På East Side Gallery, der er malet på resterne af Berlinmuren ved Mühlenstrasse i bydelen Friedrichshain, kan man se det ikoniske billede, hvor Leonid Bresjnev og Erik Honnecker giver hinanden et saftigt broderkys.’
Det berømte broderkys er en hensigtserklæring, der indebar gensidig agtelse mellem statsmænd, og det blev primært brugt i den gamle østblok. Ved den milde version kyssede parterne hinandens kinder, men Honecker og Bresjnev senere Honecker og Gorbatjov gav den altså gas og præsterede, hvad der udefra godt kunne ligne en ”tungeslasker”.
Det sidste fodboldmæssige broderkys.
Samme høje agtelse kunne man garanteret finde spillerne i mellem, da Ernst-Thälmann-Stadion i 1989 lagde græs til mødet mellem DDR og Sovjetunionen
Det var samtidig to dødsmærkede nationer, der løb på banen den aften i en by, hvis navn også kørte på det sidste. Kampen blev nemlig spillet i Karl-Marx-Stadt, der blev til Chemnitz efter Genforeningen.
Forskellen på de to lande var vel bare, at DDR-toppen godt vidste, hvilken vej det gik, mens magthaverne i Kreml håbede, at Gorbatjovs reformer – Glasnost og Perestrojka – kunne redde Sovjetunionen som socialistisk republik.
Storebror
Ingen var i tvivl om, at det var Sovjetunionen, der, som en af 2. Verdenskrigs sejrherrer, bestemte i Østblokken og således også over DDR. Skulle nogen komme i tvivl, så kunne de bare spørge i Ungarn og Tjekkoslovakiet. I begge lande blev forsøg på, at gøre landene mere fri og demokratiske, knust af russiske kampvogne.
Også på fodboldbanen var Sovjet DDR overlegne. Russerne havde deltaget ved langt flere slutrunder end DDR, der kun havde kvalificeret sig en enkelt.
VM kvalifikation Europa gruppe 3
Kampem var en del af VM-kvalifikationen i Europas gruppe 3 forud for slutrunden i Italien i 1990.
Puljens øvrige deltagere var Island, Tyrkiet og Østrig.
Inden kampen havde både DDR og Sovjetunionen stadig deres videre VM-skæbne i egne hænder. Østtyskerne var dog nok tvunget til at vinde deres to resterende kampe, mens Sovjet kunne leve med uafgjort og endda tåle et smalt nederlag.
Lillebror driller
En presset DDR træner Eduard ”Ede” Geyer valgte at stille op med følgende spillere:
Mål: Dirk Heyne
Forsvar: Dirk Stahmann – Ronald Kreer – Matthias Lindner – Matthias Döschner
Midtbane: Jörg Stübner – Mathias Sammer – Rico Steinmann – Rainer Ernst
Angreb: Ulf Kirsten – Andreas Thom
Det var et godt østtysk hold, der blev sendt på banen den aften i Karl-Marx-Stadt. Problemet var bare, at det skulle bare op mod Sovjetunionen, der havde haft et af 80ernes allerbedste landshold.
På mål havde ”Geyer fundet plads til den rutinerede Magdeburg keeper Dirk Heyne, efter Genforeningen nåede han at spille 24 kampe for Gladbach.
Forsvaret bestod af solide, erfarne men også lidt anonyme spillere, hvorimod midtbanen og angrebet var besat af spillere, der efter Genforeningen alle blev profiler i Bundesligaen bortset fra en, der dog havde været en kæmpe profil i Oberligaen.
Centralt på midtbanen spillede DDR´s største profil Matthias Sammer. BSC Dynamo spilleren opnåede efter Genforeningen en flot karriere i Stuttgart, Inter og nok primært i Dortmund. Sammers karriere kulminerede i 1996, hvor han vandt EM med Tyskland. Sammer var med afstand turneringens bedste og blev fortjent kåret til Årets spiller i Europa, da han vandt Ballon d’Or senere på året.
Matthias Sammer blev flankeret af Jörg Stübner og Rico Steinmann. Efter Genforeningen nåede Stübner at spille en enkelt sæson i Bundesligaen for Dynamo Dresden, mens Rico Steinmann spillede 124 kampe for FC Köln og nåede også tre sæsoner i Twente.
På 10´er pladsen lå ”Spielmacher” og kaptajn Rainer Ernst fra Dynamo Berlin. Ernst var en særdeles vigtig spiller, da Dynamo Berlin fra 1979-1988 slog alle rekorder med ti østtyske mesterskaber i træk. Efter Genforeningen klarede han dog ikke springet til Bundesligaen særlig godt. Det blev til en enkelt sæson i Kaiserslautern, inden han sluttede karrieren med korte ophold i Zürich, Bordeaux og Cannes.
Fremme kunne Geyer råde over to at de bedste angribere, DDR har fostret nemlig Andreas Thom og Ulf Kirsten.
Begge blev straks efter murens fald købt af Bayer Leverkusen, hvor de i flere sæsoner dannede en frygtet frontduo.
Af indskiftere kan nævnes den senere Bundesliga- og Serie A profil Thomas Doll.
Selve kampen
Sovjetunionen stillede med et skræmmende godt hold. På bænken regerede den legendariske træner Valerij Lobanowski. Selv om Rinat Dasajev året inden havde spillet sin sidste landskamp, kunne Lobanowski stadig stille med et hold, der bl.a. havde Aleinikov, Mychajlytschenko, Protassow og Dobrowolski i startopstillingen.
De første fem kvarterer var en taktisk og kedelig affære, da ingen af holdene for alvor turde slippe bremsen. Kampen ændrede dog karakter i det 74. minut. Her sørgede Litowschenko for en russisk føring med en flot saksesparkscoring.
Nu var alt presset pludselig på DDR, der måtte kaste al forsigtighed over bord. Østtyskerne blev belønnet for satsningen og kunne trække sig tilbage med en 2-1 sejr, da Thom og Sammer begge scorede i kampens slutning.
Tæppefaldet
Nu skulle DDR blot have et point i Wien mod Østrig, hvilket egentlig burde have været en overkommelig opgave.
Kampen blev dog et østtysk mareridt, da Toni ”Dobbelpack” Polster med et hat trick slukkede alle østtyske drømme om endnu en slutrunde med DDR som selvstændig nation.
Samme aften sikrede Sovjet sig deltagelsen i Italien med en 2-0 sejr hjemme over Tyrkiet.
DDR spillede yderligere syv landskampe i nationens sidste levetid. Det allersidste punktum blev sat onsdag den 12. september 1990 på Constant Vanden Stock stadion i Bruxelles.
Her besejrede DDR værterne fra Belgien med 2-0 på to mål af Matthias Sammer.
Fire af DDR spillerne fra den aften i Karl-Marx-Stadt blev senere profiler på det fællestyske landshold.
Læs meget mere i vores store serie om fodbolden i DDR
BFC Dynamo Berlin – Østtysklands Bayern München
Aktion “Leder”: Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig
Fodbold i skyggen af hammer, passer og stasi – Hansa Rostock
Dynamo Dresden: Stasi, DDR og Tysklands mest berygtede fanskare
Fall Klaus Korn – fodboldspilleren, der forsvandt
1. FC Magdeburg – Den eneste østtyske EC-vinder
