bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 3 Liga > MSV Duisburg > Et dyr mindre i flokken – zebraerne fra MSV Duisburg må sige farvel til det fine selskab

Et dyr mindre i flokken – zebraerne fra MSV Duisburg må sige farvel til det fine selskab

MSV Duisburg, fans

Efter 61 år i betalt fodbold er det slut for Meidericher Spiel Verein. Det har været år med succes og skuffelser i pokalen, et par specielle rekorder og en træner, som latterliggjorde sig selv og ydmygede klubben.

Der er ulve, føl, ørne og geder i tysk fodbold.

Men i den forgangne uge måtte dyreverdenen i de tre øverste ligaer i forbundsrepublikken sige farvel til et dyr.

MSV Duisburg, der også er kendt som zebraerne, måtte i den forgangne weekend lade livet. Med to kampe igen er de syv point fra at redde sig i 3. Liga, og dermed står den nu på Regionalliga i den kommende sæson. 

Det betyder, at holdet fra den vestligste del af Ruhr-distriktet efter sommerferien må møde andethold fra Schalke, Köln, Düsseldorf og Mönchengladbach, se frem til semiklassikere mod Rot-Weiss Oberhausen og Wuppertaler SV, men også skal på besøg på ydmyge steder som Eintracht Hohkeppel, SC Wiedenbrück og SV Rödinghausen.

Men hvordan kan et hold, der for 13 år siden spillede pokalfinale mod Schalke 04, og var et af de grundlæggende medlemmer af Bundesligaen, hvor de blev nummer to, ende uden for de 56 professionelle hold i Tyskland?

Fra pokalfinale til nedrykning

Pilen peger ifølge onlinemediet www.liga-drei.de en halv snes år bagud. Efter pokalfinalen i 2011 var der – som i så mange andre klubber – ambitioner om at komme fremad, rykke op og være med, hvor det er rigtigt sjovt.

Derfor var der købt godt ind til sæsonen 2012, hvor man havde ambitioner om at skulle vende tilbage til Bundesligaen. Men en misset oprykning, en dyr trup og et Wedau-Stadion, som få år tidligere var ombygget fra et pivåbent atletikstadion med masser af ståpladser til en flot fodboldarena med overvejende siddepladser, blev en økonomisk klods.

Det betød, at den mulige plads i Bundesligaen blev vekslet til en plads i 3. Liga, da man ikke fik tildelt licens til 2. Bundesliga i sæsonen 2013-14, og det er Meidericherne aldrig kommet sig over.

Men hvad er MSV Duisburg for en størrelse, hvorfor bliver klubben kaldt zebraerne, og hvad har den fodboldmæssige historie budt på de seneste 60 år?

M’et i MSV står for Meiderich, som er en stor bydel i den nordlige del af den grå og triste industriby Duisburg, der mest af alt er kendt for at være en stor havneby, hvor floderne Ruhr og Rhein løber sammen. På nordsiden af Ruhr blev der i 1902 grundlagt en sportsklub ved navn Meidericher Spiel Verein, der via flere fusioner og navneændringer endte med at blive til MSV Duisburg, som i de seneste mange år har holdt til på sydsiden af Ruhr.

De gyldne år i 1970’erne

Trøjerne har gennem alle år været hvide med blå striber på tværs, og det gav hurtigt klubben tilnavnet die Zebras (zebraerne) som reference til striberne på spillertrøjen, der gennem årene er blevet lige så legendarisk og integreret som den røde brystring på VfB Stuttgarts ellers snehvide trøjer.

I de første 19 år efter Bundesligaen var blevet oprettet i 1963 var MSV – der i de første år i Bundesligaen faktisk spillede under navnet Mediericher Spiel Verein – med blandt de bedste. Efter den meget overraskende andenplads i den første sæson, blev zebraerne til grå mus, der nok var med i rækken, men sjældent var med helt i top og endnu mere sjældent lå i bunden og kæmpede mod nedrykningen.

Placeringer mellem nummer seks og 15 var ikke noget, der vakte den store opsigt, og duisburgerne havde heller ikke de store spillere at byde på. Det skulle da lige være klublegenden Bernard Dietz, der med 12 år i klubben og en flot karriere med 53 landskampe, var den største profil i klubben.

Det var i 1970’erne, Duisburg havde nogle af sine bedste resultater, der blandt andet bød på én af fire tabte pokalfinaler i 1975. Fire år senere var Meidericherne en del af en vesttysk succes i UEFA Cup’en, hvor tre af fire semifinalister kom fra Bundesligaen. Efter sejre over Lech Poznan, Carl Zeiss Jena, Strassbourg og Honved Budapest måtte man dog give fortabt mod Borussia Mönchengladbach i semifinalen.

Men som det er set så mange gange før, var pengekassen ved at være tom, og zebraerne måtte sælge nogle af deres bedste spillere. Det kan man ikke i længden, og i 1982 måtte MSV sige farvel til Bundesligaen 19 år efter man havde været et af de 16 hold, der grundlagde rækken.

Det blev indledningen til en elevatortilværelse mellem 2. Bundesliga og Oberligaen, der dengang var tredjebedste niveau i Vesttyskland. Det var også i disse år, MSV’erne hentede deres eneste titel, nemlig som tyske amatørmestre i 1987.

Erik Bo Andersen, Stig Tøfting og Kugelblitz Ailton

Det var startskuddet til succesfulde 1990’ere. Her stod den på i alt syv sæsoner i den bedste række, hvor de blandt andet var tophold så sent som efter 22. spillerunde i sæsonen 1993-94. Succesen blev krydret med en pokalfinale i 1998, der blev tabt snævert til Bayern München. Det var også i de år, man leverede fine placeringer i midten af rækken med legendariske trænernavne som Uwe Reinders, Ewald Lienen og Friedhelm Funkel til at styre holdet.

I halvandet år fra sommeren 1998 til vinterpausen og foråret 2000 var der dobbelt danskerdong, da klubben både havde Erik Bo Andersen og Stig Tøfting i truppen.

Og mens vi er ved danskere, kan det nævnes, at Thomas Bælum, Søren Larsen og den tidligere OB-forsvarer Morten Rasmussen er de tre øvrige danskere, der har spillet for zebraerne. Af andre prominente spillernavne i den blå-hvid stribede trøje kan nævnes 1954-verdensmesteren Helmut Rahn, Ewald Lienen, Roland Wohlfarth, Thomas Strunz, Michael Tarnat, Bachirou Salou, Michael Preetz samt Ditmar Jakobs. “Kugelblitz” Ailton, der var Bundesliga-topscorer i 2004, var også forbi Wedaustadion på et tidspunkt, hvor karrieren for længst havde toppet. Det blev da også kun til otte kampe og ét mål i en halv sæson 2007-08, som var den sidste for Duisburg i Bundesligaen.

Efter en nedrykning til 2. Bundesliga i 2000 var klubben kun oppe i Bundesligaen to gange, og begge gange endte det med en direkte returbillet til 2. Bundesliga, senest i 2008.

O Du Lieber Knecht

Som skrevet var der ambitioner om, at pokalsuccesen i 2011 skulle veksles til en plads i Bundesligaen kort efter. Men for mange spillere med for meget navn og for lidt kvalitet kostede dyrt, og på nær to oprykninger og i alt tre sæsoner i 2. Bundesliga efter tvangsnedrykningen for 11 år siden, har den stået på fodbold på tredje klasse på Wedau-Stadion, der efter ombygningen havde fået det lidet mundrette Schauinsland-Reisen-Arena.

I den coronaramte sæson 2019-20 var de godt på vej til at vende tilbage til det næstbedste selskab. Her havde meidericherne ligget helt i top helt frem til 32. spilledag, men i de sidste seks runder for tomme tribuner måtte de se oprykningen smuldre, og det endte med en i sidste ende ubrugelig femteplads, der i de efterfølgende sæsoner blev til to 15.-pladser samt en 12.-plads inden nedrykningen i denne sæson.

Der har også været kritiske røster af nogle af de sportslige beslutninger, der er blevet taget i klubben. Blandt andet fyrede de træner Torsten Lieberknecht, der har vist sig at være en træner med højt niveau blandt de næstbedste. Tidligere havde han ført Eintracht Braunschweig op i Bundesligaen, og i de senere sæsoner har han stået i spidsen for Darmstadt 98, der som bekendt også har spillet i Bundesligaen i denne sæson. 

Der har også været kaotiske strukturer på ledelsesgangen, hvor den kronisk slunkne pengekasse har gjort det svært at duellere mod de øvrige klubber i det tætbefolkede Ruhr-distrikt. Og nemmere blev det heller ikke, da den daværende træner Norbert Meier i 2005 gjorde sig selv til grin og ødelagde sin ellers ganske fine trænerkarriere samtidig med, at han ydmygede klubben efter at have nikket Kölns Albert Streit en skalle og derefter kastet sig teatralsk i græsset.

To dage senere blev Meier fyret, og episoden kostede ham tre måneders karantæne.

MSV Duisburg – Tophold med negativ målscore

Ganske symptomatisk var det en udekamp mod allerede nedrykkede VfB Lübeck, der beseglede nedrykningen. Duisburg var foran 3-1 og holdt på det tidspunkt dermed fast i håbet om at bevare pladsen i 3. Liga. Men derefter lukkede MSV fire mål ind, tabte 3-5, og så var ydmygelsen total for holdet.

Og dermed må klubben, der i dag har den tidligere Hertha Berlin-angriber og -sportschef Michael Preetz som sportslig leder, tage den ydmygende tur ned i én af de fem regionale rækker, hvorfra det kræver dygtighed som en Champions League-vinder og held på størrelse med syv rigtige i lotto at rykke op til tredjebedste niveau. Det er MSV’ernes tidligere rivaler fra Rot-Weiss Essen et godt eksempel på, da de efter en halv snes års tilløb endelig kunne vende tilbage til 3. Liga op til denne sæson, hvor de har klaret sig fremragende og aktuelt ligger på fjerdepladsen.

I første omgang taler MSV’erne om, at der nu skal ske en radikal ændring af truppen og det sportslige koncept til den nye sæson og virkelighed i Regionalliga West. I første omgang bliver den første sæson i Regionalligaen en klar indikator for, om zebraerne kan vende tilbage til den øvrige dyreflok i betalt fodbold, eller om den fremover hedder rivalopgør mod Rot-Weiss Oberhausen, Wuppertaler SV og andre fallerede storheder i den vestlige del af republikken. 

Fun fact: MSV Duisburg er stadig den eneste klub nogensinde, der har ført Bundesligaen med en negativ målscore. Det var efter 22. spilledag i sæsonen 1993-94. I de 22 kampe havde man hentet 27 point (efter det gamle system med to point for en sejr), men en målscore på 29-30.

MSV Duisburg har i øvrigt også rekorden for at have nået pokalfinalen flest gange uden at vinde den. Holdet har været i finalen i 1966, 1975, 1998 og 2011 uden at få hænderne på pokalen.

You may also like
1. FC Kaiserslautern, 3. Liga
Sidste oprykker til 3. Liga søges
3. Liga
Hvad blev der af..? MSV Duisburg: Zebraer, Erik Bo Andersen og økonomisk kaos
Emilie Henriksen, Duisburg, kvindefodbold
Interview med Emilie Henriksen om skiftet til MSV Duisburg og drømmen om at leve af fodbold
DFB-Pokal, lodtrækning, DFB Pokal
Højdepunkter og mål: Duisburg – Borussia Dortmund 0-5 (DFB-Pokal)