De bliver kaldt den tyske ligas pirater. De har på trods af manglende sportslige resultater på banen opnået kultstatus både i og uden for Tyskland. Og de sælger flere sæsonkort end de fleste andre tyske klubber kunne drømme om. I Bulibolds tiltag – Fanfortælling – har vi bedt den danske fangruppe, De Brune Pandaer, fortælle om St. Pauli og gruppens egen historie.
Det grønne græstæppe ligger badet i et blå-hvidt lys fra fire store projektører. Rød-, brun- og hvidstribede flag vajer over tilskuerrækkerne mellem store, sorte faner med dødningehoveder og Ché Guevara-kontrafej. En halv time før kampstart er alle tribunerne på Millerntor Stadion tæt pakket. Og de er her alle sammen. Unge mænd med sorte hættetrøjer og piercinger, midaldrende kvinder med fedtet hår og læderjakker, punkere med grønt og gult strithår og gamle mænd med beskidte bukser, flæser og utallige stofmærker på ryggen af cowboy-vesten. “St. Pauli! – St. Pauli! – St. Pauli!”
Råbene gjalder taktfast ud over stadion og bølger fra tribune til tribune. Det skratter i stadionhøjttalerne, før tonerne af AC/DC’s Hells’ Bells overdøver tilskuerne i et kort øjeblik. Samtidig med, at de brunklædte St. Pauli spillere løber på banen, mikses den forvrængede guitar med klapsalver og råb til et inferno af lyd, der får det til at ringe for ørerne. Tyk, rød røg flyder over tribunen og ned mod banen, samtidig med, at dommeren fløjter kampen i gang.
Foto: De Brune Pandaer
En fanklub tager form
Selvom det er over 10 år siden, står minderne fra den april-aften i 2007 stadig lysende klart. Det var første gang, vi var afsted til Millerntor for at se St. Pauli. Første gang, vi var afsted sammen i den konstellation, som med tiden er blevet til fangruppen ‘De Brune Pandaer’. Kampen, som St. Pauli vandt 3-0 over Rot Weiss Ahlen, sikrede endelig klubben oprykning til 2. Bundesligaen efter flere sæsoner i Regionalliga Nord.
Siden da, har vi været på Millerntor over 20 gange til både liga- og pokalkampe samt en enkelt udekamp i Bochum. Vi har været til træningskampe ude mod blandt andre SønderjyskE på Gråsten Stadion, i den lille nordtyske by Heide mod FC Midtjylland, i København mod Frem og Brøndby, i Berlin mod Babelsberg 03, og hjemme i Hamburg mod de spanske klubber Sevilla og Rayo Vallecano, samt det cubanske landshold
Men hvordan kommer det til, at en lille gruppe danskere finder sammen i en fælles forståelse for St. Pauli, som vi nu har fulgt i over ti år? Hvorfor er det, vi har et så stærkt fællesskab om en tysk 2. Bundesligaklub, når vi i en dansk kontekst er spredt på tværs af klub-tilhørsforhold, og enkelte af os aldrig ser dansk fodbold eller stort set fodbold i øvrigt? Hvordan er det kommet dertil, at vi nu i flere år har været en officielt registreret fanklub (under navnet De Brune Pandaer, mere om det senere), og er i tæt kontakt med andre fanklubber over hele verden? Alt det vender vi tilbage til. For først et oprids af St. Paulis historie. Det er nemlig en vigtig brik i forståelsen af vores stærke bånd til klubben.
Foto: De Brune Pandaer
St. Paulis historie i det 20. århundrede
St. Pauli ligger centralt placeret i Hamborg, tæt på den berømte og berygtede Reeperbahn, den store industrihavn med dens nedslidte værfter og kæmpetankere og de besatte huse med skallende vægge med paroler om ’international solidarität’ og ’Kein Mencsh ist Illegal’ i Hafenstrasse.
Fodboldklubben St. Pauli blev officielt grundlagt den 15. maj 1910. Frem til 1970’erne rykkede klubben op og ned mellem de tyske divisioner og ligaer og var for det meste et middelmådigt hold, der kæmpede om pladserne i midten og bunden af tabellerne. Og altid i skyggen af rivalerne og ærkefjenderne fra Hamburger SV, St. Paulis storebror i Hamborg, både målt på størrelse og sportslig succes.
Over hele Europa voksede den professionelle fodbold for alvor i 1960’erne og 1970’erne, og i Vesttyskland blev Bundesligaen oprettet i 1963 og i 1974 fulgte 2. Bundesligaen. St. Pauli blev en del af den nye 2. Bundesliga og kun tre år efter, i 1977, lykkedes det klubben at vinde ligaen. For første gang i klubbens historie var St. Pauli at finde i Tysklands bedste række. Succesen blev dog kortvarig. Klubben rykkede ned og blev i 1979 tvangsnedrykket til den tyske fjerde-division, efter at klubben havde været tæt på at gå konkurs. Samme år forlod Sepp Piontek klubben efter to sæsoner som træner, for senere at blive dansk landstræner.
Op igennem 1980’erne vandt højreekstremister mere og mere plads på stadions over hele Europa. De brugte tribunerne som rekrutteringsgrundlag og som scene for hooliganisme og rå vold. I St. Pauli skete en modsat udvikling, da folk fra bydelens alternative miljøer, blandt andet BZ’ere, punkere og autonome, begyndte at samles i og omkring klubben. I 1985 skrev en gruppe St. Pauli fans en pressemeddelelse, hvor de tog afstand fra racisme på stadions og meldte ud, at højreekstremister ikke var velkomne på Millerntor. Meddelelsen tvang de klubbens ledelse til at udsende. St. Pauli blev efterfølgende den første fodboldklub i Tyskland, der forbød højreekstremistiske aktiviteter og propaganda på stadion. Udover kampen mod racisme på stadion har St. Paulis fans også kæmpet imod den stigende kommercialisering af fodbolden, også internt i klubben. I 1989 måtte ledelsen opgive planerne om at bygge ståpladserne på stadion om til siddepladser efter kraftige protester fra fansene.
Samtidig med den politiske udvikling på tribunerne opnåede klubben bedre og bedre sportslige resultater. St. Pauli begyndte at rykke opad i de tyske ligaer, og de spillede gennem halvfemserne i skiftevis 1. og 2. Bundesliga, hvilket igen øgede tilstrømningen af tilskuere. Efter en enkelt sæson i Bundesligaen i sæsonen 2001/2002, sluttede St. Pauli året efter næstsidst i 2. Bundesligaen og rykkede dermed ned i Regionalliga Nord.
Den politisk aktive klub
I kølvandet på en ny sportslig deroute befandt klubben sig endnu engang på randen af bankerot. St. Pauli indledte derfor en storstilet kampagne i 2003, den såkaldte Retteraktion (redningsaktion red.). 140.000 t-shirts med klubbens logo, omkranset af ordene Retter, blev trykt og solgt inden for bare seks uger. Blandt andet købte Bayern Münchens daværende træner, Uli Hoeneß, en t-shirt for et større beløb. Der kom også ekstra penge i kassen gennem internetauktioner, hvor fans kunne byde på formandens mobiltelefon, trænerens cykel og chancen for at betjene det daværende stadions manuelle resultattavle af træ.
I 2006 opnåede St. Pauli en efterhånden sjælden sportslig succes. Med en 3-1 sejr i kvartfinalen over Werder Bremen i den tyske pokalturnering, og den efterfølgende plads i semifinalen, sikrede klubben sig op mod en million euro i tv- og sponsorindtægter. Det var især med til at redde klubben fra dens finansielle problemer. St. Pauli røg dog ud af pokalen da de tabte semifinalen 3-0 til Bayern München. Efter den kortvarige succes i pokalen, rodede St. Pauli et par år rundt i midten af tabellen i Regionalliga Nord, indtil klubben endelig sikrede sig oprykning til 2. Bundesligaen i 2007. Siden da har klubben levet en tilværelse som elevator-klub i 2. Bundesligaen med et enkelt års oprykning til Bundesligaen i sæsonen 2010/2011.
Klubbens hjemmekampe bliver spillet på Millerntor stadion og samler flere tilskuere end mange andre tyske klubber i 2. Bundesligaen kunne drømme om. I 1970 blev stadion omdøbt til Wilhelm Koch Stadium, til ære for en tidligere præsident for klubben. Da det blev afsløret, at han under Anden Verdenskrig havde været medlem af Hitlers nazist-parti, blev navnet i 1999 ændret tilbage til det oprindelige Millerntor. I 1981 var det gennemsnitlige antal tilskuer til hjemmekampene omkring 1600, mens der siden slutningen af 1990’erne har været stort set udsolgt til hver eneste hjemmekamp. Millerntor rummer i dag, efter en stor ombygning, ca. 29.500 tilskuerpladser, hvoraf over halvdelen er ståpladser.
Foto: De Brune Pandaer
St. Paulis fans bruger fortsat stadion som en kampplads for deres politiske holdninger og forsøger at sætte diskussionen om kommercialisering af fodbolden og de stadige problemer med højreekstremisme på dagsordenen. Ligesom klubben aktivt tager stilling i forhold til aktuelle politiske spørgsmål, både på og uden for banen. Eksempelvis har klubben aktivt deltaget i den tyske debat om flygtningespørgsmålet, ligesom de var med til at kæmpe for at bevare 50+1-reglen i tysk fodbold
Aktuelt ligger St. Pauli nummer fire i 2. Bundesligaen, tre pladser under ærkerivalerne fra HSV, som fører ligaen. Alligevel har St. Pauli stadig ‘håneretten’ i Hamburg. Det seneste derby i september 2018, efter HSVs historiske nedrykning til 2. Bundesligaen, endte 0-0. Men da St. Pauli i sæsonen 2010/11 spillede i 1. Bundesligaen, vandt de derbyet mod ærkerivalerne fra HSV med 1-0, og siden da har det været korrekt, når klubbens fans har proklameret: Hamburg ist braun-weiss!
St. Pauli – Die einzige Möglichkeit
Den tyske ligas pirater. En fodboldklub med stærke venstreorienterede holdninger. En kultklub i og uden for Tyskland. Det ikoniske dødningehoved-logo, der siges at symbolisere Tysklands svar på Robin Hood, sørøver-legenden Klaus Störtebecker. En undseelig klub i den andenbedste tyske række, som sælger flere sæsonkort end de fleste andre tyske klubber kunne drømme om. Vi kendte fortællingerne om St. Pauli, da vi første gang var afsted i 2007. Men vi havde nok aldrig drømt om, at det skulle udvikle sig til den relation, vi har med klubben i dag.
Vi har nu i over 10 år fulgt St. Pauli. I en tid uden de store sportslige resultater at skrive hjem om for klubben. I en tid hvor fodbolden i øvrigt i stigende grad bliver erobret af kapitalismens logik; I en tid hvor afsløringer fra blandt andet Football Leaks viser, hvordan der arbejdes i kulisserne på, at skabe overnationale ligaer for de rigeste klubber i Europa; I en tid hvor kampe rykkes rundt på grund af tv-rettigheder og -indtægter uden hensyn til klubbernes fans; hvor ståpladser nedlægges til fordel for siddepladser, der opføres store VIP-lounges og sponsorbilletter resulterer i tomme sæder. Alt sammen udviklinger, der gør fodbolden mere kommerciel og fylder stadion med købedygtige fans, der ikke har noget synderligt tilhørsforhold til klubberne.
For os er det at være St.Pauli fans en insisteren på at kæmpe imod denne udvikling i moderne fodbold. En udvikling der i sidste ende kan betyde at fodbolden mister sin mening og bliver en tom underholdningsindustri. For os er fodbold et fællesskab. Et fællesskab, der er en del af arbejderklassens historie og et politisk fællesskab, der rækker ud over stadion. St. Pauli tør som få insistere på en politisk tradition og giver plads til sine fans. Fodbolden blev ikke skabt for sponsorer og pengemænd, men af og for arbejderklassen.
Kald os bare fodbold-romantikere! Og St. Pauli eksisterer i en virkelighed, hvor der skal penge i kassen for at kunne spille med i den næstbedste tyske række. Vi er på ingen måder blinde for den tydelige dobbeltmoral, når klubben på den ene side kommunikerer i stærke venstreorienterede paroler mod racisme og kapitalisme og samtidig i klubbens fanshop sælger alt fra badeænder til hotpants og shampoo med klubbens ikoniske dødningehoved-logo, ’Der Totenkopf’. Et logo, som oprindeligt var et uofficielt symbol blandt klubbens venstreorienterede fans, men som senere blevet opkøbt af klubben og altså i dag pryder klubbens officielle merchandise.
Men på trods af det, har vi i St. Pauli fundet et fællesskab, som repræsenterer en række, for os, vigtige værdier. Vi er en del af et stærkt fællesskab, som siger fra overfor fodboldens kommercialisering og ikke er bange for at blande sport og politik. Eksempelvis da vi i samarbejde med flere af de internationale fangrupper udsendte en udtalelse, der fordømte attentat-forsøget på den kurdiske fodboldspiller Deniz Naki, en tidligere St. Pauli-spiller (læs mere ). Vi er en del af et helt særligt aktivt globalt fællesskab, som især er organiseret via Twitter. Et fællesskab hvor vi blandt andet jævnligt sender og modtager klistermærker til og fra de andre fangrupper rundt omkring i verden, som var det vores barndoms bil- eller pokémonkort. Et fællesskab, hvor vi arrangerer at mødes med de andre internationale grupper fra blandt andet Holland, England, Tyskland, Canada, Sverige, Rusland, Frankrig og USA, når vi er i Hamburg at se kamp, til et ‘familiefoto’ foran stadion.
Foto: De Brune Pandaer
Eller som sidst da vi var i Hamburg og mødtes med en fyr fra St. Pauli Belgien på en tilrøget bar en fredag aften inden kampdag og udvekslede klistermærker og røverhistorier. Eller da vi var til udekamp i Bochum og mødtes med drengene fra St. Pauli Holland, en af de internationale fanklubber, som vi har et helt særligt bånd til.
Vi blev for år tilbage kontaktet af en hollandsk fyr, der gerne ville have vores klistermærker. Her et par år senere er de blevet til en stor landsdækkende gruppe i Holland, og de har for længst overhalet os i antal følgere på Twitter, efter at vi i sommeren 2017 havde en lille venskabelig dyst om, hvem der først kunne nå 200 følgere.
Det kan godt være at Barcelona kalder sig “Més que un club”. Men i St. Pauli har vi fundet en klub og et fællesskab, som er netop er dét, og meget mere end et tomt slogan. At være St. Pauli fan er at være en del af et politisk fællesskab, der godt nok tager sit udgangspunkt i fodboldklubben St. Pauli, men som rækker langt, langt ud over grønsværen.
Og så var der det med navnet for fangruppen, De Brune Pandaer. Den præcise baggrund for navnet har efterhånden fortabt sig, og ingen af os kan helt huske, hvornår og hvordan det præcist opstod. Men det var blandt andet et forsøg på at skabe et lidt skævt og sjovt alternativ, til det ellers til tider meget sortklædte udtryk som ofte præger store dele af fanscenen omkring St. Pauli. Pandaen er et lidt fjollet og kluntet dyr, og dermed er det også blevet en reference til de danske roligans fra 1980’erne.
Du kan følge De Brune Pandaer på både twitter og instagram
