser og de næste store salg
Homofobi, Tyskland, Regnbuens farver, One Love
Tyskland vil ikke bære One Love anførerbind ved VM
DFB, Landshold, Tyskland, ny tysk landstræner, EM-manager, højdepunkter
Manuel Neuer eller Marc-André ter Stegen? Den tyske målmandsdebat er igen blevet aktuel