bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > Nationalelf > Farvel til fodboldkansler Angela Merkel

Farvel til fodboldkansler Angela Merkel

Angela Merkel, Kansler, Landshold

Når hele Tyskland den 26 september går til valg, bliver det et endegyldigt farvel til Angela Merkel i tysk politik efter 16 år som landets leder. Lige så lang tid Merkel har siddet på posten som Bundeskansler, stort set lige så længe har fodbold og tysk politik været uløseligt sammenvævet på kryds og tværs. Angela Merkel er nemlig fodboldfan. Stor fan. Fan af især de tyske landshold men også af fodbolden generelt. I det følgende går vi derfor tæt på den afgående tyske kansler for at prøve at forstå, hvad fodbold har betydet for Merkel og endnu vigtigere, hvad Merkel har betydet for fodbolden.

I foråret tog vi afsked med Joachim Löw, i efteråret er turen så kommet til Bundeskanslerin Angela Merkel. To personer der begge har formet tysk fodbold gennem de sidste 15 år. Den ene som arkitekten bag sejre og medaljer, den anden som iscenesætteren der gjorde ’Die Mannschaft’ til hele Tysklands darlings. De to personer, Löw og Merkel, deler et skæbnefællesskab stærkere end de flestes. 

Verdensmester

For både Löw og Merkel begyndte det hele med VM i 2006.  Det var her, Löw fik sit helt store gennembrud som træner på landsholdssiden, da han assisterede Jürgen Klinsmann under VM-slutrunden på hjemmebane. Selv samme slutrunde blev også Merkels store succes, da hun kunne lade sig krone med titlen af hele Tysklands moder – i daglige tale bare ’Mutti’.

Bare syv måneder tidligere, i november 2005, var østtyske Angela Merkel blevet valgt som den første kvinde nogensinde til at skulle lede det store land mod syd. Det skete efter langstrakte forhandlinger ovenpå et valg, hvor begge de store partier, Merkels konservative CDU og det socialdemokratiske SPD gik markant tilbage, i et Tyskland der fremstod splittet.

Desto større blev vigtigheden derfor også af et fodbold-VM 2006 på hjemmebane, hvor det spaltede land nu igen fik brug for en genforening. Allerede ved årets begyndelse havde Angela Merkel sat fodbolden på den politiske dagsorden, da hun i sin første nytårstale som kansler nævnte, at ”når nu Tysklands kvindefodboldlandshold allerede var verdensmestre, så kunne herrerne naturligvis også”. Næsten som en profeti dømt til at gå i opfyldelse.

På ’den gule mur’ i Dortmund har die en såkaldt ’capo’ til at lede slagets gang på de sort-gule fanlægter. Under VM 2006 havde hele Tyskland Angela Merkel som trofast inventar på tribunen, der udlevede alle de følelser resten af det tyske publikum måtte gennemgå. Selv når de tyske fans skulle fejre deres sejre dagen derpå, kunne de se den ene avisforside efter den anden med billeder af deres kansler, der stod i spillernes omklædningsrum eller på tribunen og tiljublede de sejrene tyske spillere. Angela Merkel dikterede og udlevede hele Tysklands sindsstemning i de dage. Hun ledede på fornemmeste vis de tyske fans gennem slutrunden iklædt hendes karakteristiske farvede dragter og hænderne i vejret, og gjorde sig dermed berettiget til titlen som hele Tysklands ’fodboldkanslerinde’ og ’mutti’.

Til trods for at det (kun) blev til en tredjeplads for Löw, Klinsmann og Die Mannschaft, så talte hele verden og ikke mindst de tyske medier om det tyske fodbold ’Sommermärchen’(sommereventyr), red. Ikke siden verdensmesterskabet 1990 og den rigtige genforening mellem øst og vest, havde tyskerne viftet med deres flag så meget og så intensivt som i de uger hen over forsommeren 2006. Og så gjorde det ikke det så meget, at Merkels profiti om VM-guld først blev opfyldt på Maracanã i Brasilien godt otte år senere.

 

Fodbolddiplomati

At fodbold, sport og politik går hånd i hånd, er der som sådan ikke noget nyt i. Men dette til trods kom det nok alligevel som lidt af en overraskelse for vores naboer mod syd, at netop VM i 2006 skulle få så stor betydning for den tyske kultur og den tyske selvopfattelse. Det gjaldt naturligvis også Angela Merkel selv, der opdagede fodboldens styrke som værktøj til at skabe sammenhold på tværs af selv de mest uforlignelige kulturer.

I årerne efter VM 2006 blev fodbolden derfor også til et af kanslerens mest yndede redskaber i diplomatiets værktøjskasse. År efter år, stadion efter stadion, så man Angela Merkel smigre den ene politiske leder efter den anden. Franske Macron og Tyrkiske Erdoğan. Ruslands præsident Putin og Italiens premiereminister Renzi. Alle er de blevet inviteret til fodbold med den tyske kansler, når der skulle diskuteres storpolitik gennem årene.

Men fodbolden var ikke bare en tilfældig gimmick eller et mediestunt for Angela Merkel. Hun mente det skam seriøst. For hende er fodbolden vigtig. Det måtte førnævnte Renzi blandt andet indrømme, da kansleren under et politisk topmøde i Rom 2013, som noget af det første spurgte indtil Mario Gomez’s situation i Fiorentina. Hun vidste udmærket godt, hvilken effekt fodbold har på italienske mænd, og at den daværende statsleder Renzi, der er opvokset i Firenze, havde en særlig svaghed for netop Firenzeklubben Fiorentina. Derefter gik det noget nemmere med at nå til enighed om EU’s finans- og pengepolitik, der i de år netop splittede Tyskland og det europæiske syd ovenpå finanskrisen.

Missionen lykkedes. Renzi var forført og vendte tilbage til Berlin et år senere for at kvittere med en signeret Fiorentina-trøje med Gomez trykt på ryggen samt en invitation til kansleren om at tage med på Stadionet Artemio Franchi i Firenze. Den trøje hænger nu sandsynligvis hjemme i Merkels berlinerlejlighed, side om side med blandt andre en japansk landsholdstrøje og klubtrøjer fra Real Madrid, Cottbus, Ahlen og Paderborn, i den store samling, hun har fået foræret gennem årene.

 

Tysk-tyrkiske fodboldrelationer

Men Renzi eksemplet skulle langt fra blive det eneste. Således kunne en talsperson fra det tyske Bundeskansleramt (kanslerens kontor og sekretariat) tilbage i juli 2016 meddele, at der havde været i alt 36 officielle arrangementer i kanslerens kalender med fodbold involveret siden Merkels tiltrædelse i 2005.

Et andet sådant eksempel er den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdoğan, der ligesom Renzi har været førstevidende til Merkels fodbolddiplomati op til flere gange. Angela Merkel og Erdogan mødtes blandt andet i 2010 i Berlin på Olympiastadions VIP-pladser under en EM-kvalifikationskamp mellem Tyskland og Tyrkiet. På begge hold optrådte flere spillere med en fod i begge lejre såsom Mesut Özil, Nuri Şahin samt brødrene Hamit og Halil Altıntop, der alle er opvokset i Tyskland med tyrkisk baggrund.

Desto mere passende var det derfor også, at de to statsledere mødtes i Berlin for at diskutere integration i de dage. Integration af de mange borgere i Tyskland med tyrkiske baggrund, samt integrationen af Tyrkiet ind i det europæiske fællesskab EU. Om det var det klare nederlag på 3-0, der skræmte Erdoğan væk, er ikke til at vide, men forholdet mellem ham og Merkel har sidenhen kun været iskoldt, og et tyrkisk EU-medlemskab har nok aldrig været mere urealistisk end i dag.

Og så bliver det naturligvis heller ikke bedre af, at Erdoğan sidenhen har skabt stor spektakel i det tyske samfund, da han lod sig fotografere med de tyske landsholdsspillere Mesut Özil og Ilkay Gündogan i 2018, der selv scorede i den graverende 3-0 kamp mod Tyrkiet tilbage i 2010, har sidenhen vendt det tyske landshold ryggen og er blevet så gode venner med den tyrkiske præsident, at Erdoğan var forlover ved den tysk-tyrkiske fodboldstjernes bryllup sidste år. Til stor frustration og ærgrelse blandt det tyske fodboldpublikum, der ser med stor skepsis på den autoritære tyrkiske statsleder.

 

Et velholdt navn på stadion

Men det er ikke altid Angela Merkel selv, der bringer hende i fokus rundt omkring på alverdens stadioner. Det måtte kansleren erfare under EM 2012 i Polen og Ukraine, hvor hun ufrivilligt stjal fokus under flere gruppekampe i gruppe C – også selvom hun ikke selv var til stede på stadion.

Her havde en gruppe irske fans fra byen Limerick taget et stort irsk flag med til Irlands gruppekampe med påskriften ”Angela Merkel tror vi er på arbejde” trykt henover. Teksten var en sarkastisk kommentar til Merkels rolle i forhandlingerne om EU’s hjælpepakker til et økonomisk hårdtramte Irland ovenpå finanskrisen. I de politiske diskussioner om hjælpepakker blev Tyskland ofte fremstillet som Europas økonomiske motor og drivkraft, modsat Sydeuropa og det økonomisk hårdramte Irland. Derfor blev EM’s gruppe C også omdøbt til ”gældens gruppe”, da den foruden Irland bestod af tre andre gældsplagede EU-lande i Italien, Spanien og Kroatien.

Med det ironiske banner fandt de irske fans således en oplagt mulighed til at gøre grin med tyskernes selverklærede høje arbejdsmoral, samt en gylden mulighed for at tage afstand til Merkels og EU’s formanende ord om irernes økonomi.

 

En østtysk fodboldyndling

Merkels passion for fodbolden er ikke bare noget, som er opstået de senere år i takt med hendes politiske karrieres fremskridt. Interessen for fodbold har hun med hjemmefra fra det hedengangne Østtyskland. Opvokset i Brandenburg, studeret i Leipzig og boet i Østberlin helt op til murens fald i 1889. Det er derfor også en østtysk klub, der er Merkels uofficielle favorit. Nærmere bestemt Energie Cottbus fra det østlige Brandenburg nær den polske grænse.

Cottbus, der mest er kendt for at have tilbragt tre år i den bedste tyske fodboldrække i start 00’erne, har en helt særlig plads hos den afgående tyske kansler og omvendt. Merkel bestrider nemlig titlen af æresmedlem i klubben Energie fra Cottbus.

Merkels kærlige forhold til og passion for fodbolden er reel og stikker dybt med rødder i DDR-tiden. Det ligger hun slet ikke skjul på. Adspurgt i et stort interview om hendes forhold til fodbolden med avisen Süddeutsche Zeitung tilbage i 2010, forklarer hun blandt andet, hvorledes hun oplevede hendes første fodboldkamp tilbage i 1960’erne, og ikke mindst hvilket indtryk det gjorde på hende at se Østtyskland(DDR) slå Vesttyskland(BRD) i den dramatiske 1-0 kamp i Hamborg ved VM 1974.

 

Afskeden

Men er det hele ikke bare en billig måde, hvor på Merkel udnytter fodbolden til at score nogle billige point på politiker-popularitetskontoen, når hun for eksempel poserer med de tyske landsholdsspillere i omklædningsrummet ville onde tunger spørge. Nej, lyder det klare svar fra hovedpersonen selv: ”Glæden ved fodbold deler jeg med mange millioner af mennesker i Tyskland. Jeg er sikker på at folk ville gennemskue det med det samme, hvis jeg bare brugte fodbolden som et politisk redskab”.

Men nu er det altså snart slut. Slut for ’mutti’ Merkel som kansler. Slut med fodbold på kanslerkontoret. Og hvad så nu? Ifølge den tidligere landsholdsanfører og VM vinder fra 2014 Bastian Schweinsteiger, kunne hun jo passende gøre alvor af hendes passion for fodbolden og gøre det til hendes fremtidige levevej. Derfor foreslog han tidligere på sommeren Angela Merkel som kandidat til den ledige post som præsident i det tyske fodboldforbund DFB. Et friskt om end ikke helt obskurt bud med tanke på kanslerens mange fodbolderfaringer gennem de seneste 16 år, skulle Merkel gå hen og kede sig i hendes nye tilværelse som pensionist. Man har vel lov at håbe.

Foto: www.dfb.de

You may also like
Joachim Löw, Det tyske landshold, DFB, Tyskland, landholdstrup, EM-optakt
Enden på en æra for tysk landsholdsfodbold – et portræt af Joachim Löw
Toni Kroos, Landshold, Tyskland
Toni Kroos: Østtysk elegantier – supersub eller omdrejningspunkt ?
Bo Svensson, Mainz 05, podcast
Interview med Bo Svensson: – Arven fra Klopp og Tuchel, forholdet til Red Bull og projekt Mainz 2.0
Dayot Upamecano, RB Leipzig, Bayern München
Dayot Upamecano: Med raketfart mod stjernerne