Sidste sæson:
2 i 2. Bundesliga
Efter otte års fravær er SpVgg Greuther Fürth tilbage i den bedste tyske række. Under ledelse af den unge træner Stefan Leitl lykkedes det på sensationel vis at skaffe en fornem 2. plads og direkte oprykning til ”die Kleeblätter” fra Franken-regionen i det nordlige Bayern.
Den kommende sæson bliver den bare anden i klubbens historie i Bundesligaen, selvom klubben har hele tre tyske mesterskaber at prale af. Alle tre dog helt tilbage fra 1910- og 1920’erne før Bundesligaens grundlæggelse. Greuther Fürth er faktisk så vant til at spille på næstøverste niveau, at klubben pt. står noteret som værende den klub i Tyskland med både flest kampe, flest mål og flest point i 2. Bundesligaens historie.
For andet år i træk skal de ud og skabe en mindre sensation, hvis det også skal blive til en tredje sæson i den bedste tyske række. Når det er sagt, så er der alligevel mange grunde til at holde et vågent øje med de grønne og hvide underdogs, der bidrager med en række spændende talenter til de tyske u-landshold. Sidste sæsons flotte oprykning blev først skabt i sidste runde, efter Holstein Kiel fik gummiben og smed, hvad der længe lignede en sikker oprykningsplads. Således lykkedes det Fürth med ligaens klart yngste trup og et af de laveste spillerlønbudgetter at skabe den helt store overraskelse.
Transfers:
Det kan godt være at en overraskende oprykning skæpper godt i klubkassen, men dette til trods vokser pengetræerne næppe op i himlen i det nordlige Bayern. Således har Fürth endnu til gode at spendere en eneste euro i dette transfervindue. Til gengæld har de været god til at afsøge markedet for et par gratis spillere og ikke mindst gode lånemuligheder på det tyske marked.
Som eksempel her på har Fürth blandt andet erhvervet sig et par gratis spillere til midtbanen i Max Christiansen, der kommer til fra Waldhof Mannheim i 3. Bundesligaen samt Nils Seufert fra Arminia Bielefeld. Begge er 24 år.
Derudover kan de supplere op med en rigtig spændende lejespiller i form af Bayern München-talentet Adrian Fein, der i seneste sæson ligeledes spillede på leje hos PSV Eindhoven i Holland.
I defensiven har Fürth tilføjet Gideon Jung til truppen, der ankommer på en fri transfer fra Hamburger SV. Jung var i mange år regnet for et stort talent i den nordtyske traditionsklub, men i takt med at HSV’s resultater blegnede, forsvandt også det åbenlyse talent hos den nu 26-årige forsvarer.
Jung kan forvente hollandsk opbakning i midterforsvaret, når han skal spille ved siden af lejesvenden Justin Hoogma fra Hoffenheim. 23-årige Hoogma spillede ligesom førnævnte Fein sidste sæson på leje i Holland hos Utrecht, da han – ligesom Fein – endnu har det store gennembrud i tysk fodbold til gode.
I angrebet skal de grønhvide fans fra Greuther Fürth sætte sin lid til det unge stortalent Jessic Ngankam fra Hertha Berlin, der ligeledes skifter på en lejeaftale for det kommende år. Den 21-årige tyske angriber med de camerounske rødder har spillet 19 Bundesligakampe og scoret to mål i karrieren ind til videre.
Sommerens mest interessante transfers i Fürth er desværre for klubben to afgange. Der er her tale om stortalenterne David Raum på venstreback og Anton Stach på den centrale midt. 22-årige Raum er kendt for sit store arbejdsraseri og mange lange løb op langs venstresiden, mens hans ét år ældre kollega Stach har vist sig som en fremragende playmaker på den centrale midtbane i seneste sæson.
Begge kronede en stor sæson for Greuther Fürth af med et efterfølgende EM-guld på U21-landsholdet og OL-deltagelse. Raum, der er produkt af klubbens eget ungdomsarbejde skifter gratis til konkurrenterne fra Hoffenheim efter kontraktudløb, mens Stach er blevet købt fri af Mainz.
Foruden Raum og Stach må man også sige farvel til en anden vigtig ung spiller i form af den 23-årige midterforsvarer Paul Jaeckel, der skifter transferfrit til den østlige del af hovedstaden og Union Berlin.
På den offensive del af midtbanen siger man desuden farvel til Sebastian Ernst, der skifter gratis hjem til barndomsklubben Hannover 96. 26-årige Ernst spillede 33 kampe med syv mål og seks assist til følge og var dermed en vital spiller for Fürth i oprykningssæsonen.
Sidst men ikke mindst siger Fürth farvel til to reservespillere i forsvaret i form af 35-årige Mergim Mavraj og 20-årige Alexander Lungwitz, der begge skifter Bundesliga ud med 3. Liga samt den bosniske midtbanespiller Marijan Cavar, der har fået opsagt sin kontrakt efter bare et halvt år i Fürth.
Styrket/Svækket:
Markant svækket
Med så få penge at rykke med i klubben har det været alfa omega, at Fürth formåede at holde på flest mulige af de unge talenter, der banede vejen for sidste sæsons overraskelse. Det lykkedes dog slet ikke. Tværtimod. At man har måttet sige farvel til hele fire store profiler og kulturbærerer i Raum, Stach, Jäckel og Ernst – tre af dem endda gratis! – er en kæmpe bet for Fürths drømme om overlevelse i den bedste tyske række.
I Jung og Hoogma får Greuther Fürth selvfølgelig noget rutine, men også to spillere der længe har været regnet for talenter uden rigtig at få det store gennembrud. At de skulle kunne gå ind og løfte et oprykkerforsvar under stort pres er meget tvivlsomt.
Stort set det samme kan siges om Fein, Christiansen og Seufert, der skal løfte arven fra Stach og Ernst på en svagt besat midtbane.
Alt i alt kan vi derfor konkludere, at Fürth har måtte slippe to af ligaens mest spændende unge spillere i Raum og Stach samt profilerne Ernst og Jaeckel, mens en række på papiret noget mere middelmådige spillere er hentet ind for at udfylde hullerne. Nok ikke just det transfervindue, man havde håbet på som Fürth tilhænger.
Sådan går det Greuther Fürth i denne sæson:
Alt peger naturligvis mod nedrykning, tager man truppen og transfervinduet i betragtning. Men der er før sket sensationer i Bundesligaen, og hvis nogle skal overraske, hvorfor så ikke Fürth?
Der er mange klubber om buddet, når det gælder nedrykning i den kommende sæson, hvor både Bielefeld, Fürth og Bochum ligner klare aspiranter. Modsat Bielefeld og Bochum kommer Fürth dog klart svækket ud af transfervinduet.
Helt pinligt blev det næsten, da de hen over sommeren tabte kampen om den græske landsholdsspiller Konstantinos Stafylidis. Grækeren var længe set som manden, der skulle udfylde pladsen som venstreback i Fürth efter David Raums farvel. I sidste øjeblikke valgte Stafylidis dog Fürth fra og oprykkerkollegerne Bochum til – en tabt kamp på transferslagmarken som virkelig må gøre ondt hos Greuther Fürth.
Fürth og træner Leitl har dog beviseligt opskriften liggende på overraskelser, men det skal der altså også til. Lejesvenden Hoogma, Ngankam og Fein skal alle finde et nyt niveau og et par gode ungdomsspillere skal trylles frem, hvis overlevelsesmissionen skal lykkes.
Bud på placering:
16-18
Bud på Idealopstilling:
4-3-1-2
Manden på sidelinjen for Greuther Fürth er 43-årige Stefan Leitl, der er forholdsvis ny i trænergamet. Han kom til Fürth i sommeren 2019 fra en anden Bayern-klub, FC Ingolstadt. I Ingolstadt fik han sin træneruddannelse og cheftrænerdebut for klubben, hvor han også selv spillede som aktiv spiller indtil 2013.
Leitl var i seneste sæson konsekvent i sit valg af formationen 4-3-1-2 bestående af en klassisk firebackkæde, tre centrale midtbanespillere bag en klassisk 10’er, og to forwards.
Især rollen som den midterste af de tre centrale midtbanespillere udgør en vigtig rolle og blev i sidste sæson varetaget af Stach som klubbens styrmand og spilfordeler. Når holdets første Bundesligakamp fløjtets op, vil det derfor være særligt interessant at følge, hvem der tildeles netop denne rolle. Et godt bud kunne være Adrian Fein, der tidligere har spillet 10’er, men i seneste sæson blev flyttet lidt længere tilbage på banen under sit lejeophold i PSV Eindhoven.
Helt i front står der Skandinavien på det meste, med den tidligere Borussia Mönchengladbach-spiller i svenske Branimir Hrgota flankeret af den rutinerede nordmand Håvard Nielsen og danske Emil Berggreen som back-up. Danskeren spillede kun en peifær rolle i seneste sæson, da skader nok en gang var med til at sørge for, at han aldrig for alvor kom i omdrejninger.
Buchert – Meyerhöfer, Hoogma, Bauer, Itter – Seguin, Fein, Seufert – Green – Hrgota, Nielsen
Hold øje med:
Adrian Fein
22-årige Fein var af mange regnet for et kæmpetalent, da han tog turen op igennem Bayern Münchens ungdomsrækker som teenager. Allerede tilbage i 2017 fik han da også debut på seniorniveau for Bayerns andethold, men siden er det som om udviklingen er gået lidt i stå.
Derfor har Fein været udlånt de seneste to sæsoner til først Hamburger SV og Jahn Regensburg i 2. Bundesligaen og senest hollandske PSV Eindhoven, men stadig har det helt store gennembrud måtte lade vente på sig. For PSV blev det til 13 kampe, et mål og en assist i den hollandske Eredivisie.
Selvom resultaterne ikke ligefrem har været prangende, har det alligevel været nok til at sikre Fein en lejekontrakt hos Fürth, hvor han kan se frem til at få karrierens første spilleminutter i Bundesligaen. Om gennembruddet så kommer nu, hvor han endelig får muligheden på den største tyske scene, er et virkelig godt spørgsmål. Fein har uomtvisteligt talentet men også en tung arv at skulle løfte på Fürths midtbane efter salget af u21-landsholdskollegaen Anton Stach.
Foto: www.sgf1903.de