bulibold.dk: Alt om tysk fodbold - Bundesliga, podcast, Tysklands landshold, fodboldrejser og billetter
Home > 1. Bundesliga > Optakt: FC Schalke 04- Bayer Leverkusen

Optakt: FC Schalke 04- Bayer Leverkusen

Optakt, Schalke 04

Fredag aften venter der en kamp imellem to hold, som flere inden sæsonstart havde regnet med skulle spille med om de europæiske pladser i denne sæson. Ingen af holdene er dog kommet flyvende ud, hvor de seks kampe inde i sæsonen indtager henholdsvis 7. og 10. pladsen i tabellen. Netop derfor er kampen om de tre point om muligt endnu mere interessant, da Schalke med en sejr kan spille sig i varmen igen, hvorimod Leverkusen med et nederlag må se sig foreløbig hægtet af i toppen og det sjove selskab.

Kampfakta:
Spillested: Veltins-Arena, Gelsenkirchen
Dommer: Guido Winkmann
Kampstart: Fredag 20:30

Holdnyt: 

FC Schalke 04:
Hverken Schalke eller Leverkusen er involveret i europæiske kampe i denne sæson, hvorfor begge hold har kunnet fokusere fuldt ud på fredagens opgave. Tedescos tropper er startet sæsonen ud med henholdsvis to sejre og et enkelt nederlag på hjemmebane, hvilket må siges at være godkendt, når det tages i betragtning, at nederlaget kom i en kamp imod rekordmestrene fra Bayern München.

I modsætning til sidste spillerunde, hvor man tabte 0-2 på udebane imod Hoffenheim, er det ventet, at nøglespiller Leon Goretzka atter er at finde i startopstillingen, efter at han er kommet sig over sin forkølelse. Derudover byder schweiziske Breel Embolo sig ligeledes til, da angrebskollegaerne di Santo og Burgstaller ikke har overbevist hidtil, hvor kun sidstnævnte står noteret for en enkelt scoring.

Kampen kan meget mulig komme en anelse for tidlig for Nabil Bentaleb, som første vendte tilbage til holdtræningen onsdag. En plads på bænken er dog sandsynlig. Til gengæld må Tedesco med sikkerhed atter se bort fra den spanske duo bestående af Coke og Pablo Insua, som stadig er skadet. Derudover er Alessandro Schöpf endnu ikke kampdygtig, da han stadig er i gang med sin genoptræning.

Bayer 04 Leverkusen:

Træner Heiko Herrlich har endnu blot gjort sig bemærket med adskillige rotationer, siden han tiltrådte i sædet i sommers. Ikke mindre end seks rokeringer foretog Herrlich i sidste runde i 3-0 sejren hjemme over HSV, hvorfor det derfor også er naturligt at tro, at han vil rokere tilbage på flere af pladserne til kampen imod Schalke til trods for det flotte resultat.

Blandt andet er det forventet, at Dominik Kohr erstatter Julian Baumgartlinger, Julian Brandt eller Karim Bellarabi erstatter Mehmedi. Derudover kunne den mere defensivindstillede græker Retsos erstatte unge Benjamin Henrics.

Til opgøret må Herrlich blot undvære den 21-årige kroat Tin Jedvaj, som endnu er ude med skade i skinnebenet.

Karantæner:
FC Schalke 04: Ingen
Bayer 04 Leverkusen: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Schalke 04: Fährmann – Kehrer, Naldo, Nastasic – Caligiuri, McKennie, Goretzka, Harit – Meyer, Konoplyanka – Embolo
Bayer 04 Leverkusen: Leno – Retsos, Tah, S. Bender, Wendell – Kohr, Aranguiz – Brandt, Bailey – Alario, Volland

Vidste du, at…:
Leverkusen faktisk har vundet de seneste tre gange, hvor de har været på besøg på Veltins-Arena? Såfremt udeholdet trækker sig sejrrigt ud, vil det være ny klubrekord. Let bliver det dog ikke, da Leverkusen endnu ikke har fået pointe i nogle af deres udekampe i denne sæson. Die Werkself kan muligvis sætte deres lid til Kevin Volland, som allerede har bidraget med fire scoringer, hvilket skal ses i forhold til sidste sæsons samlede måltotal på blot seks fuldtræffere.

Dom:
Vi tror på, at hjemmeholdet til syvende og sidst drager fordel af hjemmebanen imod det svage udehold, hvilket resulterer i en 2-1 sejr til Die Königsblauen.

Læs også: Guide – Fodboldrejse til Schalke 04

You may also like
Optakt, HSV
Optakt til 9. runde i 2. Bundesliga – kuriøse straffespark
Fortuna Düsseldorf, optakt, gratis, Fortuna für Alle
Optakt til 6. runde i 2. Bundesliga – Düsseldorf og KSC marcherer
Optakt, Schalke
Optakt til runde 4 i 2. Bundesliga – En vred Zorniger og storkamp i Gelsenkirchen
Tyske ord, udtryk, sprogblomster
Sæsonoptakt: 1. FSV Mainz 05 – Svær sæson for Bo nummer to