bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Historien om Uwe Rösler – En Manchester City legende indtager Aarhus

Historien om Uwe Rösler – En Manchester City legende indtager Aarhus

Fodboldcitat, ejerforholdene

Der var nok ikke mange, der i første omgang gættede på Uwe Rösler som fremtidens mands i Aarhus, da trænersædet i AGF blev ledigt efter afskedigelsen af David Nielsen dette forår. For hvem er egentlig den skaldede tysker med den dybe røst og de stærke skandinaviske bånd? Det forsøger vi at besvare i dette portræt af en af fodboldens mest interessante og unikke skæbner, der både bringer os forbi Matthew Benhams Brentford, hospitalet i norske Lillehammer, Brian Laudrups bundesligadebut og et forhistorisk østtysk landshold. Dette er historien om Uwe Rösler.

Som så mange andre eventyrer begynder historien om Uwe Rösler i en lille landsby i et eksotisk land langt, langt væk. Et land så langt væk, at det end ikke eksistere den dag i dag. Der er naturligvis tale om Deutsche Demokratische Republik (DDR) for godt et halvt århundrede siden og byen Altenburg i delstaten Thüringen. Her vokser en ung Uwe op som søn af en far, der arbejdede med landbrugsproduktion og en mor som var laborant på den lokale pølsefabrik. Det er dog hverken landbrug eller kødproduktion, der optager den unge østtysker, men derimod fodbolden og ikke mindst at se Allan Simonsen og resten af Borussia Mönchengladbachs legendariske 70’er hold spille international fodbold på den anden side af muren.

Det er derfor også her – på en vesttysk tv-kanal, i et østtysk fjernsyn – at den passion begynder, der giver den unge Rösler inspirationen til en ungdom med Bundesligahår, og ydermere driver ham væk hjemmefra i en meget ung alder. For allerede da han er bare 11 år, flytter han til den nærliggende storby Leipzig efter at være blevet udpeget til at gå på fodboldakademiet hos storklubben 1. FC Lokomotive.

Lokomotive Leipzig var sammen med Dynamo Berlin en af de vigtigste fodboldklubber i Østtyskland grundet dets placering i en af DDRs to største byer. På sin vis kan man sige, at Berlin var landets politiske hovedstad, mens Leipzig var landets sportslige centrum.

Hvis man var noget inden for sporten, skulle man gå på akademi hos en af disse to klubber, der begge lå magtregimet og den østtyske efterretningstjeneste Stasi meget nær. Det var topstyret og ikke til diskussion. Ej heller, selvom man som Uwe Rösler egentlig personligt holdt med lokalrivalerne fra den noget mindre arbejderklub, BSG Chemie Leipzig.

Uwe Rösler og mødet med Stasi

Hverken Uwe Rösler selv eller hans forældre var partimedlemmer i kommunist parti SED, som styrede landet med hård hånd, hvilket skulle gå hen og blive en af hans største udfordringer som ung idrætsudøver. Uwe Rösler udmærkede sig nemlig hurtigt som et af Lokomotive akademiets fremmeste talenter, hvilket sikrede ham debut for Lokomotives førstehold i en alder af 18 år.

Men spilletid i den øverste østtyske Oberliga, betyder dog også øget opmærksomhed fra både nær og fjern, og ikke mindst Stasi, der en dag samler den unge spiller op efter træning og kører ham hen til den berygtede statslige elitesportsskole ”Deutsche Hochschule für Körperkultur” (DHfK). Skolen hvor det efter murens fald blev velkendt, at nogle af DDR-regimets ypperste sportsudøvere blev udsat for et omfattende dopingprogram. På DHfK, der ligger et stenkast fra landets nationalstadion, Zentralstadion i Leipzig (i dag Red Bull Arena), bliver Uwe Rösler forsøgt hvervet som informant i Stasi. Beskeden var klar. Enten fortæller du om dine kammeraters gøren og laden, eller også er din fodboldkarriere færdig, allerede før den er startet. Et enormt pres lagt på en meget ung mands skuldre.

Hvad der derefter skete, har vi kun Uwes egne ord for, og hvis man skal tro hovedpersonen, så modsætter han sig med det resultat, at han hurtigt bliver kørt ud på sidelinjen i Lokomotive Leipzig. Kun tre kampe bliver det til, inden han ryger ud af førsteholdstruppen igen. Tydeligt oprørt over begivenhedernes gang må det unge talent derfor rykke videre til en ny klub og ender i 1889 hos 1. FC Magdeburg efter et kort lejeophold hos barndomsfavoritterne Chemie Leipzig. I Magdeburg møder han en af tysk fodbolds største legender i form af træneren Joachim Streich, der havde ført både Magdeburg og DDR-landsholdet til en række flotte titler som spiller. Uwe Rösler udvikler sig i denne periode til både profil i Oberligaen og kommer i betragtning til landsholdet. Stasis stramme blik lurer dog stadig bag et hvert hjørne, og især til holdets europæiske turneringskampe oplever Uwe Rösler at blive stramt overvåget, i en tid hvor mange østtyske fodboldspillere bliver så lokket af Vestens kapitalistiske og demokratiske samfundsform, at de hopper af og forsvinder under udebaneture til udlandet.

Læs også: Stasi og den hemmelige fodbold-koldkrig

I Röslers biografi ”Knocking Down Walls” fra 2013 beskriver han, hvordan han på vej til en udekamp for Magdeburg mod KFC Uerdingen i Vesttyskland, bliver spurgt af en holdkammerat, om ikke de skal hoppe af på en af Autobahns mange rastepladser for at blive i Vesten. Uvidende om hvorvidt holdkammeraten egentlig mener det og med risikoen for at kollegaen skulle vise sig at være Stasi-informant, vælger Uwe at takke nej til forslaget og fortsætter til kamp mod Uerdingen. Her får han i stedet mulighed for at spille overfor et ungt 20-årigt kæmpetalent i danske Brian Laudrup, der netop har fået sit store gennembrud i den vesttyske Bundesliga i starten af sæsonen 1889-1990.

En ny start i et genforenet Tyskland

I Magdeburg begynder Röslers karriere for alvor at tage fart. Men skæbnen vil, at det desværre kun skal blive til i alt fem landskampe for Rösler, inden hans karriere bliver kastet ud på gyngende grund under historiens vingesus. For i efteråret 1889 begynder der at blæse nye vinde i Østtyskland, hvor hans landsfæller i Leipzig går på gaden til de historiske ”mandagsdemonstrationer”, der skal vise sig at blive startskuddet til det oprør, som i sidste ende fører til Berlin murens fald. Alle drømme om at skulle deltage ved en slutrunde for sit hjemland bliver umuliggjorte for Rösler. I stedet skal den unge fodboldspiller se sig om efter et nyt job – og helst i det rige Vesten – efter sammenlægningen af de to tyske fodboldligaer optil sæsonen 1991-1992. Rösler vælger dog at blive kortvarigt i øst hos Dynamo Dresden, hvor han repræsenterer en af de få østtyske klubber, der formår at sikre sig en plads i den første fællestyske fodboldliga. Tiden i Dresden bliver dog hård, da klubben tydeligt viser sig ikke at være konkurrencedygtige sammenlignet med de rige vesttyske konkurrenter, hvorfor klubben længe kæmper med om nedrykning.

Det efterfølgende klubskifte til FC Nürnberg i vest, bliver ej heller den store succes, hvorfor Rösler står overfor et helt afgørende valg i sommeren 1994, hvis karrieren som professionel fodboldspiller skal holdes i live. 1994 bliver på mange måder det mest afgørende tidspunkt i hans lange karriere. Det er nemlig her, at han beslutter sig for at drage på udlandseventyr med inspiration fra ungdomstiden, hvor han sad hjemme på akademiværelset i Leipzig sammen med klubkammeraterne, iklædt Lokomotive træningstøj og Bundesligafrisurer, og hørte kassettebånd med lydoptagelser af tilskuere på de engelske stadioner. Den stemning der var på de britiske øer, lød så meget højere end noget, han nogensinde havde oplevet på et stadion i både DDR og det nye Tyskland. Sikke en larm, sikke en passion, når ”You’ll Never Walk Alone” eller ”We’re On the March” rungede over de engelske stadioner!

Udlandspioner på toppen af Manchester

Med hjælp fra de rette agenter lykkes det at få et noget utraditionelt skifte på plads, da Uwe Rösler som en af de første tyskere rykker til England for at spille fodbold i sportens eget hjemland. Skiftet bliver da heller ikke mindre spektakulært af Röslers baggrund i det østtyske, da det betyder, at han ved ankomsten til Manchester City ikke taler et eneste ord engelsk. Tværtimod, for i DDRs skolesystem lærte man russisk. Det gør dog ikke det store med lidt sprogvanskeligheder for den nyankomne Manchester indbygger, som til gengæld værdsætter det nordengelske arbejderklassesamfund med dets grå nuancer, der minder ham så meget, om det han selv voksede op i, i DDR.

Det bliver også her, at Uwe Rösler oplever de mest succesfulde år i karrieren. Også selvom Mancehster City ikke var helt det samme dengang, som det er i dag. Mens man i disse tider forbinder ’the Citizens’ med Pep Guardiola og rige oliesheiker, så var pengene på ingen måde de samme hverken hos Manchester City eller Premier League generelt tilbage i midt 90’erne. Ikke desto mindre er det en liga på vej frem, og det samme er Rösler, der grundet hans store løbepensum og frembrusende vinderattitude, var som skabt til den engelske fodboldmentalitet.

Fire sæsoner blev det til for Manchester City i både Premier League og Championship i perioden fra 1994 til 1998, hos en klub der mest af alt må siges at have været en elevatorklub mellem de to øverste engelske fodboldrækker før årtusindskiftet. Ikke desto mindre stikker Uwe Röslers præstationer ud som nogle af de ypperste på City-holdet dengang. Hele 64 kasser blev det til, hvilket var nok til at gøre Rösler til den mest scorende spiller i klubben tre sæsoner i træk og årets profil i de to første.

Uwe Rösler står derfor den dag i dag mejslet ind i mange af City supporternes minder som lidt af en kultlegende i klubben. Det skyldes ikke mindst hans evne til altid at præstere i kampe mod de evige rivaler fra Manchester United. Den største hæder for den stærke angriber Rösler var derfor også at få en personlig sang dedikeret til sin optræden på stadion. En sang som dem han havde ligget derhjemme på teenageværelset på den anden side af Jerntæppet og hørt på kassettebånd fra de engelske stadioner.

Derudover blev der blandt city-fansene uddelt trøjer med teksten ”Uwe’s grandad bomb Old Trafford”, med referencer til både nazisternes bombardementer af de britiske øer under anden verdenskrig og ikke mindst Röslers flotte mål, hvor han lobber bolden over en fremadstormende Peter Schmeichel på udebane mod United i sæsonen 1995-96. En ret så kontroversiel sætning, der vakte stor forargelse hos både Uwe Rösler og blandt hans landsmænd hjemme i Tyskland, der den dag i dag stadig kæmper med landets historiske arv, og ikke mindst den skyld der er forbundet hermed. For de engelske City-fans, var der derimod bare tale om en sjov spøg og en stor hyldest til en af deres yndlingsspillere. I 2009 blev Uwe Rösler indlemmet i Manchester Citys hall of fame, hvor han står noteret for i alt 176 kampe i lyseblåt.

 

Endelig succes i Bundesligaen

Uwe var klubmand. Ikke kun som spiller men også som fan af Manchester City. Her skulle han bo og spille til hans karrieres ende. Troede han. Men når man spiller på næstbedste niveau i England, og en tysk mesterklub ringer, så er det svært ikke at besvare opkaldet. Således ville historien, at Rösler alligevel skulle få muligheden for at vise sine evner frem for det tyske fodboldpublikum, der i 90’erne endnu ikke var blevet særligt interesserede i engelsk fodbold. Manden der ringede var selveste Otto Rehhagel, der i sæsonen 1996-97 først førte 1. FC Kaiserslautern til oprykning i Bundesligaen for dernæst at vinde mesterskabet sæsonen efter på sensationel vis. I sommeren 1998 stod Kaiserslautern og Rehhagel derfor overfor en yderst svær anden sæson i Bundesligaen med både Champions League deltagelse og titelforsvar på menuen. Det var her, at Rösler kom ind i billedet, som manden med rutinen der skulle styrke angrebet på kort sigt og bringe noget erfaring ind i truppen.

37 kampe, heraf seks i Champions League, blev det til for den 30-årige Rösler på toppen af karrieren i sæsonen 1998-99. Kaiserslautern vandt endda deres gruppe i europæisk fodbolds fineste turnering, ikke mindst takket være et hattrick af Rösler i hjemmekampen mod finske HJK Helsinki, inden mægtige Bayern München blev endestationen i mesterturneringens kvartfinaler.

Det blev kun til den ene sæson i Kaiserslautern for Uwe Rösler, hvorefter de efterfølgende tre år skulle byde på en yderst omtumlet tilværelse med mange forskellige ophold, få kampe og begrænset succes hos først Tennis Borussia Berlin og dernæst Southampton, West Bromwich Albion og til sidst Unterhaching fra München.  Største bedrift i de år blev at kunne kalde sig historiens første målscorer på St. Mary’s stadion i Southampton.

Den skandinaviske forbindelse

Röslers karriere var ved at nå sin afslutning i en alder af 33 år. Spørgsmålet var nu, hvor han bedst kunne starte overgangen fra spiller til træner. For træner det skulle han være. Det havde han altid vidst. Og valget faldt noget overraskende på Lillestrøm i Norge, som Röslers sidste destination i sommeren 2002.

Men Norge var bestemt ingen tilfældighed. Slet ikke. Med sig på de mange jobskift mellem England og Tyskland havde Rösler konen Cecilie og deres to drenge Tony og Colin – begge opkaldt efter hver sin Manchester City-legende i Tony Book og Colin Bell. Cecilie mødte Rösler i tiden i Manchester, hvor han på en træningslejr i Norge havde forelsket sig i den lokale receptionist på det hotel, hvor holdet boede. Sidenhen blev de gift og stiftede familie, hvorfor begge havde et brændende ønske om at vende tilbage til Norge en dag.

Den største kamp i karrieren – kampen mod kræft

Rösler gjorde brug af sine kontakter til en række tidligere norske Premier League spillere, der kunne bruge en rutineret angriber på et af Tippeligaens subtophold i skibyen Lillestrøm. Her blev han hurtig udpeget til holdets anfører og offensive omdrejningspunkt grundet sin store rutine fra større adresser. Ikke desto mindre var det ekstra bittert, at Rösler kun fik 13 kampe i den gule Lillestrøm trøje, inden han måtte udgå af truppen på dramatisk vis.

Rösler havde beklaget sig højlydt over smerter i brystet og vejtrækningsbesvær under en kamp mod Bodø/Glimt, hvorfor klubbens lægestab valgte at foretage en gennemgribende scanning af hans overkrop. Her fik han konstateret Cancer, med en stor ondartet kræfttumor i brystet, hvorefter den uheldige Rösler blev hastet ind på det lokale hospital i Lillestrøm og i et kemoforløb med stor risiko forbundet hermed.

Her kunne han så ligge og kun håbe på det bedste, opmuntret af især familie og venner, men også de mange fanbreve han modtog fra tilhængere verden over. Rösler har sidenhen beskrevet, hvordan han en dag under sygdomsforløbet lå i hospitalssengen og blev ringet op af en ven fra Manchester, der kort sagde ”hør, Uwe, hør..”, hvorefter telefonen blev sat på medhør. I den anden ende kunne Rösler så høre et fyldt stadion i Manchester synge hans navn. En gestus Rösler selv beskriver som utroligt vigtig for hans mentale tilstand under hans sygdomsforløb, da det gav ham et ubrydeligt bånd til City-fansene og ikke mindst en ekstra motivation til at overkomme kræften, for en dag igen at kunne vende tilbage Manchester for at takke tilhængerne. 

Trænerkarrieren tager fart

Afkræftet efter et langt sygdomsforløb var karrieren definitivt slut. Fysikken var langt fra en professionel sportsudøvers efter et intensivt kemoforløb, og det var umuligt at få kroppen tilbage i topform. Det var derfor ikke helt planlagt, da Rösler gik ind på trænervejen noget tidligere end ellers planlagt. Men med sygdommen taget i betragtning, var han bare glad for at kunne fortsætte sit engagement i fodbolden og ikke mindst i klubben Lillestrøm, som havde fået en helt særlig betydning for ham, efter alt det han havde været igennem.

Det blev til en blandet succes som ung førsteholdstræner, hvor Rösler ledte Lillestrøm til to fjerdepladser i Tippeligaen i træk, men ellers primært udmærkede sig ved en andenplads i den norske pokalturnering samt en finale i den kortlivede fællesskandinaviske Royal League turnering mod danske FC København. Begge finaler blev tabt for et Lillestrøm mandskab, der til tider sprudlede, men dog aldrig rigtig vandt noget.

Turen gik derfra videre til Viking FK fra byen Stavanger, hvor han byttede job med træneren Tom Nordlie. I en af Norges største byer, isoleret på den norske vestkyst med to lokalaviser der dækkede hver eneste træning, samt et solidt økonomisk grundlag fra Stavangers olieindustri, hviler der et enormt pres på den til enhver tid siddende Viking træners skuldre. Det største pres en træner kan blive udsat for i nogen klub overhovedet, ifølge Rösler selv. Det blev endnu en gang til tre år i Norges Tippeliga, hvor Vikings bedste resultater blev en tredjeplads og kvalifikation til europæisk deltagelse i sæsonen 2006-07. De næste to sæsoner blev dog mindre prangende med først en sjetteplads og dernæst en tiendeplads. Rösler blev derfor fyret til fordel for Åge Hareide, hvorefter sidste stop i Norge blev et kort vikariat i Molde. Her reddede han et skræntende tophold fra potentiel nedrykningsfare og førte dem til en flot 3. plads i stedet.

Succes i Benhams Brentford

Dernæst var tiden inde til noget større, mente Rösler, der havde sat sig for at finde et job i sit tredje hjemland, England. Det skulle dog vise sig at være lettere sagt end gjort. Der var nemlig ikke mange engelske klubejere, der fulgte med i norsk fodbold. Heldigvis for Rösler var der dog én ejer i engelsk fodbold, der gjorde tingene noget anderledes end kollegerne. Brentford ejer Matthew Benham der i sommeren 2011 endnu var relativt ny i fodbolden, men som skulle vise sig at blive yderst kendt senere hen for sin utraditionelle brug af data til at rekruttere både trænere og spillere. Netop dette skulle blive Röslers held. Egentlig var Benhams favorit til posten en ung og uerfaren Ole Gunnar Solskjær, som manden der skulle overtage Brentford i den tredjebedste engelske række, League One. Solskjær havde dog allerede taget imod et andet tilbud fra barndomsklubben Molde, men i stedet kunne han så foreslå Benham en tysk træner, som havde været hans forgænger med stor succes i netop Molde. 

Således blev Manchester City legenden Rösler en af de første trænere i det fremadstormende Brentford under Benham takket være Manchester United-legenden Solskjær. Rösler blev hurtigt en stor succes i Brentford, hvor han over kort tid gjorde Londonklubben til et etableret tophold i League One. Klubbens bedste sæson var sæsonen 2012-2013, hvor de akkurat glippede en andenplads i sidste spillerunde, efter et brændt straffespark i overtiden og et skuffende 0-0 resultat hjemme mod Doncaster Rovers. Havde Brentford vundet kampen, rykkede de direkte op. I stedet skulle Brentford ud i play-off kampe, og her slog man først Swindon Town over to kampe i semifinaler, for dernæst at tabe den afgørende knald eller fald kamp på Wembley mod sæsonoverraskelsen fra Yeovil Town i finalen. Det forblev lige ved og næsten. 

I alt blev det til tre sæsoner for Rösler i Brentford inden en række ophold med blandet success på både næsthøjeste og tredjehøjeste engelske niveau hos først Wigan, dernæst Leeds og til sidst Fleetwood Town. Senest har han stået i spidsen for først Malmö FF i to sæsoner og dernæst tyske Fortuna Düssseldorf. I Sverige missede han akkurat det svenske mesterskab med først en tredjeplads i sæsonen 2018 og dernæst en andenplads i 2019, hvor man smed førstepladsen i sidste runde med et enkelt point til Djurgården. En skuffet Rösler trådte tilbage, og ind kom Jon Dahl Tomasson i Malmö. Lige ved og næsten. Igen.

I Düsseldorf overtog han Bundesligaens absolutte bundprop, der til trods for en række gode resultater under Röslers ledelse henover foråret 2020 akkurat missede muligheden for overlevelse med en 17. plads. Ét point fra Werder Bremen på 16. pladsen med muligheden for overlevelse gennem to ’Relegationsspiel’s kampe. Endnu engang lige ved og næsten.

Retur til norden

Nu er turen så gået til Danmark og AGF, der har formået at udnytte sine norske forbindelser gennem sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye til at lokke den tyske træner med de nordiske forbindelser tilbage til Skandinavien. Rösler er startet godt i det østjyske og med førnævnte adresser som Malmö, Brentford og Düsseldorf ligner det lidt af et scoop for aarhusianerne, der håber, at Rösler nu endelig får brudt sit image, som træneren der altid præsterer ”lige ved og næsten”. Lige ved og næsten, da han som ung østtysker gik og håbede på en landsholdskarriere, men historien ville det anderledes. Lige ved og næsten, da han tabte play-off kampen på Wembley med Brentford. Lige ved og næsten, da mesterskabet skulle afgøres på sidste spilledag med Malmö i Allsvenskan. Og ikke mindst lige ved og næsten, da han snød døden på i et hospital i Lillehammer. Tilsammen udgør alt dette skæbnen i en af fodboldens mest unikke og mærkværdige fodboldhistorier. Historien om Uwe Rösler.

You may also like
VM 2014, Tyskland, Brasilien, VM-semifinalen, Miroslav Klose, 1-7
Brasilien – Tyskland 1-7: Kampen vi aldrig glemmer
Schalke, Gazprom, trøjesponsorer
Kronhjorte, kondomer og kyllinger – trøjesponsorer og deres historie i Bundesligaen
Bundesliga
Interview: Tobias Bech og det overraskende skifte til tysk fodbold — fra Viborg til Ingolstadt
Werder Bremen
Interview: Jens Stage og den vilde udvikling – Fra Brabrand til Bundesligaen