Det er blevet tid til sæsonens første ”Der Klassiker”, når Borussia Dortmund tager imod de forsvarende tyske mestre fra Bayern München. Begge hold har 15 point efter de første seks kampe, men en specifikt duel kan ændre på dette. Spørgsmålet inden lørdagens kamp er derfor: Kan Raphael Guerreiro holde styr på Thomas Müller?
Alle taler om duellen mellem Erling Håland og Robert Lewandowski, og hvem der bliver den mest afgørende i lørdagens kamp. ”Der Klassiker” er dog meget mere en blot de to farlige angribere, og en anden duel på banen kan få en større betydning for kampens udfald.
En af Dortmunds største styrker i denne sæson har været deres defensiv, da de kun har lukket to mål ind i denne sæson. 26-årige Raphael Guerreiro har både spillet som wing- og normal back i Dortmunds venstre side, og det ventes også, at portugiseren spiller der mod Bayern München, og her får han en vigtig rolle.
Han kommer til at stå over for Bayerns Thomas Müller, og hvis han formår at lukke Müller ned, kan det ødelægge Bayern Münchens offensiv. Müller har genfundet sig selv under Hansi Flicks ledelse, og han kan komme til at gøre meget ondt på Dortmund.
Som vi skrev i vores store portræt af Thomas Müller, er han verdens bedste ”raumdeuter”. Han nærstuderer konstant med- og modspillerenes positionering, og når han finder de rigtige rum på banens sidste tredjedel, udnytter Müller dem.
Det er især løbene i ryggen på forsvarsspilleren, som Müller er dygtig til, hvor han formår at blive fri bag ved forsvarets bagkæde. Herfra kan han så enten vælge selv at sparke kuglen i mål eller lægge den på tværs til Robert Lewandowski.
Det så man blandt andet i Bayern 4-1-sejr over Arminia Bielefeld, hvor Müller selv scorede to mål og lagde op til en enkelt Lewandowski-mål. Hvis Müller får samme plads mod Dortmund, får hjemmeholdet ingen point på Signal Iduna Park.
Det kræver derfor stor koncentration fra Raphael Guerreiros side af, hvis Müller ikke skal lege kispus med ham i løbet af de 90. minutter. Han skal sørge for ikke at miste Müller af syne og erobrere de afleveringer, der kommer fra Bayern-spillerne. Det har Guerreiro gjort fire gange i denne sæson indtil videre, og den statistik skal være steget efter lørdagens opgør.
I midtugens Champions League-kamp havde Guerreiro godt styr på Club Brügges Noa Lang, som havde svært med at komme forbi Guerreiro. Generelt har Guerreiro haft godt styr på sine modstandere, og set ud over alle turneringer har han vundet 13 ud af 15 tacklinger.
Tacklingerne skal også sidde lige i skabet i ”Der Klassiker”, ellers kan det blive dyrt, hvis Thomas Müller slipper forbi Guerreiro, da en fri Müller som regel betyder et mål til Bayern München. I den indeværende Bundesliga-sæson står tyskeren noteret for fire scoringer og fire assist, og han har 20 gange skabt en afgørende mulighed for Bayern München.
Sæsonens første ”Der Klassiker” kan meget vel blive afgørende på Dortmunds halvdel, hvor duellen mellem Raphael Guerreiro og Thomas Müller kan blive forskellen på en sejr og et nederlag. Guerreiro skal have lukket ned for Müller, ellers er der garanti for, at tyskeren enten lægger op eller selv scorer et mål og giver gæsteren en stor fordel på Signal Iduna Park.
Ugens duel.
Statistik i Bundesligaen 2020/2021:
Raphael Guerreiro:
Kampe: 5.
Clean sheet: 4.
Bolderobringer: 4 (0.8 per. kamp).
Dueller vundet: 22.
Thomas Müller:
Kampe: 6.
Mål: 4.
Assist: 4.
Nøgleafleveringer: 20 (3.3 per. kamp).