Av for en snitter, Frankfurt tildelte Bayern München, og så gjorde det ikke tingene bedre, at satset med at beholde de fleste Bochum-spillere næsten gik lige så galt.
Det betyder, at alle os der har noget at indhent,e er pisket til at satse i spillets to sidste runder. Jeg køber to dyre Leverkusen-spillere. ”Die Werkself” spiller nemlig hjemme i begge runder, og selv om de lægger ud mod Frankfurt, så tror jeg, at de vinder begge deres kampe.
Mine udskiftninger
Forsvar
Dayot Upamecano (5,3 mio.) Bayern ud – Jeremie Frimpong (8 mio) Leverkusen ind
Bayerns franskmand har gode chancer for at vinde til nul, men det er bare ikke nok. Jeg vil have plads til Leverkusens målfarlige wingback, som nok skal få scoret et mål eller to i de sidste to kampe. Hollænderen ser ud til at have ramt tidligere sæsoners målform her mod slutningen af efteråret, så ham skal der være plads og råd til.
Erhan Masovic (3 mio) Bochum ud – Jordy Makengo (2,7 mio.) Freiburg ind
Bochums midterforsvarer er en smule tvivlsom, så han ryger på bænken. I stedet kaster jeg en masse kærlighed efter Freiburgs Makengo, der ser ud til at have erobret en fast plads i Breisgauernes forsvar, der tager imod ikke særlig potente Köln.
Midtbane
Kevin Stöger (5,2 mio) Bochum ud – Merlin Röhl (3,4 mio.) Freiburg ind
Det er lidt med blødende hjerte, at jeg skifter mig af med Stöger, men han er for dyr, og alternativerne er bedre. Jeg kigger endnu engang Freiburgs vej og håber, at Merlin viser sig som en sand troldmand på Freiburgs højre wing position.
Eren Dinkci (3,8 mio.) Heidenheim ud – Rocco Reitz (2,6 mio.) Gladbach ind
Dette skifte sker udelukkende af økonomiske årsager. Når det er sagt, så har Gladbach manden faktisk spillet et fornuftigt efterår.
Angreb
Davie Selke (5 mio.) Köln – Victor Boniface (7,8 mio,) Leverkusen ind
Selke var en decideret fuser. Efter at have scoret Kölns sejrsmål imod Darmstadt røg han på bænken i hjemmekampen mod Mainz. Ind kommer i stedet sheriffen fra Leverkusen, der fortsat skyder på det hele. Efter længere tids ”Ladehämmung” har han leveret både scoring og oplæg i de seneste to kampe. Jeg satser på, at han rammer det hele i mindst en af de sidste to kampe.
Mit anførervalg
Bayern plejer at rejse sig, når de har fået klø, så Harry Kane fortsætter med bindet på armen.
Mine overvejelser
Jeg er mildest talt smålunken omkring at have tre Heidenheim spillere på holdet, når de skal på en svær udekamp i Mainz. Beste og Kleindienst kan dog sagtens give plus via mål og/eller oplæg, og Theuerkauf er bare billig – trods navnet.
Det store spørgsmål var, om jeg skulle skaffe plads til Frimpong eller Grimaldo. Jeg valgte førstnævnte, da han er den bedste ”differential.”