bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Thomas Müller: Verdens bedste ”Raumdeuter”

Thomas Müller: Verdens bedste ”Raumdeuter”

Bayern München, optakt, Thomas Müller

Thomas Müller er et unikum i international fodbold, hvor han har skabt sin egen historie i rollen som en såkaldt ”raumdeuter”. Men hvad er det, der gør Müller til noget helt specielt? Og hvordan gik det til, at Vidunderdrengen fra Pähl blev Tysklands mest vindende fodboldspiller nogensinde?

Vores fortælling begynder den 19. oktober 2019, hvor Bayern München møder FC Augsburg i Bundesligaen. Med fra start har Bayern både Robert Lewandowski, Thiago, Joshua Kimmich og Manuel Neuer, men der mangler dog en. Hvor er Thomas Müller? Hvor er en af Bayern Münchens største spillere?

Han er endnu en gang blevet fravalgt af Niko Kovac, der hellere vil bruge Philippe Coutinho. Det har været et længerevarende problem for Müller. Ude på bænken venter han spændt for at få muligheden for at komme på banen, men imens minutterne tikker, bliver der ikke vekslet mange taktiske informationer mellem Müller og Kovac.

Efter 80. minutter kommer Thomas Müller så endelig ind. Han kæmper, som han altid har gjort. Han løber de ekstra meter for klubben på brystet, men det kan være for sidste gang. Müller vil ikke længere være med på et af ydermandanterne, me det må han affinde sig med, siger Niko Kovac.

Hvis der bliver behov for det, skal han nok få sine minutter”, fortæller Kovac om Müllers rolle.

Fra at have været fast mand hos ”Die Rekordmeister” i flere år, er han under Niko Kovac henvist til bænken, hvor han i begyndelsen af 2019/2020-sæsonen bliver brugt som en sen-indskifter. Efter kampen mod FC Augsburg kan man se på Thomas Müller, at det måske er tid til at forlade sin elskede hjerteklub. Et forhold der begyndte 20 år tidligere.

Vidunderdrengen fra Pähl

Som helt ung spillede Thomas Müller for det lokale hold TSV Pähl i byen Pähl, der ligger ca. 50 km fra München. Her fik Bayern München øjnene op for Müller, da han i en alder af ni år gik målamok for TSV Pähl i 1998, hvor klubben formåede at score imponerende 165 mål.

Blandt holdets spillere var det Müller, der trak de største overskrifter, da han havde en fod med i 120 af TSV Pähls scoringer i form af mål og assist, og det var netop præstationer som disse, der fik Bayern München til at hente Thomas Müller i 2000. Et valg som begge parter den dag i dag er lykkelige for, da Müller fortsatte med at score mål og assist i stribevis.

Han arbejdede sig op gennem ungdomsholdene og fik sin uofficielle debut for Bayern Münchens førstehold som 18-årig, da han i en træningskamp scorede et hattrick mod Borussia Lippstadt i 2008.

I hans europæiske debut samme sæson scorede Müller selvfølgelig også, da han i Champions League kom ind i en kamp mod Sporting Lissabon og scorede til resultatet 7-1 til Bayern. I hans første Bundesliga-sæson blev det desuden til 13 mål og 11 assist, hvor han fik spilletid i alle 34 kampe. Vidunderdrengen fra Pähl var kommet for at gøre en forskel, og Bayern München havde igen en Müller med mål i støvlerne.

Siden sin debut i 2008 for Bayern Münchens Bundesliga-mandskab har han vundet hele 27 titler, som blandt andet tæller ni Bundesliga-titler, to Champions League og en enkelt VM-triumf. De 27 titler har også gjort Thomas Müller til den mest dekorerede tyske fodboldspiller nogensinde.

Nedturen under Kovac

Thomas Müller løb dog for alvor ind i muren i tiden under Niko Kovac, som blev udnævnt som ny træner for Bayern München i 2018. Müller fik mindre og mindre spilletid, og han havde ikke længere samme indflydelse på mandskabet som tidligere.

I 2018/2019-sæsonen var han stadig en del af de foretrukne spillere, men alligevel står Müller kun noteret for seks scoringer og 12 assist. Selvom det ville være ganske habilt for andre spillere i Tyskland, var det ikke godt nok for en spiller af Müllers kaliber.

Den efterfølgende sæson blev det kun til fire assist og ingen scoringer i de 10 kampe under Kovac. Müller fungerede ikke under Kovac lidt rigide system, og den ellers så vigtige spiller forsvandt langt ud på bænken, og det var en udvikling, der gjorde meget ondt på Thomas Müller.

I efteråret var jeg ikke en del at startelleveren i de første seks kampe i træk. Det var svært. Det fik mig selvfølgelig til at tænke. Det var hårdt rent følelsesmæssigt dengang, og jeg tænkte ikke nødvendigvis, at jeg ville forlænge min kontrakt om foråret” har Müller siden udtalt om den hårde tid.

Vi er nu tilbage ved den førnævnte kamp mod FC Augsburg. Blot 10 minutter på banen bliver det for Müller i en kamp, hvor Bayern endnu en gang taber point. Ved slutfløjtet kan man se skuffelsen og vreden i Müllers øjne. Det skyldes ikke kun 2-2-resultatet, men i den grad også hans egen situation. Er det nu tid til et brud mellem Müller og Bayern?

Müller er ikke den eneste, der mener, at det måske er på tide, at han forlader Bayern München. Hans tidligere holdkammerat Bastian Schweinsteiger, udtaler til pressen, at det vil være en god idé for Müller med et skifte væk fra Bayern for at få karrieren tilbage på sporet.

Dengang gik rygterne på, at klubber som Manchester United og Inter ville hente Müller i januar transfervinduet, og Müller havde endda selv bedt ledelsen om et skifte væk fra Säbener Strasse. Den nyhed nåede helt frem til Uli Hoeneß´ kontor, der målrettet gik efter at få Müller til at blive.

Han vidste, hvor stor en betydning Müller havde for klubben, og han tog både en personlig snak med Müller og resten af ledelsen. Det førte til, at en af hans sidste handlinger som præsident i klubben var at stoppe et muligt salg af Müller. Thomas Müller skulle ingen steder, og blot to uger efter FC Augsburg-kampen fik han gode nyheder.

Niko Kovac fik sparket efter en række skuffende resultater, og ind kom en herre, der i den grad havde kendskab til, hvordan man fik mest muligt ud af Thomas Müller. Vi siger velkommen til Hansi Flick.

Ingen Müller, ingen Lewandowski

Alt ændrede sig for Thomas Müller, da Hansi Flick overtog trænerposten hos Bayern München. Müller blev med det samme fast mand i startopstillingen igen, og det gav hurtig gevinst, da stod bag otte mål og 17 assist på blot 23 kampe. Es Müllert wieder! Müller var tilbage.

Vi kommer ind på senere, hvad det nøjagtigt er, som Thomas Müller gør så godt, men det indebærer en masse løb overalt på banen. Ud af ingenting kan han løbe i ryggen på sin direkte oppasser, og det skaber et stort hul i bagrummet, hvor han relativt nemt kan lægge bolden lige i fødderne på de offensive kræfter.

Især Robert Lewandowski har nydt godt af Müllers løb, da de i samarbejde med hinanden har scoret 60 mål for Bayern München. Ingen Müller, ingen Lewandowski, og det er polakken også godt selv klar over.

Det er lettere for mig, når jeg har Thomas ved min side. Han hjælper mig meget, og vi supplerer hinanden rigtig godt”.

Thomas har altid retning mod modstanderens mål med meget bevægelse. Vi har altid en spiller mere i feltet, når han spiller, og det giver mig mere plads, da jeg derfor ikke altid har to eller tre modstandere imod mig”, har Robert Lewandowski udtalt om sit partnerskab med Müller.

Netop disse situationer er Müller en mester i at udføre. Modstanderne ved, hvor farlig han er, og de forsøger derfor straks at lukke ham ned. Problemet for dem er dog, at når de lægger et pres på Müller, har han allerede fundet et hul i forsvaret til sine holdkammerater, og på den måde kan han nemt åbne et forsvar.

Det skete flere gange i den forgangne sæson, hvor Bayern München var uovervindelig i tysk- og international fodbold, og især Robert Lewandowski spillede en fænomenal sæson med sine 55 scoringer i alle turneringer. Men det kunne han ikke have gjort uden en storspillende Müller.

Hele otte gange i Bundesligaen var Müller arkitekten bag en Lewandowski-scoring, og endnu flere gange havde han tredjesidst fod på bolden. Deres samarbejde var ikke kun bedst af alle i tysk fodbold, men også i Europas Top 5-ligaer, og det viser, at når Thomas Müller spiller godt, spiller Bayern München godt. Müller har en kæmpe betydning for verdens bedste klubhold, og det skyldes i den grad hans selvudnævnte rolle som ”raumdeuter”.

Her, der og alle vegne

En af Müllers største forcer er hans spilintelligens. Han ser muligheder for sine holdkammerater og sig selv lang tid før alle andre, og dem udnytter han grundet hans mange løb. Han bevæger sig ikke blot ned langs kanten, men også ind centralt for at skabe ravage, og det gør ham til et mareridt at dække op for.

Nogle gange opfører Müller sig også som en Ninja, når han sniger sig ubemærket ind i feltet. Her har forsvarsspillerne fokus på Robert Lewandowski, men Müller kommer i andet geled og gør sig tilgængelig for en mulig cutback-aflevering fra kanterne, og det er også en af grundene til, at tyskeren stadig er målfarlig i Bayern-trøjen.

Andre situationer viser også, hvor eminent Müller er til at skabe en overtalssituation og finde de afgørende rum for både medspillere og sig selv. Dette er nødvendigt for Thomas Müller, da han ikke er en gudsbenådet dribler som Cristiano Ronaldo, Neymar eller Kylian Mbappe. Han kan ikke sætte en mand med 3 x gange husmandsfinter og så ned mod baglinjen, men han skal i stedet tænke klogt og tage de rigtige løb.

Jeg kan godt lide at være aktiv i rummet bag modstanderens midtbane. Det er her, hvor jeg kan skade modstanderen mest. Jeg er en blanding mellem en angriber og en midtbanespiller. Jeg er en ”raumdeuter”. Det handler om instinkt”, har Thomas Müller fortalt.

Der findes ingen direkte dansk oversættelse af ”raumdeuter”, men det spiller på det tyske Traumdeuter, som er en drømmetyder. Müller læser rummene overalt på banen, og i rollen som ”raumdeuter” bevæger han sig nærmest frit rundt og er en konstant trussel, og det har haft en positivt effekt i hans karriere.

I 357 Bundesliga-opgør har han 150 gange lagt op til mål og 122 gange selv haft sidste fod på bolden. En yderst imponerende bedrift, som sender tankerne tilbage til dengang, hvor Thomas Müller var TSV Pähls farligste spiller i ungdomsrækkerne.

Det gør også Thomas Müller til den mest assisterende spiller i Bundesliga-historien, hvor der er langt ned til nummer to på listen. Den plads har Andreas Möller, der repræsenterede Eintracht Frankfurt, Borussia Dortmund og Schalke 04 i perioden fra 1985 til 2004.

Her blev det til 108 assist i 328 kampe for Möller. Det er næsten 50 færre end Müller, men på over 100 kampe flere, og det siger lidt om, hvor dygtig Thomas Müller har været i rollen som ”raumdeuter”.

Efter nedturen under Kovac, havde Müller selv svært ved at se en fremtid hos Bayern, men Hansi Flicks ledelse gjorde både Bayern og Müller bedre, hvor han i den grad viste sine store kvaliteter som ”raumdeuter”. Den store succes under Hansi Flick gjorde, at Thomas Müller satte sin underskrift på en ny aftale med storklubben, som nu løber frem til sommeren 2023.

For mig var prioritet nummer et at forlænge med Bayern – og klubben havde det på samme måde. Jeg har været hos Bayern i godt to tredjedele af mit liv nu, så du kan ikke kun sige, at klubben og jeg følges ad – Vi kæmper for hinanden”.

Denne klub er ikke bare en gammel arbejdsgiver for mig. Det er min lidenskab. Jeg er glad for, at jeg er her i to ekstra år, og jeg vil give alt på og udenfor banen for klubben”, udtalte Thomas Müller til Bayerns egen hjemmeside, da han skrev under.

”Nøglen til min succes”

Thomas Müller har nærmest aldrig været bedre, og han stråler under Hansi Flicks ledelse, og årsagen er meget simpel. Müller kan bevæge sig hen, hvor han vil, da han har frie tøjler. Flick starter som regel med Müller på højrekanten, men i løbet af kampen kan man med sikkerhed også finde Müller på venstrekanten og inde centralt.

Det er ikke noget, som alle spillere kan tillade sig, men Flick giver Müller lov, da hans spilintelligens er på et helt andet niveau. Det har ikke kun givet Müller en stor karriere, men også givet Bayern München og Tyskland en masse triumfer gennem tiden.

I løbet af kampens 90. minutter studerer Müller konstant med- og modspilleres positionering, og hvordan han kan udnytte dem. Når Müller træder på banen, er hans plan klar. Find rummene mellem modstanderens midtbane og forsvar og udnyt dem til egen fordel.

Nøglen til min succes er timingen mellem den spiller, der lægger afleveringen, og ham, der løber ind i den rigtige zone. Der er farlige områder i fodbold, og hvis du tager dig tid til at studere dem, lærer du, hvad der skader modstanderens forsvar mest. Det er som regel løb mellem linjerne på det helt rigtige tidspunkt”.

Det har altid været en af mine største styrker: Mit positionsspil uden bolden mellem linjerne og ind i de dybe områder på den sidste tredjedel. Der er virkelig intet mystisk ved det”, har Thomas Müller udtalt om hans måde at spille på.

Thomas Müllers navn fortjener at blive nævnt, når samtalen falder på de bedste fodboldspillere i international fodbold i det seneste årti. Med masser af mål, assist og titler har Müller gennem 10 år sat sit præg på tysk fodbold.

Müller har også i den indeværende sæson vist, hvor vigtig han er for Bayern, hvor han snart er den markspiller med flest kampe for klubben, og i weekenden kan han mod Borussia Dortmund blive den mest vindende Bayern-spiller i Bundesliga-historien. En ny sejr vil sende ham op på hele 261. Bundesliga-sejre. En rekord, som han lige nu deler med Oliver Kahn.

Selv den dag i dag er der mange, der ikke helt kan beskrive, hvorfor Thomas Müller er en god fodboldspiller. Det skyldes måske, at han hverken er den hurtigste, stærkeste eller mest tekniske spiller.

Han er dog måske den klogeste, og hans spilintelligens har gavnet Bayern München og ”Die Mannschaft” i over et årti. Der findes faktisk 50.000 personer, som hedder Thomas Müller i Tyskland, men der er ingen, der er i nærheden af Thomas Müller fra Pähl, Verdens bedste ”Raumdeuter”.

Foto: www.fcbayern.com

You may also like
Optakt, Gladbach
Rocco Reitz – Stutteriets nye stjerneskud
Bayern München, Pyro teknik, FC København
Thomas Müller efter sejren mod FC København: ”Vi er blevet mere stabile”
Bundesliga Manager, Bundes Manager, spillerunde 28, holdet.dk
Optakt til runde 13 i Bundes Manager: Sats på Schalke og verdens bedste Raumdeuter
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
David Wagner – godt humør, men også god træner?