VM i Qatar nærmer sig, og ifølge den tidligere Bayern München-back og verdensmester Philipp Lahm, så er fodboldstjernerne, i den sammenhæng, sågar nødt til at lade deres stemmer blive hørt.
“Sport er politik. Det er der ingen tvivl om.” Sådan indleder Philipp Lahm denne udgave af sin klumme, som han bedriver i samarbejde med Oliver Fritsch på det tyske onlinemagasin ‘Zeit.de’. I klummen, der også er blevet bragt hos den højt respekterede, engelske avis ‘The Guardian’, lufter Philipp Lahm sine tanker om spillernes politiske rolle i hele postyret omkring VM i Qatar.
Den seneste tid har de store europæiske medier været præget af den ene Qatarhistorie efter den anden. Den foreløbige kulmination på arbejdet med at portrættere problematikkerne i VM-værtslandet sandfærdigt kom så for nyligt, da den tyske tv-kanal ZDF, med skjult kamera, nok en gang kunne afsløre de mildest talt sløje levevilkår og forhold i ørkenstaten. Med billeder af både migrantarbejdere i kummerlige forhold kontra de smukke, moderne stadioner, som migrantarbejderne har bygget, maler optagelserne fra ZDF dilemmaerne ved VM i Qatar skarpt op.
Med andre ord er enhver fodboldtilhænger med et moralsk kompas blevet tvunget til at sætte sig mellem to stole. På den ene side vil man, som fan, bare gerne nyde det smukke spil efter 4,5 års ventetid siden sidste VM – men på den anden side kender folk efterhånden kun historierne om korruption, døde migrantarbejdere og forfærdelige brud på menneskerettighederne alt for godt.
Læs også: Hvor står DFB henne i forhold til VM 2022
Lahm skeler, i sin klumme, til tennissporten som positivt forbillede i forhold til det sportspolitiske. Kvindernes internationale tennisforbund, WTA, stjal nemlig i december overskrifter, da de valgte at suspendere alle fremtidige tennisturneringer i Kina, grundet bekymringer vedrørende den tidligere verdensetter i double, Peng Shuais velbefindende. Omkring 30% af WTAs indkomster kommer fra Kina, og ifølge Philipp Lahm sender tennisforbundet dermed lige netop det signal, som han savner i fodboldverdenen, nemlig at “det er muligt at sige fra i sport.”
Lahm drager også paralleller til tidligere slutunder, og peger blandt andet på VM-slutrunden i 1978 i Argentina, som blev afholdt i en periode, hvor landet lå under for et militærregime. Den store forskel på nu og dengang er dog, at spillerne ikke havde et svar på de humanitære problemstillinger, de stod overfor dengang. Det har de nu. Aldrig før har der været på let tilgængelig adgang til viden, og ifølge Lahm kan vi, og især sportsstjernerne med deres store platform, ikke tillade sig at se på verden så naivt, som man tidligere har gjort. Som Philipp Lahm siger: “Alle kender til forholdene i Qatar.”
Ydermere perspektiverer den tidligere tyske landsholdsanfører, i sin meget velskrevne klumme, til Tysklands EM-værtskab i 2024 samt individets magt i et større perspektiv. “Individer er ikke magtesløse; folk kan gøre en forskel.” Og ja, hvem ved om det kunne skabe en ‘snebold-effekt’, hvis for eksempel Cristiano Ronaldo, Mbappé eller hele ‘Die Mannschaft’ sagde nej til at spille VM i Qatar?
Der vil altid være et politisk fokus på de her kæmpemæssige sportsbegivenheder, og ifølge Philipp Lahm vil der ske et fokusskifte efter VM og frem mod EM i 2024. I Tyskland, hvor menneskerettigheder ikke er en problematik, vil slutrundens succes og eftermæle blive målt på, hvorvidt den lever op til de klimamæssige aspekter, det kræver at afholde en slutrunde af den kaliber.
Og for at slutte, hvor vi begyndte, så tager vi lige Philipp Lahms citat én gang til: “Sport er politik. Det er der ingen tvivl om.”
