bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 3 Liga > Dynamo Dresden > Fodbold i DDR: SG Dynamo Dresden – kultklubben fra Sachsen

Fodbold i DDR: SG Dynamo Dresden – kultklubben fra Sachsen

Dynamo Dresden, Rudolf-Harbig-Stadion, K-Block

I serien om klubber fra det gamle DDR er vi nået til Dynamo Dresden. Hvis BFC Berlin var Stasis klub, så var Dynamo Dresden tilknyttede det østtyske ”Volkspolizei”, hvilket gjorde klubben en smule, men også kun en smule, mere spiselig hos den gængse systemkritiker i DDR.

 

Dresdner SC og pokalen der forsvandt
Rigtig mange danskere har kørt på Autobahn A13 fra Berlin og sydpå, når turen gik til Prag. Godt midtvejs kommer man forbi Dresden og man er ikke i tvivl om, hvornår man nærmer sig Sachsens hovedstad, da samtlige motorvejsbroer det sidste stykke er overmalet med mere eller mindre lødige grafittier, der enten hylder Dynamo Dresden eller sviner alle andre til.

Selve byens historie går helt tilbage til år 1216. Den har været nedbrændt to gange – senest under 2. Verdenskrig, hvor de allierede sønderbombede byen trods en forholdsvis ringe militær værdi. Fodbolden i byen begyndte sidst i 1800, hvor klubber som Dresden English Football Club, Dresdner Sportclub 1898 og Fussballring 02 opstod.

Dredsner SC var meget succesfulde i Det Tredje Riges tid, hvor klubben vandt to tyske mesterskaber. Dresdner SC var det sidste hold, der vand det berømte Victoria-trofæ, da de i 1944 på Det Olympiske Stadion i Berlin slog ”Luftwaffe Hamburg” med 4-0.

”Die Victoria-Pokal” eller slet og ret Victoria, som pokalen hed i folkemunde, var en vandrepokal, der blev tildelt de regerende tyske mestre.

Den forsvandt i slutningen krigen, da en fodboldfan fik fat i pokalen og i årevis gemte den under en bunke kul i sin kælder. Han var simpelthen bange for, at de fremrykkende sovjetiske styrker ville stjæle trofæet. Victoria dukkede først frem igen efter Genforeningen, hvor det blev overrakt til DFB, og den kan i dag ses på ”Deutsches Fussballmuseum” i Dortmund, ligesom man kan se en kopi af trofæet på Schalke 04´s museum.

De sovjetiske magthavere i den østlige besættelseszone fik opløst alle klubber, der bare lugtede en smule af at have et borgerligt værdisæt eller oprindelse. Det vakte stor opstandelse i den fodboldglade by, og for at gyde olie på vandene oprettede russerne i 1948 efter sovjetisk forbillede ”Die Sportvereinigung Deutsche Volkspolizei”.

 

SG Volkspolizei-SG Dynamo Dresden

To nye trænere, Fritz Sack og Paul Deuring, blev ansat til at opbygge politiets nye klub, som fik navnet SG Volkspolizei Dresden.
De to trænere samlede de 40 bedste fodboldspillende betjente og afholdte en prøvetræning, hvor truppen blev skåret ned til 17 spillere. Nu havde klubben en trup, der oven i købet blev suppleret med de fire bedste spillere fra Potsdam, men man manglede fortsat en licens for at kunne deltage i Oberligaen.
Det problem blev løst i 1950, hvor styret beordrede SG Friedrichstadt til at afgive deres licens Dresden, der nu var klar til Oberligaen.

I 1953 vandt klubben, der i mellemtiden havde fået navnet SG Dynamo Dresden, Oberligaen for første gang. Det var de resterende Friedrichstadt spillere sikkert bedøvende ligeglade med. De var i protest mod alle manipulationerne for længst flygtet til Vesttyskland.

 

Berlin

Mesterskabet blev fulgt op af en 3. plads sæsonen efter, men så indtraf katastrofen. I november 1954 blev alle klubbens spillere pludselig beordret til at rejse til Berlin, hvor de skulle danne stammen i nyoprettede SC Dynamo Berlin – klubben der senere blev til den notorisk berygtede Stasi-klub BFC Dynamo Berlin.

Dynamo Dresden havde nu et hold, der kun bestod af tidligere reservespillere samt de enkelte spillere, der nægtede at flytte til Berlin. Det gik selvfølgelig ud over det sportslige niveau og klubben måtte en tur ned i den næstbedste række.

I 1956 gik det endnu værre. Dynamo Dresden stillede i en kamp op med en spiller, der ikke havde sin licens i orden og klubben fik fratrukket en del points. Det betød endnu en nedrykning, og klubben endte faktisk i den fjerdebedste række, inden man fik standset elevatoren og trykket på ”op” igen.

 

”Die erste Wende” 1967-1978

Nu fulgte en del år, hvor Dynamo Dresden skiftevis spillede i Oberligaen og i den næstbedste række. Da Dresden i 1968 blev udnævnt som ”Fussball Leistungszentrum Dresdens” og samtidig hyrede Walther Fritzsch som ny træner, kunne man pludselig tiltrække en helt anden kaliber spillere.

Allerede i 1967 fik klubben en forsmag på senere tiders succes, da man i Messeby turneringen (UEFA Cuppens forløber) mødte Glasgow Rangers, som dog samlet vandt knebent med 3-2 over de to opgør.

1970´erne blev Dynamo Dresdens mest succesfulde år. Klubben vandt i det årti fem mesterskaber og to pokaltitler.
Det udmøntede sig i 52 Europa Cup kampe, hvor ”Die Schwarz-Gelben” mødte så prominente modstandere som Ajax, Liverpool, Juventus og Benfica.

Walther Fritzsch udviklede en ny spillestil, der blev kendt som ”Dredsner Kreisel” – en østtysk variant af det hollandske totalfodbold, hvor man stillede op i en 3-1-3-3 formation. Fritzsch udviklede sideløbende 15 landsholdsspillere, og han var manden, der tidligt fik øje på talenterne Ulf Kirsten og Matthias Sammer.

I slutningen af 70´erne måtte Dynamo Dresden afgive magten til Dynamo Berlin. Berlinerne vandt mesterskabet ti år i træk, men Dresden kunne dog med tre pokaltitler spolere den ellers planlagte ”Double” til holdet fra hovedstaden. Erik Mielke har nok ikke været tilfreds.

Dynamo Dresden kunne i den periode selvsagt ikke deltage i Europa Cuppen for mesterhold, men klubben nåede højst overraskende semifinalen i UEFA Cuppen i 1989, hvor de dog måtte se sig besejret af VFB Stuttgart.
Dynamo Dresden var også en del af et af de vildeste comebacks, der er set i europæisk fodbold. I 1986 vandt Dynamoerne 2-0 hjemme over Bayer Uerdingen og førte endda 3-1 i returopgøret. Uerdingen vandt dog kampen med hele 7-3 og gik således videre på Dresdens bekostning. Du kan se og læse mere om fodboldens største comeback her

Sidst i 80´erne fik Dynamo igen skovlen under BSC og vandt således to af de sidste tre mesterskaber, der blev spillet i DDR.

 

”Die 2. Wende” – efter Genforeningen

Dynamo kvalificerede sig i den allersidste sæson i DDR til Bundesligaen sammen med Hansa Rostock.
Derefter røg klubben ind i stort set de samme problemer, som ramte de fleste andre tidligere østtyske klubber. Årene efter Genforeningen har været en træls rejse med masser af problemer med økonomien, med højreradikale fans og med manglende sportslig succes.

Dynamo Dresden har bestemt haft sin andel af ovennævnte problemer, da klubben både har været nede i den fjerdebedste række samt på fallittens rand.

 

Dynamo Dresden i dag

Dynamo Dresden har været rigtig gode til at genopfinde sig selv. Klubben har blandt sine fans en kultstatus, der ikke lader St Pauli og Union Berlin meget tilbage.
Dynamo spiller i dag i 2. Bundesliga og har i de sidste 10-15 år oplevet et regulært boom, både hvad angår medlemmer og tilskuere og er i dag en meget veldrevet klub.

Dynamo Dresdens ”rigtige” fans har i samarbejde med klubben vist tilpas meget ”civil courage” til at vise de værste yderliggående fan-fraktioner, at højreradikalismens kår på Glückgas Stadion eller Rudolf-Harbig Stadion er yderst trange.

Jeg har selv oplevet Dynamos fans på tætteste hold, da holdet i 2017 tabte 2-0 ude mod St Pauli.

Aftenen inden kampen var var vores hotel på Reperbahn fyldt med sort-gule farver og udebaneafsnittet på Millerntor var dagen efter fyldt til randen med trofaste Dresden fans, hvoraf mange havde været meget tidligt oppe for at køre de godt 500 km til Hamburg. De sang uafbrudt fra før kampen, og indtil de ellers slukørede Dynamo spillere efter slutfløjtet var henne og hilse på samt sige tak for støtten. Så kunne Dresden fansene blive eskorteret ud af stadion og begive sig de 500 km tilbage til Sachsen.

Belært af tidligere erfaringer var rigtig mange kampklædte betjente udstationeret til kampen. Det viste sig heldigvis at være unødvendigt, da alt foregik på en ordentlig måde.

Dresden ligger ca. 650 km fra Flensburg. Der er plads til godt 32.000 tilskuere på Glückgas Stadion, så der er fine muligheder for at sikre sig en billet, hvis man er i omegnen. Se, hvordan du får billetter til deres kampe

Den nuværende St. Pauli spiller Simon Makienok samt Brian Hamailainen er de to eneste danskere, der har repræsenteret Dynamo Dresden.

 

Læs meget mere i vores store serie om fodbolden i DDR

BFC Dynamo Berlin – Østtysklands Bayern München

Aktion “Leder”: Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig

Fodbold i skyggen af hammer, passer og stasi – Hansa Rostock

Fall Klaus Korn – fodboldspilleren, der forsvandt 

1. FC Magdeburg – Den eneste østtyske EC-vinder

Da et broderkys blev et fodboldmæssigt dødskys.

Historiske og historieløse Leipzig

Foto: www.dynamo-dresden.de

You may also like
Tilskuersnit for Bundesligaen
50+1 reglen og Bayer Leverkusen – Pandoras pilleglas?
Energie Cottbus – nynazismens sidste højborg i østtysk fodbold?
DDR, Die Wende
FDGB-Pokalfinalen 1990 – Mellem Murens fald og Die Wende
Fodboldcitat, ejerforholdene
Da klassefjenderne mødtes for første gang – historien om kampene mellem Dynamo Dresden og Bayern München