Profiler som Ribery, Robben, Kruse og Herrmann har endnu ikke forlænget deres kontrakter med deres respektive klubber. Vi har samlet et overblik over en række af de meste interessante navne, som kan erhverves kvit og frit til sommer. Det er gratis men også forholdsvis gråt guld, der er på markedet.
Max Kruse – Werder Bremen
Det mest interessante navn på listen. Både fordi han fortsat har en stor markedsværdi, og fordi fremtiden er så uvis, som den er, hvor han i princippet kan skifte på en free transfer til sommer. Ifølge rygterne arbejder Gladbach på at hente Kruse tilbage til klubben, mens også både Dortmund og Bayern meldes interesseret i at hente Kruse til som reserveangriber. Vi tror dog på, at han vælger at blive i Bremen, hvor han har fået karrieren på ret køl igen efter et par turbulente år i Wolfsburg.
Arjen Robben – Bayern München
Mr. Wembley vælger at takke af i Bayern efter denne sæson, og dermed slutter ti år, hvor han har gjort sig til en af klubbens største profiler nogensinde. Robben er efterhånden blevet 35 år, og indtil videre har der været meget stille om hans fremtid. Japan nævnes som en oplagt destination, og det er nok også i den retning pilen peger, medmindre han følger trenden af hollændere, der vender hjem og tager et par år i hjemlandet i slutningen af karrieren.
Patrick Herrmann – Borussia Mönchengladbach
Det er gået gevaldigt op og ned for Herrmann de sidste par år. For et par år siden var han tæt på Dortmund, da Klopp var en stor beundrer af særligt hans fart. Herefter fulgte et par alvorlige skader, og han var næsten gået i glemslen indtil for nylig igen, hvor han har leveret fint, og blandt andet scorede i weekendens 2-0 sejr mod Augsburg. Netop Augsburg er nævnt interesseret i Herrmann, der fortsat kun er 27 år, ligesom det også er offentligt kendt, at Stuttgart forsøgte at lokke ham væk i dette transfervindue. Den gode form in mente, og det faktum at han er tæt forbundet til klubben og ikke mindst fansene, gør dog, at vi tror, han ender med at blive i Gladbach.
Johannes Eggestein – Werder Bremen
Endnu en angriber fra den grønblusede del af det nordtyske. Eggestein er måske ikke et ligeså stort talent som brormand Maximillian, men han er bestemt stadig værd at holde øje med. Hans agent har talt om interesse fra andre klubber, men Eggestein den yngre virker som en person, der værdsætter tryghed højt, og han har allerede sagt, at udlandet ikke kommer i tale i denne omgang. Mon ikke det ender med en ny kontrakt i Bremen, der helt givet ser Eggestein som en centralfigur på fremtidens Werder-mandskab.
Raffael – Borussia Mönchengladbach
Når Gladbach blandt andet sættes i forbindelse med Kruse, så er det til dels fordi, fremtiden for den 33-årige brasilianer endnu er uafklaret. Og det er primært, fordi Gladbach tøver. Raffael sagde i et interview før jul, at han håber på en forlængelse, og at han ønsker at slutte karrieren i Gladbach. Diverse skader og ankomsten af Plea har i denne sæson sendt ham lidt ud på et sidespor, men det ligner fortsat en forlængelse, når vi kommer lidt længere ind i foråret.
Franck Ribery – Bayern München
Har sammen med Arjen Robben dannet det måske bedste wingpar i verden de sidste ti år, men til sommer er det også slut for franskmanden i Bayern. Formentlig. Endnu er der ikke kommet noget officielt ud, men det ligger i kortene, at kontrakten ikke bliver forlænget, og dermed skal franskmanden på klubjagt, hvor Galatasaray og hans tidligere klub Marseille er blandt dem, der flittigst bliver nævnt.
Rafinha – Bayern München
Endnu en Bayern-spiller der er kommet lidt op i årene, og hvor det med al sandsynlighed er slut til sommer. Rafinha har været en tro væbner for sydtyskerne, men han har selv givet udtryk for, at det er slut til sommer. I stedet er et skifte til hjemlandet Brasilien i kortene, hvor Flamengo skulle være favorit til at sikre sig hans underskrift på en free transfer.
Ádám Szalai – TSG Hoffenheim
Ungareren med en fortid i Real Madrid har været vidt omkring i sin Bundesliga-karriere, og måske han snart kan føje en ny klub til cv’et. Kontrakten med Hoffenheim udløber til sommer, og den ser umiddelbart ikke ud til at blive forlænget. Er røget langt bag i køen til spilletid, og selvom Hoffenheim skal have ny træner til sommer, så er det svært at se Szalai fortsætte i klubben. Løse rygter om interesse fra Stuttgart og Galatasaray, men alt er groft sagt i spil.
Marco Fabián – Eintracht Frankfurt
I de lidt mere grå år hos Eintracht var Fabian lyspunktet, og ham der stak ud. Et glimrende spark og masser af kreativitet viste mexicaneren, der er gået fra profil til marginalspiller, og som står i skyggen af die magische Dreiecke mede Rebic, Haller og Jovic. Er kun 29 år og kunne sagtens fortsætte karrieren i Europa og Bundesligaen, men de mest vedvarende rygter peger i retning af enten USA eller Kina.
Franco Di Santo – Schalke 04
Det er aldrig blevet godt for argentineren i Schalke. Har fået en del chancer, men nu er tålmodigheden endelig opbrugt hos Tedesco. Er forholdsvis dyr i løn, og det er svært at se andre Bundesliga-klubber smide snøren ud efter Di Santo, der heller ikke just har vist sig som en Münster-Profi. Galatasaray (de er tilsyneladende glade for spillere i Bundesligaen) og Colo Colo i Chile er varmeste bud på rygtebørsen.
Oscar Wendt – Borussia Mönchengladbach.
Den tidligere FCK’er satte i weekenden rekord som den udlænding, der har spillet flest kampe for Gladbach. En rekord han fejrede med et mål, og spørgsmålet er, om ikke han også snart kan fejre det med en kontraktforlængelse med Gladbach, hvor han har været siden 2011. Ifølge Bild bliver kontrakten, der udløber til sommer, automatisk forlænget med et år, når Wendt når op på 24 kampe i sæsonen i alle turneringer, og han er lige nu noteret for 22. Gladbach skal med al sandsynlighed igen spille europæisk næste år, så det er svært at se, hvorfor Wendt ikke skulle snuppe endnu et år hos die Fohlen.
Vedad Ibisevic – Hertha BSC
Det vrimler med målfarlige angribere oppe i årene og med kontraktudløb til sommer. Ibisevic er efterhånden blevet 34, men har stadig mål i støvlerne. Anføreren for Hertha er ikke klar på at lægge støvlerne på hylden ifølge sin agent, og der arbejdes eftersigende på en kontraktforlængelse med hovedstadsklubben. Bliver presset bagfra af yngre folk, men Dardai har fidus til ham, så mon ikke det ender med endnu et år i Berlin.