”Hvem fanden er 1. FC Frankfurt?” vil du nok spørge, og du har ganske ret. Det er ikke en klub, som ret mange har kendskab eller måske ligefrem et forhold til. Ikke desto mindre, så er der tale om en klub, der har vundet Oberligaen seks gange, blev pokalmestre to gange og som i den samlede DDR-Oberliga tabel ligger på en flot 5. plads. Og når ja. Så har den haft 13 forskellige navne gennem tiden.
Kært barn har mange navne
De fleste fodboldfans – jeg selv inklusiv – har det umanerligt svært med ændringer omkring deres hold. Der kan komme en opdatering af klublogoet, et nyt stadionnavn, hvis en sponsor køber sig ind, eller klubben kan måske endda formaste sig til at flytte ind på et helt nyt stadion. Alle ovennævnte ting er bestemt ikke den gængse fodboldfans yndlingsscenarie.
Forestil dig så, at du i 1951 besluttede dig at blive fan af SV Forwärts Leipzig. Så ville du, hvis du altså holdte ved, 60 år senere have oplevet, at din klub havde haft 13 forskellige navne og havde haft hjemmebane tre vidt forskellige steder i landet.
Hvis nogle fans har stået last og brast med ovennævnte klub gennem alle årene, der i dag går under navnet 1. FC Frankfurt, så letter jeg altså på låget.
Leipzig årene og de første navne
I starten af 1950’erne dannede man i DDR sports-paraplyorganisationen ”Vorwärts” efter sovjetisk forbillede. Alle de klubber, der spillede under det navn var tilknyttet Folkepolitiet.
”Vorwärts-klubberne” skulle være etatens ansigt udadtil, og de spillede det første år et internt mesterskab, hvor ”Vorwärts Leipzig” slog ”Vorwärts Bug” med 9-2 i finalen.
Myndighederne besluttede nu, at ”Vorwärts Leipzig” skulle være et såkaldt ”Fussballstützpunkt” i DDR, og klubben fik tildelt en plads i den forholdsvis nyoprettede Oberliga uden at skulle bøvle med først at skulle rykke op.
I den efterfølgende sæson spillede holdet under sit første nye navn – SW Vorwärts der Haubtverwaltung Aulbildung (HVA) Leipzig. Det navn holdte dog kun i ca. seks måneder, hvorefter den kom til at hedde ”SV Vorwärts der Kasernierten Volkspolizei Leipzig”.
Klubben flirtede med nedrykningsstregen, men reddede dog livet og sluttede på en 15. plads.
Noget måtte ske, så myndighederne beordrede i alt otte spillere til at skifte fra Chemie Leipzig til Vorwärts.
Beslutningen var dog ikke særlig gennemtænkt. Den skabte stor vrede i den foldboldglade by, hvilket prægede det nye Vorwärts hold så negativt, at klubben endte på en17. plads i 1952-1953 sæsonen og dermed rykkede ud af Oberligaen.
Allerede i slutningen af samme sæson flyttede myndighederne klubben til hovedstaden, og Vorwärts spillede således sine sidste kampe på ”Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark”, der ligger i Berliner bydelen Pankow. Flytningen skete af flere grunde. For det første var Vorwärts særdeles upopulære i Leipzig og for det andet, så havde systemet brug for en klub i hovedstaden.
Enhver numerologs våde drøm
Det krævede naturligvis endnu et nyt navn. Denne gang skiftede man dog kun navnet Leipzig ud med Berlin – resten forblev uændret. Det holdt dog kun et halvt år. I 1953 og frem til 1956 gik man fra (og hold nu fast):
”Sportsvereinigung Vorwärts der Kasernierten Volkspolizei Berlin” over ”Zentraler Sportclub der Kasernierten Volkspolizei Berlin” til først ”Zentraler Sportclub Vorwärts Berlin” og siden til ”Zentraler Armeesportclub Vorwärts Berlin” for til sidst at ende med det lidt mere mundrette ”Armeesportclub Vorwärts Berlin”.
Efter den omgang kom der en smule ro omkring navnet, og vi skulle da også helt frem til 1966 før klubben igen skiftede det ud.
Rent sportsligt ændrede tingene sig i 1956, hvor Vorwärts blev nummer seks i Oberligaen og i samme sæson nåede pokalfinalen, som dog blev tabt mod SC Chemie Halle-Leuna.
Vorvärts i Europa
Årene fra 1956 og frem hvor hæren gik ind ”Vorwärts –organisationen” skulle vise sig at blive klubbens mest succesfulde. I årene fra 1957-1962 blev klubben mindst nummer to i Oberligaen og vandt endda tre mesterskaber. I samme periode vandt Vorwärts også pokalturneringen to gange. Det kastede en masse Europacup kampe af sig og berlinerne mødte bl.a Glasgow Rangers, Manchester United og Wolverhampton. Vorwärts nåede endda kvartfinalen i mesterholdenes turnering i sæsonen 1969-70, hvor man røg ud mod den senere finalist Feyenoord og kvartfinalen i pokalvindernes turnering året efter, hvor PSV Eindhoven blev endestationen. Begge gange vandt Vorwärts hjemmekampen med 1-0 men tabte 2-0 ude.
I 60´erne og 70´erne var Vorwärts det bedste hold i (Øst)Berlin. Selv den senere rekordmester BFC Dynamo, der blev en selvstændig fodboldklub under Stasi i 1966, var Vorwärts underlegne. Den største konkurrent i hovedstaden på den tid var faktisk Union. Vorwärts vandt sit sidste mesterskab i 1968-1969 sæsonen.
Frankfurt an der Oder
Den 31. juli 1971 besluttede forsvarsministeriet pludselig, at klubben skulle flytte igen, og denne gang gik turen over til den polske grænse, hvor Frankfurt an der Oder ligger.
Baggrunden for beslutningen er aldrig blevet helt klarlagt, men hvis man forestiller sig, at Erik Mielke, der både var minister for Stasi og klubpræsident i BFC-Dynamo, stod bag flytningen, så er man nok ikke helt galt afmarcheret. Ved at flytte Vorwärts, slap BFC-Dynamo af med en konkurrent i hovedstaden, der både var mere populær hos fansene samt sportsligt langt mere succesfuld.
Nu måtte klubben, der i mellemtiden fik navnet FC Vorwärts Frankfurt, vænne sig til mere ydmyge forhold i provinsen.
Sportsligt lagde Vorwärts dog fint fra land i de nye omgivelser, da man i 1974 slog selveste Juventus ud af Uefa Cuppen, og da man to år senere nåede finalen i pokalturneringen.
Her viste Lokomotive Leipzig sig dog en for stor mundfuld, og Frankfurterne rejse hjem med et 3-0 nederlag.
Vorwärts rykkede i 1978 ud af Oberligaen og nu fulgte nogle år, hvor klubben måtte nøjes med rollen som elevatorhold.
Vorwärts Frankfurt oplevede en ny opblomstring i starten af 80´erne. Klubben vandt sølv i Oberligaen i 1983 og kvalificerede sig derud over tre år i træk til UEFA-Cuppen, ligesom klubben i 1981 endnu engang var den ene del af pokalfinalen, hvor Lokomotive Leipzig dog atter trak sig sejrrigt ud af kampen – denne gang med en 4-1 sejr.
Fra 1985 og frem mod Genforeningen blev der igen stille om Vorwärts Frankfurt, der endda led den tort at rykke ud af Oberligaen i 1988.
1. FC Frankfurt i et samlet Tyskland
Efter Genforeningen røg klubben ind i nøjagtig de samme problemer, som blev de fleste DDR klubbers lod i det nye fælles Tyskland.
Vorwärts kunne ikke klare sig i den nye markedsøkonomi, og det mest bemærkelsesværdige omkring klubben er, at den fortsatte med at få nye navne – om end ikke med samme fart som i 1950´erne.
I 1991 fik klubben navnet FC Victoria 91 Frankfurt (Oder) og året efter Frankfurter FC Victoria 91.
I 2012 blev klubben slået sammen med MSV Eintracht Frankfurt. Her er der naturligvis ikke tale om den kendte Bundesligaklub fra Frankfurt am Main men en anden lille klub fra Frankfurt an der Oder.
I dag optræder sammenslutningen under sit (foreløbig) sidste navn nemlig 1. FC Frankfurt.
1. FC Frankfurt roder i dag rundt i Brandenburgligaen – den højeste liga internt i delstaten, hvilket svarer til Verbandsligaen.
På besøg i byen
Da Frankfurt ikke længere kan prale med et højt fodboldmæssigt niveau, skal man nok være bidt af en gal ”Groundhopper”, hvis man tager turen derned blot for at opleve en kamp på ”Stadion der Freundschaft” i Frankfurt. Her er plads til 12.000, og du kan med (østtysk) statsgaranti helt sikkert let få fat i en billet til rimelige penge, hvis du skulle komme på de kanter.
Selve byen Frankfurt an der Oder ligger 531 km fra Flensburg. På den anden side af Oderen ligger den polske by Slubice, der var en del af Frankfurt indtil den nye grænse blev trukket efter 1945.
Der bor små 58.000 mennesker i Frankfurt an der Oder, og er man på besøg i byen, bør man ikke snyde sig selv for ”Seelower Höhen”. De ligger små 30 km nord for byen, og her åbnede Sovjetunionen slaget om Berlin i april 1945. Stedet er i dag et mindesmærke med eget museum over et af de sidste store slag i 2. Verdenskrig.
Læs meget mere i vores store serie om fodbolden i DDR
Carl Zeiss Jena – Firmaholdet fra Thüringen
Union Berlin – Kultklub i evig opposition
BFC Dynamo Berlin – Østtysklands Bayern München
Aktion “Leder”: Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig
Fodbold i skyggen af hammer, passer og stasi – Hansa Rostock
Fall Klaus Korn – fodboldspilleren, der forsvandt
1. FC Magdeburg – Den eneste østtyske EC-vinder
Da et broderkys blev et fodboldmæssigt dødskys.
Historiske og historieløse Leipzig
SG Dynamo Dresden – kultklubben fra Sachsen
