bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Sæsonoptakt: RB Leipzig – En ny begyndelse

Sæsonoptakt: RB Leipzig – En ny begyndelse

Sidste sæson:

 

2

For bare to år siden stod RB Leipzig ved en skillevej. Rangnick æraen var ovre og den tidligere cheftræner, sportsdirektør og udviklingschef på tværs af hele Red Bull imperiet var fortid, mens cheftræner Nagelsmann var fremtiden.

Nu står de der så igen. Ved skillevejen. Både sportsdirektør Markus Krösche og cheftræner Nagelsman er ude igen efter bare to år i klubben. Især sidstnævntes afgang må være en stor skuffelse, eftersom Nagelsmann var udråbt til fremtidens helt store træner, der skulle bringe den unge men storsatsende klub på omgangshøjde med de bedste i Europa.

Det lykkedes ham også men kun for en stund, da man i forrige sæson spillede semifinale i en coronaplaget Champions League turnering 2019-2020. Men endnu har den storsatsende klub til gode at vinde klubbens første mesterskab, og hvis der er noget, vi har lært af den seneste sæsons 2020-22 så er det, at selv et dårligt spillende Bayern-hold stadig vinder tyske mesterskaber. Hvilken magtdemonstration det var for Bayern at vinde mesterskabet, selvom forsvaret var hullet som en si, og hvilken ærgrelse det må være for Leipzig, at det ikke lykkedes at Nagelsmann at vinde nogle titler i sin tid hos Red Bull klubben.

En af hovedgrundene til at Leipzig aldrig rigtig formåede at udfordre Bayern i mesterskabskampen skyldes manglen på en ny målscorer efter salget af Timo Werner til Chelsea. Det lykkedes aldrig rigtig, for hverken Alexander Sørloth, Dani Olmo eller Nkunku at blive det nye offensive omdrejningspunkt, og meget af det offensivspil afhang derfor stadig af veteranen og årets spiller Emil Forsberg.

Læs også. Hadet springer alle grænser

 

Transfers:

Klubbens to største transfers i år er naturligvis afgangen af de to franske forsvarsspillere Dayot Upamecanoog Ibrahima Konaté, der skifter til henholdsvis Bayern München og Liverpool. Begge kom til Leipzig som teenagere og uprøvede talenter, og de forlader nu klubben igen for beløb større end 40 mio. euro i en alder af bare 22 år.

Med disse to handler står det nu endelig fast, at Red Bull fodboldprojektet er sat i verden for at blive en god forretning, hvor selv den bedste spiller er et salgsemne, bare prisen er den rette. Det gælder naturligvis også for træneren, hvorfor Julian Nagelsmann kunne skifte denne sommer for en rekordstor sum, der gjorde ham til verdens dyreste træner.

Foruden førnævnte franske forsvarere er den mest opsigtsvækkende afgang salget af østrigeren Hannes Wolf. Wolf kom til RB Leipzig for to sæsoner siden fra søsterklubben Salzburg. Her var han kendt som et lovende midtbanetalent med store offensive kvaliteter. Skader og ustabile indhop har dog gjort opholdet i Østtyskland til en stor skuffelse, hvorfor Wolf drager videre mod vesten og destinationen Mönchengladbach.

Sidst men ikke mindst udlejes de to ungdomsspillere tyske Fabrice Hartmann og amerikanske Caden Clark til henholdsvis Paderborn og søsterklubben Red Bull New York.

Med ovenstående superhandler er der masser af råderum i de røde tyres transferbudgetter, og handlet ind har man da også, om end for noget mere jordnære beløb, end hvad man har solgt for. Mest interessant er tilgangen af portugisisk André Silva, der bombede hele 28 mål ind i 32 kampe for Eintracht Frankfurt i sidste sæson. Et stærkt signal overfor bundesligakonkurrenterne og et på papiret helt oplagt spillerkøb, da man i sidste sæson tydeligt manglede en klassisk målscorer.

Til forsvaret har man hentet to spændende erstatninger til Upamecano og Konaté i kroatiske Joško Gvardiolog franske Mohamed Simakan. Førstnævnte spillede fast for Kroatien under sommerens EM-slutrunde og har hele 52 førsteholdskampe for Dynamo Zagreb på CV’et i en alder af bare 19 år.

21-årige Mohamed Simakan ligner på papiret den mest tydelige afløser for hans to landsmænd og nu forgængere i Leipzig defensiven, Upamecano og Konaté. Den store forskel er dog, at Simakan kommer med en del større erfaring – 38 kampe i den bedste franske liga for Strasbourg – end sine forgængere i sin tid havde på CV’et ved ankomst til Leipzig.

På de to backpositioner har RB Leipzig som sådan ikke forstærket sig, men det er alligevel værd at bemærke, at man nu har sikret sig de to lejesvende fra sidste sæson Angeliño og Benjamin Henrichs på faste kontrakter.

Den mest opsigtsvækkende handel må dog alligevel tilfalde den 19-årige hollandske angriber Brian Brobbey, der nåede at fortryde sit skifte til Leipzig. Brobbeys skifte fra Ajax Amsterdam blev annonceret allerede i det tidlige forår, efter at angriberen havde bombet masser af mål ind i både Eresdivisie og Europa League. Men imens Brobbey spillede sæsonen færdig og forberedte sig på sit skifte denne sommer, tikkede nyheden ind om Nagelsmann stop i Leipzig. En besked Brobbrey blev så skuffet over, at han og hans agent kæmpede en brav kamp for at få skiftet annulleret igen. Den gik dog ikke, og nu bliver det derfor spændende at se, hvad unge Brobbey kan bidrage med for en klub han reelt ikke ønsker at være i, og hvor han måtte google klubbens nye træner Jesse marcsch for at finde ud af, hvem han var.

Foruden disse handler vender en række spillere retur fra leje, herunder blandt andre den schweiziske målmand Yvon Mvogo, den brasilianske venstreback Luan Cândido, samt de unge tyskere Tom Krauss, Dennis Borkowski og Frederik Jäkel.

 

 

Styrket/Svækket:

Svækket

Helt overordnet kommer ’Die Rote Bullen’ ud af af transfervinduet som styrkede i angrebet og svækket i forsvaret. Med tilgangen af André Silva ligner det endelig, at man har fundet en rigtig målscorer, der kan være garant for minimum 15-20 mål hver sæson. Men samtidig er det svært at komme udenom at fraværet af Upamecano og Konaté er et stort tilbageskridt, og at usikkerheden omkring Simakan og Gvardiols formåen på højeste niveau stadig er for stor.

I sidste ende er det dog trænerskiftet og de mange udskiftninger generelt i truppen, der er klubbens største svækkelse, og som gør det noget svært at se dem gentage sidste sæsons andenplads. Læg dertil at konkurrencen om Champions League-pladserne ser ud til at spidse til i Bundesligaen, hvor klubber som Gladbach, Frankfurt, Leverkusen og Wolfsburg alle ligner stærke bejlere til top fire i den kommende sæson.

 

 

Sådan går det RB Leipzig i denne sæson:

Det mest sandsynlige scenarie er et, hvor RB Leipzig (endnu en gang) fornøjer os med et væld af målrige kampe og flotte scoringer men aldrig rigtig formår at blande sig i titelkampen grundet for store udsving og overraskende pointtab mod nogle af rækkens på papiret mest overkommelige modstandere.

Ikke desto mindre bliver det spændende at følge Jesse Marsch, der bliver genforenet med en række af sine tidligere spillere fra Salzburg såsom Dominik Szoboszlai, Amadou Haidara og Hee-chan Hwang. Leipzig har måske rækkens bredeste trup med to gode spillere på hver eneste position.

Personligt glæder undertegnede sig til at se spillere som Dani Olmo og Joško Gvardiol aktion, der begge har en fortid hos den kroatiske talentfabrik Dynamo Zagreb, samt hvorvidt klubbens rekordkampholder Yussuf Poulsen, igen formår at bide sig fast i startopstillingen i hård kamp med blandt andre nyindkøbte André Silva.

 

 

Bud på placering:

3-6

 

 

Bud på Idealopstilling:

4-2-2-2

Hvordan RB Leipzig helt præcis kommer til at stille op er stadig usikkert, og meget afhænger af den nye cheftræner. Jesse Marsch praktiserede i Salzburg en fast 4-2-2-2 formation, mens Leipzig i sidste sæson primært gjorde sig i en 3-4-2-1 formation med tre centrale forsvarsspillere og wingbacks – omend Nagelsmann var garant for stor fleksibilitet. Med de mange udskiftninger blandt truppens forsvarsspillere og med tanke på at en midtbane med to defensive og to offensive spillere, ikke er Leipzig-spillerne helt uvant, er troen derfor mest på, at Marsch går med førstnævnte 4-2-2-2 formation.

Én ting er dog helt sikkert, og det er at Leipzig under Marsch ledelse vil fortsætte den efterhånden så karakteristiske Red Bull-spillestil med fokus på højt genpres og hurtige omstillinger.

 

Gulacsi – Klostermann, Simakan, Orban, Angelino – Kampl, Sabitzer – Szoboslai, Olmo – Poulsen, Andre Silva

 

 

Hold øje med:

Dominik Szoboszlai

Kæmpetalentet Szoboszlai fra Ungarn var af mange regnet for det mest spændende nye navn i europæisk fodbold, da han fik sit helt store gennembrud med en række gode præstationer for Salzburg i Champions League sidste efterår. Derfor var det heller ingen stor overraskelse, da han over vinteren fulgte i fodsporene på mange andre tidligere Salzburg-profiler med sit skifte til RB Leipzig.

Stort set samtidig med skiftet til Tyskland rendte stortalentet ind i en slem lårskade, der har holdt ham ude hele foråret. Et kæmpe set-back for Leipzig, der håbede at netop Szoboszlai skulle være manden der løftede arven fra Werner, mens hele det Ungarske fodboldpublikum, havde glædet sig til at opleve ham på hjemmebane under sommerens EM-slutrunde – desværre forgæves.

I stedet har den unge offensivspiller brugt sommeren på at genoptræne, så han kan være fuldstændig fit til sæsonpremieren. Der er derfor ingen tvivl om, at der stadig er kæmpe forventninger i og omkring Red Bull-klubben, hvor man glæder sig til at se en Szoboszlai i topform slå sig løs på Red Bull Arena i Leipzig.

 

 

Foto: www.dierotenbullen.com

You may also like
Red Bull, RB Leipzig
Græssportsklubben RB Leipzig- den røde klud for tyske fodboldfans
RB Leipzig, Red Bull
Sæsonoptakt: RB Leipzig – Gammel Red Bull på nye dåser
RB Leipzig, Red Bull
Optakt RB Leipzig – Bayern München: Alle gode gange tre for Leipzig?
Werder Bremen, Jens Stage, Niclas Füllkrug
Sæsonoptakt: SV Werder Bremen – med eller uden Füllkrug?