Sidste sæson:
1 i 2. Bundesliga
Sidst Bochum lå i Bundesligaen var i midt 00’erne. Her formåede klubben i en længere periode at holde sig oppe i landets bedste række, ikke mindst takket være navne som Peter Madsen, Søren Colding og dansk-spanske Thomas Christiansen. Sidstnævnte kunne man bl.a. se betræde Ruhrstadion iført en regnbuestribet spillertrøje, der i dag står tilbage som Bundesligaens måske nok mest ikoniske, hvorfor Bochum for mange tyskere har status som lidt af en kultklub.
Læs også: Bundesligatrøjerne 2021/22
Under ledelse af den 47-årige træner Thomas Reis lykkedes det i sidste sæson at vinde 2. Bundesligaen i ret så overbevisende stil. Især et imponerende forår skulle sikre dem både titel og oprykning foran Fürth, Kiel og forhåndsfavoritterne fra HSV.
Reis, der også var en del af det ikoniske Bochum hold omkring årtusindskiftet med 176 førsteholdskampe i perioden 1995-2003, har formået at samle en yderst stærk men også ret karismatisk førsteholdstrup omkring sig i Ruhr-distriktet Bochum. Det tyske Fodboldmagasin 11Freunde har derfor omdøbt Bochum-holdet ‘Tysklands svar på crazy-gang’ med henvisning til 80’ernes Wimbledon FC, der var kendt for dets karismatiske, hårdtarbejdende og aggressive macho-spillere, bedst eksemplificeret ved Vinnie Jones.
Som eksempel herpå kunne man gennem hele sidste sæson høre keeper Riemann stå og skrige af sine unge forsvarsspillere – i klassisk Peter Schmeichel-stil – på de coronatomme tyske stadions. Et andet eksempel var den høje og ranglede Østriger Robert Žulj, der sluttede sæsonen af som klubbens delte topscorer og den spiller i ligaen med flest assist. Til trods for hans tydeligt store betydning for holdet valgte træner Reis i flere forårskampe at starte med den rapkæftede Østriger på bænken grundet disciplinære årsager.
Reis formåede dog at finde den helt rette trupsammensætning bestående af både rutinerede og unge spillere, men alle sultne efter succes, hvorfor Bochum altså nu igen er at finde i den bedste tyske række. Det var i øvrigt fjerde gang i historien, at Bochum blev kåret som vinder af 2. Bundesligaen.
Transfers:
Til trods for succesen er der stadig plads til forbedringer i Bochum-truppen. Derfor har klubben været ret aktive i indeværende transfervindue og allerede suppleret op med syv nye spillere.
Senest ankommende er Kosovoeren Elvis Rexhbecaj, der kommer til Bochum på leje fra Wolfsburg. I sidste sæson var den 23-årige midtbanespiller udlejet til FC Köln. Han har længe været set som et stort talent i Wolfsburg og har da også 71 Bundesligakampe på CV’et, men altså uden for alvor at få det store gennembrud.
En anden interessant lejesvend er den 27-årige græske landsholdsspiller Konstantinos Stafylidis, der blandt andet har en fortid hos Leverkusen men nu ejes af Hoffenheim. Stafylidis forventes at skulle kæmpe med brasilianske Danilo Soares om spilletiden som back i Bochums venstre forsvarsside.
Foruden førnævnte Rexhbecaj forstærkes midtbanen med den unge Patrick Osterhage fra Dortmunds reserver samt lejesvenden Eduard Löwen fra Hertha Berlin. 24-årige Löwen har tidligere været regnet for et stort talent i sin tid i Nürnberg og barndomsklubben Kaiserslautern samt på diverse tyske ungdomslandshold. Det store gennembrud i hovedstaden lader dog stadig vente på sig, hvorfor Löwen også i sidste sæson varudlånt til Augsburg, men han viste sig dog fint frem under OL i Tokyo med et flot frisparksmål.
I offensiven har Bochum hentet to spændende spillere i Ghanesiske Christopher Antwi-Adjei og japanske Takuma Asano. Begge spillere gør sig primært som offensiv kantspiller og kommer til klubben gratis efter ophold hos henholdsvis Paderborn og Partizan Beograd.
Både Antwi-adjei og Asano kommer med Bundesligaerfaring, hvor især sidstnævnte var et interessant bekendtskab. Asano skiftede tilbage 2016 til Arsenal fra hjemlandet og klubben Sanfrecce Hiroshima. Den gang blev han regnet for et upcoming-talent med en stor fremtid foran sig. I Arsenal blev han dog først udlejet til Stuttgart og dernæst Hannover 96 inden skiftet til Serbien. Asano er derfor ikke et nyt navn i Tyskland, hvor han i forvejen kan prale af 54 kampe og fem mål på tværs af de to bedste tyske rækker.
Sidst men ikke mindst har man hentet den rutinerede reservemålmand Michael Esser ind fra Hannover 96. 33-årige Esser forventes også at blive andetvalg i Bochum denne sæson efter førstevalget Riemann.
På afgangsfronten er der – Heldigvis for Bochum – ikke mange handler at melde om. Mest interessant er naturligvis afskeden med østrigeren Robert Žulj, der var en yderst vigtig mand på holdet i sidste sæson. Han skifter for et mindre beløb til Ittihad Kalba i de Forenede Arabiske Emirater.
Derudover siger man også sige farvel til midtbanereserven Thomas Eisfeld, der tidligere var et ungt talent i både Dortmund og engelske Arsenal men dette til trods har han aldrig rigtig slået igennem i Bochum, hvorfor hans kontrakt nu ophæves.
Sidst men ikke mindst udlejes unge Moritz Römling til Türkgücü München, mens Lars Holtkamp og reservemålmand Patrick Drewes skifter til henholdsvis Bonner SC og SV Sandhausen.
Styrket/Svækket:
Styrket
Hvorvidt Bochums transfersommer bliver en succes, afhænger først og fremmest af hvorvidt man formår – modsat oprykkerkollegerne fra Fürth – at holde fast i de profiler, der skabte den flotte oprykning i sidste sæson. Lige nu tyder det mest af alt på en ’mission completed’, så længe både Maxim Leitsch og Armel Bella-Kotchap stadig er med i truppen.
I et stille transfervindue ligner aftalen med Löwen og salget af Žulj umiddelbart klubbens mest bemærkelsesværdige transfers. Löwen, fordi han kommer med flere års bundesligaerfaring, til en midtbane der på papiret var Bochums svageste kæde i den forgange sæson, og Žulj fordi man dermed mester noget x-faktor i angrebet. Men netop den ranglede angriber Žulj, har også været kritiseret for at være en humørspiller, hvorfor han i perioder har været bænket. Det bliver derfor spændende at følge både Asano eller Antwi-Adjei, der begge er castede til at kunne blive det nye kreative omdrejningspunkt i offensiven efter slaget af netop Žulj.
Sådan går det VFL Bochum i denne sæson:
For Bochum kan det kun blive enten eller men ikke både og. Det er nemlig svært at forestille sig en sæson, hvor Bochum ikke enten overpræsterer helt vildt eller falder igennem med et brag. Dertil fremstår spillertruppen både for urutineret og spillestilen for offensiv, til at vi ser Bochum fedte sig til overlevelse i sidste slutrunde efter en lang række uafgjorte hjemmekampe. Med et begrænset spillerbudget in mente og så få nytilkomne profiler i truppen, peger det meste derfor i retning af nedrykning.
Når det er sagt, kan vi dog sagtens forvente stor underholdningsværdi i Bochums kampe denne sæson, fra et hold der er kendt for deres flamboyante spillertyper, trofaste fanskare og nogle rigtig spændende talenter i midterforsvaret. ’Stay tuned ’cause here comes the crazy gang’ og kultklubben Bochum, der altid er garant for at skabe kolorit på Bundesligaen.
Der kommer også til at være god stemning på stadion, for Bochum har nemlig sat rekord for flest solgte sæsonkort
Bud på placering:
16-18
Bud på idealopstilling:
4-2-3-1
Træner Reis sværger til en klassisk 4-2-3-1 opstilling, sådan som vi blandt andet så det hos det tyske landshold op igennem 00’erne under Joachim Löw.
Her er det især værd at holde øje med de to unge midterforsvarere Maxim Leitsch og Armel Bella-Kotchap foran den rutinerede keeper Manuel Riemann. De flankeres af to klassiske backs i brasilianske Soares og tysk-ugandiske Bockhorn.
På midtbanen regerer holdets 35-årige anfører, franskmanden Anthony Losilla. Han suppleres altid af en yngre kollega, hvilket vi må forvente enten bliver nytilkomne Löwen, Rexhbecaj eller den unge serber Mašović, der tidligere slog sine folder i AC Horsens.
I offensiven vil vi formentlige se en spidsangriber foran to klassiske wings og en mere fri 10’er på midten, som skal stå for det kreative islæt. Hvem, der præcis kan forventes at varetage hvilke offensive positioner i offensiven, står stadig åbent efter Žulj afgang, men der vil med garanti bliver meget spilletid til den rutinerede topangriber Simon Zoller samt kantspilleren Gerrit Holtmann, der som en af de få spillere i truppen har en del Bundesligakampe i benene fra sin tid i Mainz.
Riemann – Bockhorn, Bella-Kotchap, Leitsch, Soares – Löwen, Losilla – Antwi-Adjei, Asano, Holtmann – Zoller
Hold øje med:
Armel Bella-Kotchap
Den bare 19-årige Bella-Kotchap er af mange regnet for et kæmpe talent i tysk fodbold. Han var en altafgørende profil for Bochum i sidste sæson, da han flankeret af et andet talent i Maxim Leitsch var fast mand i Bochums midterforsvar. I alt er det blevet til 44 kampe for førsteholdet i hans to første sæsoner som professionel.
Bella-Kotchap, der er inde omkring den tidligere Bochum-spiller og nuværende ungdomslandstræner Stefan Kuntz’s U21-landsholdstrup, har ind til videre seks ungdomslandsholdskampe på CV’et for U18 og U20. Den 190 centimeter lange forsvarspiller er desuden født i Paris som søn af den tidligere camerounske landsholdsspiller Cyrille Bella, der selv spillede 11 år i tysk fodbold.
Foto: www.vfl-bochhum.de