Union Berlin skal spille Champions League-fodbold i den kommende sæson, hvor der hviler et andet pres på hovedstadsklubben, der også er den eneste Bundesliga-klub i Berlin. Die Eisernen har dog handlet fornuftigt ind, og jerndefensiven bliver igen nøglen til succes for Urs Fischer og co.
Sidste sæson
Nr. 4 i Bundesligaen
Union Berlin havde i fjor deres bedste sæson nogensinde, hvor hovedstadsklubben endte på en imponerende fjerdeplads. Det er imponerende af flere årsager.
Dels fordi holdet foruden Bundesligaen også spillede med i Europa League, hvor Union godt nok røg ud i 1/8-finalen, efter klubben ellers havde ekspederet Ajax ud. Og dels fordi de nu skal spille Champions League for første gang nogensinde, da de formåede at kunne koncentrere sig om både Bundesligaen og Europa League.
Det var første styrkeprøve frem i mod den kommende sæson.
Urs Fischers mandskab kom også flyvende fra start, da Die Eisernen var ubesejret frem til den ottende spillerunde. Den gode start betød også, at Union i syv runder i træk faktisk indtog førstepladsen foran både Bayern München og Borussia Dortmund, men hovedstadsklubben var dog realistiske og luftede ikke ideen om at være titelaspiranter.
Den efterhånden så kendte defensiv holdt stand, og danske Frederik Rønnow vogtede buret til UG, mens angrebet, som ellers har været lidt svært at få til at forløse for Union tidligere, også bed fra sig til tider. Union Berlin endte dog alligevel kun med den niendebedste offensiv i ligaen, mens man omvendt var indehaver af den bedste defensiv sammen med Bayern.
En af sæsonens højdepunkter for Union var uden tvivl, da de hjemme på Stadion An der Alten Försterei slog Dortmund med 3-1, mens holdet også delte i porten hjemme mod Bayern.
Den ikoniske hjemmebane gav Union vinger i den seneste sæson, og det blev heller ikke til et eneste nederlag i Bundesliga-sammenhæng, når de 22.000 mennesker bakkede deres helte op.
Union Berlin satte flere gode stimer sammen i løbet af sæsonen, hvor die Eisernen kun tabte fire kampe i Rückrunden – heraf en til BVB og Bayern på udebane.
Union var kun ude af top-4 to gange i løbet af sæsonen, men alligevel blev der spænding om den Champions League-adgangsgivende fjerdeplads. En 1-0-sejr i sidste spillerunde hjemme mod Werder Bremen cementerede dog Urs Fischers mandskabs ret til at spille med i turneringen over dem alle. Og må vi i den anledning minde om, at det er bare fire år siden, at holdet rykkede op i Tysklands bedste række.
Champions League-kampene kommer dog ikke til at foregå på Die Stadion An der Alten Försteri, da stadionet ikke lever op til UEFA’s regler ift. brugen af ståpladser, men til gengæld kommer Union til at tørne ud på mægtige Olympiastadion.
Godt nok tilhører det ikoniske stadion normalt rivalerne fra Hertha, som skal spille i 2. Bundesligaen, men når Champions League-hymnen afspilles i den tyske hovedstad for første gang siden 1999/2000-sæsonen, så bliver det på det olympiske stadion, hvor der desuden var CL-finale i 2015.
Transfers
Der har været godt gang i ind- og udskiftningen i Union henover sommeren, hvor holdet også har skullet gøre sig klar til at kunne konkurrere i Champions League. Det har – uden at forklejne Union Berlin – krævet, at man måske har skullet åbne pengepungen lidt mere, end man tidligere har været vant til.
Alligevel mangler Union sådan for alvor at spille med musklerne, hvis man kigger på den store europæiske scene, men det ligger omvendt heller ikke til klubben bare at bruge hovedløse summer på topspillere. Først og fremmest har man valgt at gøre Diogo Leites lejeaftale til et permanent skifte fra Porto, mens Lucas Tousart har lavet det forbudte skifte fra Hertha til Union.
Derudover er det i den grad værd at nævne, at Frederik Rønnow får endnu en dansk holdkammerat, da Mikkel Kaufmann er kommet til. Kaufmann har de seneste to sæsoner spillet i det tyske på leje fra FC København, men Union har valgt at købe ham fri fra de danske mestre. Det første lejeophold i HSV var ikke værd at skrive hjem om for angriberen, der omvendt fik stor succes i Karlsruhe i den seneste sæson.
David Datro Fofana er hentet i Chelsea på en lejeaftale, og han er uden tvivl en spændende tilføjelse til Union-truppen, selvom det betyder øget konkurrence for netop Mikkel Kaufmann. Konkurrence er der også kommet til Rønnow i målet, da Alexander Schwolow er hentet i Hertha, mens Lennart Grill er hentet på en permanent aftale.
Også Brendan Aaronson er hentet ind til at forberede offensiven på en lejeaftale fra Leeds, mens Benedict Hollersbachogså er kommet til, ligesom den tidligere Schalke-spiller Alex Kral er lejet i Spartak Moskva. Derudover er en ungdomsspillere blevet rykket op i førsteholdstruppen.
Som de mange nyerhvervelser fortæller, så er der også blevet sagt farvel til en stor håndfuld spillere. Mange af dem har dog ikke spillet nogen bemærkelsesværdig rolle i den seneste sæson i Union Berlin, men det er alligevel værd at fremhæve farvellet til Sven Michel og Paul Seguin.
Svækket/Styrket
Styrket
Det er nogle gode navne, som Union har fået ind, mens man også har hentet Leite på en permanent aftale. Grundstammen i truppen fra sidste sæson er stadig intakt, og samtidig har man forsøgt at øge konkurrencen og ikke mindst udvide truppen, så den er klar til CL-fodbold.
Særligt de to offensive esser i form af Fofana og Aaronson bliver interessante at se, da de begge forventes at spille en rolle på Union-holdets offensiv. Samtidig bliver det spændende at se Tousart i aktion, da han, inden han kom til Hertha, var brandvarm, men niveauet i Hertha har været nedadgående. Hvis han kan finde tilbage til fordums styrke, så bliver han et vigtigt kort for Urs Fischer.
Sådan går det Union Berlin i denne sæson:
Det helt store spørgsmål, inden Union sparker sæsonen i gang imod Mainz den 20. august, bliver, hvorvidt Union kan stå distancen i forhold til at præstere i Bundesligaen og i Champions League. Vi så dog i den seneste sæson, at holdet godt kunne magte at spille både Europa League og fokusere på Bundesligaen, men Champions League-fodbold er bare noget andet.
Men når man kan havne i europæisk fodbold tre sæsoner i træk, så er det ikke tilfældigt. Det må derfor også være målet i den kommende sæson.
Det vigtigste for Union bliver igen i år at have en solid og stærk defensiv, der kan stå imod det tryk, som man kommer til at møde – specielt på udebane. Forsvaret virker dog intakt, hvor man ikke har skiftet specielt meget ud.
De nye tilgange skal være med til at øge konkurrencen særligt på den sidste tredjedel, hvor vi stadig har til gode at se Union sprudle henover en hel sæson.
Man kan så omvendt mene, at det sjældent er nødvendigt at score mål på samlebånd, hvis man holder modstanderne nede på et mål pr. kamp over en hel sæson, som var tilfældet i sidste sæson.
Union skal dog igen klæbe sig til den defensiv, der har betydet, at holdet har præsteret så flot, som det har været tilfældet de seneste sæsoner. For de er ikke sjove at spille imod, specielt ikke på hjemmebane, når de står kompakt. Union var nemlig det hold, der havde fjerde mindst boldbesiddelse i sidste sæson, men det betyder ikke det store, hvis man er effektive, når man så har kuglen.
Og det har Union Berlin været. Hvordan Union ender i ligaen kommer meget an på, hvordan de klarer det store pres og forventninger, der også er til dem nu, hvor der er CL-bold på programmet.
Bud på placering
4-8
Bud på idealopstilling: 3-5-2
Rønnow – Doekhi, Knoche, Leite – Juranovic/Trimmel, Aaronson, Khedira, Tousart, Roussillon – Becker, Behrens
Hold øje med:
Frederik Rønnow
Der er flere spillere, der kan gå hen og blive interessante for Union, men vi vælger alligevel at fokusere på danske Frederik Rønnow, der også sidste sæson var en nøglespiller for Die Eisernen. Rønnow blev med rette regnet som en af Bundesligaens bedste målmænd i den seneste sæson, og det vidner hans statistik også om.
Den danske landsholdskeeper holdt intet mindre end 11 clean sheets i Bundesliga-sammenhæng, og han lukkede kun 27 mål ind i de 29 kampe, han spillede. I denne sæson har han fået yderligere konkurrence, men det bør ikke ændre på, at Rønnow må være tæt på den første mand på Urs Fischers holdkort.
Sidste sæson var samtidig den første sæson, hvor danskeren efter fire sæsoner som andetvalg i både Union, Frankfurt og Schalke, endelig kunne kalde sig førstekeeper.
Rønnows reflekser er særligt blevet fremhævet, og der var sågar også snak om, at der for første gang var reel konkurrence om rollen som førstemålmand på det danske landshold. Hvis Rønnow fortsætter på samme høje niveau endnu en sæson, så kan der godt være noget om snakken.
