Af Clas Lindholm
Efteråret 2018. En tiårig dreng iført Eintracht halstørklæder om både hals og håndled og med flaget over skulderen står af toget med sine forældre og sin storebror og går det sidste stykke igennem skoven hen til stadion. I dag skal han se kamp. Hans klub spiller med i toppen af ligaen og er også med europæisk. Men hvad vigtigere er – holdet begejstrer. De fodboldspillere han skal til at se og den måde at spille fodbold på, kommer til at præge hele hans egen tilgang til sporten. Alle kampe han i fremtiden kommer til at se live og på tv – og det bliver mange – vil altid skulle måle sig med det nuværende hold i den klub, som helt naturligt blev hans.
Jeg kender ikke drengen. Men jeg ved, det ender sådan. Jeg har selv prøvet det. Da jeg var dreng, sprudlede klubben med sin offensive stil, og spektakulære spillere som Anthony Yeboah, Uwe Bein og Jay-Jay Okocha begejstrede ikke bare regionen, men også tusindvis af fans af andre klubber i resten af Tyskland.
I 2018 hedder spillerne Luca Jovic, Sebastian Haller og Ante Rebic. De tre trækker overskrifter i hele Tyskland i disse dage. Den tyske presse har set sig nødsaget til at hive et gammelt begreb frem fra gemmerne. Das magische Dreieck – den magiske trekant – som Krassimir Balakov, Giovane Elber og Eintracht Frankfurts nuværende sportsdirektør Fredi Bobic blev kaldt pga. deres mange mål og smukke samspil for Jogi Löws VfB Stuttgart i en periode i 1990’erne. Anderledes kan det ikke være, når der er tale om europæisk fodbolds næst mest scorende trio kun overgået af tre dyre herrer fra PSG.
Eintracht Frankfurt har efter en svær sæsonstart med en lussing af Bayern München i den tyske Super Cup, et exit fra DFB pokalen i første runde efter nederlag til SSV Ulm samt en mindre god start på Bundesligaen fået vendt skuden noget så eftertrykkeligt. I skrivende stund er Eintracht videre til knockout kampene i Europa League efter fem sejre i fem kampe, i det der før turneringsstart blev kaldt dødsgruppen med Lazio, Limassol og sidste års finalister fra Olympique Marseille. I Bundesligaen har de sidste elleve kampe givet ni sejre og en enkelt uafgjort med en øjeblikkelig femteplads til følge.
Men hvad er årsagen til denne smukke opblomstring?
Der er givetvis flere, men et godt sted at starte er hod holdets østrigske træner.
Adi Hütter, der før sæsonen kom til fra de schweiziske mestre Young Boys Bern, har fået stilen ind under huden på holdet. Den slags tager tid, og det har med garanti ikke været nemt, efter holdet mistede den meget populære træner Niko Kovac til Bayern efter en farce af et forløb tilbage i foråret.
Hütters spillestil kræver meget af holdet, men garanterer – når udført efter bogen – en hel masse målchancer, hvilket naturligvis tiltaler de mange offensivt indstillede spillere i truppen. Han har allerede skiftet både målmand og den formation, han lagde ud med, hvilket har givet pote. Kevin Trapp blev lejet i PSG, efter at Frederik Rønnow egentlig blev hentet ind- og også begyndte som førstemålmand.
Hütter indledte sæsonen med fire i bagkæden, hvilket hurtigt blev ændret til tre. Og her er der faktisk tale om et af de tilfælde, hvor et tremandsforsvar består af tre mand og ikke fem.
Makoto Hasebe spiller for anden sæson i træk sit livs sæson, og sportsdirektør Bobic har allerede proklameret, at det er et spørgsmål om teknikaliteter, før Hasebe skriver under på en ny forlængelse. Senest blev kontrakten forlænget med et år tilbage i foråret. Hasebe styrer forsvaret med sin ro og forudseenhed og kommer aldrig til at se dum ud. Samtidig har anfører David Abraham og bare nittenårige Evan N’Dicka spillet stærkt og stabilt.
Længere fremme på banen har primært den boldspillende seks’er Lucas Torro og senere så oprydderen Gelson Fernandes været den nødvendige defensive skanse på et meget offensivt hold. Jonathan de Guzman lader til at have fundet fordums styrke og har sat sig på midtbanen. På de to kanter har Danny da Costa og nytilkomne Filip Kostic præget både defensiv, men primært offensiv med deres mange utrættelige løb.
Da Costa har imponeret med et stigende niveau og er for nuværende reelt det eneste alternativ på sin position. Kostic’s ankomst blev mødt af megen skepsis på grund af to mindre heldige ophold i og nedrykninger med henholdsvis VfB Stuttgart og Hamburger SV. Hans ry som lidt vanskelig har man hidtil intet set til i Frankfurt, hvor han kamp efter kamp bidrager og kæmper for holdet.
I front har Adi Hütter endelig fået plads til klubbens tre guldfugle efter til at begynde med at have eksperimenteret med Haller alene på toppen og senere enten Jovic eller Rebic ved siden af Haller med de Guzman eller Gacinovic og enkelte gange Kostic eller Fabian bagved.
I disse dage spiller Frankfurt så med hele molevitten fremme. Jovic, Haller og Rebic skiftes til at ligge i hver side af- eller bagved angrebet, og de gør det ofte umuligt for modstanderens forsvar at få ro på tropperne. Udover at være teknisk stærke spillere, hvor den ene afslutter stærkere end den anden, er de tre også fysiske krafteksemplarer. Ante Rebic er som skabt til spillestilen med højt pres, genpres og hurtige angreb samt masser af afslutninger. Jovic og Haller er vaskeægte angribere, som for tiden lader til at finde hinanden i blinde. Jovic fører Bundesligaens topscorerliste med ti scoringer, mens Haller ligger på en delt anden plads med ni mål ud for sit navn.
Efter en svær start, hvor også flere fans var begyndt at tvivle på projektet, har østrigske Adi Hütter fundet melodien og har, ikke kun på grund af den offensive spillestil, men også sin ydmyge og sympatiske tone vundet mange hjerter. Klubben skal i den sammenhæng roses for ikke at have rystet på hånden, da det ret hurtigt efter den historiske triumf med pokalsejren over Bayern München i maj måned og to års fremgang begyndte at se mere end svært ud i begyndelsen af sæsonen.
Eintracht Frankfurt var forud for sæsonen vældigt aktive på transfermarkedet, og de har med især N’Dicka og Kostic foreløbigt ramt plet. Derudover har de efter sigende en temmelig favorabel købsoption på Luka Jovic, som ventes udnyttet når 2018 bliver til 2019. Ydermere lykkedes det i sommers at forlænge med den helt store stjerne og fanfavorit Ante Rebic. Ifølge Fredi Bobic strakte man sig så langt, man kunne, hvilket til gengæld har resulteret i, at klubben nu er i besiddelse af en spiller med kæmpestort salgspotentiale uden nævneværdige klausuler.
Sidstnævnte element kan virke overflødigt at nævne, men er nok så relevant at fremhæve, hvis vi ser på klubbens fremtidsudsigter. Eintracht Frankfurt har i årevis svømmet lidt rundt i ingenmandsland. Flere besøg i zweite Bundesliga og kun enkelte acceptable sæsoner for en klub med årevis af økonomiske vanskeligheder og tvivlsomme forretningsmodeller lader til at være afløst af noget, der minder om en fremtidsholdbar tilgang til både det sportslige, men også det finansielle.
Som forhenværende udlænding i Frankfurt kan jeg med overbevisning berette, at den typiske Frankfurter anser den nuværende europæiske succes som mere end bare en underholdende bonus. Mere end nogen anden europæisk by, jeg kan komme i tanke om, ser Frankfurt sig som indbegrebet af Europa. Byen er et samsurium af kulturer fra hele verden, og den gængse fan kan derfor nemt identificere sig med det nuværende hold med de mange nationaliteter. Man er stolt af at være europæer, og Europa League er af samme årsag ikke en ligegyldig turnering for Frankfurt som by eller SGE som klub.
I Frankfurt har de hungret efter europæisk deltagelse, og man rejser gerne til Cypern med op til 5.000 fans for at møde Apollon Limassol. For Frankfurt med sin centrale beliggenhed, Den Europæiske Centralbank og sine indbyggeres mange nationaliteter er det en ære at vise flaget i Europa, og man er ikke bleg for at drømme om, at de nuværende vinde fortsætter med at blæse i 2019 – hvem ved, måske hele vejen til Baku.
