Det var lige ved og næsten i slutningen af sidste sæson, men Schalke 04 nåede ikke at redde skærene og måtte ned i 2. Bundesliga for anden gang på tre år. Som følge af degraderingen fra det bedste selskab til udebaneture i Elversberg og Wiesbaden, mistede klubben en lang række profiler. Ud røg Zalazar, Bülter og TV-pengene fra Bundesligaen, og de kongeblå skulle atter omstille sig til en presset økonomisk situation, et helt nyt holdt samt et stærkt felt i den næstbedste liga.
Som det sig hør og bør i Schalke, er der dog langt fra ro på smækken. Bestyrelsesformand Bernd Schröder fik blot halvandet år på posten, før han fik marchordre på transfervinduets sidste dag. Schröder havde ikke formået at lande en ny hovedsponsor og sikret det økonomiske fundament, som skulle give klubben forudsætningerne for kortvarig vækst. Kontant afregning.
Forstærkning?
Helt så grelt står det ikke til for sportsdirektør Andre Hechelmann, som trods alt stadig kører ind på Ernst Kuzorra-Weg hver dag lidt endnu. Men et transfervindue med ni nye tilgange, hvor det i bedste fald ligner, at målmand Marius Müller er det bedste bud på en reel forstærkning, virker den 39-årige til at være kommet i menneskehænder. Sæsonen er dog stadig lang. Det kan blive Hechelmanns redning.
Og længden af sæsonen bør være en motiverende faktor for fans af de kongeblå, for starten på sæsonen har været alt andet end god. Fem kampe har blot kastet fire point af sig, og spillet på banen er tynget af svingende niveau, manglende nøglespiller og fodboldmæssig flair. Den karismatiske Thomas Reis fremstår pludseligt afpillet til blot at være passioneret uden taktisk snilde og i en af Tysklands varmeste trænersæder, skal man ikke levere mange ringe præstationer, før hovedet ligger på skafottet.
Bæredygtig oprykning
Er det virkelig den samme gamle jammerdal for de hårdt trængte kongeblå i Ruhr-distriktet? Det kunne det tyde på. 2. Bundesligaen er tæt, uforudselig og hektisk, hvilket kan være til stor glæde gavn senere hen. En række af gode præstationer kan pludselig tage et hold fra en fasttømret midterplacering til det sjove selskab omkring play-off, og den eneste acceptable målsætning for Schalke må være oprykning efter 34. Spillerunde.
Hvis det ikke sker, er det dog ikke verdens undergang ifølge fungerende bestyrelsesformand Axel Hefer: “Vi ønsker en bæredygtig oprykning inden for tre år. Med bæredygtig mener vi, at vi formår at blive i Bundesligaen efter oprykning”. Så langt, så godt. Men det må immer væk medføre dybe panderynker i bestyrelseslokalerne med henblik på den økonomiske projektering på kort og lang sigt, hvis Schalke ikke rykker op i indeværende sæson. Evnen til at tiltrække dygtige fodboldspillere og nødvendig kapital bliver lineært sværere i takt med falmende præstationer, og selvom en bæredygtig klub ER nødvendigt, er den økonomiske bund også hjulpet godt på vej af en hurtigst mulig oprykning.
Så hvor står Schalke egentlig? I det samme kviksand, som har martret klubben i årevis. Svingende præstationer på banen, tvivlsomme beslutninger i bestyrelseslokalerne og centrale nøglepersoner, som altid er på valg i mere end én forstand. Sikkert er, at formkurven og resultaterne meget snart skal gå i en anden retning, hvis de hårdt prøvede Schalke-fans igen skal have noget at glæde sig over.
