bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: 1. FC Union Berlin: Farvel til skoven, farvel til Bundesligaen?

Sæsonoptakt: 1. FC Union Berlin: Farvel til skoven, farvel til Bundesligaen?

Union Berlin, optakt, udebanefans, sæsonkort

Sidste sæson: Nummer 11

Efter at have flirtet med nedrykningsstregen i de to foregående sæsoner, kom Union Berlin aldrig rigtig i fare for at rykke ned, men det blev bare heller ikke rigtig godt for klubben fra Köpenick i en sæson. En sæson der vil blive husket for alt andet end spillet på banen.

I april slap klubledelsens tålmodighed med Steffen Baumgart nemlig op. Afløseren blev Marie-Louise Eta, der dermed blev den første kvindelige cheftræner i Tysklands bedste række. Eta blev dog kun ansat som interimstræner og blev efter sæsonens sidste fem kampe, der udløste to sejre, afløst af schweizeren Mauro Lustrinella, der hidtil har trænet FC Thun samt det schweiziske U21-landshold. 

En anden vigtig begivenhed var klubbens 60 fødselsdag. Den blev fejret med et imponerende pyroteknisk show i forbindelse med hjemmekampen mod Eintracht Frankfurt i februar. Egentlig kunne man have fejret dens 120 fødselsdag, da forløberen Olympia Oberschönweide blev grundlagt i 1906. Klubben valgte dog at fejre grundlæggelsen af klubben i sin nuværende form, der kom i stand i 1966.

Du kan se showet her:

Transfers:

Union Berlin har sagt farvel til sidste sæsons topscorer Danilo Doekhi, der fremover tørner ud for Lazio samt Alex Kral, der som bekendt er skiftet til FC København. Ydermere er Chris Bedia, David Preu og Lazlo Benes ikke længere at finde i klubben, ligesom Diego Leite ikke har fået sin kontrakt forlænget.

Den eneste deciderede forstærkning må være ivorianeren Emmanuel Latte Lath, som klubben har hentet i Atlanta United. Union har dog også skrevet kontrakt med Stanley Nsoki, som man lejede hos Hoffenheim i den forgangne sæson. 

Til bredden har klubben hentet Marvin Friedrich i Gladbach, mens den belgiske midterforsvarer Zeno van den Bosch er hentet i Royal Antwerpen. Julien Friedrich, Marin Ljubicic og Oluwaseun Ogbemudia er vendt retur efter at være udlejet. Endelig er Linus Güther, Mekhi Gray og Tim Blaszczak forfremmet til førsteholdstruppen fra egen ungdomsafdeling.

Styrket/svækket:

En smule svækket

Konklusionen må være, at med afgangen af Doekhi og tilgangen af spillere, hvoraf ingen er fundet på øverste hylde, kommer Union Berlin foreløbig svækket ud til den nye sæson. 

Sportschef Horst Heldt er dog på udkig efter en ny spilfordeler til midtbanen. Det hele afhænger dog af, om man kan sælge yderligere et par spillere og dermed frigøre lønkroner.

Sådan kommer det til at gå Union Berlin i denne sæson:

Med ansættelsen af Mauro Lustrinella kan fansene se frem til et mere offensivt indstillet Union mandskab, end det var tilfældet under Baumgart. Om det kommer til at kaste flere point af sig, afhænger lidt af, om klubben får landet en ”Spielmacher” til midtbanen.

Men en mand der kunne sikre oprykkerne fra Thun et sensationelt mesterskab i Schweiz fortjener naturligvis en vis respekt, da han før har overpræsteret med en lille klub. Og så skal tilhængerne nok vende sig til, at der fremover skal spilles med fire bagude, efter Union i årevis har været kendetegnet ved en trebackkæde.

Med den nuværende trup kan Union Berlin få overordentlig svært ved at overleve i Bundesligaen. Det bliver i øvrigt den foreløbig sidste sæson i denne omgang på Stadion an der Alten Försterei. Klubben spiller i næste sæson alle hjemmekampe på Olympiastadion, mens en storstilet ombygning af stadionet ved skovløberhuset foregår.

Bud på placering:

14-18

Bud på idealopstilling:

4-4-2

Rønnow – Trimmel/Juranovic, van den Bosch/Friedrich, Querfeld/Nsoki, Rothe/Köhn – Ansah, Kemlin, Schäfer/Khedira, Jeong – Ilic, Latte Lath.

Hold øje med:

Emmanuel Latte Lath
Ivorianeren, der er kommet fra Atlanta, scorede i knap hver fjerde kamp i MSL. Inden da spillede han dog to sæsoner for Middlesbrough, for hvem han nettede 27 gange i 59 kampe. Han er  lidt af en lotto-kupon, men den slags kan man jo også vinde på.

You may also like
Optakt, Borussia Dortmund, fodboldrejse, spilletidspunkter, sæsonkort, spillerunder
Spilletidspunkter for runde 1-4 i Bundesligaen fastlagt
Få rabatter på billetter til Bundesligaen
Kampprogrammet for Bundesligaen 2026/27 offentliggjort
Union Berlin
Hvem er Marie-Louise Eta, den første kvindelige træner i Bundesligaen?
Sæsonoptakt, Bayer Leverkusen
Sæsonoptakt: Bayer Leverkusen – Neuanfang 

Leave a Reply