bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > 1. FC Kaiserslautern > Optakt til 25. runde i 2. Bundesliga – Og så var der fem
1. FC Kaiserslautern, Relegation, 2. Bundesliga 2022/23

Med ti runder tilbage er det næsten historisk tæt i toppen af 2. Bundesligaen. Schalke forsvarede førstepladsen, Paderborn satte sig på andenpladsen, og så deler Darmstadt, Elversberg og Hannover tredjepladsen. Det bliver sandsynligvis i denne kvintet, at oprykkerne skal findes. Kaiserslautern på sjettepladsen har nemlig otte point op til Hannover.
I bunden sejrede Münster og Dresden, hvilket betød, at begge klubber klatrede op over stregen.
Velkommen til optakten til 25 runde i verdens bedste næstbedste liga, hvor alle top-5 klubberne spiller hjemme mod klubber fra tabellens nederste halvdel.

Schalke 04 – Arminia Bielefeld – fredag kl. 18.30

Vi lægger ud med et NRW-derby, hvor Schalke tager imod Bielefeld. Arminia bestemt ikke var heldige i hjemmekampen mod Hannover. Gæsterne vandt 1-0 på en straffesparksscoring midt i anden halvleg. Bielefeld træner Mitch Kniat var da også ærgerlig, da han snakkede med pressen efter kampen: ”Det var et ærgerligt nederlag, men i det mindste fik vi vist, at vi kan spille lige op med de bedste i ligaen,” lød det fra Kniat.
Schalke måtte overraskende nøjes med 1-1 ude mod Fürth, og det holdt endda hårdt, da vi skulle helt hen til det 75. minut, før Dejan Ljubicic udlignede for ”Die Knappen”.
Bulibolds tip: Schalke 04 – Arminia Bielefeld 2-1

SV Elversberg – 1. FC Magdeburg – fredag kl. 18.30

Saarlænderne fra Elversberg måtte ligeledes nøjes med et point, da udekampen i Kiel også endte 1-1. David Mokwa bragte gæsterne i front efter en times spil, men føringen holdt blot to minutter, så udlignede Kiel til 1-1.
Magdeburg er fortsat håbløse hjemme og tabte således 1-3 mod KSC, hvor hjemmeholdet ellers tilspillede sig masser af chancer. Nederlaget efterlader Magdeburg på 17. pladsen og er i den grad problematisk, da både Dresden. Mûnster, Kiel og Fürth satte point ind på tavlen.
Bulibolds tip: SV Elversberg – 1. FC Magdeburg 2-3

SC Paderborn 07 – Eintracht Braunschweig – lørdag kl. 13.00

to mål i hver halvlegs overtid sikrede Paderborn sig en 2-1-sejr i udekampen mod K´lautern. Først var det Calvin Brackelmann, der kom på tavlen hele syv minutter inde i første halvlegs overtid, og da Filip Bilbija udnyttede et straffespark i det 95. minut, så betød det ikke det store, at Kaiserslautern fik reduceret tre minutter senere. Sejren og måden den kom i stand på gjorde også indtryk på Paderborn-træner Ralf Kettemann: ”Jeg tager hatten af for den måde, mit mandskab præsenterede sig i dag. Jeg talte væsentlig flere chancer til os end til Kaiserslautern, og vi vandt derfor en fortjent sejr”.

Braunschweig kom også foran i hjemmekampen mod Münster. Lukas Frenkert gjorde det til 1-0 ti minutter inde i anden halvleg, men gæsterne viste god moral og sikrede sig sejren på to mål på fire minutter. Braunschweig-træner Heiner Backhaus måtte give debut til albaneren Elhan Kastrati, der vikarierede for den skadede førstekeeper Ron-Thorben Hoffmann. Kastrati, som klubben købte i sommers i Serie-B hos Cittadella, gjorde det egentlig godt, men begik en stor fejl ved Münsters sejrsmål. Med nederlaget røg Braunschweig ned på 16. pladsen, men med samme antal point som både Kiel og Dresden.
Bulibolds tip: SC Paderborn 07 – Eintracht Braunschweig 3-0

1. FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf – lørdag kl. 13.00

Miroslav Kloses Nürnberg mandskab var tæt på point, da ”Der Club” var på besøg i hovedstaden, hvor de mødte Hertha. Tom Baack udlignede således værternes føring i første halvlegs overtid. 1-1 holdt indtil det 88. minut, hvor hjemmeholdet sikrede sig sejren.

Düsseldorf fik revanche for ”Die Relegationsspiele” forrige år, da holdet hjemme slog Bochum 2-1. Cedric Itten bragte værterne foran i første halvlegs sidste minut, og i det 57. minut behandlede Florent Muslija Christian Rasmussens fine oplæg efter fortjeneste og gjorde det til 2-0. Bochum fik reduceret ti minutter før tid, men kom aldrig rigtig tæt på en udligning. Med sejren skabte Düsseldorf sig en betryggende afstand på tre point ned til stregen.
Bulibolds tip: 1. FC Nürnberg – Fortuna Düsseldorf 2-2

SV Darmstadt 98 – Holstein Kiel – lørdag kl. 13.00

Darmstadt-træner Florian Kohfeldt var klar i mælet, efter han havde set sit mandskab tabe 3-1 i udekampen mod Dresden. ”Den her kamp tabte vi pga. ydre omstændigheder (dommeren red.). Vi mødte et stærkt Dresden-hold, men den slags plejer vi nok at kunne klare.” Kohfeldt hentydede naturligvis til det røde kort, som hans forsvarsspiller Patrick Pfeiffer modtog efter 42 minutter. Dresden udnyttede nemlig overtaget til at score to gange i første halvlegs døende minutter, og selv om hjemmeholdet ligeledes fik en mand smidt ud i anden halvleg, så kom Darmstadt aldrig tættere på end Yosuke Furukawas trøstmål til 1-3 i kampens 90 minut.

Tim Walter fik standset blødningen i sin første kamp i spidsen for Holstein Kiel. Efter nederlag i fem kampe i træk opnåede ”Die Storche” nemlig 1-1, da Elversberg kom på besøg. Gæsterne tog teten efter en times spil, men to minutter senere udlignede Jonas Therkelsen for Kiel.
Bulibolds tip: SV Darmstadt 98 – Holstein Kiel 1-1

VfL Bochum – 1. FC Kaiserslautern – lørdag kl. 20.30

I lørdagens hovedkamp mødes to klubber, som begge må erkende, at de nok ikke bliver en del af oprykningskampen i denne sæson.
Især Bochum har skuffet. Nedrykkerne fik en frygtelig start på sæsonen, og selvom Uwe Rösler har stabiliseret holdet, så har klubben hele 16 point op til tredjepladsen. Nederlaget på 1-2 ude mod Düsseldorf var Bochums første i dette kalenderår, men Rösler må erkende, at især antallet af uafgjorte kampe kombineret med den dårlige start er hovedårsagen til, at klubben skuffende blot indtager 10. pladsen.

Kaiserslautern har otte point flere, men hjemmenederlag på 1-2 til Paderborn gjorde det meget svært at få øje på de røde djævles oprykningschancer. Den manglende succes kan sagtens komme til at koste K´lautern træner Torsten Lieberknecht jobbet. Det forlyder, at ledelsen ikke vil tolerere et nederlag ude mod Bochum, der således er blevet en vind eller forsvind kamp for Kaiserslautern-træneren. I den kamp må Lieberknecht for øvrigt tage plads på tribunen, da han i løbet af kampen mod Paderborn fik snakket sig til to gule kort.
Bulibolds tip: VfL Bochum – 1. FC Kaiserslautern 3-1

SC Preußen Münster – Hertha Berlin – søndag kl. 13.30

Münster-træner Alexander Ende var naturlig nok henrykt, da han udtalte sig til pressen efter at have set sit hold vende 0-1 til en 2-1-sejr i den meget vigtige bundkamp ude mod Braunschweig. ”Jeg er utrolig glad på gutternes vegne, for at de belønnede sig selv, som det var tilfældet i dag. Forhåbentlig er dette starten på mere af det samme. Jorrit Hendrix og Oliver Batista Meier scorede målene, der faldt inden for fire minutter i anden halvleg. Münster ligger efter sejren på 13. pladsen, men der er kun et point ned til stregen.

Hertha vandt endelig en fodboldkamp igen, da berlinerne sendte Nürnberg hjem med 1-2. Kroatiske Josip Brekalo blev dagens mand for Hertha, da han noterede sig for begge mål.
Bulibolds tip: SC Preußen Münster – Hertha Berlin 1-2

Karlsruher Sport Club – SG Dynamo Dresden – søndag kl. 13.30

Med 3-1 ude over Magdeburg fik KSC fulgt fint op på hjemmesejren over Kiel i forrige runde, og mon KSC træner Christian Eichner sover bedre om natten nu, end han gjorde det for et par uger siden? At sejren, der kom i stand ved to mål af Louey Ben Farham og et enkelt af Marvin Wanitzek, var heldig, lagde KSC-træneren da heller ikke skjul på: ”I øjeblikket har vi tur i den, og den vigtigste statistik i fodbold er altså stadig den, der står på stadiontavlen,” lød det fra Eichner efter kampen.

Thomas Stamm og hans dynamoer tog fusen på Darmstadt, der blev sendt hjem med 1-3. Nøglescenen kom efter 42 minutter, hvor gæsternes Patric Pfeiffer fik direkte rødt. Dresden scorede nemlig to gange inden pausen, og da Christoph Dafener nettede til 3-0 i anden halvleg, så kunne Dresden trods et Darmstadt mål i overtiden snuppe alle tre point.
Bulibolds tip: Karlsruher Sport Club – SG Dynamo Dresden 2-2

Hannover 96 – SpVgg Greuther Fürth – søndag kl. 13.30

Efter 0-0 i den seneste hjemmekamp mod Dresden kom Hannover tilbage i vinderrollen, da Christian Titz’ mandskab lidt heldigt slag fra udekampen mod Bielefeld med 1-0, på det mål Enzo Leopold scorede på straffespark efter 63 minutters spil. Det var således Hannovers femte sejr i de sidste seks kampe, og holdet holder sig dermed til som en brandvarm kandidat til en af oprykningspladserne.

Greuther Fürth fik et enkelt point ud af hjemmekampen mod Schalke, og selv om et point mod ligaens førerhold isoleret set er godkendt, så var det en lidt skuffet Fürth-træner, Heiko Vogel, der efter kampen udtalte: ”Vi gik efter at vinde, og mit hold spillede godt. Det eneste jeg ikke er tilfreds med er, hvordan vi formøblede mange gode kontrachancer.” Fürth kom foran efter 12 minutter ved Dennis Srbeny, mens Schalkes udligning faldt et kvarter før tid. Fürth ligger stadig sidst, men har nu kun to point op til en redningsplads.
Bulibolds tip: Hannover 96 – SpVgg Greuther Fürth 3-1

Topscorerlisten i 2. Bundesliga

Endnu en gang skød kanonkongerne med vådt krudt. Listen fører derfor fortsat af Hannovers Benjamin Källmann med 13 mål efterfulgt af Darmstadts Isac Lidberg og Younes Ebnoutalib, der begge står noteret for 12 mål.

Stillingen i 3. Liga

Osnabrück og Cottbus har via sejre over hhv. Viktoria Köln og Stuttgart II fået slået en hul på fire point ned til MSV Duisburg, der måtte nøjes med 0-0 i Ingolstadt. Derefter følger Rostock og Essen, der begge vandt deres kampe.

Få spiltips til tysk fodbold hos SpilXperten

You may also like
Schalke 04, sæsonoptakt
Optakt til 32. runde i 2. Bundesliga. Rykker Schalke op?
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 31. runde i 2. Bundesliga: To nedrykninger?
Dynamo Dresden, Rudolf-Harbig-Stadion
Optakt til runde 29 i 2. Bundesliga – skandale i Dresden
Hannover, optakt, højdepunkter
Optakt til 28. runde i 2. Bundesliga: Topkamp i Hannover