I disse dage spilles der i Frankrig det ottende verdensmesterskab i kvindefodbold. Som altid hører det tyske hold til titelfavoritterne — to VM-guld (2003 og 2007), en VM-sølv (1995) og ikke mindst 8 EM-guld (1989, 1991 og så ses på stribe fra 1995 til 2013) har skruet forventningerne i vejret. DFB-kvinderne er Tysklands mest succesrige landshold og DFB’s stolthed og glæde.
Men det har ikke altid været en dans på roser mellem DFB og damerne.
Uæstetisk og umoralsk?
Efterhånden er det næsten gået i glemmebogen, men „Deutscher Fußball-Bund“ og „Damenfußball“ — det var ikke kærlighed ved første blik.
Tværtimod. I 1955 forbød DFB sine medlemmer at danne kvindeafdelinger eller stille fodboldbaner til rådighed for kvindehold. Og forbundet gjorde det med klare ord: „Im Kampf um den Ball verschwindet die weibliche Anmut, Körper und Seele erleiden unweigerlich Schaden und das Zurschaustellen des Körpers verletzt Schicklichkeit und Anstand.“ DFB, og de gamle herrer, som sad i de vigtige udvalg efter fodboldforbundets genoprettelse i 1950, anså kvindefodbold for uæstetisk, farlig for kvindernes krop og sjæl og decideret umoralsk.
Uofficielt og udenfor DFB
De talrige kvindehold, der havde formeret sig i kølvandet af herreholdets VM-sejr i Bern i 1954, måtte altså foreløbig spille deres kampe udenfor DFB-strukturen. Og det gjorde de, frem for alt i Ruhrpott, som blev til en højborg for kvindefodbold: Gruga Essen, DFC Rhenania Essen, Fortuna Dortmund, Grün-Weiß Dortmund, DFC Bochum eller DFC Duisburg-Hamborn er nogle af de „DFCer“ (Damenfußball-Clubs), som blev grundlagt i denne tid.
I 1956, to år efter, at herreholdet under landstræneren Sepp Herberger havde fortryllet fodboldverden med deres „Wunder von Bern“, fejrede det uofficielle tyske kvindelandshold debut. Foran 18.000 tilskuere i Essen slog de Holland med 2-1. Også den anden landskamp i 1957 gik mod naboerne fra Holland og blev vundet, denne gang i München, med 4-2. DFB var imidlertid rasende over, at dets forbud mod at stille banerne til rådighed for kvinderne ikke blev overholdt.
Kommet for at blive
I slutningen af 1960erne spillede der i Tyskland allerede mere end 60.000 piger og kvinder. Også landskampene fortsatte. I juli 1970 indbød Italien til et uofficielt VM for kvindehold — „uofficielt“, fordi det blev arrangeret uden om de internationale forbund. For Tyskland deltog SC 07 Bad Neuenahr. Men det blev de danske kvinder fra klubben Femina, der løb med VM-triumfen (og danskere forsvarede endda titlen et år senere i Mexico).
Langt om længe måtte DFB indse, at forbuddet mod kvindefodbold var en fejltagelse. I oktober 1970 blev det endeligt ophævet. Selvom den fuldstændige fodboldmæssige ligestilling af kvinderne ikke var nået endnu — i begyndelsen måtte de spille med lettere bolde, støvler med knopper var forbudt, kampene varede kun 2 gange 30 minutter —, så var DFB’s „godkendelse“ alligevel en døråbner og et vigtigt skridt for den videre udvikling af kvindefodbold i Tyskland. 1974, året hvor Beckenbauer og Müller sikrede herreholdet den anden VM-triumf, var premieresæsonen for kvindernes nationale mesterskab i DFB’s regi. I midten af 1970erne havde den tyske fodboldforbund allerede mere end 200.000 kvinder i sine rækker. Kvindefodbold var kommet for at blive.
Kvindefodbold i tyske stuer
1970erne var også årtiet, hvor mange nationale fodboldforbund dannede kvindelandshold. DFB var imidlertid sent på den. Først i slutningen af 1982 debuterede DFB-kvinderne, og det tog nogle år, før kvindelandsholdet kvalificerede sig for den første internationale slutrunde. 1989 var det endelig så vidt. Europamesterskabet i eget land. Tyskland, med midtbanestrategen Silvia Neid (kvindeholdets senere succestræner), topscoreren Ursula Lohn og Martina Voss (den nuværende landstræner), gik hele vejen, slog Italien i semifinalen på straffesparkskonkurrence (for resten den første kvindefodboldkamp, som blev bragt live på tysk TV) og vandt så i finalen mod favoritterne fra Norge med 4-1.
Dobbelt titel-hattrick ved EM og dobbelt VM-guld
Året efter kvindernes første EM-guld var igen et skæbneår i tysk fodbold, både for herrerne og damerne. Mens Matthäus, Klinsmann, Völler og co. hentede det tredje VM-guld for Tyskland, gav DFB grønt lys for kvindernes Bundesliga. Kvinde-Bundesligaen skulle blive grundlaget for de kommende års store succeser på landsholdet. I 1991 forsvarede DFB-kvinderne EM-pokalen i Danmark, og mellem 1995 og 2013 lavede de et dobbelt titel-hattrick. Seks gange EM-guld på stribe.
Interessen for kvindefodbold voksede med succeserne, og i 2003 nåede den et foreløbigt højdepunkt. Ved VM i USA slog holdet om Birgit Prinz (turneringens bedste spiller og topscorer med 7 mål) den favoriserede værtsnation i semifinalen med 3-0 og Sverige i finalen med 2-1. DFB-kvindernes præstation udløste en kæmpe kvindefodbold-boom og året efter VM-guldet, havde DFB allerede 850.000 piger og kvinder på sin medlemsliste.
Og DFB-damerne gjorde alt, hvad de kunne for at holde interessen for deres sport oppe. Ved den næste VM-slutrunde 2007 i Kina kom de så tæt på perfektion, som det er muligt. De tabte ikke en eneste kamp, scorede 21 mål og holdt clean sheet (takket være turneringens bedste målvogter Nadine Angerer). I finalen vandt de med 2-0 mod Brasilien — den anden stjerne på trøjen var så en kendsgerning, og euforien fortsatte.
Tredje stjerne for DFB-kvinderne?
I dag, næsten 50 år efter, at DFB’s forbud mod kvindefodbold blev ophævet, spiller mere end 1 million piger og kvinder klubfodbold indenfor forbundets strukturer. DFB vil gerne øge dette tal og kører kampagner som „#nichtohnemeinemädels“ (ikke uden mine piger) for at begejstre flere piger for fodbold. I hvor høj grad kvindefodbold er gået hen og blevet en fast og selvbevidst størrelse i det tyske sportslandskab, viser også dette citat fra Angela Merkels nytårstale 2006, hvormed hun opmuntrede herreholdet forud for VM i eget land: „Kvindelandsholdet er jo allerede verdensmestre, og jeg ser ingen grund, hvorfor mænd ikke skulle kunne præstere det samme som kvinder.“
Om DFB-kvinderne igen formå at præstere på højeste niveau og sikre sig den tredje stjerne, kommer vi til at se om nogle dage. Foreløbig spillede de et perfekt gruppespil (3 sejre, 9-0 mål), og havde heller ikke problemer i ottendedelsfinalen mod Nigeria (3-0). Men nu gælder det — der er stort set kun hold tilbage, der er i top 10 på FIFA’s verdensrangliste. Og de skal jo slås, hvis DFB-kvinderne vil løfte VM-pokalen den 7. juli i Stade de Lyon. Det næste skridt på denne vej er kvartfinalen mod Sverige, lørdag den 29. juni, kl. 18:30.