Dagbog fra Schalke
17. januar 2020
Michael Gregoritsch smadrer bolden i kassen med højreskøjten, og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Først en fremragende assist til Suat Serdar og derefter en scoring i sin første kamp i den kongeblå trøje! Og ikke mod hvem som helst – de direkte konkurrenter fra Mönchengladbach er blevet besejret 2-0 på egen hjemmebane, og Schalke indleder forårssæsonen på 5. pladsen med blot tre point op til 2. pladsen. Er David Wagner virkelig en permanent redningsmand for Schalke og en person, der skal tegne de store, brede linjer i Schalke for fremtiden? Holdet spiller en fantastisk omgang fodbold og harmoni mellem stab og fans er på et usædvanligt højt niveau. Min tro på, at Schalke kan nå top-6 er fuldstændig ubestridt, og i mit stille sind drømmer jeg om en 2. plads og en sæson, som efterligner 17/18-sæsonen med Domenico Tedesco ved roret.
8. februar 2020
Temperaturen er lige knapt tocifret, men på Gelsenkirchen Hbf er der masser at varme sig på lige over middagstid. Jeg er rejst til Tyskland med to billetter i lommen til Schalke-Paderborn, og stemningen i den blå del af Ruhr er på sit højeste. Tusindvis af glade fodboldfans, som allerede har kørt promillen op på et stabilt niveau er til stede, og lugten fra cigaretrøg, lyden af klirende flasker der kommer i flaskesamlernes vogn og synet af blå-hvide halstørklæde fornægter sig ikke. Det er kampdag!
Nogle timer senere er stemningen stadig god, men ikke ekstatisk. Schalke har spillet 1-1 mod Paderborn, og selvom VELTINS-Arena eksploderede efter den lokale Ahmed Kutucu scorede, fordufter glæden dog hurtigt med en udligning fra den lokale lillebror. Snakken i fodboldtoget, hvor man helst skal stå som sild i en tønde, går primært på, at nu skal Schalke til at komme i gang igen, hvis de har forhåbninger om Champions League, og som altid drejes snakken hurtigt over på legendariske udebaneture til Istanbul, Roda og ikke mindst Milan. Alle – inklusive mig selv – er lykkeligt uvidende om, at denne kamp er startskuddet på en forfærdelig fase for vor elskede klub.
Maj 2020
Samfundssind, håndsprit, sociale bobler og ansigtmasker dominerer alt, og fodbolden er langt væk. Den globale pandemi Covid-19 har gjort sit indtog i hele verden og ikke mindst fodboldverdenen, hvor økonomisk ustabile klubber er i risikozonen. Schalke er ingen undtagelse, og jeg gruer voldsomt for min klub, der i mange år har lidt under forfærdelige indkøb og store økonomiske tab, som har spiraliseret gennem hele klubben og udhulet klubkassen. Det daglige tjek af Twitter, BILD og andre sportsmedier kan rapportere om tyske klubber, der hungrer efter et forskud på udbetalingen af klubbernes TV-penge i sit desperate forsøg på at holde sin klub oven vande, og Schalke er mildest talt ingen undtagelse. Jeg læser overskrifter om en mulig konkurs, men jeg nægter at tro mine egne øjne. Som udenforstående vil mange nok mene, at Schalkes selvforståelse er skudt langt over mål med mange år med rivende ustabilitet og ingen mesterskaber i HALVFJERDS år. Men come on; en mulig konkurs til en af Tysklands største klubber – historisk og fanmæssigt? Det virker helt ude af proportioner, og jeg tror, det er i afmagt, at jeg nægter at acceptere, at det overhovedet er en mulighed.
Den 16. maj begynder sæsonen igen for Schalke, og det med intet mindre end et Revierderby mod Dortmund på Signal Iduna Park. Jeg må indrømme, at jeg har mine bange anelser, for den seneste form har været stærkt tvivlsom, men efter to måneders pause, tror jeg på, at det er status quo og rent faktisk en situation, som kan gavne Schalke spillemæssigt. TV-pengene er blevet udbetalt til de trængende klubber, og jeg sporer en smule optimisme i mit stille sind.
90 min efter er jeg dog fuldstændig tom indeni. F***ing 4-0 til rivalerne! Det er SÅ pinligt – en trup der er fuldkommen blottet for gejst, fight og evner. En træner, som er i vildrede. Og en modstander, som udspiller Schalke på samtlige parametre og hånligt fejrer sejren op mod de tomme tribuner. Som om situationen ikke var slem nok, er Schalke også uden for top-6 med et snuptag, men på det givne tidspunkt tror jeg stadig på muligheden for, at de kongeblå drenge kan vende skuden og sikre europæisk avancement.
Juli 2020
En forfærdelig sæson er endelig afsluttet, og jeg er ærligt talt lettet. I stedet for at se frem til weekenden, har jeg mistet al tro på den nuværende trup, og det bliver bekræftet lørdag efter lørdag. Efter Dortmund-kampen har Schalke ikke vundet en eneste kamp, og de har en målscore på 4-18 i en periode over syv kampe, og jeg har mistet al tiltro til David Wagner, spillertruppen og ikke mindst bestyrelsen, og kan ikke vente på sommerferien begynder. Et lille håb bliver tændt, da Schalke melder ud, at præsident Clemens Tönnies trækker sig tilbage fra sin post efter 26 år i Schalke-toppen. Tönnies har ikke kun for mig, men mange også andre fodboldfans, stået som en skamplet for en fodboldklub som favner tolerance, forskellighed og repræsenterer en by med en arbejderkultur, hvor der er en unik forbindelse mellem klubben og Gelsenkirchen. Racistiske udtalelser, en forfærdelig håndtering af sine ansatte ift. Covid-19, der har gjort NRW til et lokalt hotspot for virus og en administrativ ageren, der har været tvivlsom i mange år har gjort, at min tillid til ham er ikke-eksisterende, og jeg ønsker ham langt væk fra klubben. Ved at afskedige Tönnies tidligt i sommerpausen, har jeg en minimal tro på, at en ny træner og ny præsident kan køres ind på to måneder og måske skabe fundamentet for en ny start for Schalke.
18. september 2020
Jeg kigger på fjernsynet og er fuldstændig lamslået. 8-0 melder tavlen, men jeg nægter at tro det. 8-0. Det KAN ikke passe. De nylige Champions League-mestre fra Bayern München har rundbarberet og fuldstændig gennemsmadret Schalke, og det kan næsten ikke blive mere symbolsk. Sydtyskernes holdkort tæller intet mindre end fire tidligere Schalke-spillere, og både Leroy Sane og Leon Goretzka smider bolden i nettet bag Ralf Fährmann. Jeg kan ikke holde ud at kigge på Goretzka. Ikke på grund af ham personligt, men på grund af det han symboliserer; et lokalt talent fra en gylden generation på Knappenschmiede, der har været fuldstændig fremragende for Schalke, for så at skifte gratis til Bayern München. En elendig transferstrategi, der år efter år har medført, at Schalke har mistet deres bedste spillere, enten på fri transfer eller til langt under en acceptabel salgspris. Engang spillede Schalke og Bayern tætte kampe om mesterskabet i midt-00’erne, og vi var så tæt på at kunne overhale sydtyskerne ved flere omgange. Nu taber vi 0-8. Jeg frygter virkelig den kommende sæson, for hvis dette danner præcedens for præstationerne, er der ingen tvivl om, at der skal noget helt exceptionelt til. Derudover kan jeg simpelthen ikke fatte, hvorfor David Wagner stadig sidder på trænerposten. Han har været fuldstændig elendig siden januar måned, og på enhver anden arbejdsplads var en chef blevet fyret, når han absolut ingen støtte har fra sin stab. Men dette er også symbolsk for en syg klub; en tøvende bestyrelse uden kompetencer og en adfærd, der konstant er på bagkant.
24. november 2020
Tabellen lyver aldrig, og det er et kedeligt statement, hvis man holder med de kongeblå fra Ruhr-distriktet. Vi har ikke vundet i 24 kampe. Vi ligger nummer chok i Bundesligaen med en målscore på -19 og en pointopgørelse på tre sølle point. Vi er dårligere end alletiders dårligste hold fra Tasmania Berlin. Klubben er dybt forgældet. Og alene i dag – KUN I DAG – er teknisk direktør Michael Reschke blevet afskediget og hele tre spillere; Amine Harit, Nabil Bentaleb og Vedad Ibisevic er blevet midlertidig suspenderet fra truppen – sidstnævnte for et klammeri med assistenttræner Naldo til søndagens træning, som eskalerede så voldsomt, at træningen måtte aflyses.
Hvad er der galt i Schalke, bliver jeg tit spurgt om. Jeg har efterhånden svært ved at finde et svar efterhånden. Klubben er en syg patient, der ikke blot er truet, men ligger i kronisk koma på et sygehus, hvor samtlige plejere har givet op. Økonomien sejler. Bestyrelsen består af dygtige forretningsmænd, der er fuldstændig ude af trit med klubbens værdier, normer og de sportslige præstationer. Cheftræner Manuel Baum er kommet i menneskehænder med en opgave, som han på ingen måde er voksen. Truppen består primært af unge spillere, der ikke kan tage ansvar, eller mellemrangsspillere der ikke ville kunne spille sig i startopstillingen på et tophold.
For mig at se, ER Schalke et tophold. Ingen tvivl om det. Men jeg forbereder mig på en tilværelse i 2. Bundesliga, selvom det lyder trist. Jeg har klubben i blæk på kroppen og har tænkt, talt og blødt Schalke hver eneste dag, siden jeg kan erindre. Jeg er dybt bekymret for klubbens situation; ikke kun på den korte bane, men også på den lange bane. Er vi ved at blive det nye Hamburger SV? Hvis vi rykker ned, vil vi så rykke op igen eller blot sidde fast i rækkerne ligesom tidligere topklubber som Kaiserslautern og Hansa Rostock? Eller endnu værre; går klubben konkurs? Tilværelsen som Schalke-fan er dybt, dybt elendig, og tager jeg de realistiske briller på, så tror jeg ikke, at det ændrer sig lige foreløbigt.
