bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Det var bare bedre i gamle dage

Det var bare bedre i gamle dage

Når man en gang i mellem bliver en gammel, gnaven fodboldiagttager kan man ikke lade være med at se tilbage med en vis vemod på Bundesligaen i 1980’erne og -90’erne.
Det var dengang, der var gang i den tyske fodbold, der var personligheder der skilte sig ud og highlight-programmer efter hver halvsæson kunne indeholde flere skøre klip med rasende spillere eller vittige funktionærer, der havde kommentarer til stort set alt og alle.
Der var Sepp Maier, der ikke var bleg for at gå på scenen som skuespiller i en sketch eller kaste sig fjollet efter en and, der havde forvildet sig ind på Olympiastadion under en kamp.

Man må heller ikke glemme en type som Frank Mill, der ud over at score mange mål for både Borussia Möchengladbach og Borussia Dortmund, heller ikke var bleg for at bruge medierne – og især Bild – til sin fordel, når han i en dårlig periode skulle tale sig på holdet eller svine modstandere eller medspillere til.
Mario Basler, der midt i kampen kunne finde på at tage en hat på og brokke sig højlydt til dommeren eller 1860-træner Werner Lorant, der gennem en hel kamp og ni sæsoner hoppede og dansede sig gennem kampene på sidelinjen, mens han gestikulerede og kom med det ene legendariske citat efter det andet.
I det hele taget var det bare en anden tid. Der var journalister fra mange medier med på sidelinjen ved hver eneste træning, hvor de kunne følge hver en detalje. Journalisterne havde spillernes telefonnumre og omvendt, og de kunne bruge hinanden på godt og ondt.
Og kigger man længere ned i rækkerne var Walter Frosch en glemt, men legendarisk kultfigur. Ud over sin kraftige hårvækst på overlæben og kompromisløse stil som benhård forsvarsspiller i Kaiserslautern og St. Pauli, havde han også sans for at levere, hvad medierne ville have. Blandt andet dengang, han ganske overraskende for ham selv skulle skiftes ind i en showkamp. Her kunne han afsløre, at han havde en pakke cigaretter pakket ned i strømperne, da han var blevet sendt på banen, mens han var i gang med at pulse løs…

I dag kan man leve i månedsvis på begejstringen, hvis man oplever en pressekonference som Klaus Augenthalers i 2004  eller et solidt skænderi mellem ærkefjenderne Uli Hoeness og Christoph Daum, der begge var rødglødende i Das Aktuelle Sportstudio i foråret 1987, kort før de to tørnede sammen i en direkte duel om mesterskabet.
For de skæve typer og overraskende historier i Bundesligaen er tæt på at være udryddet. Nu skal man nærmest lave en reality-serie hos Bild med sin mor for at kunne brænde igennem som en skæv type. Alt for mange spillere har stået i lære hos Jon Dahl Tomasson, der jo var berygtet for at kunne spille Vedbæk-pladen, hvor der blev sagt en masse ord uden at sige noget som helst.
“Det var en vigtig kamp, men jeg er glad for de tre point”, er lidt for ofte det, der kommer ud af munden på en dresseret og medietrænet spiller efter en kamp. Alt for sjældent mærker man spilleren brænde igennem med sine følelser og (vredes)udbrud.
Når klubberne selv vil styre kommunikationen og helst vil være medierne foruden samtidig med at spillerne allerede fra konfirmationsalderen får at vide, at de ikke skal sige ret meget, når der ryger en mikrofon op under næsen, så bliver hele billedet omkring Bundesligaen og den moderne fodbold for blankpoleret og kedeligt.
Man skal ikke svælge i fortiden, men jeg savner typer som Jimmy Hartwig, der stikker ud fra mængden med sit skæve væsen og anderledes tilgang, men glæder mig over, at der stadig findes en smule galskab i ligaen, når Freiburg-træner Christian Streich åbner for posen og deler ud af sin vished omkring fodbolden og sit syn på samfundet generelt
Relateret
You may also like
Guide: Fodboldrejse til RB Leipzig
Quiz: Skifte fra danske til tyske klubber
Arven fra Robert Enke – Depressionens indtog i moderne fodbold
Quiz: Tyske spillere og trænere i Superligaen