Onsdag skal Tyskland for første gang i aktion ved VM i 2022. Ligesom blandt andet det danske landshold var planen, at anfører Manuel Neuer skulle bære et One Love anførerbind, men den plan er nu sløjfet efter en trussel fra FIFA.
Tyskland, England, Wales, Belgien, Danmark, Holland og Schweiz. Det var de syv nationer, der sammen havde besluttet, at deres respektive anførere skulle bære et One Love anførerbind ved deres kampe under VM for at sætte fokus på diversitet og tolerance.
Men den plan er mandag blevet lagt i skuffen, da FIFA har truet med at udstede gule kort til de spillere, der bærer One Love bindet.
“Vi var villige til at betale de bøder, der normalt ville blive udstedt for overtrædelser af udstyr, og vi har været gjort meget for at bære armbindet. Vi kan dog ikke sætte vores spillere i en situation, hvor de kan få en advarsel eller endda tvinges til at forlade banen,” skriver de syv forbund i en fælles pressemeddelelse.
Tyske protester ved EM
Det tyske landshold har før vist deres utilfredshed med VM-arrangørerne, da de tyske landsholdsspillere til en VM kvalifikationskamp bar sorte trøjer med et bogstav hver, der tilsammen udgjorde “Human rights.”
Ved sidste års EM-slutrunde ønskede det tyske fodboldforbund at lyse Allianz Arena i München op i regnbuefarver forud for kampen mod Ungarn, for at støtte homosexuelle, men det besluttede UEFA ved den lejlighed at sætte en stopper for. Derfor valgte flere stadioner rundt om i Tyskland at lyse deres stadioner op. Manuel Neuer måtte dog godt spille med et regnbuefarvet armbånd, da UEFA ikke mente, at det var et politisk budskab. Desuden delte Tyskland flere tusinde regnbueflag ud foran stadion før kampen.
Læs også: Tyskland vil uddele 10.000 regnbueflag til tilskuere på stadion
Tysklands skal i aktion onsdag, når de klokken 14 dansk tid møder Japan i den første kamp i VM’s gruppe E.