bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: Borussia Dortmund – Talent haves, spilkoncept søges

Sæsonoptakt: Borussia Dortmund – Talent haves, spilkoncept søges

Borussia Dortmund

Sidste sæson:

Nummer 3

 

Dortmunds håb om at kunne true Bayern München i kampen om mesterskabet fik egentlig en ganske fin start, men det stod hurtigt klart, at spillet ikke var ligeså sprudlende som sæsonen forinden. Thomas Meunier havde svært ved at erstatte Hakimi som offensiv wingback, og Jadon Sancho ramte sit dårligste halve år for Borussia Dortmund i efteråret, ligesom heller ikke Marco Reus leverede.

Efter et ydmygende 1-5-nederlag hjemme mod Stuttgart, blev der sagt farvel og tak til Lucien Favre, og i stedet kom forholdsvis ukendte Edin Terzic ind fra højre. Han havde været assistent under Favre, og BVB lagde sig hurtigt fast på, at han skulle køre sæsonen i mål.

Terzic fik ikke nogen god start, selvom han sad på bænken, da Youssoufa Moukoko blev Bundesligaens yngste målscorer, og længe lignede det en kæmpe fiasko for de sort-gule. Men så skete der noget i foråret, ikke lang tid efter at det blev meldt ud, at Marco Rose skulle være ny træner. Jadon Sancho fandt niveauet igen, Marco Reus var genfødt, Erling Haaland var Erling Halland, og lige pludselig kunne Dortmund det hele. I Champions League røg de ud i kvartfinalen mod Manchester City, men de havde englænderne på hælene, og i Bundesligaen indledte de en slutspurt, der sikrede en tredjeplads og Champions League. Noget der ellers så næsten umuligt ud, da de hjemme tabte til Frankfurt og med syv runder tilbage OG var syv point efter netop Frankfurt på fjerdepladsen og 11 point efter Wolfsburg på tredjepladsen.

Den helt store triumf kom i hus, da Edin Terzic førte Borussia Dortmund til sejr i DFB Pokal, da de for anden gang på få dage satte RB Leipzig til vægs med effektivt omstillingsspil.

Transfers:
Efter flere succesfulde år i klubben var det en gentleman agreement, der denne sommer sendte Jadon Sancho tilbage til England og Manchester for 85 millioner euro. Knap en tredjedel af de penge blev relativt hurtigt sendt til PSV, da de sidste transferknuder var løst, og dermed tørner Donyell Malen i de kommende sæsoner ud for Dortmund.

Udover Sancho er største salg Leonardo Balerdi, der er skiftet permanent til Marseille, efter han var på leje i klubben i seneste sæson. Balerdi kom til Dortmund fra Boca juniors, men han fik aldrig rigtig chancen og er nu sendt videre i systemet. Jeremy Toljan og Sergio Gomez har også været udlejet de seneste par sæsoner, og begge er nu endegyldigt fri af deres kontrakter med BVB. Toljan fortsætter hos Sassuolo, mens Gomez skal forsøge at vise sit værd i Anderlecht. Endelig så har legenden Lukasz Piszczek om ikke stoppet karrieren, så valgt at drosle ned, da han vender hjem til Polen og LKS Goczalkowice-Zdroj i den fjerde bedste række.

For 15 millioner euro har Dortmund hentet Gregor Kobel i Stuttgart, og han er dermed tredje schweiziske målmand i truppen. Imponerende nok var ingen af de tre målmænd dog med til EM for Schweiz.

Abdoulaye Kamara og Soumaïla Coulibaly er begge hentet til på en fri transfer fra franske PSG, mens Immanuel Pherai og Marius Wolf er vendt tilbage fra lejemål hos henholdsvis Zwole og Köln.

Og så skal det selvfølgelig også nævnes, at Dortmund sendte fem millioner euro til Gladbach for at sikre sig Marco Rose, mens Edin Teric er rykket videre til en anden rolle i klubben, efter han ellers var udset til at været assistent for Rose.

Med de danske briller er det interessant at se, hvad der sker med Thomas Delaney. Tyske medier rygter ham til både Italien og England, og et skifte kan sagtens komme på tale for den danske landsholdsspiller, hvis kontrakt udløber næste år, og som udgangspunkt ikke er tiltænkt en nøglerolle i den kommende sæson.

 

Styrket/Svækket:

 

En anelse svækket

På sine bedste dage var Jadon Sancho Bundesligaens mest kreative spiller, og det var ikke tilfældigt, at Dortmunds flotte slutspurt i sidste sæson kom, da han vendte tilbage fra sin skade. Donyell Malen kommer med fart og flot scoringssnit fra PSV, og selvom han ikke 1-1 er en afløser for Jadon Sancho, så er det en svækkelse af Borussia Dortmund, at gå ind til den nye sæson uden englænderen.

På målmandsposten ser Gregor Kobel ud til at være en tiltrængt forstærkning, men spørgsmålet er, om han kan tage det næste skridt og levere den stabilitet, som Roman Bürki manglede i flere sæsoner.

 

Sådan går det Borussia Dortmund i denne sæson:

Kan Jadon Sancho afløses? Det er det helt store spørgsmål for Dortmunds fans, her få dage før den nye sæson begynder. Det kræver i givet fald, at Marco Rose har held og dygtighed til at implementere en offensiv stil båret af et mere klart koncept, end Dortmund viste i sidste sæson. For selvom Terzic skal have ros for at sikre pokal og top 3, så var Dortmunds spil i foråret lagt an på individuel klasse.

Den har de stadigvæk med Erling Halland oppe foran, men der er også en masse uforløst materiale i truppen. Marco Reus var mildest talt elendig i efteråret, Julian Brandt var en skuffelse over hele sæsonen, Giovanni Reyna tog ikke for alvor det skridt, man kunne have forventet, og skader ødelagde meget for både Axel Witsel og Thorgan Hazard.

Dortmunds trup har ikke samme kvalitet blandt de startende 11 som Bayern München, men det er ikke forkert at hævde, at de har en større bredde, og lykkes det for Marco Rose at indføre et system, hvor der spilles med to på toppen, så er de heller ikke så afhængige af deres fløjspil som tidligere.

Offensiven bør dog ikke være der, at Dortmunds fans har størst grund til bekymring, for som så mange gange før, er det defensiven, der sår tvivl om truppens reelle niveau. Mats Hummels er altafgørende for det hold, selvom Manuel Akjani måske var Bundesligaens bedste midterstopper i foråret, hvor han virkelig trådte i karakter. Men Hummels’ knæ skal doseres, og han kan ikke spille alle kampe. Zagadou døjer stadig med skader, og Meunier har endnu ikke vist, at han rent teknisk kan være med på dette niveau. Mateu Morey er ude i lang tid efter sin alvorlige skade i semifinalen i pokalen mod Kiel, og det trækker veksler på mange af de samme spillere.

Endelig så skal Gregor Kobel vise, at han er alle 15 millioner euro værd. Han har højden og fysikken til at dominere feltet, hvilket alt andet lige må forbedre de defensive dødbolde, som har været en evig frustration for Dortmund under alle Favre årene.

Klapper alt, kan Borussia Dortmund måske udnytte, at Bayern er ved at bygge lidt op igen, men ellers ligner det endnu en gang en sæson, hvor de maksimalt kommer til at være nogenlunde tæt på sydtyskerne.

 

Bud på placering:

 

1-3

 

 

Bud på idealopstilling:

4-4-2
Formationen kommer givetvis til at skifte i løbet af sæsonen, hvor Rose meget vel kan tænkes at veksle mellem at spille med en eller to angribere helt fremme

Kobel – Meunier/Can, Hummels, Akanji, Guerreiro – Bellingham, Witsel, Reus, Hazard – Malen- Haaland

 

Hold øje med:

Manuel Akanji

Det havde været oplagt at vælge nyindkøbet Donyel Malen eller for den sags skyld supertalentet Youssoufa Moukoko, men meget af Dortmunds sæson afhænger af Akanji. Som nævnt tidligere så var han blandt de absolut bedste midterstoppere i sidste sæson, da han kom tilbage fra sin coronasygdom, og han virkede langt mere afklaret i sin ageren end tidligere, hvor han kostede ved flere lejligheder.

Borussia Dortmund har ikke alverden at gøre med i midterforsvaret, hvor Hummels og Zagadou på skift kæmper lidt med små og store skavanker, så det bliver op til Akanji sammen med landsmand Kobel at holde styr på forsvaret, der skal forbedres, hvis Dortmund skal helt op og blande sig i mesterskabskampen.

 

Foto: www.bvb.de

You may also like
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Nuri Sahin – Mesterspiller i mesterlære
Borussia Dortmund, fankultur, optakt, tilskuere, fans på stadion, Bundesligaen 2021/22, fyldte stadioner, fodboldrejse i Bundesligaen
Sådan får du rabat på din næste fodboldrejse til Bundesligaen
BVB, Borussia Dortmund, Sébastien Haller, Nuri Sahin
Sæsonoptakt: Borussia Dortmund: Kan Stuttgarts bedste gøre Dortmund bedre?
Borussia Dortmund, BVB, Investorer, spilletidspunkter, optakt
Optakt: Borussia Dortmund – Bochum: Sanchos tilbagekomst

2 Responses

  1. Henrik Mortensen

    Lidt useriøst at tro, at Doofmund skulle kunne blive nr. 1 … 2-4 må være det lødige bud

  2. Nicolai Lisberg

    Bayern bygger op og har skiftet ud i både defensiven og på trænerposten. Ingen tvivl om, at sydtyskerne er storfavoritter til titlen, men synes ikke man helt kategorisk kan udelukke, at BVB har, hvis alt går op i en højere enhed, chancen for at byde Bayern op til dans