bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Rundens hold i Bundesligaen – runde 6

Hver uge, umiddelbart efter sidste slutfløjt, sætter bulibold.dk rundens hold. Buli-holdet er vores bud på spillere, som på den ene eller anden måde har gjort sig positivt bemærket og dermed fortjent en lille anerkendelse.

Torwart:

Jiří Pavlenka (Werder Bremen):

I Lørdags drog 41.000 til Weser-Stadion i Bremen for at overvære Werder Bremen imod Freiburg som endte ud i en nulløsning. Både Pavlenka fra Bremen og Schwolow fra Freiburg kunne begge sove trygt efter deres arbejde var fuldført. Begge formåede at holde buret rent, men pladsen her går til tjekken Pavlenka fra Werder. Intet kunne komme forbi ham, og han ejede sit eget felt, hvor det også blev til hele seks redninger i weekendens møde. En velfortjent plads på rundens hold.

Abwehr:

Willi Orban (RB Leipzig):

Orban spillede en udmærket kamp imod Eintracht Frankfurt, hvor hjemmeholdet på Red Bull Arena vandt med 2-1. Orban var god i duel spillet, hvor han vandt hele syv dueller i weekendens møde. Udover dette var han også godt medvirkende i spillet frem ad banen.

Abdou Diallo (Mainz):

Mainz leveret den anden sejr i denne sæson med sejren over hovedstadsklubben Hertha Berlin på Opel Arena med 1-0. Målet blev holdt rent med hjælp fra den kun 21-årige Diallo som har spillet en meget fin sæson indtil videre. Samarbejdet i forsvarets 3-mandskæd med Bell og Gbamin fungerede så godt, at Hertha Berlin kun formåede at skabe ét skud indenfor rammen. En virkelig imponerende indsats af Mainz’ forsvar, og især Abdou Diallo kan Mainz tilhængerne takke for den meget fine sejr.

Sven Bender (Leverkusen):

En god og disciplinær kamp for Sven Bender i Leverkusens forsvar. Formåede at holde Hamburger SV fra store chancer og var særlig god i duellerne. Den erfarne Bundesligaspiller var sikker i sit spil og styrede sit forsvar med stor ansvarlighed.

Mittelfeld:

Emil Forsberg (RB Leipzig):

Forsberg styrede Leipzigs midtbane i kampen imod Eintracht Frankfurt. Frankfurt kunne på ingen måde følge med den 25-årige svensker. Forsberg stod bag hele fem chanceskabende afleveringer til sine medspillere i 2-1 sejren. Forsberg viste nok en gang i denne kamp, at han er Leipzigs dirigent. Specielt nu hvor Naby Keïta var fraværende.

Julian Weigl (Borusssia Dortmund):

Julian Weigl spillede en glimrende kamp i totalsmeltningen af Borussia Mönchengladbach på Signal Iduna Park. Weigl formåede at lave hele 65 pasninger til sine medspillere som gav en afleveringsprocent på 90%. Ganske imponerende af den unge tysker. Udover dette diskede Weigl op med det sidste mål i kampen. En meget sikker indsats på midtbanen, hvor Weigl både havde styr på den offensive og defensive del af spillet.

Leon Bailey (Leverkusen):

På tre minutter formåede Leon Bailey at lave hele to assist. En til Volland og en til Alario. Der var en stor effektivitet fra Leon Baileys side af i 3-0 sejren over Hamburger SV. Virkelig stærk indsats af den kun 20-årige jamaicaner, som fik HSV til at se helt forvirret ud. En spændende spiller at følge i denne sæson.

Dennis Geiger (Hoffenheim):

Geiger leveret en super sikker indsats imod Schalke. Han styrede den defensive midtbane i fuld kontrol, og Schalkes offensiv kunne simpelthen ikke komme forbi den kun 19-årige lille tysker. En all-round spiller, der både kan komme op ad banen og holde sine defensive pligter. Geiger fik også scoret efter tretten minutters spil i 2-0 sejren over Schalke. En fantastisk indsats fra den unge midtbanespiller, der nu også kan finde sit navn på rundens hold.

Sturm:

Maximilian Philipp (Borussia Dortmund):

En fantastisk kamp for den unge tyske kantspiller. To mål blev det til for ham imod Borussia Mönchengladbach, begge gange på en ”first-timer”, det ene mål endda på en flugter udenfor det lille felt i en skarp vinkel fra et hårdt indlæg fra Aubameyang. Derefter blev rollerne byttet om, og Philipp assisteret Aubameyang og hjalp ham på vej til hans hattrick. En sublim indsata af den tidligere Freiburg, spiller som i den grad har grebet chancen i Dortmund.

Pierre-Emerick Aubameyang (Borussia Dortmund):

Otte mål I seks kampe er det blevet til I denne sæson indtil videre fra gabonesiske Aubameyang. Hattrick blev det til imod Borussia Mönchengladbach i deres 6-1 sejr. Mönchengladbach kunne slet ikke holde styr på den hurtige frontangriber, og gang på gang blev det straffet. Han assisterede også Max Philip i hans ene mål, med et hårdt og præcist indlæg fra højre side. En spiller i høj verdensklasse som har bevist det i op til flere sæsoner i Bundesligaen.

Kevin Volland (Leverkusen):

I rundens sidste kamp fik Kevin Volland scoret to mål i kampen imod gæsterne fra Hamborg. Volland står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og når han endelig får chancen foran mål, så er det ofte, at bolden ligger i målet efterfølgende. Volland er altid på pletten for Leverkusen, og det var han også i søndagens sene kamp.

Trainer:

Peter Bosz (Borussia Dortmund):

Efter weekendens magtdemonstration imod Borussia Mönchengladbach er skeptikerne vedrørende Dortmunds nye træner nok fejet af vejen. Efter Dortmund tabte imod Tottenham i den første runde af Champions League samt 0-0 kampen imod Freiburg i kampen før, opstød der en skarp kritik på Bosz og om han nu også var den rigtige mand på trænerpositionen. Men konklusionen er, at Dortmund efter kampen på Wembley har vundet sine sidste tre kampe i Bundesligaen og scoret fjorten mål undervejs. Dortmunds offensiv er gået målmok, og det skyldes især Bosz’ meget offensive taktik. Det var en fryd for øjet at se Dortmund spille på Signal Iduna Park lørdag aften. Det eneste skeptikerne kunne pege fingre af efter kampen var, at Dortmund indkasserede det første mål i denne sæson. Men det er der nok ikke mange, der ligger det store i, når die Schwarzgelben vinder hele 6-1. Peter Bosz leverede underholdende fodbold, og det fortjener en plads på rundens hold.

You may also like
Rundens hold i Bundesligaen – runde 29: Rekord-Sancho,
Rundens hold i Bundesligaen uge 28: Bayern-dominans og Mainz i målhumør
Rundens hold i Bundesligaen – uge 27: Hattrick-Held Yussuf Poulsen
Rundens hold – uge 24: Big Bayern, tyrkisk supertalent og Funklende Fortuna