Hvis du har undret over, hvorfor de tyske klubber hedder som de gør, så kommer her en forklaring på, hvor tilnavnene kommer fra, og hvad de betyder. Langt de fleste klubber har gjort stednavnet til en del af klubnavnet. Dette er navnet på byen (som fx Borussia Dortmund) eller bydelsnavnet (som fx St. Pauli), men hvad betyder resten, og hvad står forkortelserne for?
Borussia eller Preussen
Borussia er den ny-latinske betegnelse for Prøjsen, som var det kongedømme, der bl.a. var med til at tildele Danmark læsterlige klø i 1864. Borussia-delen i BVB´s navn stammer dog i første omgang fra et lokalt bryggeri af samme navn. Andre klubber har blot gjort det tyske navn til en del af klubnavnet. Hos DFB er der registreret over 60 klubber med tilnavnet Borussia, mens der er 38 med navnet Preussen. Historisk er klubber med tilnavnet Borussia eller Preussen grundlagt af preussiske soldater eller politibetjente. Der findes små 100 klubber i Tyskland med et af navnene.
Eks. Borussia Mönchengladbach, Borussia Dortmund, Preussen Münster, Tennis Borussia Berlin m.fl.
Alemania, Germania, Teutonia etc.
Igen er vi ude i navne med latinsk baggrund. Germania og Teutonia er latinske navne for Tyskland. Klubber med disse navne er oftest stiftet af akademikere med nationalistisk sindelag.
Eks. Alemannia Aachen, Teutonia Hamburg, BFC Germania 1888 (sidstnævnte er fra Berlin og er Tysklands ældste rene fodboldklub)
Eintracht, Concordia og Union
Concordia er det latinske ord for Eintracht, som betyder sammenhold. Eintracht er det mest benyttede tilnavn i Tyskland, hvor 313 har benyttet sig af tilnavnet. Union stammer fra det latinske ord unio, som kan oversættes til enhed.
Eks. Eintracht Frankfurt, Eintracht Braunschweig, Concordia Hamburg, Union Berlin
Fortuna
12 klubber har taget navnet på den romerske gudinde for held til sig. Fortuna Düsseldorf hed egentlig Alemania 1911 og blev siden resultatet af sammenlægningen af en række klubber i Düsseldorf. Stifteren blev inspireret, da han så en hestevogn fra brødfabrikken Fortuna og tog det med i navnet.
Eks. Fortuna Düsseldorf, Fortuna Köln
Victor/Victoria
Igen er vi ude i det romerske. Navnet stammer fra ordet ”Victorius”, der betyder sejr eller sejrherre. Victoria er ordets feminine form og kommer fra den romerske gudinde for sejr.
Eks. Viktoria Köln, Victoria Hamburg, Viktoria Aschaffenburg.
Kickers
Navnet er lånt fra det engelske sprog og skal fortælle, at her er der tale om en fodboldklub.
Eks. Stuttgarter Kickers, Kickers Offenbach.
Schalke og Hertha
Schalke er et kvarter i storbyen Gelschenkirchen. Ordet stammer egentlig fra begrebet: ”Siedlung an Schädelförmiger Gegend” som vist bedst kan oversættes med ”bebyggelse i et kranieformet område. I 1246 hed en adelig fra området således Heinrich von Schalke.
Hertha kan spores tilbage til den tyske gudinde Nerthus for landbrug.
I 1892 grundlagde brødrene Lindner Hertha BSC. De havde ofte været med en udflugtsdamper, der sejlede på floderne Spree og Havel. Damperen hed Hertha, og brødrene tog det navn med over i deres klub.
Eks. Hertha Berlin, Hertha Zehlendorf, Schalke 04
Dynamo
Dynamo navnet stammer fra Østblokken, hvor klubber med tilknytning til sikkerhedsorganerne (i Sovjetunionen NKVD/KGB og i Østtyskland Stasi) brugte navnet.
Eks. Dynamo Dresden, BFC Dymano Berlin
Arminia
De 31 tyske klubber, der hedder Arminia, har kigget på Cheruskerfyrsten Arminius og taget navnets feminine form for Arminia. Cheruskerne var en germansk stamme, og Arminius skulle angiveligt have tildelt romerne læsterlige klø og udslettet tre legioner i Varusslaget ved Teutoburgerskoven sydøst for Bielefeld.
Eks. Arminia Bielefeld
Werder
Her er der tale om et gammelt tysk ord for en ø i en flod.
Eks. Werder Bremen
Greuther Fürth
Her skal vi ikke så langt tilbage i historien for at finde historien bag navnet. SpVgg Fürth, som var en hæderkronet klub med tre mesterskaber i bæltet, var ved at gå fallit i 1990´erne. Løsningen blev, at klubben fusionerede TSV Vestenbergsgreuth, som mest var kendt for engang at have slået Bayern München ud af pokalturneringen.
Sponsornavnene
Så er der selvfølgelig de klubber, der har taget navn efter det firma, der sponserer herlighederne.
Fx Bayer Leverkusen, Bayer Uerdingen (fra 1995 fik sidstnævnte dog navnet Krefelder Fussballclub Uerdingen 05), RB Leipzig (RB står ikke for Red Bull, som det er tilfældet med søsterklubben i Salzburg, men derimod Rasen Ballsport, da DFB ikke ville anerkende det andet navn) og Carl Zeiss Jena.
Opkaldt efter Bundesland
Mange klubber har taget navn efter det nuværende Bundesland eller den region, som klubben ligger i.
Fx Bayern München, Hessen Kassel, Holstein Kiel, Sachsen Leipzig, Westfalia Herne.
Årstal
Hos de klubber, der har tal med i navnet, er der oftest tale om det år, som klubben er grundlagt i. Nogle “snyder dog lidt”, da 1860 München var en gymnastiskforening fra 1860, mens fodbolddelen først kom til i 1899.
Fx Schalke 04, 1860 München, Hannover 96, Mainz 05.
Klubfarverne
Når der er farver med i navnet, så er der naturligvis tale om farverne på klubbens hjemmebaneuniform og her er langt de fleste rød/hvide.
Fx Rot-Weiss Essen, Blau-Weiss Berlin, Rot-Weiss Oberhausen.
Immigrantklubber
Der findes også klubber stiftet af immigranter, som har taget navn efter deres oprindelige land.
Fx Türkiemspor (Türkiemspor = mit hjemland på tyrkisk) Berlin, Türgücü München (türgücü = tyrkisk kraft på tyrkisk)
De kuriøse
I det gamle DDR kunne man virkelig noget med klubnavne. Her kommer nogle eksempler af den farverige slags:
Rotes Banner Trinwillershagen
Trinwillershagen er en lille flække, der ligger i Landeskreis Nordpommern. Klubben var kortvarigt oppe i den næstbedste østtyske liga, men var mest kendt, fordi spillerne ofte gik på banen i støvler lavet af stof, da man ikke kunne skaffe rigtige fodboldstøvler, men at de var ræverøde, kan der vist ikke herske tvivl om.
BSG Aktivist Schwarze Pumpe
Her kommer vi til en af mine favoritter. Det navn kan da noget.
Klubben opstod som firmahold for gaskomponentfabrikken ”Schwarze Pumpe”, der lå i byen Spremberg i Brandenburg. Klubben var tre gange tæt på at rykke op i DDR´s bedste række. Efter Genforeningen blev klubben slået sammen med naboerne fra Hoyerswerda og hedder i dag FSV Leuersitz Hoyerswerda.
BSG Empor Tabak Dresden
Som klubnavnet antyder, så er der her tale om en cigaretfabriks firmahold. Dresden Striesen Zigarettenfabrik var DDR’s eneste af sin slags, og hvilket klubnavn det udløste. Klubben gik efter Genforeningen tilbage til sit oprindelige navn DSV 1910 Dresden.
BSG Kernkraftswerk Greifswald
Da man byggede DDR´s største kernekraftsværk i Greifswald, der ligger i Mechlenburg Vorpommern, besluttede ledelsen i klubben BSG Einheit Greifswald at gøre atomkraft til en del af klubnavnet. I dag hedder klubben blot Greifswalder SC og spiller i Regionalliga Nordost.
BSG Waggonbau Dessau
Midt mellem Magdeburg og Leipzig ligger Dessau, og her lå Waggonbau-firmaet, der byggede tog- og kølevogne. Det smittede naturligvis af på den lokale klub, der under navnet BSG Waggonbau Dessau vandt den allerførste østtyske pokalturnering i 1949. Året efter skiftede klubben dog navn til det lidt mere mundrette BSG Motor Dessau. Klubben spillede i den østtyske Oberliga, men er i dag at finde i Sachsen-Anhalts Verbandsliga under navnet SV Dessau 05.
De hyppigst brugte forkortelser
Tyskerne er meget glade for forkortelser og her er, hvad de mest brugte betyder:
FC: Fussball Club (naturligvis)
VFL: Verein für Leibesübungen (Forening for legemes øvelser)
SV: Sportverein (Sportsforening)
TSV: Turn- und Sportverein (gymnastik- og sportklub)
SC: Sport Club (Sports klub)
SG: Sports Gemeinde (sports fællesskab)
BVB: Ballspiel-Verein Borussia
SF: Sportsfreunde (sports venner)
SpVgg: Spielvereinigung (spilleforening)
e.V.: Eingetragende Verein (registreret forening). I praksis betyder e.V., at klubbens medlemmer deltager demokratisk i alle beslutninger også dem, der vedrører den professionelle afdeling.
I Bundesligaen er kun Union Berlin, Darmstadt 98, FC Heidenheim og Mainz 05 rene registrerede foreninger. Resten har gjort deres professionelle afdelinger til aktieselskaber (AG) eller GMBH (Gesellschaft mit beschränkter Haftung). Begge er aktieselskaber, men antallet af aktionærer i et GMBH er ofte færre, da de involverede vil have direkte indflydelse på alle beslutninger, hvor aktionærerne i et AG primært ser deltagelsen ud fra økonomiske interesser.
For at undgå at oligarker, diktatorer eller sågar diktaturstater køber sig ind og overtager klubbernes professionelle afdelinger, som vi desværre ser det i fodboldens moderland, indførte man 50+1 reglen. Den betyder i praksis, at klubbens medlemmer altså fansene altid skal eje mindst 51% af udstedte aktier i hver klubs professionelle afdeling.
Hvad synger fansene så?
Det tyske sprog er fedt, fordi det er så præcist, men det kan dæleme være en udfordring at få 32.000 mennesker til at råbe fx Kaiserslautern i kor. Derfor benytter fansene sig ofte af de forkortelser, som klubnavnet benytter i deres navn. Ingen er fx i tvivl om, hvem man holder med, når man råber på VfB i Stuttgart, og i Bochum ved man ligeledes, at det er hjemmeholdet der heppes på, når der råbes VfL og det endda også i en hjemmekamp mod fx VfL Wolfsburg.
Nogle klubber, som fx Hamburger Sport-Verein hedder i folkemunde aldrig andet end deres forkortelse. Når HSV spiller mod Hannover 96 møder de så bare et endnu ældre HSV, da Hannovers oprindelige navn er Hannoversche Sport-Verein von 1896. Klubben fra Hamburg hed oprindeligt Hamburger Fussball-Club og fik først SV-navnet i 1914.