Fire kampe på blot en weekend. Søren Kristensen havde en af den slags ture, de fleste nok misunder ham, da han i weekenden fra den 8. – 10. september tog på fodboldrejse til det tyske for at udleve passionen for landets helt unikke fodboldkultur. Her følger hans rejseberetning fra en weekend i fodboldens tegn.
Inden vi rigtig begynder, skylder jeg dig lidt baggrundsinformation, så du har en chance for at forstå, hvordan tingene på de næste linjer hænger sammen: Jacob, som er anden halvdel af denne rejse, og undertegnede boede begge i Berlin i årene 2010-2012. Her fandt vi hurtigt af, at vores fodboldmæssige kærlighed skulle kastes mod den østlige del af byen fremfor den vestlige. Derfor bliver vores rejser til Tyskland altid – uden undtagelse – planlagt således, at vi kan se Union Berlin spille.
Planlægningen til denne tur begyndte allerede i juli måned, da kampprogrammet for 1. og 2. Bundesliga blev præsenteret. Da ingen af os havde besøgt hverken Schalkes eller Gladbachs stadions, var det derfor planen, at vi – foruden Fortuna Düsseldorf-Union Berlin – skulle se Schalke 04 mod Stuttgart samt Borussia Mönchengladbach mod Eintracht Frankfurt.
Et par uger efter blev både Union og Schalkes kampe fastlagt til om søndagen, hvilket naturligvis satte vores plan lidt under pres. Men vi åndede dog lettet op, da vi opdagede, at kampene begyndte henholdsvis kl. 13.30 og kl. 18.00.
Det gav os to en halv time til at komme de 55 km fra Düsseldorf til Gelsenkirchen, og problemet var løst. Da ingen af kampene skulle spilles fredag, gav det os endda mulighed for også at få tid til at slå et smut forbi Volksparkstadion og kampen Hamburger SV-RB Leipzig.
Dermed så programmet for weekenden således ud:
Fredag: Hamburger SV – RB Leipzig
Lørdag: Borussia Mönchengladbach – Eintracht Frankfurt
Søndag: Fortuna Düsseldorf – Union Berlin samt Schalke – Stuttgart
Fredag den 8. september – To sider af samme by
Siden planlægningen begyndte, var der vel ret beset ikke gået en dag, uden at vi på en eller anden måde, tænkte på denne rejse. Denne fredag formiddag var ventetiden så endelig ovre, og efter den/de obligatoriske lufthavnsøl kunne vi sætte os i flyet mod Hamburg med en relativt stram tidsplan i bagagen.
HSV spillede som bekendt først om aftenen, og når ”vennerne” fra Millerntor tilbyder en stadionrundvisning om eftermiddagen, vil det være direkte dumt at takke nej. Den meget engagerede guide, som i øvrigt var iklædt en Rayo Vallecano-trøje, tegnede et helstøbt billede af klubben, dens historie og ikke mindst forholdet til fansene, som er svært at komme uden om, når talen falder på St. Pauli. En to timers grundig rundvisning, hvor alt på nær selve græsset blev betrådt. Man kan mene meget om klubbens måd, at være mere end blot en fodboldklub, men efter rundvisningen stod det (endnu mere) klart, hvorfor klubben har en så bred appel, som det er tilfældet.
Og hvad var så det mest ikoniske ved denne rundvisning? Uden sammenligning spillertunnellen. Et vanvittigt flot stykke håndværk, som selvfølgelig er udført af klubbens fans. Jeg forstår godt, hvis specielt unge spillere ryster lidt ekstra i bukserne, når de står der, og kan høre Hells Bells brage ud af højtalerne i skøn forening med 30.000 larmende Pauli-fans.
Efter endt besøg på Millerntor var det tid til at varme op til den første af weekendens i alt fire kampe. Foruden et par relativt snuskede, men hyggelige beværtninger foregik den opvarmning primært på HSV-baren Sportpub Tankstelle på Gerhardstrasse, som vi fik anbefalet af Bulibold. Alt er blåt, og på de mange skærme kan man nyde HSV-scoringer fra mange forskellige årtier. En god måde at teste sin viden om de gamle HSV-drenge, og jeg erkender, at der var et par huller hos undertegnede.
Holsten gør det også fint på fad, og efter at have smagt et par stykker af dem, bevægede vi os mod stadion. Selv noget så trist som offentlig transport blev vendt til en god oplevelse før kampen. Forventningerne var bestemt til at tage at føle på. Det gjaldt i endnu større grad ved det store fanområde ved S-Bahn-stationen Stellungen, hvor det vrimlede med HSV-fans, der lige skulle have et sidste skyl, inden de begik sig ud på den obligatoriske gåtur gennem Volkspark. En gåtur der var længere. end vi begge huskede, hvorfor vi først var på plads få minutter inden, Lotto King Karl tog guitaren frem for at slå tonen til ”Hamburg meine Perle” an.
Da Deniz Aytekin fløjtede kampen i gang, lå HSV alene i spidsen af Bundesligaen, hvilket klubbens fans absolut ikke undgik at gøre opmærksom på. Samme Aytekin kom i fokus i kampens indledning, da han først dømte et straffespark til Leipzig, men derefter korrekt omstødte dommen takket være den nyindførte videoteknologi. Denne teknologi kunne dog ikke forhindre Naby Keita i ganske fortjent at bringe Leipzig foran 1-0 midt i anden halvleg.
Få minutter senere kunne Sven Schipplock have sendt nordtribunen på den ende efter et hjørnespark, men han formåede ikke at udnytte den store chance få meter fra mål. Situationen blev ikke sjovere af, at Timo Werner i situationen sekunder efter udnyttede en friløber til at afgøre kampen. Første nederlag i sæsonen, men så er det jo godt, at sådanne sorger hurtigt kan druknes. For selvom Volkspark Stadion ligger et stykke uden for byen, er der alligevel en del liv efter kampen. Det var jo fredag, så vi blev nogle timer derude for at suge det sidste ud af Hamborg inden vi lørdag morgen fortsatte vores rejse sydpå.
Lørdag d. 9. september – Debut på Borussia-Park
Indrømmet, der var gået lige lovlig meget fredag i den, så der lød ikke ligefrem et jubelbrøl på hotelværelset, da vækkeuret ringede tilpas tidligt til, at vi kunne nå toget fra Hamburg mod Düsseldorf kl. 7.45 lørdag morgen. Heldigvis er det at rejse med langdistancetog i Tyskland generelt ganske komfortabelt, så vi udnyttede de 4,5 times transport til at få indhentet lidt af det tabte fra natten. Vi ankom til Düsseldorf omkring middagstid og efter et hurtigt check-in på hotellet, begav vi os de 30 km. vestpå mod Mönchengladbach. Ved samtlige stationer på vejen stod masser af Gladbach-fans på, hvilket kun fik stemningen i toget til at stige. Udover den fine stemning kunne vi med glæde i sindet konstatere, at antallet af de velkendte hjemmelavede cowboyveste var væsentligt højere her end i andre dele af Tyskland. Det var ganske enkelt en fryd for øjet
Som sagt havde ingen af os havde besøgt Borussia-Park tidligere, så vi forsøgte at følge strømmen fra en af de mange Shuttle-Busser fra stationen og derud. Det viste sig at være en god plan, for vi endte på en fanbar, der lå lidt bag stadion. FanHaus var navnet. Dejlig simpelt. Her var flere hundrede Gladbach-fans samlet, og antallet af fem-liters øltårne befandt sig heller ikke i den lave ende. Udover den gode atmosfære og store venlighed blandt de lokale, var ølpriserne absolut udholdelige, så alt i alt et virkelig godt opvarmningssted.
På den korte gåtur til stadion blev vi dog hurtigt enige om, at det – set udefra – ikke scorer mange point på udseendet. Oplevelsen var til gengæld en ganske anden, da vi trådte indenfor. Selvom vi efterhånden har besøgt de fleste store stadions i Tyskland, er det altid en helt speciel følelse at besøge et nyt. De sekunder hvor man går gennem det smalle indgangsparti, og det ellers lukkede stadion åbner sig for øjnene af én er ofte ganske ubeskrivelige. Her var det store, men intime Borussia-Park bestemt ingen undtagelse. De kan bestemt også godt være indløbssangen, ”Die Elf vom Niederrhein”, bekendt. Der var rigtig god lyd på den, og det samme må siges om de tre 10-årige knægte, der stod lige bag os og skrålede med på hver en linje. Et studie i god børneopdragelse, og man forstår endnu en gang hvorfor den tyske fankultur er lysår foran resten af Europa.
Isoleret set var selve kampen en skuffelse. Kevin-Prince Boateng sørgede for en tidlig føring til gæsterne, som herefter lukrerede på deres gode organisation og holdt denne føring kampen igennem. Gladbach til gengæld lavede mange simple opspilsfejl, som gjorde, at det kun få gange formåede at blive farlige.
Dette til trods oplevede vi et vedholdende hjemmepublikum, som først hen mod slutningen mistede tålmodigheden og godt kunne se, hvor det bar henad.
Efter kampen måtte vi sande, at der findes små jyske provinsflækker med mere liv end Mönchengladbach, og vi tog derfor tilbage til Düsseldorf. Her blev vi til gengæld præsenteret for grunden til, at byen er en god base, når man rejser i denne del af Tyskland. Der vrimlede med mennesker i gaderne, og en lang række gode kulinariske tilbud ligeså.
Søndag, d. 10. september: Syv minutter i himlen og så dessert…
Selvom de foregående dage indeholdt nogle fantastiske oplevelser, kunne det ikke måle sig med de forventninger, vi havde til denne dag. Morgenmaden blev nydt med udsigt til Rhinen, der i dagens anledning var klædt i solskin. I samme område lå der et væld af barer og caféer, hvor vi så flere ligesindede, der var rejst fra det østlige Berlin. Det var som en stor familiefest, hvor alle Unionere smilede og hilste på hinanden. Med et par Altbier indenfor vesten gik vi mod det, der må være Tysklands største stålkasse, Esprit Arena.
Tankerne og diskussionen på vejen derud kredsede sig mest omkring, hvad man kunne forvente af selve kampen. Tribuneoplevelsen som fan af Union Berlin skuffer aldrig. Resultaterne derimod er ofte ret svære at spå om, selvom holdet specielt i forrige sæson præsterede på et mere stabilt niveau end tidligere. Fortuna Düsseldorf var kommet godt i gang med sæsonen, og med 10 point i de første fire kampe, var det ingen overraskelse, at det blev en meget svær udekamp. De kom desværre lige lovlig godt ud til kampen, hvorfor de også fortjent kom foran 1-0 efter et kvarter. Union vadede ikke ligefrem i chancer, så det var positivt ”kun” at være nede med en enkelt ved pausen. Anden halvleg var heldigvis mere lige, og vi stod med fornemmelsen af, at de kunne få noget med herfra.
Efter 68 minutter kom den scoring, vi havde sukket efter. Den kroatiske midtbanemaskine, Damir Kreilach, steg op på et godt slået hjørnespark og udlignede Düsseldorfs føring. Det så godt ud, men med hjemmeholdets præstation i første halvleg i baghovedet kunne alt stadig ske. Få minutter efter scoringen gav Jens Keller ligadebut til nyerhvervelsen fra Schalke 04, Atsuto Uchida, som blev en central figur i senere situationer, hvilket jeg vender tilbage til. Med et kvarter tilbage udnyttede han et par hurtige kombinationer på højrekanten, sendte en flad bold indover, og sekundet efter lå bolden via en Düsseldorf-støvle i nettet. Det skabte ganske enkelt ekstase i udebaneafsnittet, og der blev uddelt et par krammere til vores østtyske venner. Sagt på jysk var de følgende syv minutter nogle af de bedre på rejsen…
Glæden varede dog kort, og med fem minutter tilbage, hvor et indkast ikke blev clearet, var udligningen en realitet. Hvis det var en bitter pille at sluge, var det intet i forhold til, hvad der skete efter stadionuret havde rundet 90 minutter. På egen banehalvdel lavede Uchida en ganske håbløs aflevering ind i banen. Den tog Fortunas Florian Neuhaus til sig, og efter megen tøven fra Union-forsvarets side, og et mindre drop fra Jakob Busk, gjorde han det til 3-2. En fuldstændig ulidelig følelse efter at have været så tæt på så stort et resultat.
Selvom skuffelsen var enorm, var dagen ikke slut endnu, og vi skulle skynde os videre. Det var ikke ordbogens pæneste gloser, der blev fundet frem på bagsædet af taxaen mod banegården. Ud kom en del af frustrationerne dog, og vi drog mod altid eksotiske Gelsenkirchen. Selv med offentlig transport herfra lykkedes det os at nå Veltins Arena i fin tid inden kampen. Da vi kom op på tribunen, kunne vi se en bekendt fra tidligere på storskærmen. Det var minsandten helten og skurken fra tidligere, Atsuto Uchida, der skulle have sin hyldest og takke Schalke-fansene for syv gode år i klubben.
Ligesom dagens første kamp, var vi her også vidner til en ganske underholdende en af slagsen. Blot fire minutter var der gået, da Schalke – efter brug af videodommer – fik tildelt et straffespark, som Bentaleb omsatte til scoring. Det gjorde ikke lydniveauet fra den massive blå mur bag det ene mål lavere. Stuttgart kom bedre med efter denne start, og på trods af en lige første halvleg lykkedes det dem at udligne kort før pausen. Herefter kunne man til gengæld godt ane utilfredsheden brede sig i modsætning til Gladbachs fans, der virkede mere tålmodige. Heldigvis for Schalke-fansene skulle de ikke vente længe efter pausen, før de igen kunne juble. På anden halvlegs første fem minutter scorede de to gange: først Naldo og dernæst Guido Burgstaller. En hurtig afgørelse på en god kamp, hvor stemningen absolut var blandt de bedre, vi har oplevet.
Det var jo sidste aften, så vi blev hængende på en fanbar på stadion for at se højdepunkter, drikke et par Veltins og diskutere de sidste dages oplevelser. Vi troede egentlig ikke, at vi kunne trække flere mindeværdige oplevelser ud af denne rejse, men det lykkedes alligevel i toget på vej tilbage mod Düsseldorf. Her kom vi tilfældigvis til at sidde overfor en japaner, der var rejst fra Hiroshima til Ruhr-distriktet for at se denne kamp. Ja, du læste rigtigt: Ikke for at arbejde, ikke for at besøge familie/venner, ikke som en del af en Europa-rejse – udelukkende for at se sine helte spille. Det må betegnes som et seriøst langdistanceforhold, og vi udtrykte naturligvis begge vores dybeste respekt.
Det var min beretning om tre fabelagtige dage i Tyskland. Når jeg fortæller om det til familie, medstuderende og udenforstående venner kigger de på mig, smiler og ryster derefter på hovedet. Denne passion er skam også svær at forklare, men ikke desto mindre elsker jeg at udleve den. Fodbold, en uovertruffen fankultur, lidt øl og intenst samvær med en god ven er de få ingredienser, der skal til. For guderne skal vide, at de alle fire er uundværlige i denne perfekte cocktail. Man hænger muligvis lidt med hovedet dagen efter hjemkomsten, fordi man ikke har levet helt så sundt, som man burde, og oplevelserne var lidt større end dem, dagligdagen på studiet tilbyder. Alligevel har vi ofte talt om, at man kommer hjem som et bedre menneske. For sjov er jeg begyndt at bruge betegnelsen, ”dannelsesrejse”, men spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er et meget rammende ord…
