bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 3 Liga > Dynamo Dresden > Guide: Fodboldrejse til Dynamo Dresden

Guide: Fodboldrejse til Dynamo Dresden

Dynamo Dresden, Rudolf-Harbig-Stadion

Navn: Rudolf-Harbig-Stadion

Kapacitet: 32.249

Grundlagt: 1923 (renoveret 2009)

Hjemmehold: SG Dynamo Dresden

 

Rejse og billetter:

Dresden ligger i den østlige del af delstaten Sachsen, ikke langt fra den tjekkiske grænse. Byen nås derfor lettest via enten Berlin eller Prag, hvorfra der er gode bus- og togforbindelser. Foruden de to førnævnte byer, er der også rig mulighed for at kombinere et besøg i Dresden med en afstikker til andre nærliggende østtyske fodboldbyer som Leipzig, Aue, Chemnitz, Magdeburg eller Cottbus, der alle ligger inden for én til halvanden times rejse fra Dresden.

His Dynamo Dresden spilles der stort set altid for udsolgte tribuner, hvorfor du bør købe billetter i god tid og gerne på dagen, hvor billetsalget starter via klubbens hjemmeside.

 

 

Hjemmeholdet:

Med sine otte mesterskaber og syv pokaltriumfer i DDR-årene er Dynamo Dresden en af Tysklands stolteste traditionsklubber. Meget er dog hændt siden murens fald, og i dag kæmper Dynamo med at få resultaterne til at leve op til fortidens renommé. Klubben rykkede ud af Bundesligaen tilbage i 1995 og har pendlet mellem 2. Bundesliga og Regionalliga lige siden.

Dette til trods er den lokale opbakning til klubben intakt. Dynamo Dresdens fans er kendt som nogle af landets mest inkarnerede. Bedste eksempel er fra efteråret 2019, hvor Dresden slog rekorden for flest udebanetilskuere i Tyskland, da op imod 35.000 tilhængere rejste til Berlin for at følge klubbens pokalkamp mod Hertha BSC på Olympia Stadion.

Blandt tidligere ikoner på banen bør nævnes Ulf Kirsten, Jens Jeremies og ikke mindst Ballon d’Or-vinderen fra 1996 Matthias Sammer. I nyere tid har også en række danske spillere slået deres folder i Dresden, herunder Brian Hämäläinen og Simon Makienok i seneste sæson, og før dem Dennis Cagara i 2005-06 og Dario Dumić 2018-19.

 

Stadion:

Rudolf-Harbig-Stadion ligger i den østlige del af byens centrum. Oprindeligt var det et rundt atletikstadion uden tag over tribunerne men med løbebane og store lyssøjler. Det blev der dog ændret på i 2009, hvor stadionet gennemgik en gennemgående modernisering frem mod kvindernes VM i Tyskland 2011. Nu står det udefra som et stort glaspalads, mens det indvendigt kendetegnes ved de stejle tribuner, der ligger tæt op ad banen sidelinjer som garanti for en heksekedel.

 

På kampdagen:

Når du lander i Dresden, er det som oftest i byens trafikale centrum Dresden Hauptbahnhof. Herfra går diverse sporvogne ud til stadion, men du kan med fordel gå den kun 10-15 minutter lange gåtur gennem parkanlægget Grosser Garten, der omkranser byens stadion. Her mødes mange af de lokale fans inden kamp for at nyde den lokale øl Feldsclösschen, der som hovedsponsor prægede holdets spilledragter i flere år.

 

Seværdigheder:

Dresden by er geografisk opdelt i to; henholdsvis den gamle og den nye bydel, Altstadt og Neustadt, på hver sin side af floden Elben. De to bydele er meget forskellige, men har hver sine kvaliteter. Mens Altstadt er byens turist-mekka med dets mange smukke historiske bygninger og museer, så er Neustadt garant for hyggelige caféer, farverige gader og ikke mindst skæve butikker. På mange måder er Altstadt byens klassiske ”must see” for en hver turist, hvorimod Neustadt er byens unge og hippe puls.

Dresden er hovedstad i delstaten Sachsen og en meget berømt en af slagsen. Dresden er således den by i Tyskland, der blev hårdest ramt af bombardementet under anden verdenskrig, hvorfor den på mange måder deler skæbne med venskabsbyen Coventry i England. Men den gamle bykerne står alligevel som for 200 år siden, da det hele er blevet genopført på ny. Den eneste forskel er stenene på nogle af byens mest berømte bygninger som Frauenkirche eller Semper Operaen, der er blandet gule og sorte. Det skyldes kombinationen af de gamle (sorte) sten og de nye (gule) sten man brugte til at genopbygge Dresden – som et evigt minde om byens lidelseshistorie mejslet ind i sten. Samme farver præger i dag hele byen, ikke mindst på grund af byens fodboldhold og dets mange fans, hvis graffitimalerier og hjemmelavede klistermærker i sort og gul præger store dele af bybilledet.

 

You may also like
Optakt, Bayern München
Kampprogram for runde 13-19 i Bundesligaen 2024/25 fastlagt
DDR, Die Wende
FDGB-Pokalfinalen 1990 – Mellem Murens fald og Die Wende
Arminia Bielefeld, rejse, fodboldsrejse, fodboldweekend
Spilletidspunkter fastlagt frem til runde 18 i 1. og 2. Bundesliga 
Fodboldcitat, ejerforholdene
Da klassefjenderne mødtes for første gang – historien om kampene mellem Dynamo Dresden og Bayern München