bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Karakterbogen – danskernes præstationer i Bundesligaen 2019/20

Bundesliga sæsonen sluttede med endnu et mesterskab til Bayern München, og desværre ingen dansk Bundesligamester i denne omgang. Set med danske briller, vil sæsonen blive husket for både positive- og negative spillerpræstationer, og vi vil nu se nærmere på, hvordan de danske spillere klarede sig i den bedste tyske række.

I denne omgang har vi valgt at inddele de danske spillere i fire forskellige kategorier, Profil på holdet, Breddespiller,Dansk skuffelse og Uden for bedømmelse. Vi vil også give en samlet karakter for deres præstationer i denne sæson, som følger den tyske karakterskala fra 1-6, hvor 1 er bedst, og 6 er dårligst. 

Karaktererne er givet ud fra den enkeltes præstation set i forhold til de øvrige spillere i Bundesligaen. For at score topkarakter kræver det derfor, at man også er en profil i ligaen.

 

– Profil på holdet:

Robert Skov (TSG Hoffenheim) – 2

Højst rangerede dansker i denne sæson er Hoffenheims Robert Skov, der inden sæsonen skiftede fra F.C. København til TSG Hoffenheim. Der var store forhåbninger til Skov, da han havde taget Superligaen med storm, og han skulle nu fortsætte de fornemme tendenser i Bundesligaen.

Robert Skov fik en hård start, og lige pludselig fandt man den tidligere Superliga-topscorer på en wingback. Det stoppede ikke danskeren, som også her imponerede, og der var allerede snak om, at han var landsholdets nye venstreback.

I TSG Hoffenheim blev de heldigvis klogere, og Robert Skov blev rykket frem som kantspiller, og det har gavnet holdet. Skov er yderste kampafgørende, hvor han eksempelvis har haft flest skud på mål, samt flest afgørende afleveringer af alle hos Hoffenheim.

Det er i alt blevet til fire mål og ni assist, og det er mere end godkendt, eftersom det har været hans første sæson. Spillere, som er gået direkte fra Superligaen til Bundesligaen, har tidligere haft det svært, men Robert Skov kan nu allerede betegnes som en profil hos TSG Hoffenheim, og får karakteren 2.

Se de bedste mål og oplæg fra Robert Skov i sæsonen

Breddespiller:

Marcus Ingvartsen (Union Berlin) – 3

Det kom som et chok for de fleste, da oprykkerne fra hovedstaden præsenterede Marcus Ingvartsen som ny forstærkning. Han havde godt nok imponeret for FC Nordsjælland, men hos belgiske KRC Genk havde Ingvartsen haft det svært, og derfor var der tvivl om, hvordan han ville klare sig i en af Europas stærkeste ligaer.

Marcus Ingvartsen har fået godt med spilletid og været medvirkende til, at Union Berlin får endnu en sæson i den tyske bedste række. Det er dog ikke blevet til meget tid på hans vante plads i angrebet, men fra sin position på kanten har Ingvartsen alligevel bidraget med tre assist og fem mål.

Det har været et godt bekendtskab med Ingvartsen i Union Berlin, og ”Die Eiseren” skal være glade for at have danskeren som en del af klubben. Vi har også været imponeret af Ingvartsen, som får karakteren 3 for sin første sæson i Tyskland.

 

Yussuf Poulsen (RB Leipzig) – 4

Det har ikke været den bedste sæson for Yussuf Poulsen, som nok havde regnet med mere spilletid, end hvad det er blevet til. Det startede ellers godt for landsholdsspilleren, som i sæsonens fire første kampe bidrog med et mål og fire assist.

I vinters begyndte rygterne om et skifte at cirkulere, efter at Poulsen ikke længere var blandt Julian Nagelsmanns foretrukne. COVID-19 meldte siden sin ankomst, og ændrede det hele for Yussuf Poulsen.

Efter coronapausen spillede Poulsen nærmest som om, at det gjaldt hans karriere. Det kom til udtryk, da RB Leipzig mødte Mainz, hvor Yussuf Poulsen viste, at Nagelsmann stadig kunne regne med danskeren. Med et mål og to assist, og endda med anførerbindet om armen, satte Poulsen dagsordenen. Han havde nu bevist, at han var i en forrygende form, men desværre stoppede en skade Poulsens fremdrift, og han endte dermed på fem mål og syv assist.

Set ud fra hele sæsonen, har danskeren ikke haft den afgørende rolle på holdet, og det kan diskuteres, hvorvidt han stadig er en profil hos ”Die Roten Bullen”. Når man ved, hvad Yussuf Poulsen er i stand til, har hans sæson har været under middel. Dermed får Poulsen også kun karakteren 4.

 

Thomas Delaney (Borussia Dortmund) – 4

Drømmescenariet havde været, at Thomas Delaney havde spillet sig i kategorien Profil på holdet. Skader og hård konkurrence har dog gjort, at Delaney i denne sæson blot kan anses som en breddespiller hos sølvvinderne.

Inden coronapausen så det længe ud til, at Axel Witsel, Emre Can og Mahmoud Dahoud var foran danskeren, og spekulationer begyndte, om Delaney måske skulle videre. Det var derfor glædeligt at se, hvordan Delaney tog kampen op, og spillede sig tilbage i startopstillingen.

Thomas Delaney har gjort en god figur af sig efter coronapausen, og har været blandt Lucien Favres bedste spillere. Delaney har været en hårdtarbejdende midtbanespiller, men blev endnu engang ramt af en skade.

Alle skaderne har ødelagt helheds indtrykket af Thomas Delaneys sæson, og med den store konkurrence på midtbanen, må Delaney nøjes med prædikatet breddespiller og karakteren 4.

 

– Dansk skuffelse:

Frederik Rønnow (Eintracht Frankfurt) – 4

Desværre for den talentfulde målmand, har det igen været en skuffende sæson. Sølle ni kampe er det blevet til, og det er ikke i nærheden af at være nok, når man besidder de kvaliteter, som Frederik Rønnow gør.

Rønnow har heller ikke været videre heldig. Når han har været tæt på en god periode, er han blevet ramt af en skade. Skadesplagede danskere er nærmest en tendens i denne Bundesligasæson. Rønnow har indkasseret hele 14 mål på de ni kampe, som han fik, men han nåede alligevel at levere et godt indtryk i blandt andet kampen mod Leverkusen, hvor Diego Simeone, Atléticos træner, kom med rosende ord til den danske målmand efter fantomkampen.

Frederik Rønnow leder også efter en udvej, og Frankfurt har også åbnet op for, at danskeren er fri til at skifte.

 

Jacob Bruun Larsen (TSG Hoffenheim) – 5

Jacob Bruun Larsen valgte Borussia Dortmund fra i håbet om mere spilletid, og det blev TSG Hoffenheim, der blev hans nye arbejdsgiver.

Han har haft flere fine indhop, men det er kun blevet til en enkelt assist og ingen mål siden skiftet tilbage i januar. Jacob Bruun Larsen har kvaliteterne til at være mere afgørende, og derfor har denne sæson været skuffende. Ikke mindst taget i betragtning af det store gennembrud, han fik sidste år.

Jacob Bruun Larsen skal se frem mod næste sæson, hvor han for alvor skal bide sig fast i startopstillingen. Hvis det lykkedes, kan han om et år allerede være en profil hos TSG Hoffenheim. Ud fra denne Bundesligasæson må Bruun Larsen nøjes med karakteren 5, men vi håber den bliver bedre om et år.

 

Mathias ”Zanka” Jørgensen (Fortuna Düsseldorf) – 5

Mathias ”Zanka” Jørgensen var omdrejningspunktet i måske den meste chokerende transferaftale i vinters, da mesterskabs ambitionerne i Tyrkiet blev udskiftet med kampen for overlevelse i Tyskland.

Den danske landsholdsspiller var lejet som en vigtig forstærkning, men ”Zankas” indtog i Bundesligaen har været en skuffelse. Han har været inde og ude af holdet, og til tider set meget uheldig ud i sit spil.

Düsseldorf havde nok regnet med, at danskeren ville have haft en større indflydelse på holdet, men han har ikke været Uwe Röslers førstevalg i forsvaret. Hvis Mathias ”Zanka” Jørgensen havde regnet med flytte permanent til Düsseldorf, skulle han have vist et højere niveau på MERKUR SPIEL-ARENA. I stedet for blev det en nedrykning til 2. Bundesliga.

En skuffende tid hos Fortuna Düsseldorf betyder også en skuffende karakter hos Bulibold, og ”Zanka” får karakteren 5.

 

Mads Valentin Pedersen (FC Augsburg) – 6

Modsat Robert Skov, har Mads Valentin Pedersen ikke haft succes med skiftet fra Superligaen til Bundesligaen. Det er blot blevet til 95 minutters spilletid, og Augsburg valgte da også at sende den 23 årige venstreback videre til Schweiz og F.C. Zürich.

Mads Valentin Pedersen havde været en stor profil hos F.C. Nordsjælland, og været blandt de bedste med dansk pas på sin position. Det er derfor også en stor skuffelse at se, hvordan hans udlandskarriere har forløbet sig indtil videre.

Umiddelbart var skiftet til FC Augsburg ikke det rigtige, men danskeren er stadig ung, og kan stadig nå at få vendt skuden. Om det så bliver i det tyske er usikkert, og det ville nok være bedst for Mads Valentin Pedersen at finde nye græsgange. Denne sæson har i hvert fald være en stor skuffelse, og Valentin Pedersen får også den dårligste karakter af alle danskere.

 

– Uden for bedømmelse:

Jakob Busk (Union Berlin)

Det er ikke blevet til nogle kampe for Jakob Busk i denne sæson, og kun to gange har han været at finde på bænken. Måske var det derfor også lidt overraskende, at han valgte at forlænge kontrakten med klubben.

 

Andreas Poulsen (Borussia Mönchengladbach)

Unge Andreas Poulsen nåede at sidde på bænken tre gange hos Borussia Mönchengladbach i denne sæson. I vinters blev han sendt til Østrig og FK Austria Wien, hvor han blot fik en håndfuld kampe, inden en skade satte en stopper for hans spilletid.

 

Mads Bidstrup (RB Leipzig)

Det blev ikke i denne sæson, at vi fik Mads Bidstrup at se i Bundesligaen. I stedet har han brugt tiden på RB Leipzigs U/19 mandskab, hvor det blev til 10 kampe og fire mål.

You may also like
Bundes manager, holdet.dk, Bulibold, forår 2024
Optakt til Bundes Manager runde 3: Farvel til Musiala
Bundesliga, Meisterschale, højdepunkter, podcast, optakt, bundesligaen, 1. og 2. Bundesliga, tysk mester
Optakt: Wolfsburg – Union Berlin: Danskermøder i Wolfsburg inden stor CL-aften for Union
Union Berlin, optakt
Sæsonoptakt: Union Berlin: Jerndefensiven med CL-bold på programmet
Danskere, Bundesligaen,
Sådan går det de danske spillere i Bundesligaen – oktober 2022