bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 2. Bundesliga > Hamburger SV > Sidste chance for Tim Walter i HSV?

Sidste chance for Tim Walter i HSV?

HSV, Hamburger SV, Nur der HSV

Der er meget på spil for Tim Walter, når hans HSV lørdag løber ind på Max-Morlock Stadion for at møde 1. FC Nürnberg.

Den meget kritiske Hamburg-presse har for længst hvæsset pennene og er godt inde i spekulationerne om, hvem der skal efterfølge Walter, hvis/når han bliver fyret. Vi vil her kigge nærmere på, hvem Tim Walter er, og hvem der evt. kan afløse ham.

Fra amatørspiller til profitræner

Tim Walters egen karriere er hurtigt rundet af, da han aldrig nåede at spille højere oppe end i Verbandsliga-Baden for ASV Durlach. Han har senere udtalt, at han nok savnede evnen til at ”æde sig selv”, der gjorde, at han aldrig kom til at spille som professionel.

Det er derimod i rollen som træner, at Walter er blevet en markant skikkelse i tysk fodbold. Som ungdomstræner i KSC var han så god til at finde unge talenter, at Bayern i 2015 tilknyttede ham til deres ungdomsafdeling. Her arbejdede han indtil 2018, hvor turen gik nordpå til den første cheftrænerstilling hos Holstein Kiel. I sin debutsæson endte Kiel på en flot 6. plads, hvorefter han skiftede til Stuttgart, hvor han underskrev en toårig kontrakt. Den varede dog kun knap et halvt år, da Stuttgart fyrede Walter i december 2019. I de næste halvandet år var han uden job, men da HSV efter fire 4. pladser i træk ville mere, tilknyttede de Tim Walter, som da også har leveret 3. pladser i begge sine HSV-sæsoner. Problemet er bare, at klubben begge gange tabte kampene om oprykning.

Tim Walter har selv indrømmet, at han ramte et dybt hul, da oprykningen glippede, men forbeholdt mediernes overraskelse over, at han beholdt sit job, er han modsat undrende over, hvorfor ingen diskuterede, om hvorvidt han gad fortsætte i spidsen for HSV. Men er situationen en anden nu?

Walter-Ball

HSV´s spillestil er blevet døbt ”Walter-Ball. Det er en spillestil, der skal være præget af meget boldbesiddelse, masser af short passing og et meget højt genpres. Når det virker, er HSV en meget svær modstander at besejre, men det er som om, at modstanderne har luret, hvordan man bedst kan besejre HSV.

Især hjemme på Volksparkstadion har HSV, i hvert fald indtil Paderborn-kampen, været en magt. Det er på udebane, at modstanderen virkelig har kigget HSV ud.

”Die Rothosen” har kun vundet i Hannover, og her mødte de et hold, der udfordrede HSV med ca. den samme offensive tilgang til spillet. I de fleste andre kampe væk fra eget græs, har HSV mødt pragmatiske hold, der var ligeglad med boldbesiddelse og smuk fodbold, når bare de fik et resultat. Mange af HSV ́s modstandere har simpelthen fundet en ”Anti-Walterball-Medicin.”

Dermed peger pilen direkte på træneren, der ikke har fundet et brugbart koncept, når modstanderne står meget dybt og udelukkende koncentrerer sig om at forsvare det ene point og så se, om de kan ramme en omstilling.

At Walter så på de fleste pressekonferencer efter udekampe har opført sig, som en Venstre-politiker, der er blevet bedt om at kommentere på de seneste meningsmålinger, er hovedrystende, omend underholdningsværdien er i top. Helt galt gik det, da en radioreporter, efter HSV´s nederlag ude mod Wehen, ville vide, hvorfor Walter ikke lurede på St. Pauli og prøvede på at få HSV til at spille lige så attraktiv fodbold.

Det var dog en afdæmpet Walter, der stillede op til pressens spørgsmål i denne uge. Han erkendte, at holdet har for få point set i forhold til forventningerne, og at hvilken som helst HSV-træner er i farezonen, når holdet taber.

Hvem kan afløse Tim Walter i HSV?

Ingen i HSV´s ledelse lægger skjul på, at Tim Walters fremtid er blevet diskuteret især efter hjemmebanenederlaget til Paderborn, men indtil videre har sportschef Jonas Boldt tillid til Walter. ”Tim arbejder med sig selv både personligt og professionelt.”

Men Tim Walter vil næppe overleve et eventuelt nederlag til Nürnberg, og hvem skal så i givet fald afløse ham?

Sport-Bild har spekuleret i fire navne. Urs Fischer, der for nylig blev fritstillet hos Union Berlin, er et bud, men han er nok for dyr.

Veteranen Friedhelm Funkel samt André Breitenreiter er andre bud, da de begge er på god fod med Jonas Boldt og pt er uden kontrakt. Ønskekandidaten skulle dog være Kölns Steffen Baumgart. Han er erklæret HSV-fan og var allerede på tale som træner i klubben i 2021. Problemet er bare, at HSV kun har råd til ham, hvis han bliver fyret i Köln, hvilket sagtens kan ske, hvis ”Gedebukkeklubben” taber i Freiburg.

Det er indtil videre en ligning med en del ubekendte, og Tim Walter kan sagtens skabe sig lidt arbejdsro, hvis hans HSV leverer en sejr i efterårets sidste kamp.

You may also like
Max Morlock, Nürnberg, Stadion, fans, 2. Bundesliga
Optakt til runde 12 i 2. Bundesliga – Ballade og vægtløft i Hannover
Hertha BSC, Olympiastadion, Optakt, Berlin
Optakt til 11. runde i 2. Bundesliga: Hvem bliver fyret denne gang?
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer